10 grunde til at se frem til barsel

Jeg har fridag i dag og det har givet anledning til at reflektere lidt over plussiden ved barselsorlov (og her tænker jeg specifikt på de 4-6 uger der er FØR barnet kommer ud).

  1. Man kan i ro og mag GÅ hen og aflevere og hente børn fra skole og børnehave. Og når plukkeveerne så kommer, kan man lægge sig en time på sofaen, når man er kommet hjem igen.
  2. Man kan spise frokost kl. 9.30 og igen 11.30 og igen 13.30.
  3. Man kan tage sig et bad midt på dagen i stedet for at skulle nå det lige fra morgenen af.
  4. Man kan få lov at lukke op for pakkeposten iført håndklæde og trusser, fordi man kan tage et bad midt på dagen.
  5. Man kan således slippe for at se pakkepost-yndlingen (for naturligvis var det en ung mand og ikke den midaldrende dame med “mullet”-frisuren, som plejer  køre i vores område) i øjnene og i stedet se ham kigge akavet rundt mens man selv forsøger at holde godt fast i håndklæde og underskrive pakken på samme tid.
  6. Man kan hækle videre på det alt for svære babytæppe, man startede på for et halvt år siden, og se de samme youtube-videoer med instruktioner om og om igen. Jeg tænker at det bliver en god konfirmationsgave.
  7. Man kan skrive blogindlæg midt i det, der plejer være arbejdstid.
  8. Man kan se 7 afsnit af New Girl på Netflix helt uden at opdage, at der går tid og liv med det.
  9. Man kan hente unger tidligt (hvis ellers man kan få sig snøvlet færdig med sit blogindlæg).
  10. Man kan gå på toilet 2 gange i timen uden at skulle skjule det for kollegerne.

Goddag tredje trimester

Det går så lynende stærkt!

Jeg havde på fornemmelsen allerede i sommers, at i det øjeblik vi ramte august på kalenderen, ville tiden flyve afsted – og jeg fik ret. Om lidt rammer vi september. Jeg har knap 7 uger tilbage, inden jeg går på barsel (og skal lige nå at have ansat en barselsvikar inden), og i fredags ramte jeg så tredje trimester af graviditeten.

time flies

Det går godt. Jeg har det godt. Generelt har mine graviditeter været ukomplicerede med intet udover det forventelige af ekstra træthed og ømhed i kroppen. Denne gang har jeg endda formået at tage markant mindre på – i hvert fald indtil videre. Men jeg kan godt mærke, at det begynder at blive hårdere; at der er langt ned til gulvet hvis når jeg taber noget; at selv en lille gåtur udløser en række plukkeveer; at jeg helst skal holde mig fra at løfte ungerne; og at søvnen begynder at blive markant dårligere med indlagte tissepauser og krampe i benene. Desuden har jeg fået åreknuder! ARG – dem har jeg været forskånet for, men ikke længere. Og efter sigende forsvinder de ikke efter graviditeten.

Ved både Troldens og Rumpenissens fødsel er jeg gået henholdsvis 16 og 14 dage over tid og er blevet sat i gang, så det regner jeg med også at gøre denne gang. Jeg får brug for den ekstra tid til at nå at blive klar, for jeg tror ikke at jeg når at komme i gang med noget som helst baby-relateret før jeg går på barsel. Vi er ikke engang begyndt at skære ned i de 47 navne vi har stående på vores brainstorm-navne-liste. Ej heller få fundet og vasket baby-tøj (og få et overblik over, hvor meget der stadig kan bruges). Der skal også anskaffes nye sutteflasker (denne gang går jeg ind til amningen med bevidstheden om at det bliver nødvendigt at supplere med flaske), og ikke mindst en ny bil med plads til 3 autostole og to voksne – hvilket vi i følge banken slet ikke har råd til. Jamen hvad så? Skal børnene bare skiftes til at ligge i bagagerummet?

Nå, men vi når det nok. Han er jo 3’er, den lille fyr, og så kan man ikke forvente samme service som 1’eren. Til gengæld er der to andre børn, som også deler kærlighed og gener med den lille ny, og som måske kan lokkes til at underholde ham, mens de voksne farer rundt og køber sutteflasker og bil. Det er en skudsikker plan!

Piratfest for Rumpenissen

I søndags blev Rumpenissen 5 år. Det er en dag han har glædet sig LÆNGE til! Allerede før sommerferien begyndte han at tale om det, og vi prøvede at hjælpe ham med ventetiden ved at sige, at hans fødselsdag først var efter sommerferien – med det resultat at han første dag i børnehave efter ferien var mega-muggen, fordi det ikke var hans fødselsdag endnu.

I torsdags blev det så tid til at holde fødselsdagen for hele hans gruppe i børnehaven. Han havde kæmpet meget med sig selv over, om vi skulle holde fødselsdagen henne i børnehaven eller om de skulle komme hjem og besøge ham. Der er nemlig den politik, at det kun er ved 5 års fødselsdage, at de tager børnene med ud af huset – beskæringer, beskæringer. Så på den ene side var det nu muligheden var der, på den anden side kunne han næsten ikke rumme tanken om, at alle de børn skulle lege med hans legetøj – og hvad nu hvis noget gik i stykker?
Kompromiset blev, at vi ryddede stuen for al lego og spærrede af til overetagen, så børnene ikke kunne komme ind på værelserne, men kun være i stuen og køkkenet. Så kunne vi finde noget legetøj frem, som de gerne måtte lege med.

Han havde desuden ønsket sig en piratfest. Vi er erfarne temafest-planlæggere (se fx. her og her om vores suveræne kobberbryllup, som stadig afventer sit eget indlæg), så det burde være en smal sag for os at lave en piratfest.
Det endte med, at det hele stort set blev planlagt og lavet aftenen før – stor tak til google og til det faktum at Rumpen ikke er den første dreng i verden, der har ønsket sig en piratfest.

Aftnen før sad jeg således og lavede individuelle skattekort og skatte til samtlige 14 unger. Det endte med at blive en slags historie, jeg fortalte for ungerne om min tip-tip oldefar, Torben Toben som var pirat, og som ville lade sin skat gå i arv til en ægte pirat-arving.

Torben Toben i al sin vælde – i virkeligheden et fremgooglet billede, printet af dårlig printer og sat i fin gammel guldramme.


Så var der en række udfordringer, der skulle vise, at ungerne var værdige arvinger:
– de skulle sige som en pirat (arrr, splitte mine bramsejl, ohøj o. lign.)

– derefter var det også vigtigt at ligne en pirat. Her var lidt sort ansigtsmaling udgangspunkt for både ar, overskæg, beskidte kinder og et par enkelte dødningehoved-tatoveringer.

– og som ægte pirat skulle man naturligvis have klap for øjet. Jeg havde klippet noget sort karton ud og klipset bukseelastik på, og det gik rent ind hos ungerne.

– så var ungerne klar til den sidste og endelige udfordring: kunne de læse et skattekort? Manden havde lavet en grundplansskitse over vores grund, som vi havde printet i A5. De blev krøllet og rullet i kaffegrums, og inden børnene ankom var jeg rundt og gemme de 15 skatte og sætte kryds på tilhørende skattekort.

“skattekisterne” er købt i Søstrene Grene


På trods af forklaring af hvordan kortet skulle forstås, var det svært for ungerne at gøre det helt på egen hånd, men med lidt hjælp og “det bliver varmere/koldere” lykkedes det alle at finde deres skat, som indeholdt 2 chokoladeguldmønter og en ballon.

Derefter var det tid til boller og kage. Bollerne blev transformeret til den øde ø, hvor skatten var begravet, takket være kakaorør og basilikum, samt nogle pirat-fødselsdagslys jeg engang fandt i en hobbybutik.

Den øde ø – en vigtig del af ethvert piratunivers.


Manden havde lavet et piratskib af en chokoladekage bagt i rugbrødsform og skåret til og pyntet med kakaorørs-kanoner mm.

Som drikkelse kunne ungerne vælge mellem klar rom (vand), hvid rom (mælk) eller gylden rom (hyldeblomstsaft) – altsammen hældt på flasker med patentlåg og prydet med labels med noget semi-kalligrafi for at give det et pirat-feel.

Jeg synes alt i alt at det lykkedes os at lave en helt hæderlig temafest, og særlig stolt var jeg nok af at det også lige lykkedes mig at lynimprovisere en ekstra pirat-historie om Torben Toben, da nogle af ungerne efterspurgte flere historier om hans liv. En ungdom brugt på impro-teater blev pludselig meget værdifuld. 😊

Graviditetsbetinget klodsethed

Mens jeg skriver videre på hvad der må blive verdens længste indlæg om vores ferie i Berlin, må jeg hellere sætte lidt fut i bloggen igen, så alt hvad jeg skriver ikke bare forbliver kladde.

Jeg er ikke sikker på at det er en anerkendt diagnose, men jeg lider voldsomt af graviditetsbetinget klodsethed. Det er kommet ca. midtvejs i graviditeten – ligesom de foregående to gange. Pludselig begynder jeg at tabe ting, falde over ting og vælte ting.

På mit arbejde fik jeg, da jeg blev fastansat her i foråret, en fin kop med mit navn skrevet på for at illustrere, at jeg nu både havde – og var – fast inventar. Her den anden dag er jeg på vej ind i køkkenet for at fylde den med kaffe, og *brag, klir, klir* ryger den på gulvet og splintres. Der var ingen, der kom gående imod mig; ingen der skubbede; intet særligt jeg skulle være opmærksom på. Jeg snublede ikke; havde ej heller mange ting i favnen – faktisk havde jeg kun koppen – men alligevel glider den helt uforvarende bare ud af min hånd og ryger på gulvet.

På samme måde har min kavalergang adskillige gange måtte gribe mad, nødder, chips, slik og hvad andet, der egentlig var tiltænkt min mund.

Jeg husker fra en af de tidligere graviditeter, hvordan jeg under en indkøbstur fik væltet en fin opstilling af toiletpapir, bare ved at tage de to pakker, som vi havde brug for.

Det er ikke engang fordi jeg har fået vand i kroppen – endnu – og mine fingre er hævet til dobbelt størrelse. Det ville i det mindste have været en plausibel grund, men da der tilsyneladende ikke findes en sådan, har jeg opfundet syndromet: graviditetsbetinget klodsethed. Hvis jeg siger det hurtigt nok, når folk ikke at opfatte, at det er en helt hjemmelavet betegnelse.😀

clumsy

Siden sidst…

…har Trolden afsluttet 0. klasse, men hun var hønesyg det meste af sin sidste uge. Dog fik jeg lov til at komme forbi med hende en times tid den allersidste dag, så hun fik sagt “God sommer” til lærerne og kammeraterne. Hun var meget bekymret over, om hun gik glip af sidste skoledag, for som hun sagde: “Mor, det er bare den vigtigste dag!”, så det var godt, at hun trods alt fik sagt farvel.

…har Manden og jeg fejret kobberbryllup, som man gør i eventyrerne: 3 hele dages festivitas! Som nævnt fejrede vi det selv fredag med restaurantbesøg for vores unger og vores forældre, og lørdag med den helt store tema-fest i charterstil. Men allerede torsdag aften blev vi “overrasket” med æresport og sang ved vores hoveddør, og så mange mennesker, som der vist aldrig før er stoppet ind i vores stue på én gang. Det var i sandhed en fest, og lørdagens hurlumhej skal vist uddybes i sit eget indlæg.

…har jeg været til scanning, og vi ved nu, at det er en lillebror, der ankommer i vores familie slut-november. Det har skørt nok overrasket mig, for uden jeg var klar over det, har jeg åbenbart tænkt, at det ville blive en pige. Jeg tror, at det hænger sammen med at vi faktisk havde fundet et pigenavn, som vi begge to var ret vilde med, og så må jeg have konkluderet, at så blev det nok en pige. Men stille og roligt falder det på plads hos mig, at vores familie kommer til at bestå af to piger og tre drenge (voksne inkluderet – vi har INGEN planer om 5 børn!). Ungerne er i hvert fald begejstrede og snakker meget om og til lillebror, som er begyndt at sparke så meget igennem, at de kan være heldige at mærke det.

…har jeg købt graviditetstøj. Jeg er nu lidt over halvvejs og ingen bør længere være i tvivl om, at det er en baby – og ikke kage – der har udvidet min mave.

…har jeg meldt mig ind i en online mødregruppe – og meldt mig ud igen. Når det er tredje gang, bliver jeg bare lidt træt af spørgsmål som “Kan man godt tage til koncert, når man er gravid?” og “Hvilken barnevogn vil I købe?”. Been there, done that. Bortset fra, at vi da nok alligevel bliver nødt til at købe ny barnevogn – og ny bil.

…har vi nydt en uges ferie med venner på camping. Nydelsen bestod klart i at være sammen med gode venner, som har børn, der klikker godt med vores. Camping-delen er ikke min favorit, men det har også sin charme. Desværre var vejret bestemt ikke med os, hvilket forøger mit had til ferieformen med flere decibel.

…har vi været på en halv-impulsiv tur til Berlin med ungerne. Det var rigtig godt, og det skal også have sit eget indlæg. Vi har været lidt frem og tilbage om, hvad vi skulle i år – syntes ikke at pengene rakte til det helt vilde, men omvendt er vores situation næste år helt anderledes med et lille nyt menneske og den dagsrytme, der følger med sådan én. Derfor endte det med, at vi ville benytte os af, at vores børn er relativt store og godt kan få noget ud af sådan en by-ferie.

…har vi stadig lidt ferie herhjemme. Ungerne og jeg er så heldige at have knap halvanden uge endnu, mens Manden begynder igen på mandag. Sommerferien er den eneste reelle ferie om året, jeg har, så derfor har jeg fire ugers ferie. Jeg har stort set altid i hvert fald lidt arbejde på øvrige helligdage og ferier. Så jeg stornyder det, lægger arbejdet helt væk, og kaster mig over diverse projekter herhjemme.

Så meget at glæde sig til og over

Vi går en spændende uge i møde her på matriklen. Udover at begge voksne har susende travlt med at blive færdig med arbejdet inden ferie om 14 dage, så står vi foran flere store begivenheder i vores familieliv:

Trolden afslutter 0. klasse! Jeg kan slet ikke forstå, hvor det år er blevet af, men jeg tænker egentlig at det nok vil være den følelse, jeg vil sidde med de næste mange år, når skoleafslutningerne nærmer sig.

På torsdag skal jeg skannes og om bettefisen gider arte sig, får vi afgjort “kampen” om, hvorvidt ungerne skal have en lillesøster eller en lillebror. Jeg glæder mig også til at kunne begynde at gå lidt mere målrettet på navnejagt. At vælge navn er helt klart noget af det sjoveste ved at få børn, og skulle jeg hverken føde eller opdrage dem, ville jeg have 100 børn, bare så jeg kunne navngive dem alle sammen.

På fredag har Manden og jeg kobberbryllup, og vi fejrer det på dagen ved at tage vores unger og forældre med ud at spise. Lørdag holder vi årtiets fest for søskende og venner – en temafest med charter som overskrift. Gæsterne har fået tilsendt boarding pass, der vil være helstegt pattegris og som en ekstra overraskelse har vi lejet en turistbus for en time, hvor vi vil køre rundt i vores lillebitte jydske by, og jeg vil underholde med både fiktionelle og faktuelle uddrag fra byens historie. Vi glæder os!

Uden forbindelse

Nettet er nede på mit arbejde for tiden (vi kører nu på 2. uge uden). Utroligt, så afhængig man er af internettet til ALT! Jeg kan ikke sende mails, læse mails, hente inspiration, få adgang til de online ressourcer jeg bruger i arbejdet eller slå nyheder op i de frivilliges Facebook-gruppe.


Omvendt kan jeg ikke lave alle de overspringshandlinger, jeg plejer at lave (fx. læse blogs), så jeg er rimelig effektiv. Men snedig som jeg er, opfinder jeg bare nye overspringshandlinger men de føles på en måde mere konstruktive. Jeg slår fx. mine hidtige rekorder i Cooking Dash-spillet på min telefon. Jeg læser i den fagbog, jeg har haft til at ligge på mit skrivebord i et halvt år uden at åbne. Jeg laver te, jeg drikker te, jeg tisser teen ud igen (babyen kan åbenbart overhovedet ikke lide kaffe, i hvert fald får jeg akut kvalme hver gang jeg drikker det, så har skiftet til te).

Desuden er mine arbejdsdage nu blevet sådan, at jeg møder ind om morgenen og får lavet alt hvad jeg kan uden brug af internet, og over middag tager jeg så hjem og får sendt mails og andre ting, det kræver netforbindelse. Og det føles faktisk meget rart, afslappende og effektivt at arbejde på den måde.

Meeen, nu må den forbindelse alligevel godt snart blive genetableret!

*gaaaab*

Jeg er virkelig glad for, at første trimester er overstået og væg-til-væg kvalmen har indsnævret sig til en times tid lige fra morgenen af. Men trætheden… tja, den er vist fast følgesvend, og i fredags udspillede der sig denne scene i den lokale Brugsforening:

Jeg går rundt i egne tanker og finder varer. Et gab, der ikke bare kan undertrykkes, finder vej frem i kroppen til min mund, og idet jeg tager hånden op for munden (lidt velopdragen er man vel) for at dække for mit drøbel-afslørende gab, får jeg øjenkontakt med en med-kunde. Hun ser lidt forundret ud, smiler og siger: “Det er da godt, det er fredag.”
Senere ved kassen, da jeg skal til at betale, sniger gabets endnu større fætter sig frem til munden, så jeg må stoppe midt i afregningen for endnu engang at dække for løvemunden. Kassedamen kigger afventende, smilende og siger så: “Der er da vist nogen, der skal tidligt i seng.”

yawn

Hvem skal jeg sende bestillings-listen til?

Når man som os har et barn af hvert køn, er der meget få, der spørger til det tredje barns køn. Ikke at det generer mig – tværtimod er det rart at slippe for den forestilling, at man skal ønske sig noget bestemt, baseret på hvad man allerede har.

Trolden ønsker sig en lillesøster, for som hun siger, “nu har jeg prøvet en lillebror”, og Rumpenissen vil selvfølgelig helst have at babyen er en dreng, så han kan blive storebror i stedet for storesøster (jeg har forklaret ham at han kun KAN blive storebror, men det er ikke helt trængt ind endnu).

Hvis jeg helt selv kunne vælge, er jeg faktisk ikke så interesseret i kønnet, som jeg er i temperamentet. Umiddelbart ville jeg sige, at jeg helst ville have én med Troldens temperament. Vi har vores udfordringer med Rumpenissen, som oplever sine følelser meget intenst og giver udtryk for dem med hele sin krop – hvad enten det er glæde og kærlighed, eller vrede og forurettethed. Vi har kæmpet meget med, at han har bidt og slået, og i det sidste års tid har vi gået på et forældrekursus for at få redskaber til at hjælpe ham til en mere hensigtsmæssig adfærd. Det er helt klart blevet bedre, men der er stadig et godt stykke vej for ham til at kunne begynde at sætte ord på sine følelser.
Så jeg har ønsket mig én af troldens støbning.

Men så var det, at Manden mindede mig om, at det første år med Trolden var SÅ hårdt. At hun som spæd var meget kontaktsøgende, ikke ville ligge selv, selv ikke i den korte tid det tog at gå på toilet, og at det i det hele taget var udfordrende. Og jeg huskede at under hendes “terrible two’s” blomstrede hendes temperament også, og der blev kylet en hel del sutter gennem stuen, når hun ikke fik sin vilje.
Rumpenissen, derimod, var et nemt spædbarn. Han spiste, sov og sked som han skulle. Han ville gerne gå fra arm til arm, elskede at møfle rundt på legetæppet, og så sov han igennem, fra han var 4-5 måneder.

Så, kan man ønske sig en kombination af Rumpens første par år og Troldens senere år? Og hvem tager imod bestillingerne?
– men uanset hvilken én vi får, vil vi sikkert få det hele ødelagt ved at grundforkæle ungen! Jeg mener; vi er fire mennesker i familien nu til at føje dens mindste vink, og det kan vi helt sikkert ikke lade være med, for den vil være SÅ nuttet, og den vil være vores!

Vejen til 3

Så er det altså sådan det er. Vi får tre børn. Men det har ikke været en beslutning, der lå lige til højrebenet for os. Det har ikke været sådan, at vi altid har vidst, at vi ville have tre.

Efter Rumpenissens ankomst var jeg helt sikker på, at jeg ikke skulle have flere børn! Senere ændredede det sig til, at jeg ville ikke udelukke, at vi måske engang skulle have flere, men det skulle helt sikkert ikke være nu.
Men for halvandet år siden gik det pludselig op for mig, at hvis vi skulle have flere, så kunne det da godt være, at der ikke gik så længe inden det skulle til at være, så vi måtte hellere se at få besluttet, hvad vi ville. Min mand er selv efternøler med 11 og 8 år op til sine større søskende, og det har været meget vigtigt for ham, at vi ikke fik en sen efternøler, for selvom han har det godt med sine søskende, så har det ikke altid været nemt.

Nå, men så gik vi i gang med at prøve at beslutte noget. Det var meget noget med at spørge hinanden: “Okay, hvis du skulle beslutte noget lige NU, hvad ville du så sige?”, hvorefter det ofte viste sig, at den ene lænede mod et ja, mens den anden lænede mod et nej. Men følelsen blev aldrig ren – det var aldrig et ja uden en snert af “nej, nej, nej det kan jeg slet ikke overskue” eller et nej uden et stik af smerte over det barn, vi så ikke fik. Og sådan kørte det frem og tilbage i det meste af 2015.

Til sidst var det dog tydeligt for os begge, at det netop aldrig ville blive et helt entydigt svar, og at vi var nødt til bare at tage en beslutning på området. For mig var det vigtigste, at vi fik taget en fælles beslutning, som vi kunne stå sammen om, uanset hvad beslutningen så var. Hvis vi på ny skulle kaste os ud i lortebleer og dårlig nattesøvn, SKULLE det være noget vi var fælles om. Og hvis vi besluttede, at vores familie skal bestå af to voksne og to børn, så skulle det også være noget, vi stod sammen om, for der ville komme perioder med tvivl, og måske også sorg, og så skulle vi kunne være der for hinanden i det og minde hinanden om, hvorfor det var den vej, vi valgte at gå.

Vi gav os selv deadline for beslutningen til nytåret 2015/2016. Vi ville gå ind i det nye år med en beslutning. Og det gjorde vi. Vi besluttede at “åbne vinduet” for at der kunne komme et tredje barn, men kun i et halvt år. Hvis det ikke lykkedes inden da, så var det okay, og så ville vi lukke vinduet helt og nyde de børn, vi er så heldige at have fået.

Første gang der ikke var gevinst, græd jeg. Manden trøstede mig: “Vi prøver igen.” Og jeg mærkede helt tydeligt, at vi faktisk begge to virkelig ønskede, at det skulle ske. Da jeg anden gang stod med en negativ test, var jeg også ked af det. Men jeg var ret syg i den periode, så det fyldte ikke helt så meget. Det var den der slags irriterende influenza, hvor man er skidt, men ikke kan blive ordentligt syg så man kan få det overstået på et par dage i sengen. Det blev bare ved og ved og ved og ved, indtil jeg var gået så langt over tid i min cyklus, at jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage en test igen (selvom jeg vidste at den ville være negativ, for jeg havde jo testet tidligere), og en søndag morgen fik min halvsovende mand serveret en pind med tis på og et ivrigt: “Kig på den!”
Siden har vi ikke et øjeblik været i tvivl om, at vi vil det her, og at vi vil det begge to. For en uge siden indviede vi børnene i det også, og de vil det i hvert fald også! De er helt oppe at ringe begge to, og selvom jeg har været bekymret over, at der bliver næsten 5 og 8 års forskel fra dem til den nye, så nyder jeg, at de kan være så meget med, og at se deres glæde over at skulle være “dobbelt storesøster” og “store-lillebror”.

Udsnit af det obligatoriske facebook-graviditets-annonceringsbillede. Vi prøvede at få et almindeligt billede, men det gik ikke, så vi gik all in på crazy.


Når jeg skriver alt dette her, så kan jeg ikke lade være med at føle mig meget priviligeret. Tænk, at vi har mulighed for selv at vælge OM vi vil have flere børn eller ej. Jeg kender mange som længes og for hvem det ser umuligt ud. Det står desværre ikke i min magt at ændre på deres livsvilkår, men jeg kan øve mig i at være taknemmelig for det liv, jeg har fået – både det jeg selv lever, og det, der nu lever i mig.