Kaos i kulkælderen (det censurerede indlæg vækkes til live)

Jeg har fundet mig en kulkælder, hvor jeg midlertidigt (håber jeg) har taget ophold. Siden mit seneste besøg hos min psykolog, hvor jeg efterfølgende rasede ud her på bloggen for derefter at censurere mig selv, har jeg befundet mig i den nævnte kælder. Jeg kan godt fungere, og jeg går ikke helt i sort, sådan som det jævnligt skete for nogle måneder siden, men jeg bærer rundt på en tung tristhed og træthed, som ikke rigtig vil lette, uanset om jeg overgiver mig til den eller forsøger at kæmpe imod. Jeg er stadig vred på min psykolog, selvom følelsen ikke længere er så intens, for jeg føler, at han tog noget fra mig sidste gang. Noget vigtigt. Nemlig min selvforståelse.

Det, som han prikkede til, var en drøm. En gammel drøm om, hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen, men som jeg ubevidst lagde på hylden, den dag min mor sagde, at det kunne man ikke leve af; man skulle have noget andet ved siden af. Det er ret banalt. Jeg ville gerne være forfatter. Det vil jeg faktisk stadigvæk, men eftersom jeg har brugt mange år på universitetet på at blive skideskarp til at analysere, er min selvcensur nu blevet så stærk, at jeg ikke længere kan bryde igennem den. Og jeg tør heller ikke. Jeg tør ikke, er bange og vil hellere spille sikkert. En safeplayer – det er hvad jeg er, på trods af at jeg altid har troet, at jeg var det modsatte. En gambler. En med spontaniteten, kreativiteten, det knudrede og det vilde i behold. En, der turde bade i springvandet på rystesammen-turen, og én der gik efter sine drømme, selvom det var urealistisk.
Alt det konfronterede min psykolog mig med, og så sagde han, at jeg faktisk bare er almindelig – jeg kender intet værre skældsord, og jeg har gjort utrolig mange virkeligt fjollede ting (f.eks. ovennævnte springvandsbadning eller det, at jeg udgav mig for at være en dreng de første uger på gym) for at bevise, at jeg i hvert fald ikke er almindelig. Psykologen sagde, at jeg måske bare skal acceptere det. Jeg har mand, børn, hus, bor i en lillebitte by i provinsen, skriver speciale – hvis det ikke er almindeligt, hvad er så? Og lige dér var det så, at jeg blev vred og faktisk ikke hørte resten af, hvad han sagde, udover at han nævnte ordet “almindelig” enormt mange gange, og at det hver gang føltes som om, han flåede et lag hud af mig.

Det er sikkert godt nok at få pillet et forkert selvbillede af. Det gør bare så vanvittigt ondt, og jeg føler mig som en plukket kylling, der går alt for udstillet, sårbar og frysende rundt. Jeg kan ikke identificere mig med “almindelig”. Jeg kan ikke finde selvværd i at være mor eller kone eller specialeskrivende. Men jeg kan godt se, at jeg jo faktisk heller ikke er den lysende stjerne, spontanitetens gudinde eller forfatter in spe. Jeg har haft (og har nok stadig nede under mismodet) enormt meget selvværd bundet op i mit “potentiale” og “det jeg engang bliver til”. Men når jeg alligevel ikke tør bruge det potentiale, jeg måtte have, så bliver jeg jo aldrig til det, jeg gerne vil, og så er det nok bedre at prøve at acceptere og finde værdi i at være almindelig.

Så lige nu er der ren West Side Story-knipsebattle i mit hoved, hvor der på den ene side er en stemme, som maner til ro og eftertanke og forsøger at forlige sig med “normal” og “almindelig”, og på den anden side danser oprøret, “det skal han ikke bestemme” og en (usendt) mail til et forlag rundt og prøver at lokke mig med ud af min comfortzone. Samtidig råber et hylekor omme bagved, at nu løber det hele i ring, og jeg er ved at gentage de samme fejl, jeg lavede lige før, og at jeg skal få grounded det der selvværd, inden jeg gør noget dumt. Midt i hele dette virvar løber jeg, den plukkede kylling, rundt og leder efter udgangen og trappen op fra kulkælderen, væk fra de mange stemmer, og så er det pludselig synd for mig igen, og det magter jeg altså heller ikke, så lige omtrent her er jeg nødt til at slutte indlægget, selvom debatten/råberiet fortsætter i mine tanker.

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

10 kommentarer

  1. West Side Story-knipsebattle – fantastisk billede du gav mig af hvordan du oplever det.

    Jeg kan virkelig godt forstå at du stejler over at blive kaldt almindelig af et menneske, som kun kender dig gennem de ord du formulerer i en svær tid. Jeg har tænkt meget over noget at det vi talte om da vi mødtes og almindelig var nok ikke lige det ord jeg satte på dig bagefter. Måske handler det om at din livssituation lige nu ikke er til at du hopper i springvandet hver weekend – og du kommer måske ikke til at gøre det igen. Men jeg tror fuldt og fast på at både “havregrød og champagne” kan være en del af vores liv. Når man altid har haft frihed til at gøre som det passede en, så er det sgu mega skræmmende, når hverdagen i grove træk styres af sovetider, madpakker, vasketøj og transport.

    Hvis du både kunne jonglere to små børn, transporttid, familietid, vennetid, specialeskrivning samtidig med at du skrev din første bestseller og levede det vilde liv, så ville jeg nok være lidt bange for dig. Tværtimod synes jeg du er meget menneskelig og jeg er sikker på at de “knubs” du får dig lige nu er med til at forme dig til i en retning, som du bliver stolt af, når rutsjebaneturen klinger af.

    KH Rikke

    Svar
  2. Tak for et meget ærligt og godt blogindlæg!

    Hilsen en ny læser.

    Svar
  3. Frigg

     /  12. oktober 2012

    Vi er alle sammen almindelige. Vi er alle sammen specielle.

    Selv den største forfatter er et helt almindeligt menneske og selv det mest ordinære menneske er noget helt unikt og specielt.

    Noget af det mest almindelige blandt moderne mennesker er kampen for at være unik, være noget særligt, være noget ud over det ordinære.

    Du ER unik – også selvom du måske ikke kan se det lige nu. Og også selv hvis du aldrig får skrevet den bog du drømmer om eller aldrig får badet i flere springvand.

    Svar
  4. Pas på med at lade et “almindelig” prædikat tage drømmene fra dig.

    Måske er det ikke lige, imens man skriver speciale, at der også er overskud til at skrive en roman, men dermed ikke sagt, at det aldrig bliver.

    For du har jo ordene i dig, og kan sætte dem på skrift.

    Drømme skal man have – om de er vilde eller ordinære afhænger vist mest af ens eget temperament.

    Svar
  5. Jeg synes det er noget provokerende at stikke prædikatet ‘almindelig’ så langt ned i halsen på dig. Nej, du har måske ikke levet alle dine drømme ud, men lige nu har du småbørn og er bundet på hænder og fødder. Du får flere muligheder, når de bliver større.
    Måske ser mange af os almindelige ud på ydersiden, men som jeg ser det, skal man ikke kradse meget i lakken, før alt det unikke og ualmindelige vælter ud.
    Jeg håber, din psykolog også forstår at bygge op, ikke kun at rive ned. Pas godt på dig!

    Svar
  6. Men på den lyse side, så har du vundet noget http://superheltemor.dk/2012/10/vinderen-af-donut/
    Sejt!

    Svar
  7. Puha – han lyder egentlig ikke som en særligt fed psykolog? Meget negativ og nedladende – jeg var også blevet ked af det.
    Kender præcis de tanker du beskriver…
    Og kombien med at være vild og frisk, og stikke næsen laaaangt frem – og i virkeligheden have bittelille selvværd, og ikke turde satse.
    Tæver også jævnligt mig selv, med den der manglende roman…

    Svar
  8. Jeg håber altså snart, at ham psykologen begynder at bygge op også. Og at han har lige så meget styr på dét, som han har på at bryde ned.

    Ligesom Frigg holder jeg også på, at vi allesammen er almindelige. Og at vi allesammen er specielle. Uanset hvad psykologmanden siger. Nej, du bor ikke i et rundt hus på en sydhavsø og holder krabber som husdyr og lever af at læse i hænder. Og hvad så? Det unikke er vel netop i det almindelige – og i måden at leve almindeligheden på?

    Du kan sikkert ikke bruge det til så meget – jeg er jo også bare sådan en almindelig en (som fra næste måned bliver endnu mere almindelig og gennemsnitlig ved at bosætte mig i parcel-strup), men nu har jeg jo, ligesom Camp Chaos, været så heldig at møde dig i virkeligheden, og jeg synes ikke, du er almindelig. Tværtimod. (Og det er ment som en kompliment, hvis du lige skulle være i tvivl et øjeblik ;-))

    I øvrigt: Tryk på send-knappen i den der forlagsmail og se, hvad der sker. For hvad er det værste, der kan ske?

    Og så lige lidt dansk stil-agtig visdom her til sidst: “At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”

    😉

    Svar
  9. @Rikke: Tak for de søde ord! Jeg håber virkelig også, at jeg bliver et helt fantastisk menneske på den anden side af det her.

    @I mangel af bedre: Velkommen og velbekomme! Det er dog et lidt trist tidspunkt at begynde at læse min blog på. Ikke meget sjov og ballade står den på for tiden. Men velkommen skal du være, og jeg vil straks undersøge, hvad du er for en fisk også.

    @Frigg: Mange tak for din kommentar. Den affødte en underlig splittet reaktion i mig, hvor jeg på den ene side giver dig fuldstændig ret, og på den anden side stritter alt i mig ved at blive sidestillet med alle andre mennesker på den måde (storhedsvanviddet ligger lige for). Men det er jo et paradoks, at det er helt almindeligt at ville være noget særligt. På den måde ville man jo faktisk være virkelig unik, hvis man stillede sig tilfreds med at være almindelig.

    @Nette: Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af at skille mine drømme fra trangen til at være noget særligt, men det ville garanteret være rigtig godt, hvis det kunne lykkes mig. Problemet er jo, at jeg får for meget selvværd bundet op i det, så alting vælter alt for nemt for mig. Drømmene skal jo virkeliggøres, fordi de er drømme, ikke fordi at jeg så bliver noget værd.

    @Christine: Jeg håber virkelig, virkelig også, at han kan finde ud af at bygge mig op igen. Jeg tror nu også, at jeg reagerer ekstra voldsomt på det, fordi det rører ved kernen af mit selvværd, og til psykologens forsvar kunne han ikke vide, hvor stort et kaos hans ord ville skabe i mig.

    @Stine: Hurra!!

    @Shm: Jeg er glad for, at du kan genkende det. På den måde er der jo fordele ved at være almindelig. Hey, vi skriver da bare en roman sammen! 😛

    @Øglemor: Jeg grinede en del af dit billede af et ualmindeligt menneske. Jeg må også tilstå, at jeg blev meget glad for, at både du og Rikke ikke synes, at jeg er almindelig.
    I forhold til mailen til forlaget, så har jeg flere gange været ved at sende den i ren og skær oprør/protest mod psykologen, men jeg er stoppet hver gang. Men jeg er dog kommet væsentligt tættere på at gøre alvor af det, end jeg har været længe.

    Svar
  10. Jeg har tænkt over det med at være almindelig et par dage. På den ene side er jeg med på at det ikke er sjovt at blive stemlet som almindelig, men på den anden side er der da også noget betryggende ved det.

    Når man er almindelig, skal man ikke leve op til alle mulige forventninger fra omverdenen om andet end at leve sit liv som de fleste andre. Men man kan stadig være fyldt med drømme, forhåbninger og ambitioner om noget mere og anderledes, og man kan også stræbe efter dem og måske udfolde dem og stadig aflevere børn om morgenen og servere pastaskruer med kødsovs kl.18. Ganske almindelige ting.

    Jeg vil vove at påstå, at modsætningen til at være almindelig er at være sær, og hvem gider det? Ualmindeligheden bliver nødt til at eksistere i det almindelige, hvis vi skal kune forholde os til det.

    Konklusion: Det er godt at være almindelig, men hæsligt at blive kaldt det. Spørgsmålet er, hvad psykologen sagde efter, at dine lyttelapper klappede i.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: