Fødselsberetning og billedspam

Disclaimer: Hvis man ikke bryder sig om at læse om fødsler, smerter og kropsvæsker, skal man nøjes med at kigge på billederne i dette indlæg.

Rumpenissen er i dag en måned gammel, og ikke om jeg forstår, hvor den tid blev af. Den forsvandt ligesom i overvejelser om amning vs. flaske, bekymringer om Rumpenissens velbefindende og en forfærdelig masse skrigeture, som heldigvis er ved at aftage i takt med, at indtaget af MME (forkortelsen for modermælkserstatning, for de uindviede) stiger.
Så det er kun passende at benytte denne anledning til at kigge lidt tilbage på begivenhederne, der for godt fire uger siden kickstartede kernefamilie-livet med to børn, nemlig fødslen. Desuden har jeg slet ikke fået spammet jer nok med billeder af den lille fyr, så det sker så også nu.

Photobucket

Da jeg var gået ti dage over tid, var jeg til en undersøgelse på hospitalet, hvor de tilbød mig igangsætning. Den takkede jeg venligt, men bestemt nej til, da jeg var meget angst for at fødslen skulle gå som Troldungens, som blandt andet blev hård, fordi den var sat kunstigt i gang, og veerne ikke arbejdede nok med. Denne gang var jeg meget mere bevidst om, at igangsættelsen var et tilbud, jeg kunne sige nej til, hvilket jeg så gjorde. I stedet fik jeg så en ny tid til tjek den dag, jeg var 14 dage over tid.

Det var en søndag formiddag, og jeg gik ud fra, at jeg som sidst skulle tjekkes i hoved og den anden ende, og så igen skulle sige nej tak til igangsætning, og derefter gå derfra med en ny tid til tjek. Derfor kørte jeg bare selv afsted, mens Manden var hjemme med Trolden.

Det startede også meget som sidst. Jordemoderen, som faktisk var den samme som assisterede mig ved Troldens fødsel, konkluderede, at der stadig ikke var tegn på, at fødslen var på trapperne, og så sluttede hun mig ellers til diverse maskiner, som målte Rumpenissens hjerterytme, eventuelle veer osv. Det så fint ud, fik jeg at vide, og så var jeg ellers mentalt ved at gøre mig klar til at skulle hjem igen. Dog skulle der lige scannes for at se, om der var nok fostervand, men der havde været rigeligt ved sidste tjek, så jeg gik ikke ud fra, at det ville være et problem.
Reservelægen, som skulle foretage scanningen, var vældig flink, men også næsten over-pædagogisk, da han forklarede mig, hvad det var han skulle scanne efter. Han konkluderede nu hurtigt, at det så fint ud, men så tog hans pædagogiske side over igen, da han omhyggeligt forklarede mig, at anbefalingerne var ændrede, siden jeg havde født sidst, og nu ville man gerne have babyerne ud af maverne senest 42+0, som det hedder på fødsels-fagsprog. Men han havde snakket med jordemoderen om min sidste fødsel, og han kunne godt forstå, at jeg helst ikke ville sættes igang, men han var nødt til at vende min situation med sin overordnede.
Så gik han, og jeg sad lettere forvirret tilbage og fattede ikke helt, hvad der foregik, udover at jeg åbenbart ikke bare sådan lige fik en ny tid til tjek.

Photobucket

Da reservelægen kom tilbage, var min jordemoder med ham, og jeg fik en instinktiv følelse af at være kaldt ind på rektors kontor til skideballe og alvorlig samtale. Skideballe fik jeg nu ikke, men lægen talte længe om de ændrede anbefalinger og sagde, at når man gik meget over tid kunne det komme så vidt, at barnet ikke havde kræfter til at tåle fødslen, og det ville jeg vel ikke risikere? Så stemte jordemoderen i og fortalte om, hvor ofte andengangsfødsler var en let omgang, og at Trolden jo allerede havde banet vejen i samarbejde med den kop, hun blev taget med, og at alt sandsynligvis ville gå meget nemmere denne gang. Jeg følte mig meget lille og meget sårbar, og nej, jeg ville da ikke risikere, at Rumpenissen ikke kunne tåle at blive født, bare fordi jeg var angst for igangsættelsen. Jeg begyndte at græde og ønskede mest af alt, at Manden var hos mig og kunne trøste mig og hjælpe mig, når man sådan blev talt alvorligt til af mennesker i kitler.

Til sidst indvilgede jeg i at blive sat igang. Jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne andet. Jeg fik lagt en stikpille op og skulle så ligge på en briks i 45 min. og vente på, at den blev opløst. Det var så her, at jeg skrev dette, for noget skulle jeg jo få tiden til at gå med. Jeg ringede også til Manden og satte ham ind i situationen og bad ham få fat i min mor, som skulle passe Trolden.

Jordemoderen havde sagt, at det var højst usandsynligt, at der ville ske noget med den første stikpille, så jeg skulle komme igen samme aften til et tjek og en ny pille. Men denne gang ville jeg altså have Manden med, så vi var blevet enige med min mor om, at hun ligeså godt kunne få Trolden med sig hjem – også selvom fødslen måske først gik igang om et døgns tid.
Så da jeg kom hjem, gik der praktisk gris i både Manden og mig, for vi skulle lige have pakket alt, hvad Trolden skulle have med på en mini-ferie hos mormor, og samtidig skulle jeg også tude lidt ind i mellem af angst for, hvordan det hele dog skulle gå. Men vi fik pakket det hele, og min mor kom, og da vi vinkede til dem, da de kørte igen, begyndte jeg at mærke nogle underlige små smerter i underlivet. De mærkedes ikke, som jeg huskede veer, men da de ret hurtigt begyndte at blive regelmæssige, tænkte jeg, at det måske alligevel var en slags plukkeveer. De var dog på ingen måde særlig kraftige, så vi kørte bare afsted til hospitalet til den aftalte tid.

Photobucket

Tilbage på hospitalet blev jeg igen tilsluttet en maskine, der målte alt muligt på Rumpenissen, mens Manden spillede på sin iPhone og stirrede intenst på den lille skærm, hver gang en jordemoder skulle rode mig i skrævet. Maskinen, jeg var tilsluttet, registrerede de små smerter som veer, og jeg kunne se, at de var meget regelmæssige. Jordemoderen konkluderede det samme, men da hun undersøgte mig, var jeg kun knapt to cm åben. Hun var derfor lidt i vildrede med, om hun skulle give mig endnu en stikpille, eller om hun skulle forsøge at tage vandet ved at prikke hul på livmoderen. Det endte dog med endnu en pille, og vi fik en ny tid næste morgen og blev sendt hjem.

Nu var klokken blevet henad halv otte, og vi havde ikke fået aftensmad, så vi blev enige om at køre forbi McDonald’s på vejen hjem. Det var ikke meget jeg fik spist, for mens vi var der begyndte veerne for alvor at tage fat, og jeg måtte klamre mig til den fedtede bordkant hver gang en ve overmandede mig. Vi snakkede lidt frem og tilbage om, hvorvidt vi skulle tage hjem eller prøve at tage tilbage til fødegangen, men jeg var bange for, at vi alligevel bare ville blive sendt hjem igen, så vi besluttede at køre hjemad.
Men at sidde ned i en bil, når man har veer, er simpelthen på grænsen til tortur, så efter ti minutters kørsel måtte jeg bede Manden om at vende om. Jeg kunne slet ikke overskue en halv times kørsel hjem og så en halv time tilbage igen. Så ville jeg hellere sidde ude på hospitalets gang og vente på, at fødslen gik i gang for alvor.

Da vi kom tilbage til hospitalet gjorde veerne endnu mere nullernaller, og da vi blev vist ind i et undersøgelsesrum brød jeg helt sammen. Dels på grund af smerterne, men mest fordi angsten for, hvad der ventede, fyldte så meget. Hvordan skulle det dog gå? Hvor lang tid skulle jeg udholde smerten? Og gjorde veerne nu deres arbejde, eller var det ligesom sidst?
Heldigvis blev min frygt gjort til skamme. Da jordemoderen undersøgte mig, var jeg tre cm åben og dermed i aktiv fødsel, så hun indskrev mig på fødegangen og gav mig grimt hospitalstøj at tage på. Derefter skulle vi gå! hele vejen ned til fødegangen, som måske i virkeligheden ikke var så langt væk, men det føltes som et halvmarathon, når man havde veer og var nødt til at standse hvert og hvert andet øjeblik for at klamre sig til, hvad der nu var indenfor rækkevidde (oftest Manden).

På fødegangen blev vi modtaget af en vældig sød jordemoder, som fortalte, at hun havde vundet lodtrækningen, for de var tre jordemødre på vagt, og jeg var den eneste fødende. Hun var så sød, at jeg begyndte at tude igen, fordi jeg blev helt overvældet over den omsorg, hun udstrålede.

Photobucket

Herefter står slagets gang ikke helt tydeligt i min erindring. Det var noget med et lavement, noget med mange onde, onde veer, noget med noget akupunktur, noget med at jeg ville have en dyne at putte mig under, men de blev ved at tage den fra mig, fordi de ikke kunne komme til for den. Der var også noget med at kæmpe imod pressetrangen, og især står det helt tydeligt for mig, at jeg, mens jeg kæmpede for ikke at presse, kom til at skide ud over det hele. Not my finest hour!
Lige da det nærmede sig, at jeg måtte få lov at give efter for presseveerne, var der vagtskifte. Skidegodt timet! Ind kom en ny jordemoder, som sikkert også var sød, men som blev ved med at kalde mig alle mulige forkerte navne under fødslen, fordi hun ligesom blev kastet ind i kampens hede og åbenbart ikke havde haft overskud til at lære mit navn rigtigt.

På et tidspunkt blev jeg kommanderet om på siden at ligge, fordi veerne ikke var kraftige nok. Det øjeblik gik alt i stå og angsten, som ellers var forduftet lidt mens jeg koncentrerede mig om veerne, slog ud i lys lue. Nu ville det blive som sidst! Nu skulle jeg dirigeres rundt som en cirkushest. Nu skulle jeg presse og presse uden, at der skete noget. Det ville helt sikkert ende med en kop, eller måske endda et kejsersnit! Mine følelser gik helt amok, men i virkeligheden gik der kun et øjeblik, før min krop igen gjorde hvad den skulle, og veerne arbejdede på højtryk.

I modsætning til ved Troldens fødsel havde jeg meget mere lyd på denne gang. Jeg brølede hver gang, jeg skulle presse og klemte Mandens hånd helt blå. Jeg gik ikke ind i mig selv på samme måde som sidst, men gav smerten afløb i et ur-brøl. Alene det viser, at jeg havde meget mere overskud ved denne fødsel, også fordi det hele gik meget hurtigere.

Efter cirka femogfyrreminutters pressen og brølen kom Rumpenissens hoved ud, og jeg blev beordret i gispe-modus, mens hans hoved var halvt inde, halvt ude. EKSTREMT smertefuldt! Men det tog kun et øjeblik, så kom der endnu en ve, og derefter endnu en, og så var han helt ude. Jeg tror nok, at jeg tudede igen. Jeg var så lykkelig for, at det var overstået, og at der ikke havde været nogen kop involveret. Jeg var også glad for Rumpenissen, men mere for at jeg havde overskud til at se på ham og tage ham ind. Det havde kostet megen skyldfølelse, at jeg ikke kunne det med Trolden, fordi jeg var for udmattet.

Da jeg havde født moderkagen og var blevet syet, og Rumpenissen havde fundet et bryst at sutte på, blev vi ladt alene tilbage i fødestuen. Manden spurgte, hvilket af de to navne han skulle hedde, men jeg kunne ikke finde ud af det. Jeg syntes ikke rigtig, at jeg havde set ham ordentligt endnu. Først lå han jo på min mave, og nu kunne jeg kun se halvdelen af hans ansigt, mens han suttede løs. Til sidst gav han dog slip, og jeg fik lov til at se ham rigtigt. Hans ansigt var sådan lidt bredt i det, lidt firkantet, og rynket som en bulldog, så jeg syntes, at han skulle hedde Hector, som var et kraftfuldt navn. Det hed han så i omtrent et kvarter, og så opdagede jeg, at jeg i mine tanker kaldte ham Vitus, som var den anden mulighed. Jeg nævnte det forsigtigt for Manden, som blev helt lettet, for han havde netop tænkt det samme. Så sådan endte det.

Photobucket

Og nu har vi så haft ham en måned, den lille Rumpenisse. Han er blevet større og knapt så firkantet i hovedet, og hans navn er ligesom vokset fast på ham, så nu kan han ikke hedde andet. Han er begyndt at smile på en måde, jeg tror er bevidst, og han har hormonknopper ud over det hele, så jeg forestiller mig, at jeg godt ved, hvordan han kommer til at se ud som teenager. Han ligner Trolden en hel del, og hun ligner jo sin far, men min mor siger, at han er fuldstændig, som da jeg var lille, og jeg har for nylig opdaget, at han har kløftet hage ligesom mig. Han har også skæve lillefingre som både min mor og mig. Jeg tror også, at han i virkeligheden er en meget glad dreng – omstændighederne har bare ikke lige været, så han har kunnet vise det, for det er ikke nemt at være glad, når man er sulten og træt, fordi man ikke kan sove ordentligt, når man er sulten.

Men jeg glæder mig rigtig meget til den næste måned med ham. Jeg glæder mig til at se, hvem han vil vise sig at være, og jeg glæder mig til, at livet som familie på fire bliver lidt mere hverdag end det har været den første måned.
Rigtig stort tillykke med din et-måneds-dag, søde Rumpenisse!

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

14 kommentarer

  1. Hvor er det dejlig læsning, når man selv sidder her og er i overtid. Og skønt at se denne lille Rumpenisse nu en måned gammel. Tillykke med ham!

    Svar
  2. Åh, en dejlig beretning, trods alt! Og jeg er simpelthen så glad for du ikke blev bekræftet i dine bange anelser. Han er så fin 🙂

    Må man spørge hvad Trolden hedder, eller er det top hemmeligt? Bliver jo nysgerrig når du har afsløret Rumpenissens

    Svar
  3. Nå, men så tuder hende den højgravide her altså.
    … En uge til en deadline som den kloge JM ikke tror på jeg når til.
    Og ja – præcis en uge til 40+0 – og igangsættelse (uden piller – direkte hulprikning jf. JM) pga den der lorte sukkersyge. Jeg frygter kop og bristninger, men hey – hvis du i 2. forsøg kom igennem så vil jeg også, ja jeg vil.

    Og hvilket fantastisk navn, og gud hvor er han sød.

    Og nu tuder jeg igen igen… Hej hej 😉

    Svar
  4. Dejlig beretning – trods alt – hvor jeg altså ike kunne lade være med at fnise lidt over det der med at skide ud over det hele. Det har jeg valgt at lade være med at indvie HDD i, overhovedet kan lade sig gøre – ingen grund til at skræmme staklen mere end højst nødvendigt, her hvor jeg allerede er gået 6 dage (grrrr!) over tid.

    Det er et dejligt navn, I har valgt til ham, og nååååårh, nogle søde billeder! Tillykke med hans månedsdag. Vildt, at der allerede er gået en hel måned – synes altså ikke, det er så længe siden, du har født. Men dagene flyder selvfølgelig også lidt sammen her i Barselsland 🙂

    Svar
  5. Sikke et fint navn (det var de begge nu) og igen tillykke med ham 🙂

    Svar
  6. Iiiihhh, hvor er det nogle skønne billeder! 😀

    Også en fin fødselshistorie, selv om jeg godt ved det er nemmere skrevet end gjort… godt du kom så forholdsvis hurtigt igennem fødslen! Synes lige jeg har været der selv, men det er alligevel 2½ måned siden.

    Tillykke til jer, jeg glæder mig til at følge med i Rumpenissens udvikling.

    Svar
  7. Jeg synes, du har et sødt barn.
    Og tak for din historie. Jeg vred mig meget mere, da jeg læste Troldens, så jeg kan også mærke, at det var en lettere fødsel!

    Kram til dig og dine

    Svar
  8. Også et kæmpestort tillykke med den lille fødselsdag til ham herfra 🙂 Han ser simpelthen så skøn ud – jeg kan mærke det trække i mine egne æggestokke så jeg er glad for at jeg havde din tekst til at holde mig lidt jordbunden. ^^
    Alle mulige kærlige tanker herfra 🙂

    Svar
  9. Stort, stort tillykke GG. Han ser bare rigtig dejlig ud, og det er altså et fantastisk navn I har valgt 🙂

    Svar
  10. bettina

     /  21. september 2011

    Jeg tuder lige lidt. Smuk fortælling. Smukt navn. Smuk dreng.

    Svar
  11. Øj, så kom der billeder. Hvor er han kær, og hvor er det et fint navn I har fundet til ham. Må man spørge, hvad storesøster hedder?

    Jeg har også været igennem den grumme igangsættelse, og hvor er det dog betryggende at læse, at det også kan gå det godt.

    Svar
  12. Tillykke til din lille rumpenisse. Hvor er han sød – det er Troldepigen for øvrigt også. Er glad for at det gik bedre for dig denne gang og at du har fundet overskuddet. Knusekrammer til jer alle 🙂

    Svar
  13. Sikke en smuk fortælling om den smukke rumpenisses vej til verden – stort tillykke med ham, og bare rolig; det bliver hurtigt hverdag med to børn – I promise!

    Svar
  14. Tusind tak for de mange tillykker! Jeg er også super lykkelig for, at det gik så meget bedre denne gang. Især da jeg lige har læst min beskrivelse af Troldungens fødsel igen.
    Til jer der gerne vil kende Troldens navn også, så afslørede jeg det i hendes fødselsbeskrivelse. Så værsgo at kæmpe jer igennem den 😉 I kan følge linket der, hvor jeg skriver, at jeg var angst for at fødslen skulle ende som Troldungens.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: