Lidt om bettefyren – og mig


Igår blev dette lille magiske væsen 9 måneder gammel. I dag skal han have sin 5 måneders vaccination (for den slags tjekkede forældre er vi), og i overmorgen begynder han i dagpleje.

Hans ankomst her i familien har “landet” mig i moderskabet på en helt ny måde. De, som har læst med længe, ved, at jeg har haft mine kampe og identitetskriser omkring det at være mor, og hvordan man er det, når man også synes, at man er 1000 andre ligeså fuldt ud gyldige ting.

Men med bettefyren har jeg grebet rollen på en ny måde og fået nogle nye oplevelser af, at det faktisk kan være enormt dejligt og berigende at være mor til et spædbarn. Jeg har nydt det meste af min barsel denne gang, og jeg er fuld af sorg over, at jeg lige om lidt skal overlade min lillebitte dreng til et fremmed menneske. At tiden hvor det bare er os to lakker mod enden. Oven i det synes jeg at jeg overalt ser artikler og undersøgelser, der viser hvor vigtigt tilknytningen mellem mor og barn er i de første år, og selv dagplejemoderen sagde noget om, at børn jo rent udviklingsmæssige har bedst af at være hos deres mor de første 2-3 år. Skyld med skyld på (selvom det slet ikke var sådan hun mente det).

Det bliver svært at give slip denne gang, men omvendt er jeg fuld af taknemmelighed over at have oplevet, hvordan barsel og spædbarnstiden også kan være. Så var det jo godt at vi fik én mere 😉

Reklamer

Lidt om skolestart og 6 års fødselsdag

Så er starten gået. Rumpenissen har nu været skoledreng i 0. K. i godt 2 uger, og midt i alt det nye har vi også fejret hans 6 års fødselsdag.

Skolestart er en blandet pose bolcher. Lad os starte med det gode: Rumpen fortæller hver dag, at det har været en god dag. Han er grundlæggende glad og har stor lyst til at lave opgaver og “lektier” både i skolen og herhjemme. Han går i klasse sammen med – og sidder ved bord med – sin bedste ven fra børnehaven, og det er en stor tryghed for ham.
Men, han bruger SÅ mange kræfter på at holde sammen på sig selv i skolen og leve op til de mange forventninger, så i det øjeblik han ser mig, når jeg henter ham, bryder han fuldstændig sammen, som regel i vredesudbrud. Herhjemme er der konflikt på konflikt og om aftenen og om morgenen vil han ikke afsted i skole og græder over, at de “bare skal sidde i rundkreds hele tiden.” Der kræves meget tålmodighed af forældrene.

Og midt i det hele havde han så fødselsdag. Han ville rigtig gerne have en fest, men var samtidig meget nervøs for det. Vi måtte sige til klasselæreren, at han ønskede hverken at blive sunget for eller hyldet med hurra-råb, og det accepterede hun heldigvis. Vi nøjedes også med at tage hans fødselsdagshold med 10 drenge med hjem, i stedet for alle klassens drenge, og det var rart for mig at få sat ansigt og navne på lidt flere af hans nye kammerater. Jeg så også der, at han faktisk også søger nogle af de andre drenge udover bedstevennen.
Rumpen valgte sit overgearede mode som kaperings-strategi for fødselsdagen, men det var også ok og det hele gik fint.

Men åh, altså, det er godt nok hårdt arbejde at være Rumpen – og Rumpens forældre i disse dage.

Nå, hvor kom vi fra?! (tredje del)

Kort opsummering: ferien er slut og lige om lidt er det skolestart.

Den mindste gut er lige blevet 8 måneder. Han har brugt sommeren på at få tre tænder, at blive rigtig god til at rotere omkring egen akse, når han ligger på maven (uden dog at kravle eller skubbe sig hverken frem eller tilbage) og på at blive bedre til at spise. Amningen udfasede vi i starten af juli. Der var ikke rigtig mere at komme efter, og da han begyndte at træne sine bide-kundskaber på mit bryst, stoppede jeg det helt.

Bittesmå bisser

Grød siger ham ikke rigtig noget, udover fornøjelsen ved at smøre det rundt i hovedet på sig selv, så han får bare almindelig mad, og det betyder, at det går lidt langsommere med at få fulde måltider af fast føde, end hvis han nu havde været grødbarn. Men han får jo stadig masser af flaske og trives og vokser som han skal, så jeg prøver ikke at være bekymret.

Grød er sjovt!


Til gengæld kan jeg så bekymre mig for, at der er under en måned til, at bettefyren skal i dagpleje. Jeg har virkelig nydt min barsel denne gang, og kan slet ikke rumme, at det snart er slut. Hvor jeg de to foregående gange har været mere afklaret og glædet mig til at begynde på arbejde/studie igen, er jeg denne gang virkelig slet ikke klar til at skulle give afkald på tiden med min lillebitte dreng. Jeg synes han er ALT for lille til at skulle passes af andre end mig.
Vi kunne i princippet godt have ventet en måned, men jeg kan huske med Trolden, at hun begyndte til oktober, og at det blev noget rod, fordi der kom en efterårsferie på tværs, så hun faktisk havde brug for at blive kørt ind igen efter ferien. Det var jo derfor, vi valgte at melde ham til til 1. september – må jeg lige minde mig selv om.

På en måde bliver det også ok at skulle starte op igen. Tidligere har jeg skrevet om, at jeg overvejede at begyndte at arbejde igen, fordi det ikke kørte sindssygt godt på mit arbejde med barselsvikaren, og jeg tror da også, at det ikke bliver helt lige ud af landevejen at komme tilbage, men det bliver også rart nok at kunne gøre noget, når jeg hører om ting, der ikke fungerer. Der bliver i hvert fald udfordringer nok at tage fat på, og jeg kan faktisk godt lide udfordringer.

Så, jeg skal nok blive klar. Jeg har lidt tid endnu, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for både at nyde, men også indstille mig på det nye, der kommer. I eftermiddag skal vi besøge dagplejeren, så jeg håber, at det kan være med til at give mig lidt ro i sindet, når jeg har mødt bettefyrens nye vigtige voksen.

Nå, hvor kom vi fra?! (anden del)

Ja, jeg må beklage, at det her bliver et indlæg delt op over flere gange, men gennem de sidste måneders radiotavshed her på bloggen – plus et væld af ufærdiggjorte kladder – må jeg indse, at hvis jeg skal fortsætte med at blogge, så er jeg nødt til at gøre det lidt mere “råt”. Forstået på den måde, at hvor jeg tidligere bryggede på en idé over lidt tid, skrev ned, rettede til i kladden, finpudsede og til slut klikkede “udgiv”, så er min tid til blog nu så presset, at jeg må skrive, når der er et hul og klikke udgiv med det samme. Ellers når jeg aldrig til andet end kladder.

Og der er stadig ord, der vil skrives. Måske er der også stadig nogen, der vil læse ordene. Selvom de er knap så finpudsede.

Men som sagt er ferien altså slut for os. Ungerne har haft 4 ugers ferie, og Manden har været med de tre sidste. Vi har været en uge i Norge, inviteret af min mor, med hele den pukkelryggede, og ellers bare tøffet rundt herhjemme og fået klaret diverse småprojekter, hygget, sovet i telt i haven, set venner, haft legeaftaler, lavet perleplader i STOR stil, og bare nydt at kunne tage det hele sådan lidt fra dag til dag. Det blev også til en tur i Legoland og senere i Bilka, hvor ungerne som noget helt særligt fik lov at købe alt det bland-selv-slik, de ville. De måtte dog kun tage ét stykke af hver slags. Sla-RAF-fenland, siger jeg bare.

Lidt træt efter en lang dag i Legoland


Og nu er det så blevet semi-hverdag. På mandag begynder min lillebitte Troldeunge, som jeg fødte lige i forgårs, i ANDEN KLASSE!! Hvad sker det for det?! Og endnu mere oprørende er det, at min lillebitte Rumpenisse, som blev født i går, skal begynde i 0. klasse!
Jeg er skam klar over, at de ikke er små mere. Som i slet ikke. Men det er altså lidt vildt. Jeg øver mig på at være ligeså klar til at give dem den mængde ansvar, som de er klar til at håndtere.

På vej til SFO første dag efter ferien.


Rumpen er ikke super hooked på det der skole. Mest tror jeg at det handler om, at han har det svært med forandringer. Han har brug for en stor mængde tryghed og kendthed, og selvom han har snuset til skolelivet, både gennem førskole-forløbet og ved at have en storesøster der, så er det stadig ukendt og utrygt farvand, han begiver sig ud på.
I denne uge er han så startet i SFO, og jeg tænker at det er en fin blid start. De første to dage er i hvert fald gået godt, men han nægter at snakke med de voksne, uanset hvor indsmigrende og venlige de er. Men det kommer. Både SFO og skole bliver jo hverdag på et tidspunkt med kendte børn og kendte voksne – når han har lært dem at kende. Og så må vi bare se til, hvornår det bliver.

Bettefyren… ja, ham tager vi i næste skrivepause. 🙂

Fortsættelse følger.

Nå, hvor kom vi fra?! (første del)

Der er helt stille i huset. Jeg kan rent faktisk høre køkkenurets svage tikken, som jeg overhovedet ikke har lagt mærke til de sidste fire uger. I min inbox er der tikket 231 mails ind (de fleste er sandsynligvis nyhedsmails og reklamer af diverse karakter), og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde min macbook åbnet.

Hverdagen er begyndt igen i dag. Eller, ikke den helt rigtige hverdag. Ikke den hverdag, hvor vi alle 5 skal ud ad døren om morgenen og først ses igen henad eftermiddagen. Men sommerferien er slut for denne gang, de to store unger er i SFO, Manden er taget på arbejde, og bettefyren sover formiddagslur. Så der er helt stille.

Hahaha og så jinxede jeg det lige.
Han er vågen.

Fortsættelse følger…

Uddrag af en SMS-samtale

I anledning af, at Skrupsakken bliver et halvt år i dag, får I hermed et uddrag af min og Mandens SMS-samtale fra dagene omkring hans fødsel. En egentlig fødselsberetning må I have til gode.

Mandag d. 28/11 2016 havde jeg tid til en kontrol på sygehuset. Jeg var på det tidspunkt gået 10 dage over termi, og havde besluttet mig for at bede om en igangsættelse, i stedet for at vente to dage mere før de officielt ville sætte fødslen igang. Manden tog på arbejde for at nå de sidste ting inden barsel, og jeg fik en veninde til at bringe og hente mig på sygehuset.

(brunkagerne var tænkt som bestikkelse)


(Balancid er er middel mod halsbrand – og de var altså hele vejen nede i køkkenet, og jeg var gået i seng ovenpå.)



Skrupsakken blev født ca. 3 timer efter at Manden havde sendt mig hans tidtagning på veerne, som jeg selv ville overtage, fordi jeg mente at han skulle have noget at spise, da jeg troede, at vi ville være igang læææænge endnu. Det var vi så ikke.

Og nu er vi her et halvt år efter. Vi er alle ved at være landet på benene som en familie på fem og om lidt venter der nye udfordringer og omvæltninger, når Rumpenissen begynder i skole efter ferien. Men mere om det en anden gang.

Instagram, jeg beklager. My bad, som man siger.

Mens jeg simultanskriver på tre indlæg – uden at få færdiggjort og udgivet nogen af dem – kan I lige få denne her, som jeg lagde på Instagram igår som respons på denne artikel, der er blevet flittigt delt, i hvert fald blandt mine facebook-venner.

Jeg har læst, at der findes mennesker, som tror at Instagram er en slags 1:1 gengivelse af andre menneskers liv, og som derfor bliver kede af deres egne liv, fordi de oplever akut mangel på pænt arrangeret mad med noget grønt kækt på sned, caffe latte med hjerte i skummet og slanke maver i profil.

Jeg bærer naturligvis min del af skylden for denne udvikling med alle de søde babybilleder jeg poster, som kan forlede folk til at tro, at de også kan få nuttede børn, når sandheden er, at de fleste babyer er klamme og ulækre. Alle kan ikke være så heldige som mig.

For at råde bod på denne vildfarelse og medvirke til Oplysning til Borgerne om Samfundet, viser jeg hermed et billede, hvor selv min nuttede baby har været klam og gylpet mig ned ad ryggen.


I må tro mig når jeg siger, at det var langt mere vidtforgrenet og ulækkert i virkeligheden.

Sæt pris på lugtfrie fotos og instagramfiltre, men husk at det kun er et meget lille udsnit af Livet.

– det samme kan i øvrigt siges om bloggen her. Og de fleste andre blogs, vil jeg tro.

Toiletsnak

Hjemme hos os har vi indført begrebet “toiletsnak”. Det dækker over de ord, som beskriver hvad der kommer ned i en toiletkumme, samt de kropsdele, der ekspederer det derned. Når disse ord kommer på banen, fortæller vi ungerne, at det er toiletsnak, og hvis de har brug for at sige flere af den slags ord, må de gå ud på lokummet og sige dem der.

Det har på mange måder været en effektiv strategi i forhold til at holde spisebordssamtaler fri for alt for meget prut-og-tis-snak, men det har til gengæld betydet, at man må lægge øre til en hel del sprogblomster, når ungerne fx. skal i bad eller have børstet tænder.

Ind i mellem finder der også mere absurde samtaler sted på badeværelset, og med Rumpenissen er det, vel som hos de fleste drenge, det lille stykke kød mellem benene, som får mest opmærksomhed, og de fleste toiletsamtaler med ham kredser om den. For eksempel denne her fra i går, da han var ved at vaske hænder:

Rumpenissen: Mor, ved du godt hvad min tissemand hedder?

Mig: Næh, jeg var slet ikke klar over, at den havde et navn.

Rumpe: Den hedder Batman! (drengen henvender sig derefter direkte til “Batman”) Har du fået tisset godt i dag, Batman?

– og her var jeg nødt til at forlade samtalen for ikke at sprække af grin, men “Batman” svarede med passende dyb og hæs stemme.
Hvad er det for noget med de drenge og deres tissemænd, og hvorfor omtaler de den altid som noget adskilt fra dem selv?

Lortenat

Det har været en af de nætter. Dem, hvor ungen roterer rundt i sengen, klynker hvert 20. minut og hvor man max. får halvanden times sammenhængende søvn ad gangen. Den slags nat, hvor man slet ikke kan forstå, at man nogensinde syntes at det var en god idé at få flere børn, og hvor man forbander sin egen fertilitet. Den slags nat hvor man forsøger at forhandle med et menneske på tre måneder, der på ingen måde overhovedet forstår begrebet “bestikkelse”. Den slags nat hvor “sov nu, sov nu, sov nu” bliver til “sovnusovnusovNU”. Den slags nat hvor man dagen efter opdager 5 nye grå hår og 2 nye rynker.

Sådan en nat var det i nat. En rigtig lortenat. Og forklaringen kom, da jeg omsider overgav mig og stod op med den sure baby-stodder: en ble fyldt med lort, som havde været fyldt med lort lææææænge. Og jeg undrede mig over, hvorfor jeg slet ikke havde lugtet det, indtil jeg kom i tanker om, at jeg jo er drønforkølet og ikke kan lugte en skid – helt bogstaveligt. Men det var jeg vist for træt til at huske i nat.

Og nu er han puttet ud i barnevognen, med ren ble og det hele, og jeg vil finde en pude og et tæppe, lade alt det praktiske flyde og lægge mig på sofaen. Zzzzzzz….

Modsætninger mødes

Min mand nedstammer fra en lang linje af rolige, vestjyske mænd med høj arbejdsmoral og tør humor. De knokler for deres familier, laver practical jokes (min svigerfars favorit var at tage gebisset ud, så hans ansigt faldt underligt sammen og gemme sig i den mørke krog i gangen, mens offeret var på toilettet, og når vedkommende så kom intetanende ud i gangen, fik de sig en ordentlig forskrækkelse) og slår tøhø’er af på stribe. De er mænd med stolthed og ære i livet, og de piver ikke. De går heller ikke til lægen med bagateller, og de taler ikke om følelser.

Mit eksemplar af slagsen er dog også en meget moderne mand og har på mange måder rykket sig langt fra sit vestjyske ophav. Hans rengøringsstandard er højere end min, og han har ofte svunget støvsugeren, inden jeg nåede at opdage, at gulvet var beskidt. Han står for det meste af tøjvaskeriet, men også for bilvaskeriet, og han er udpræget æstetiker og går op i boligindretning og sin egen fremtoning. Men han bærer arven med sig, særligt stoltheden og humoren, og jeg må være ærlig at sige, at jeg faldt for ham på grund af det sidste, men kæmper ind i mellem med at komme overens med det første.

Jeg selv er ud af en familie med mange stærke kvinder og såkaldt “bløde mænd”. I min familie snakker vi, og så taler vi, og så snakker vi lige lidt mere. Jeg driller min mor og min søster (og mig selv) med, at i vores univers har en samtale ikke været god, hvis ikke nogen har grædt. Min mor brugte ofte eventyret om Rumleskaft som en metafor for, at når noget grimt/ondt trækkes frem i lyset og får sat navn på, så forsvinder dets magt. Min stedmor siger, at hvis der er knas i hendes forhold med min far, så er han den første til italesætte det og sige, at det skal de lige have talt om og rettet ud.
Og hvor humoren i min mands familie er practical jokes og tøhø’er, så er min families humor mere ironisk og selvudleverende, hvor vi fortæller historier om, hvor meget vi har dummet os i forskellige situationer.

På mange måder er jeg glad for den dynamik, der er her på matriklen på grund af den bagage, Manden og jeg bærer på og de baggrunde, vi hver især kommer ud af. Når vores samspil er godt, tænker jeg, at vi kan give ungerne det bedste fra begge verdner med sig.
Men lige nu clasher det, og så bliver bagagen en modstander, jeg har lyst til bekæmpe.
Jeg har nemlig opdaget, at meget af det, jeg troede var noget, der foregik i hovedet på mig, fordi jeg var ved at blive skør af at gå på barsel, i virkeligheden handler om, at Manden står midt i en kæmpe krise af en art. Men han tager den vestjyske tilgang til det, og lukker sig derfor inde i sig selv med det, bliver fjern og afvisende, og vil ikke tale med mig om, hvad der sker i ham og ej heller høre, hvad der sker i mig.
Og jeg får lyst til at presse min families tilgang ned over hovedet på ham, tvinge ham til at tale, skubbe ordene ud af ham – hvilket naturligt nok får ham til at lægge endnu mere afstand til mig.
Så nu øver jeg mig i at stå stille. Ikke gøre noget. Bare vente. Til han måske selv er klar. Åh hvor jeg håber at han snart bliver klar til at åbne op. Indtil da forsøger jeg at være imødekommende, inviterende og nysgerrig på ham på en ikke-pushy måde. Uden ord at fortælle ham at jeg er klar til at lytte, når han er klar til at fortælle. Og jeg kæmper hårdt for ikke at blive såret over den stadigt større afstand, der er mellem os, og huske på, at det ikke (nødvendigvis) handler om mig. Og så finde lidt trøst i den stolthed og “no-quitting”-bagage, som han har, og som gør, at han skal mere end langt ud før skilsmisse vil blive en reel mulighed i hans verden. At han lige nu hænger i, fordi han engang har givet mig et løfte i kirken. Og at det må være godt nok. For nu.

Kære dejlige mand. Hvis du skulle støde på dette indlæg, så vid, at jeg elsker dig og savner dig.