Opdatering på livet som mor

Hun er snart 3 måneder, den bette, og skal snart døbes og vaccineres. Så må man lige se sig over skulderen og tænke, hov, hvor blev tiden af?! For den flyver – og ikke med et af de konkursramte selskaber.

Hverdagen har lige så langsomt sneget sig ind på os. Hun følger ikke nogen bestemt rytme, men jeg begynder at have en vis øvelse i at læse hendes signaler for, hvilket behov hun nu gerne vil have opfyldt. Og det føles godt. Slaget om mor-selvtilliden er endnu ikke vundet, men jeg har flere små sejre at se tilbage på. Skylden flyder ikke på samme måde op til overfladen hver gang hun græder, og når den gør, lykkes det mig fra tid til anden at banke den ned igen.

Vi læser stadig på uni. To gange om ugen er hun med til forelæsninger, og det går bare så fint. Hun elsker opmærksomhed og charmer sig ind hos alle, der gider bruge et minut eller to på hende. Og besværlighederne ved at tage tog og bus derhen overgås af den energi, jeg får ved at være afsted.

Alt i alt går det vist egentlig okay lige nu. Skridt for skridt finder jeg ud af, hvordan jeg vil fortolke rollen som mor.

Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

7 kommentarer

  1. Hvor er det dejligt at høre fra dig!
    Det glæder mig at planen om studiet med lillepigen på slæb ikke brød sammen under presset af skylden, for det frygtede jeg lidt på dine vegne.

    Stort kram til jer alle 🙂

    Svar
  2. Hvor er jeg glad for, at det går bedre med livet som mor!

    Det bliver verdens klogeste barn. Det kan da ikke andet, når det går på uni i en alder af 3 måneder 😉

    Held og lykke med det fremover 😀

    Svar
  3. Det lyder bare rigtig, rigtig godt. Dejligt at høre, der er liv. Godt liv!

    Svar
  4. Hold da kæft mand… det gav sgu da lige lidt at leve op til… Der gik over to mdr. før vi tog ungen med udenfor…. (han var godt nok også en pjevs med sonde osv… men vi burde have været ude før) Skide godt at høre… hvor er det fedt med dit overskud. Tillykke med det!

    Svar
  5. Dejligt at se det går jer godt!
    Rigtig god påske 🙂

    Svar
  6. @panicroom: Det er bestemt ikke noget, nogen som helst skal leve op til! Jeg tager ikke afsted på uni for hendes skyld, men udelukkende for mig selv, fordi jeg ikke kan klare, at mit liv slet ikke handler om mig længere. Og det giver mig i virkeligheden dårlig samvittighed, fordi jeg ved, at hun ville have bedre af at være hjemme, og nu må jeg altså holde op med at være så egoistisk. Så selvom jeg godt kan se, at det lyder vildt overskuds-agtigt sådan at tage på uni med et spædbarn, så opleves det slet ikke sådan. Nærmest tværtimod!

    Svar
  1. Status: 12 uger gammel Skrupsak | gravidgrahvad

Skriv et svar til osmig Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.