Kun en lille bitte smule i tvivl

Det der barsel er stadig noget, jeg ikke er så god til. Før vinterferien kom en af pædagogerne i Rumpens børnehave til uforvarende at spørge, “om jeg så rigtig gik og hyggede mig med at have barsel?”, hvorefter jeg kom til at brække mig i ord ud over hende. Jaja, hvad hjertet af fyldt af, flyder munden over med. Hun så lidt forskrækket ud og øffede noget om, at man jo godt kan starte tidligere på arbejde eller lave forskellige fleks-ordninger.

Jeg arbejder med ledelse af frivillige, og flere af de frivillige, som jeg leder (efter), er også mennesker, jeg ses med privat. Derfor kan jeg følge pænt meget med i, hvad der sker på mit arbejde, og det er faktisk ikke helt vildt godt… for det kører virkelig dårligt. Barselsvikaren har ikke rigtig kunnet løfte opgaven + at der lige kom en række uforudsete udfordringer ind fra siden, hvilket betyder at “mine” frivillige kører på pumperne, og jeg ved, at nogle af de meget sejlivede af slagsen, regner med at stoppe til sommer.

Derfor har jeg de sidste 14 dage oder so brugt en del vågne nattetimer (udover amningerne) på at overveje, om jeg skal starte op igen snart. Jeg er helt ærligt meget bekymret over, hvad jeg mon kommer tilbage til, hvis jeg venter til efteråret med at vende tilbage, sådan som jeg oprindeligt havde tænkt. Jeg frygter at det arbejde, jeg har brugt tre år på at opbygge – med STORT fokus på trivsel i frivilligheden og ikke at brænde ud – vil være fuldstændig spildt, og jeg skal ikke bare begynde forfra: jeg skal også have genopbygget noget tro og tillid.
Mit håb havde egentlig været, at de frivillige under min barsel ville blive mere selvkørende, så jeg, når jeg kom tilbage, ville få mere tid til nogle af de andre (sjovere) projekter, jeg også er ansat til at varetage.
Sådan kan det selvfølgelig stadig nå at ende, hvis de får vendt krisen, men hvad nu hvis de ikke gør?

Som sagt har jeg brugt en del tid på at spekulere, og jeg tror, at jeg er nået frem til, at jeg ikke skal starte igen lige nu. Dels fordi jeg overhovedet ikke er klar til at slippe lille D allerede, men mest fordi min motivation for at begynde handler mere om at skulle redde noget, end det er for min egen skyld. Hvis jeg forestiller mig scenariet at alt kørte på skinner, så kan jeg mærke, at jeg, alt bimshed til trods, ikke ville have lyst til at starte allerede, og så skal jeg ikke. Så må jeg lægge ansvaret fra mig, lukke øjnene og krydse fingre for, at de superkompetente frivillige nok skal få vendt skuden på en eller anden måde.

Ja, det er vist sådan det skal være. Tror jeg nok…

Noget om alder

Vi befinder os pt. i et sommerhus med et hold gode venner. 4 voksne og 6 børn med Trolden som den ældste på 8 år. Det er på én gang hyggeligt, kaotisk, afslappende og hektisk.

Rumpen, 5 år, leger meget med sin gode veninde K, 4 år, og de to har ret mange finurlige samtaler, når de skal blive enige om legen. For eksempel denne her om alder:

Rumpe: Så sagde vi at jeg var 8, nej 9 år.

K: Så er jeg lillesøsteren. Jeg er 20 år.

Rumpe: Ej altså. Når man er 20, så er man altså morfar eller mormor!
Pludselig føler jeg mig meget gammel…

Ensom og indebrændt

Hvad er det lige der sker for mit hoved, når jeg er på barsel?! Jeg bliver super indebrændt og sensitiv og kører alting helt vildt meget op, men evner ikke at få meldt noget ud eller sagt det højt, så luften kan gå af ballonen.

I går var en af de mere anstrengende dage herhjemme. Bettefyren var grumpy og ville ikke rigtig noget i sine vågne perioder, så jeg bar ham meget rundt. Heldigvis skriger han sjældent, men han brokker sig og basker rundt med arme og ben for at vise, at noget ikke er som det skal være med ham, og det betyder, at man skal holde godt fast, når man går med ham, så da vi nåede til aften var jeg helt spændt op i nakke og skuldre. Desuden var igår den eneste aften uden program på i denne uge, og jeg længtes egentlig bare efter at være sammen med Manden, og at han måske kunne aflaste mig lidt med at bære rundt på den utilpasse baby.

Det er hans putteaften af de store, og imens går jeg rundt med Mister Grumpy og forsøger at finde nye måde at holde ham på, for om muligt at belaste skuldre og nakke lidt mindre. Jeg drømmer om, at han måske kan puttes tidligere i aften, og at Manden og jeg så måske kan finde en ny serie at se sammen eller måske bare få snakket lidt, og jeg begynder at blive utålmodig efter, at han skal få puttet færdigt og komme ned til mig.
Da han så kommer, går der først Praktiske Gris i ham – han putter det sidste i opvaskemaskinen og sætter den i gang, og så melder han ud, at han skal have kigget på noget for forældrebestyrelsen i børnehaven, finder sin computer frem og sætter sig bag skærmen.
Jeg skulle ha’ sagt noget, det ved jeg. Jeg kunne for eksempel have foreslået, at han ventede med det til jeg gik i seng, eller til mens jeg puttede den lille. Eller jeg kunne have sagt, at jeg virkelig havde brug for, at han tog bettefyren lidt for det havde været en anstrengende dag. Jeg kunne have spurgt, om ikke vi skulle gøre noget sammen, når nu det var den eneste aften uden program på i denne uge.
Men jeg sagde ikke noget. I stedet påstod jeg, at bettefyren skulle have skiftet ble, så jeg kunne stå ude på badeværelset og fælde nogle tårer i fred og ro fra larmen af udsugningen.

Jeg bliver nemt ensom, når jeg går på barsel, og jeg husker pludselig, at det primært er i mit parforhold, at jeg bliver ensom. Fordi vores teamwork pludselig er delt op: jeg tager mig af den lille og han tager sig af de store. Fordi aftnerne ikke længere er fælles oaser, hvor vi sammen restituerer efter ungerne er puttet og får snakket og delt liv med hinanden. Og fordi jeg af en eller anden grund ikke længere kan finde ud af at artikulere mine behov, men i stedet iklæder mig en uklædelig martyrrolle, så jeg foretrækker at græde min modige tårer i skjul og ellers fiske efter, at han af sig selv skal tilbyde sin hjælp eller spørge til, hvordan jeg har det.
Jojo, han kunne da helt sikkert oppe sig, men jeg kunne jo begynde med at få åbnet min mund og SAGT noget. Hvorfor hulan er det pludselig blevet et problem?! Og hvorfor føles det som om jeg risikerer noget, hvis jeg fortæller ham, hvordan jeg har det? Hvorfor er jeg så bange for at blive afvist? Jeg ved jo, at han elsker mig, og at han gerne vil hjælpe, men hvordan skal han kunne gøre det, hvis ikke jeg siger noget?!

Så, hovedet ud af navlen og ud at risikere at sige noget højt. Det dør du ikke af. Tværtimod.

Den dag jeg opdagede præcis hvor meget min datter ligner sin far

Mig til Trolden: “Hvad skal vi lave til din maddag?”

Trolden: “Bacon! Og måske lidt peberfrugt…”
God fredag!

Man ved man har dummet sig…

Når man, i et forsøg på at fjerne en smule arp inden bettefyrens dåb i morgen, opdager, at man ikke har noget babyolie, men finder en sjat lavendelolie og tænker: “Potato/potaaaato” og smører den lille guts hovedbund ind i stadset.

Jeg har netop taget ham op fra lur og drengen (+ overtøj, dyne og lift) STINKER som om tusind duftlys brændte på samme tid.

Og den sjat vand han får på hovedet imorgen kan næppe vaske stanken væk, så jeg må nok hellere smække ham i et bad og håbe at det kan tage det.

Typisk altså!

Men han er heldigvis stadig en glad bavian.

Noget om glemsomhed

Forleden dag, da vi var ude at køre, fik jeg anledning til at lytte med på en lille samtale mellem de to ældste børn. Trolden spurgte Rumpenissen om, hvad han havde lavet i børnehaven den dag, og han svarede:

Rumpe, 5 år: Jeg kan ikke huske det. Min hjerne har smidt sedlen væk og kan ikke finde den.

Trolden, 8 år: Måske har den smidt det i skraldespanden?

Rumpe: Nej, den har krøllet den sammen og smidt den i bunken med de andre sedler. Det er derfor jeg ikke kan huske noget som helst.

En anbefaling af amme-venligt tøj

Indlægget her er på ingen måde sponsoreret eller noget som helst. Jeg deler bare min begejstring.

Om cirka 10 dage står den på dåbsfest her i familien, og i den anledning har jeg været på jagt efter den helt umulige konstellation: pænt, festligt tøj, som det er muligt at amme i, og som hverken sidder for løst eller for stramt på post-fødselskroppen.

På min vilde jagt gennem forskellige tøj-sites faldt jeg over Purløg og Persille, som er et site, der udelukkende sælger vente- og ammetøj (og andet baby-relateret).
Sitet vandt min gunst ved de udførlige beskrivelser, der er ved hvert enkelt stykke tøj. De forklarer simpelthen hvordan tøjet sidder, og hvordan ammefunktionen er, og fortæller også, hvis der er noget i billederne, man ikke helt kan regne med, f.eks. hvis farven er lidt anderledes i virkeligheden. Det er enormt troværdigt, og man føler sig godt klædt på til at vælge.
Desuden fører de mange mærker, som jeg aldrig har hørt om før eller har mødt på andre sites. Jeg tænker næsten, at de har fundet hvert lands bedste vente- og ammetøjs-brand. Der er i hvert fald mærker fra både Frankrig, England og Canada. De fører sågar mærker, som egentlig ikke er lavet som vente/ammetøj, men som sagtens kan bruges til det alligevel.

Et par enkelte minusser er der dog også. Jeg ville ønske, at man kunne filtrere i kategorierne, så man ikke skal kigge sig gennem alle siderne med f.eks. “ammekjoler”, og at man som et minimum kunne se, hvor mange sider, der er, når man sidder der og bladrer sig igennem det.

Men jeg fik da brugt to nætters ammetid på at trawle det hele igennem, og nu har jeg bestilt et lille udvalg af muligt festtøj, og så må vi se, hvordan det ser ud i virkeligheden.

Degraderet til mor

Jeg er ikke så god til at gå på barsel. Det har jeg nævnt en hel del gange under forskellige samtaler i løbet af det sidste halve års tid. Under min første barsel var jeg ved at gå til af ensomhed og skyldfølelse, og under min anden barsel fik jeg næsten stress i et forsøg på at lave en helt anden slags barsel end første gang. Nu er det så tredje gang, og jeg haft meget blandede følelser omkring det, hvilket jeg ikke har været tilbageholdende med at fortælle, når samtalen er faldet på emnet. Jeg har derfor forsøgt at køre positivt spin på mig selv og mit syn på barsel, og det udmøntede sig bla. i følgende kommentar hos Blogsbjerg for en god uges tid siden:

For mit vedkommende står 2017 i høj grad på barsel, og det har før været noget, jeg ikke er så god til. Jeg får spat af den trivielle hverdag, af ikke at kunne “udrette noget”, og jeg kommer nemt til at føle mig ensom. Mit fokuspunkt dette år bliver derfor noget med at minde mig selv om
1) den luksus en barsel er – tænk at få så meget tid, kun til at pleje og opbygge sin familie.
2) at det er et meget vigtigt og værdifuldt arbejde at give et nyt menneske den bedst mulige start på tilværelsen. Så selvom det er trivielt, så udretter jeg noget hver dag – også når jeg ikke engang når at få tøj på selv.
3) at jeg også selv kan gøre noget for at række ud til andre, så det ikke bliver for ensomt. Man kan f.eks. godt sende sms’er når man ammer om natten, så andre har noget hyggeligt at vågne op til.

Det er sandt, at jeg ikke er god til barsel, at jeg kommer til at kede mig, og at jeg nemt kan føle mig ensom. Men. Jeg har luret mig selv. Jeg har nemlig en skjult agenda, når jeg igen og igen taler om, hvor dårlig jeg er til at være på barsel. Det er en måde at distancere sig på; en sproglig distance til både barsel og ikke mindst mor-rollen.

Når jeg er på barsel sker der nemlig det, at min identitet bliver udfordret. Alt for meget af min værdi og identitet er hængt op på, hvem jeg er i kraft af mit arbejde og mine evner, og jeg kommer til at føle det som en degradering, når jeg primært (kun?) er mor. Det ser jeg ikke den store værdi i, desværre.

Jeg kender andre for hvem det at være mor er en opgradering. Kvinder, som har “fundet hjem” i mor-rollen; som før havde en rastløs sjæl, men som fandt noget identitet og mening på et dybt plan, da de blev mødre. Jeg kender også kvinder, som brændende ønsker sig at blive mødre, og som føler, at manglen på den rolle i deres liv degraderer dem som mennesker og særligt som kvinder.

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med det. Måske handler det – for mig – om at tage imod den anledning, som min tredje barsel er, til at arbejde min identitet et sundere sted hen, så den hverken skal hvile på mit arbejde eller på mine børn. Og samtidig omfavne min mor-rolle og tage den på mig i stedet for at distancere mig. Det kunne være et meget godt projekt for 2017.

Ahh, endelig hverdag

Det har været en dejlig jul, og vi kom godt ind i det nye år alle fem, men det var særlig rart igår at kunne vinke farvel til mand og børn (red.: vel gjorde hun ej, hun snorksov!) og så ellers nyde roen, bare mig og knirkemesteren.

Min lettelse bunder uden tvivl i, at mens Manden begyndte arbejdet igen på årets mest mandags-agtige mandag (red.: hun mener mandag den 2. januar), begyndte skole og institutioner først igen igår. Det vil sige tre dage, hvor jeg helt alene jonglerede tre børn, hvoraf de to største var rimeligt hyper det meste af tiden – hvilket nogle gange gav sig udslag i supergode (vilde) lege sammen, når de lige ramte hinandens hyper-niveau. Andre gange var det konstante konflikter, diverse uretfærdigheder og alskens brok fra skiftevis den ene og den anden.

Men alle dage lykkedes det mig at sørge for, at både børn og voksen blev påklædte i løbet af dagen, og der blev serveret både morgenmad, frokost og eftermiddagsmad. Ingen døde eller led fysisk overlast. Det var helt klart en succes! Men ikke en letkøbt én af slagsen, hvorfor jeg nu er ret taknemmelig for genåbning af diverse offentlige institutioner til opbevaring af afkom.

 

Trods alt er det ikke tre spædbørn, jeg skal håndtere, og jeg er meget taknemmelig for, at mine store børn har den alder, de har. De kan godt holde lidt øje med den sovende knirke-fyr, mens jeg tager mig et bad, og at de så henter mig ud af det, fordi den lille gut åbnede det ene øje på klem, det må man jo tage med, eller også må man være lidt mere specifik i sine beskrivelser af, hvad det vil sige at “hente mor hvis han vågner”.

På nogle måder har det måske ligefrem været udviklende for de store, at jeg ind i mellem er låst i en stol med en baby på mit bryst. Da lillebror pludselig vågnede midt i, at de andre to stod og skreg på morgenmad, som jeg var ved at finde frem, så måtte de jo til at blive lidt mere selvhjulpne, og det lykkedes da også Trolden at få smurt Rumpenissens bolle og ved fælles hjælp fik de også tørret det mælk op, de spildte, da de skulle hælde det op i glassene. Og selvom de brokkede sig undervejs, og jeg forklarede dem, at sådan noget skal de jo alligevel lære, så de en dag kan flytte hjemmefra, så tror jeg faktisk, at de også nød det lidt.

Men alt i alt: ah, endelig hverdag! Og ah, endelig weekend lige om lidt.

Dagen derpå

Da jeg var barn, blev dagene efter juleaften brugt på at rejse landet rundt og besøge diverse slægtninge, tage til julefrokoster og andre arrangementer. Jeg husker, hvordan vi en juledagsmorgen stod i øsende regnvejr og ventede på bussen til toget. Andre gange var det lange køreture i bil, hvor man på bagsædet kunne lege lidt med en julegave, mens min mor røg sine køre-smøger for nedrullede vinduer, og vi brokkede os over at det var alt for koldt.

Min opfattelse af “rigtig jul” handlede derfor om at være på farten og se en masse mennesker.

Derfor var det noget af et kulturchok at møde Mandens familie, som dels ikke er særlig stor, hvorfor en julefrokost med hele familien samlet kunne afvikles med et enkelt besøg, og dels er mere mageligt indrettet, så de havde tradition for, at man juledag ikke gik udenfor en dør, og for børnenes vedkommende slet ikke fik tøj på den dag, men blev inde og legede med sine julegaver, spiste rester af julemad og julegodter, og måske samledes om noget i tv.

Det har taget mig lidt tid at vænne mig til det – og kostet lidt dårlig samvittighed at melde fra til julekomsammener – men jeg er faktisk blevet rigtig glad for at holde juledag i nedsat tempo.

Således ligger Manden nu og sover på sofaen med en ligeledes sovende baby på maven. De to ældste spiller LEGO Dimensions – den ene med sine nye rulleskøjter på, som har været på hendes fødder stort set uafbrudt siden hun fik dem igår. Den anden har bygget sin nye Flexitrax-bane rundt i hele stuen, hvor den nu står til fri afbenyttelse til leg og til at falde over. Jeg selv sidder iklædt nat-amme-outfit og sutsko i min mest fantastiske jule- og forskudsfødselsdagsgave fra hele min pukkelryggede familie: en gyngestol!

Min nye bedste ven: Børge M


Dagen derpå tegner til at blive helt perfekt!