Så blev denne uges kvote for højspændt drama lige fyret af på en aften

Jeg havde egentlig en fin kladde liggende klar til udgivelse om emnet: “troldungen og trapper”, men her til aften var der højspændt drama, som gav det spørgsmål, jeg ville have rejst, et helt klart svar.

Dilemmaet var, at trolden i weekenden lærte sig at kravle helt op til de øverste trin på trappen til husets første sal. Så længe hun har befundet sig på første og andet trin, har hun fint kunnet kravle ned ved egen hjælp med numsen først. Men siden hun fandt på at kravle helt op, har hun syntes, at det var nemmere blot at vende sig om og tage et skridt frem – hvorefter hendes forældre så har snatch’et hende og forsøgt at træne “numsen først”-nedgangen. Men jeg kunne ikke helt lure om grunden til, at hun bare vendte sig om, var fordi hun jo vidste, at vi var lige bag hende, og at hvis hun blot fik lov at gøre det alene, ville hun vende tilbage til den allerede indøvede kravle-manøvre.

Og her vender vi så tilbage til aftenens drama:

Manden er afsted til et møde, så vi to tøser har kun hinanden at underholde os med. Det er også gået fint, og vi har netop spist aftensmad. Troldungen har som sædvanlig afsluttet måltidet hurtigere end undertegnede, så hun får lov at rende og lege, mens jeg spiser færdig. Jeg har netop hentet en bog, da jeg hører en mærkelig lyd. I et meget langstrakt sekund går det op for mig, at det er lyden af troldungens krop mod trappens trin. Bump, bump, bump, klask, forfærdelig laaaaaang pause, VRÆL! Jeg styrter ud i gangen og ser hende ligge fladt på ryggen. Først tænker jeg: “pyha, ingen skrammer”, men da jeg løfter hende, ser jeg blodet pible frem fra en forfærdelig dyb flænge over det ene øje.
Jeg går i panik og fiser rundt i huset, mens jeg forgæves forsøger at huske, hvad i alverden man skal gøre i sådan en situation. Jeg står med en rulle toiletpapir i hånden, da det slår mig: “Våd, kold klud. Standse blødningen, jeg må.” (af en eller anden grund tænker jeg Yoda’sk, når jeg panikker.) Så på med en våd, kold klud (den beskidte køkkenklud, for Yoda-visdommen rækker åbenbart ikke til at tage en ren fra skuffen), og så ellers fise rundt i huset med skrigende troldunge på armen for at finde et nummer til vagtlægen. Men skal hun overhovedet til vagtlægen? Eller skadestuen? Hvad er kriterierne for det? Og hvordan skal vi komme det, når jeg ikke har en bil hjemme? Og hvor er det skide nummer?
Til sidst griber jeg efter den eneste løsning, jeg har, når panikken har overtaget totalt: jeg ringer til min mor. Det er hendes læge-kæreste, der tager telefonen, og inden jeg får bedt om min mor, begynder jeg grædende at redegøre for troldens styrt. “Vi kommer med det samme.” lyder meldingen, og jeg takker hulkende, mens panikken langsomt siver ud. Læge-kæreste vil tage plaster med, læge-kæreste vil vide hvad der skal gøres, og min mor kommer for at holde om mig.

Da de endelig når frem, er trolden pacificeret med en Bamse og Kylling dvd, og blødningen er aftaget en hel del. Jeg gennemtrumfer med jævne mellemrum og på trods af store protester stadig at lægge en våd, kold klud på stedet. Læge-kæresten undersøger trolden, som er mægtig glad for at se bedsterne og charmer løs, som om intet var hændt. “Næh, hjernerystelse er det ikke.” konkluderer læge-kæreste, hvorefter et par plastre sættes på, og trolden går fluks ud til trappen, men nu efterfulgt af en mor med nervøse ticks.

Hvad kan man så lære af aftenens store drama:
1. Troldungen skal enten trænes mere i at kravle på trapper, eller også skal vi hurtigst muligt have købt endnu et trappegitter. Jeg stemmer for det sidste!
2. Det er en god idé at have vagtlægens tlf. nr. på køleskabet – også selvom det er kodet ind på telefonen, for det er ikke sikkert, at man kan huske den detalje, når man er gået i panik.
3. I en alder af 28 år er min mor stadig den første, jeg vil ringe til, når jeg står i en situation, jeg ikke kan klare. Gad vide om trolden vil ringe til mig om 28 år? Det håber jeg, for nu ved jeg jo, hvad der skal gøres. 🙂

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

7 kommentarer

  1. kirketjenerinden

     /  14. juni 2010

    puuuha for et drama, der heldigvis endte med at jeg sidder og smågriner af din selvironiske måde at kommentere din egen opførsel på. Heldigvis har jeg en lægestuderende søster som jeg kan ringe til, hvis jeg kommer ud for noget lignende.
    Og selvfølgelig vil Troldeungen ringe til dig om 28 år, grædende af panik og hulke MOAR! Hvorfor skulle hun ikke det 🙂
    (Og nu sidder jeg lige og kommer i tanker om at da Pussekluden skred fra mig, ringede jeg til Doktor Sandra (som søs nu hedde), som derpå udkommanderede min mor med blå blink og det hele. Skræmmende tanke….)

    Svar
  2. Aj for søren et drama. Godt at det gik over igen og troldungen er glad. Og ved du hvad… jeg er nu 37 år og ringer stadig til min mor som det første, hvis lokummet brænder 😉

    Svar
  3. PUH, det lyder ikke sjovt! Godt, at du trods alt kunne tænke klart nok til at ringe til din mor + læge-kæreste. Og så synes jeg i øvrigt, at det er sejt at tænke Yoda’sk, når det hele brænder på. 🙂

    Dejligt at høre, at Troldungen er fit for fight igen og ikke er bange for trapperne. Men mon ikke hun har fundet ud af, at det er klogt nok at lave numsen-først-manøvren fremover, når hun vil ned?! 🙂

    Svar
  4. Hold da op et drama – man når både at græde og grine! Godt med en mor og en læge-kæreste. Min erfaring med vagtlæger begrænser sig til, at de altid beder mig tage en panodil og slappe lidt af. Også selv om jeg ringer fordi min venindes dreng har brækket armen.

    Svar
  5. Uhh kender det kun for godt… Godt der ikke skete mere med hende :o)

    Vil dig sige at i en alder af 35, og med to små børn er moar nu også den første jeg ringer til om hjælp!!! :o)

    Svar
  6. Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste, som synes at Mor og 112 er synonymer. 😉

    Troldungen har det heldigvis stadig rigtig godt og vil stadig meget gerne kravle på trappen, og jeg følger stadig efter med nervøse ticks. Hvis der er nogen af os, der bliver traumatiseret af denne oplevelse, så er det vist mig. 😀

    Svar
  1. Et brag af en fødselsdag | gravidgrahvad

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: