Tredje dag er tudedag

I nat gav jeg lillefisen sin første flaske, og jeg græd mig gennem seancen.

Det kom bag på mig at jeg blev så ked af det. Jeg var på alle måder forberedt på, at jeg også denne gang skulle køre parløb mellem amning og flaske. Jeg har ryddet en hel hylde til flasker, modermælkserstatning og andet udstyr, og vi havde købt det hele ind, så vi var klar. Jeg har endda på forhånd kontaktet og mødtes med min sundhedsplejerske for at snakke om, hvordan jeg kom bedst muligt igang med begge dele.

Alligevel ramte følelsen af mislykkethed og nederlag mig, og jeg må erkende, at det er et tab og en sorg for mig, at jeg ikke kan amme fuldt ud – men også at det er en ny sorg for hvert barn, jeg får. Jeg troede at jeg havde bearbejdet det; at jeg var på den anden side; at alle mine praktiske forberedelser netop viste at det her var noget, jeg var afklaret med. Det er det også. Jeg har bearbejdet sorgen over ikke at kunne fuldamme Trolden og over heller ikke at kunne det med Rumpen. Men først nu kan jeg bearbejde sorgen over ikke at ku’ fuldamme lille Knirke, og det er okay.

Det er okay at være ked af og græde. Det må jeg godt. Og jeg VED, at flaske er fint, at der er fordele ved det, og at den gode mor ikke sidder i brysterne. Jeg ved det.  Men det lindrer ikke tabet og smerten, og derfor er det okay at sørge. Det går jo over igen, når flaske bliver hverdag.

Jeg har også måttet græde lidt for Rumpens skyld. Han er virkelig på overarbejde i disse dage med alle de mange barselsgæster, med sit rolleskifte fra lillebror til storebror/midterbarn, og ikke mindst med storesøsters fødselsdag om knap en uge. Det er alt i alt lidt svært at være Rumpe – og Rumpens forældre.

Kvalmende lykkelig

Tænk sig, vi har nu haft den lille fyr hos os i to døgn. Jeg kører stadig på det vildeste adreanalinrus, banket op af kærlighed og lykke. Han er simpelthen så… rigtig! Lige ham vi ventede på uden at vide det.

Nu løber mælken snart til og vi skal for alvor igang med amning og med al sandsynlighed flaske også (søg på indlæg fra august/september 2011, hvis du vil kende forhistorien – kan ikke overskue at linke når jeg skriver på telefonen). Det er jeg spændt på, men føler mig tryg i skridtene på vejen, og jeg ved hvilke tegn, jeg skal kigge efter, hvis der heller ikke er nok mælk denne gang, og så ved jeg også hvad der så er at gøre.

Men for nu forsøger jeg at tage det hele i små bidder og huske at nyde ham undervejs, for han er virkelig lækker. Skal holde mig i skindet for ikke at baby-spamme hele internettet!

Det var det herfra. Tilbage til baby-nydning!

Så kom han

51 cm og 3438 g kærlighed pakket noget så lækkert ind. Nu mangler han bare sit navn her på bloggen. Det kan jeg tygge på, mens han tygger på mine bryster.

Sæt igang

Og hermed er igangsættelsen en realitet! 

Fingers crossed

Så blev det mandag, og baby befinder sig stadig bag ved navlen. Det var sådan set også fint, at han blev derinde denne weekend, så vi kunne nå de to julemarkeder og de to fødselsdagsfester, som var på programmet, og i går da vi tændte det første adventslys, kunne vi fortælle ungerne, at når vi tænder det næste, så er lillebror kommet ud. Så uanset hvad, så lakker denne her graviditet jo mod enden, og vi kan snart tage hul på næste del.

I eftermiddag skal jeg til kontrol på sygehuset, og jeg har besluttet mig for at spørge om, om de vil sætte mig igang. Jeg mener, det er min tredje fødsel, jeg er blevet sat igang de to tidligere gange, og der er intet der tyder på, at min krop har tænkt sig selv at påbegynde en fødsel indenfor de næste par dage. Så hvis det alligevel bliver en igangsættelse, kan vi så ikke ligeså godt få begyndt?

Det er mine argumenter. Så må vi se om de bider på sundhedspersonalet. Jeg har ingen anelse om, hvor strikse den slags regler er, og hvor meget eller lidt frihed jordemoderen har til at bestemme den slags, men det skal ikke forhindre mig i at forsøge.
Der er nemlig også flere, ikke-helt-så-overbevisende-men-stadig-gode-grunde til, at jeg gerne vil til at have klaret den fødsel. For det første har Troldepigen fødselsdag d. 9. december, og jeg vil bare gerne have hendes og lillebrors fødselsdage så langt fra hinanden som muligt. Jeg synes i forvejen, at Troldens dag drukner lidt i julerier, så lillebrors dag behøver ikke lige være en uge inden.
Derudover er vores aftalte pasning af rollingerne, mens jeg føder, ved at glide ud, da bedsteforældrene troede at man ikke længere gik mere end 10 dage over tid, så de begynder nu at få kalenderen fyldt med ting og kan ikke længere stå på standby.
Og så er der selvfølgelig også den detalje, at min hjerne er igang med at spinde diverse skrækscenarier om livet post-fødsel, fordi den har alt for god tid til den slags, særligt om natten, og jeg VED, at det ikke bliver nær så slemt, når man først står i det, men det er svært at overbevise hjernen om.

Men altså, uanset hvad så bliver det spændende hvad der sker i eftermiddag. Hvis de ikke vil sætte mig igang i dag, så får jeg i hvert fald en tid til at blive sat igang, og så må vi få planlagt pasning osv. rundt om det.

Kryds fingre for mig!😀

Coming up next is: Bitterhed

Jeg troede, at det var lykkedes mig at snyde mig selv til at tro, at jeg i virkeligheden først har termin i næste uge. Jeg troede, at jeg på den måde kunne undgå den vrede, frustration og bitterhed, som ramte mig de sidste to gange, jeg gik over tid, både med Trolden (se her og her) og med Rumpen (læs her og et virkelig bittert indlæg her).

De to foregående gange har jeg været igennem en proces, der går fra at nå terminsdatoen (ah, så kom vi så langt) til at gå nogle dage over tid (det er også rart liiige at kunne nå de sidste akutte forberedelser) til at begynde at blive utålmodig (nu MÅ der altså snart ske noget) til at blive decideret indebrændt (GRRRRRR JEG HADER ALT OG ALLE) til at nå en slags accept af tingenes tilstand (nå, jeg bliver så den første evigheds-gravide. Jaja, men så tager vi det med) indtil fødslen til sidst bliver sat i gang.

Fordi det har været sådan før, har jeg prøvet at indstille mig på, at sådan bliver det igen, og det har faktisk hjulpet – indtil i går hvor bitterheden forsigtigt meldte sin ankomst.
Det startede med, at jeg egentlig havde lagt en hel del planer for, hvad jeg gerne ville nå, men jeg endte med at have så ondt i ryggen, lænden og bækkenet, at jeg måtte kapitulere og lægge mig på sofaen det meste af dagen. Det giver selvfølgelig en herlig masse tid til at læse blogs og facebook og den slags, og så var det, at jeg opdagede, at én jeg gik til gravid-svømning med – som i parentes bemærket havde termin 14 dage EFTER mig – havde født en lille pige med hvad der må betegnes som værende en drømmefødsel. GRRRR!
Jamen fedt for hende, men hvor bliver min drømmefødsel og min unge af? Jeg spørger bare. Er der modhager i min livmoder eller hvad? Hvorfor kommer børnene ikke ud, før de bliver tvunget til det?

Til mit held, kan man sige, har reglementet omkring igangsættelser ændret sig, siden jeg sidst fødte for 5 år siden, sådan at de nu vil have børnene ud, inden man er gået fulde 14 dage over tid. Derfor skal jeg i morgen ringe til hospitalet for at få en tid til kontrol på mandag, og hvis ellers alt ser fint ud der, får jeg en tid til igangsætning i midten af næste uge. Og weekenden er spækket med planer om alt fra julemarkeder til fødselsdagsfester, så mon ikke jeg får så meget at se til, at jeg glemmer at være bitter? Det håber jeg, for helt ærligt, det gør jo hverken fra eller til med den der indestængte vrede, udover at jeg bliver utålelig for resten af min familie.

Hvad vil du være når du bliver stor?

Det spørgsmål havde de haft på dagsordnen til gruppesamling i børnehaven forleden dag. Og til forældrenes store fornøjelse var alle svarene blevet skrevet ned, så man kunne tjekke sit barns forestillinger om fremtiden ud.

Der var både børn, der ville være politimænd og brandmænd, og én der gerne ville være mor (en pige, trods alt). Så var der ham, der gerne ville være politmand i et SWAT-team og ham, der gerne ville være trucker. Der var også en hel del, der gerne ville være gymnastiklærere (WTF?!), og så var der Rumpenissen, som vi helt generelt og naturligvis har store forhåbninger til. Han vil åbenbart gerne være julemand, når han bliver stor.

Jeg forestiller mig, at det kommer til at se ca. sådan her ud:

santa

Klar parat til skolestart

Nu skal det hele jo ikke kun handle om lillebror. Jeg har jo hele to andre herlige unger, som rent faktisk fylder det meste af min tid, så længe lillebror endnu er indenbords.

For eksempel var vi forleden til et informationsmøde omkring skolestart. Rumpen skal nemlig starte i skole efter sommerferien, og han kan næsten ikke vente! Han knokler med bogstaverne og har længe kunnet skrive sin storesøsters navn, men nægtet at skrive sit eget, fordi han ikke kunne få s’et til at vende rigtigt. Det blev næsten hele tiden til et 3-tal eller en lang spiral, som han tydeligt kunne se var forkert. Og så blev han gal og rev papiret i stykker, kastede med blyanten eller skyndte sig at lave kruseduller ud over hele papiret, så ingen kunne se, at han havde lavet noget forkert. Åh altså, det er så svært ikke at være perfekt og god til alting hele tiden, men vi forsøger at understrege vigtigheden af processen og rose og anerkende den og ikke bare resultatet.

Men for ikke så længe siden lykkedes det ham OMSIDER at lære s’et, så han nu kan vende det rigtigt hver gang! Så nu skriver han glad og gerne sit eget navn – på alt! Hvis han finder en gammel bon, hvis der ligger et stykke papir på bordet, hvis han lige synes at biblioteksbogen er ret meget hans, på sine arme osv. Men hey, det er vel skrivetræning alt sammen.

Forleden skrev Øglemor om fritidsaktiviteter, og jeg blev pludselig så glad for at bo i en lille by med et meget begrænset udbud af den slags. På samme måde er jeg også utrolig glad for byens størrelse, når det gælder overgangen fra børnehave til skole. Der er tre børnehaver i byen, og ingen friskoler eller andre oplagte skoletilbud indenfor en nogenlunde køre-radius, hvilket betyder at så godt som alle unger fra børnehaverne begynder på byens folkeskole. Tidligere havde de et langt indskolingsforløb, hvor de ældste børnehavebørn lige så stille og roligt blev sluset over i SFO’en, men efter reformen er der ikke råd til helt så meget, men indskolingsgrupperne mødes stadig hver mandag i SFO’en, hvor lærer hinanden at kende på kryds og tværs af afdelingerne. Det giver så meget tryghed i forhold til skolestarten, ikke mindst fordi bedstevennerne fra børnehaven følger med videre i skolen og de har lært at forholde sig til lokaliteterne på forhånd, så hverken menneskene eller stedet er fuldstændigt nyt.

Det bliver så underligt til sommer. Tænk sig, så har vi to skolebørn lige pludselig! Til gengæld har vi så også én, som ikke engang er begyndt i dagpleje. Mærkeligt scenarie. Slet ikke til at rumme lige nu. Men det skal jeg selvfølgelig heller ikke. Det er det der med at lade fremtiden blive i fremtiden og vente med at tackle den til den er blevet nutid, som jeg tidligere skrev om.
Det vigtigste er, at Rumpen glæder sig, og jeg tror, vi vil give ham en skoletaske i julegave, så han er endnu mere klar.

The end is near

Terminsdagen både kom og gik i fredags uden at gøre særligt væsen af sig. Ingen veer, bare meget mave og ret aktiv baby indenbords, og sådan er det fortsat. Der er tidspunkter, hvor jeg bare VIRKELIG gerne ikke vil være gravid mere, og så er der andre tidspunkter, hvor jeg kommer i tanker om, at det er sidste graviditet, jeg kommer til at opleve, og at der også er visse fordele ved at være gravid. Og da jeg uanset hvad max. er gravid halvanden uge endnu, tænkte jeg at det måske var meget godt lige at minde mig selv om, de fordele der også er.
Hermed en pros/cons liste over at være gravid:

Fordele:
1. Bryster! De er pæne, når man er gravid, og det er med at drage nytte af deres rundhed inden te-poserne sætter ind igen efter endt amning.
2. Hår! Jeg fælder næsten ikke, når jeg er gravid, og jeg kan lave en tyk, tyk fletning, Elsa-style (hvis jeg ellers kunne flette). Til gengæld taber jeg hår i hele lokker, så snart ungen er ude.
3. Jeg har en slags ferie lige nu, hvor jeg har flere timer dagligt kun til at nære mine egne behov. Bare sove, når jeg har brug for det, og spise, når jeg har brug for det, og stene Netflix, når jeg har brug for det.
4. Krop i det hele taget. Når man er rimelig højgravid, som jeg er lige nu, så spekulerer man ikke helt så meget over sit udseende og vægt. Min krop bliver i højere grad værdisat efter dens funktionalitet og ikke over dens udseende. Det er faktisk ret befriende.
5. Jeg sover stadig rimelig godt om natten, naturligvis med indlagte tissepauser og krampe i læggen, men trods alt en god lang nats søvn (især fordi jeg oftest går i seng inden kl. 22).

Og så er der lige de få ulemper, som jeg VIRKELIG glæder mig til at slippe af med:
1. Halsbrand! Jamen, det er nærmest en konstant tilstand og jeg æder Balancid, som var det slik.
2. Tarmsystem midlertidig ude af drift. Sådan har det været hver gang, og det varer for mit vedkommende hele graviditeten, og der er ingen præparater som for alvor hjælper.
3. Smerten ved at sidde ned i længere tid. Først og fremmest får jeg ondt i ryg og lænd, men der er også en skør muskel (tror jeg) mellem maven og det ene bryst, som altid begynder at blive øm, når jeg har siddet ned i over en time.

Konklusionen må være, at der trods alt er flere fordele ved at være gravid end der er ulemper. Meeeen, lad det nu ikke være en undskyldning for at blive derinde mere end højst nødvendigt, vel lillebror?!

Dagen hvor jeg ikke pyntede til jul

Nå, men livet går jo videre, selv med Trump som præsident, og mens jeg og det meste af internettet bearbejder vores sorg og frygt med #bidenmemes så er alle butikker ved at ruste sig til den kommende højtid.

Selv kom jeg i dag til at forvilde mig ind i Søstrene Grene, og jeg kan hilse og sige, at der burde være adgang forbudt for højgravide hormonbomber med undertrykt julestemning. Jeg skulle egentlig bare have lidt garn, men endte med at købe for 200 kr blandet dims. Primært juledims.

Men mine principper forbyder mig at pynte op før første søndag i advent, så jeg må pænt holde mig i skindet lidt endnu. Og det lille arrangement jeg har lavet i stuens vindueskarm er jo bare “skovtema”. Det har intet med jul at gøre. Basta!

Glædelig slet-slet-ikke-jul-endnu til jer alle!

S-K-O-V-T-E-M-A, siger jeg jo.

  • Nye indlæg

  • Nye kommentarer

    Tina // Provinsmor on Tredje dag er tudedag
    Anette on Så kom han
    www.skøreliv.dk on Tredje dag er tudedag
    Birgitte B on Kvalmende lykkelig
    www.skøreliv.dk on Kvalmende lykkelig
    oeglemor on Så kom han
    Lisa on Så kom han
    Cille on Så kom han
    Birgitte B on Så kom han
    www.skøreliv.dk on Så kom han
  • Arkiver

  • Kategorier

  • Meta