Fuck 2013

Jeg bliver i 2012!

Jaja, det er jo ikke fordi dette år som sådan har været sublimt. Den stod på barsel i årets første fire måneder, derefter en måneds intens eksamensskrivning, et par måneders knap så intenst arbejde med specialet, og derefter et halvt år i livskrise med depressionens fortegn.
Men på trods af (eller måske på grund af) alt det har 2012 været et år i nedsat tempo. Et år, hvor det meget nære har fyldt mest. Det har naturligvis i perioder været meget frustrerende, fordi det ikke har været et tilvalg med snævert fokus, men ganske enkelt fordi jeg ikke kunne overskue mere. Men samtidig har det også været en lettelse ikke at skulle have så meget ansvar. Med depressionen fik jeg et trumf-kort, jeg kunne smide, når min hjerne brændte sammen, og som gav mig ret til at lægge mig i sengen, uanset hvor mange bleer der skulle skiftes eller hvor meget aftensmad, der skulle laves. Og allervigtigst har det givet mig et fripas fra specialet, og det har givet mig mulighed for at udskyde afleveringen. Til 2013.

I 2012 er jeg studerende, mor og hustru. Jeg kender disse roller; jeg har lært at fylde dem ud, og jeg synes efterhånden, at det går okay med dem. Jeg har fundet min fortolkning og sat mit eget præg på det. 2012 er det kendte, det genkendelige, det trygge.
I 2013 afleverer jeg speciale. Og hvad så? Jeg aner det ikke. Jeg har drømme. Forhåbninger. Forventninger. Ambitioner. Men der er så meget, der kan gå galt. Jeg kan så nemt skuffe. Jeg skal bevise, at jeg kan noget, men jeg ved hverken, hvad jeg kan, eller hvordan jeg skal vise det. 2013 er det ukendte, det mystiske, det farlige – og jeg har slet, slet ikke lyst til at give mig i kast med det.

Når rådhusklokken slår sit tolvte slag i nat, tvinges jeg ind i 2013. Ud af det kendte, ind i det uudforskede. Jeg kan ikke gøre andet end at lukke øjnene, krydse fingrene, håbe det bedste og træde ind i det nye år. Minut for minut bliver fremtiden til nutid, og jeg håber, at den er meget mindre skræmmende, når man ser den tæt på.

Reklamer
Skriv en kommentar

4 kommentarer

  1. weirdo

     /  1. januar 2013

    Jeg hepper på dig og op sikker på at det nok skal gå!

    Svar
  2. Uha, det er godt nok længe siden jeg har været inde på Urbanbloggen, men nu har jeg fået linket til dig, så jeg kan blive ved med at læse med 🙂
    Jeg hepper også og tror fuldt og fast på, 2013 bliver bedre for dig end 2012! Hvad specialet angår, så er der ingen grund til panik. Som specialevejleder kan jeg berolige dig med, du langtfra er den langsomste studerende i verdenshistorien, og at det er ganske forståeligt, processen har trukket ud. Men jeg tror først du får gjort noget ved det for alvor når du forliger dig med tanken om at blive færdig. Jeg elskede min studentertid og var helt ked af at tage hul på et nyt kapitel – indtil jeg gjorde det og fandt ud af, der også var et dejligt liv fyldt med muligheder på den anden side af kandidateksamen (nu har jeg jo så heller ikke bevæget mig udenfor universitetets mure…).
    Du kan så nemt skuffe. Ja, men du kan altså også overstige egne og andres forventninger og gøre det helt fremragende. Der kan ske store og vidunderlige ting, når du kaster dig ud i det farlige. Hep herfra!

    Svar
  3. Jeg kan sagtens sætte mig ind i dine frustrationer og bekymringer – især dem der venter på den anden side af specialet. For hvad sker der så? Det er noget nyt og ukendt, og den store skygge af finanskrise og ledighed har endnu ikke lagt sig.

    Men hæng i. Det er ligesom at spise elefanter: Man tager én bid ad gangen. Og så den næste, når man har tygget af munden.

    Godt nytår – jeg håber for dig at det bliver et godt 2013, med gode udfordringer og personlig udvikling.

    Svar
  4. @weirdo: Tak! Virkelig.

    @Betteskov: Tak for dine ord. Jeg er helt enig i det, du skriver, og jeg ved sådan set godt, hvad der skal til for, at jeg får det bedre og kan få afsluttet specialet. Det er bare svært i praksis at få følelserne til at følge med og få klemt fremtidsangsten ned på et passende niveau.

    @Line: Men elefantkød er jo bare rimelig sejt at tygge i, synes du ikke? 😉 Ej, jeg ved godt, hvor du vil hen. Jeg har nok bare svært ved at glemme, at det rent faktisk er en elefant, jeg er ved at spise.
    Godt nytår til dig også. Jeg håber, at det også for dig må blive et år, hvor du finder vej frem mod realiseringen af dine drømme.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: