Smalltalk-spasseren

“Hej. Jeg hedder GG, og jeg har en depression. Jeg siger det bare, fordi jeg ikke kan finde ud af at smile, smalltalke og smålyve mig igennem en helt almindelig samtale, men det betyder ikke, at du behøver føle ansvar for at spørge en masse ind til den og virke interesseret/bekymret/forfærdet. Især hvis du ikke føler noget som helst i den dur – blot ubehag ved at jeg kaster noget så voldsomt i hovedet på dig, bare fordi du var venlig nok til at spørge, hvordan det går.”
Sådan burde jeg indlede alle mine samtaler. Eller også burde jeg ikke snakke med nogen overhovedet. Jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af det mere. Faktisk har jeg altid været utrolig dårlig til at smalltalke, men det har ligesom fundet et helt nyt niveau af pinlighed med depressionen. Et eksempel:

Forleden under afhentning af børn møder jeg en anden mor fra børnehaven. Vi har været i mødregruppe sammen, kender hinanden sådan nogenlunde, men snakker kun sammen, når vi lige støder ind i hinanden. Ungerne er i bilen og jeg er også ved at gøre mig klar til at stige ind; hun kommer på cykel med barn bagpå, men stopper ud for bilen og spørger venligt til vores sommerferie. “Ja, den blev sådan lidt special, fordi jeg har fået en depression” siger jeg, inden jeg når at overveje, om det rent faktisk er noget, jeg har lyst til at dele med hende. Og tidspunktet, GG, tidspunktet! Du er på vej til at køre, børnene venter i bilen, hendes datter venter på cyklen, der er på alle måder lagt op til en hurtig omgang: “Skøn ferie, dårligt vejr, men hyggeligt alligevel, vi snakkes ved, hej hej.” og alligevel får jeg med ordet depression sparket gang i en længere: “Åh nej, og hvorfor det, og får du hjælp, og det er jeg godt nok ked af.” Og hun mener det virkelig, det tror jeg, hun gør, men hun står også med flakkende blikke og vil gerne videre, men kan ikke tillade sig det, før hun har spurgt mere ind til den der depression, og jeg bliver forlegen og sur på mig selv over at have mistet fornemmelsen for, hvornår og hvordan man siger sådan noget til folk, og det bliver i det hele taget så pisseakavet.

Og nu skal vi snart til fest. En fødselsdagsfest hos skønne mennesker, men jeg kender kun værtsparret, og jeg kommer garanteret til at spolere det hele ved at sige depression alt, alt for mange gange til folk, som i virkeligheden er ligeglade. Måske skriver jeg et papskilt med ordet og hænger det på maven. Eller får trykt 5000 visitkort med teksten: “Beklager min manglende situationsfornemmelse.” Så kan jeg give det som undskyld til alle, jeg fører en samtale med i løbet af aftenen.
Der er ligesom allerede lagt i ovnen til et brag af en fest, ikke?!

Reklamer
Næste indlæg
Skriv en kommentar

3 kommentarer

  1. Jeg har faktisk en t-shirt hvor der står “Hej, jeg lider af socialfobi” på. Så er det lissom sagt – men er vist mest brugbart til fester, der ikke er helt så formelle.

    Med Ronan har vi rigtig tit sagt “Vi har en søn på kirkegården – men du behøver ikke spørge ind til det hvis du ikke har lyst – det er bare sådan det er” For man kan jo ikke rigtigt pakke sådan noget ind, eller lade være med at nævne det. Når der sker noget voldsomt i ens liv, om det så er sorg eller depression eller skilsmisse, så fylder det jo det hele – og jeg synes ikke man skal lade som om det ikke gør. Men man kan jo godt (på mere eller mindre elegant vis) få sagt at det ikke betyder man partout skal spørge ind og få uddybet detaljerne. Hvis man er lidt forbedret på spørgsmålet, i hvert fald.

    Svar
  2. Jeg synes, at det Konen siger herover er klogt. Jeg vil gerne tilføje, at jeg synes, at vi alle sammen skal aftale, at det er ok at være lidt underlige en gang i mellem. Altså måske skrue lidt ned for situatiosnfornemmelsen og lidt op for ægtheden.
    Den der sætning med, at man ikke behøver spørge ind til det, tror jeg du skal bruge.
    Det lægger selvfølgelig lidt pres på spørgeren, fordi han så skal tage stilling til, om de vil spørge, hvilket de fleste mennesker viiiildt gerne vil ( i hvert fald i høflighedens navn) så måske skal du være klar med et standart mod-spørgsmål a la Har I haft en god ferie? hvis der bliver stille..
    God bedring. Og held og lykke med festen:)

    Svar
  3. Det er en god idé! Måske skal jeg virkelig have sådan en disclaimer-sætning, der siges i begyndelsen af enhver samtale. Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg får den skruet sammen på en sådan måde, at samtalepartneren reelt får mulighed for at slippe uden om at spørge mere ind til det, apropos den der høflighed du nævner, Husmoder. Men et modspørgsmål, ja, det er måske vejen.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: