Min farfar

20130129-201130.jpg

Vi har taget afsked med min farfar her i weekenden. Han fik konstateret kræft umiddelbart inden jul og bad selv om ikke at få livsforlængende behandlinger. Han blev 92 år og var sig selv næsten helt frem til, at han fik fred. Han pralede længe, da han tævede de unge på 60 år i golf til det lokale seniorstævne, og når han pudsede næse, gjorde han det altid ekstra højlydt, så det lød som en elefant der trompeterede. Hvis han kom til at skubbe til lampen, når han rejste sig fra spisebordet, kom der stensikkert en “Så fik den lige én på lampen”-replik fra ham.
Når jeg åbner en pakke guldkorn eller får et glas af den gule rynkeby-saft, er duften og smagen en tidsmaskine direkte tilbage til de mange sommerferier, jeg som barn tilbragte hos ham. Jeg husker hans nænsomme pleje af og stolthed over sine roser i haven og vindruerne i udestuen. Jeg husker det slidte spil kroket, der altid stod i skuret, min fars gamle gokart og det gode klatretræ i hjørnet af haven.
Jeg husker ikke min farmor særlig godt. Hun var syg al den tid, jeg kendte hende, og døde, da jeg var knap otte år. Men nogle år senere giftede min farfar sig igen, og jeg husker hende og dem sammen. Min farfar opførte sig som en teenager. De holdt altid i hånd og kyssede varmt og kærligt så snart de kunne se deres snit til det. De fik et meget lykkeligt årti sammen, inden min sted-farmor døde, og min farfar blev enkemand for anden gang.

Som sagt var min farfar frisk i sit sind næsten indtil, det var slut. Den sidste måned gik det dog hurtigt ned ad bakke for ham. Han hallucinerede og var i perioder helt fraværende mentalt, men ind i mellem livede han op og blev sig selv igen. Min far rejste over til ham en uges tid inden han døde og blev lidt overrasket over at se, at min farfar oven i hatten var begyndt at gå i barndom. Han havde en bamse, som skulle med ham overalt. Det var en ret ny bamse med nissehue på, og den havde en mindre bamse i favnen. Min far anede ikke, hvor den kom fra, eller hvorfor min farfar pludselig havde knyttet sig så stærkt til den. Men da min farbror også ankom, kunne han forklare sammenhængen:

Min farbror havde holdt jul med min farfar, som havde fået mandelgaven – den føromtalte bamse. Idet han havde pakket den op, havde han udbrudt: “Jamen, det er jo store Rumpenisse og lille Rumpenisse!” Rumpenissen har nemlig sin oldefars navn som mellemnavn. Min farfar forbandt ganske enkelt denne bamse med min lille Rumpenisse og ham selv. Vi fandt også ud af, at han som baggrund på sin bærbare (som han fik i 90 års fødselsdagsgave!!) havde et billede af Rumpen og ham selv.
Jeg vidste godt, at min farfar blev glad, da han hørte, at vi opkaldte Rumpen efter ham, men det er stort at opleve, hvor meget det faktisk betød for ham. Rumpenissen har naturligvis arvet bamsen, og jeg håber, den holder i mange år, så jeg en dag kan fortælle ham om den oldefar, som han ikke rigtig nåede at lære at kende, men som betød så uendeligt meget for mig, og som også tog Rumpen til sig på en særlig måde.

20130129-201249.jpg

Hvil i fred, farfar!

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

10 kommentarer

  1. Kondolerer
    Hvor er det smukt at han fik et langt og godt liv, og en hurtig afslutning. Som årene går bliver det mere og mere de gode ting der huskes, og det sidste forfald træder i baggrunden.
    Sikke en dejlig historie om bamsen!

    Svar
  2. Åhr, så sidder man lige her og tuder lidt ned i kaffen. Hvor er det et fint indlæg, og hvor er det en dejlig historie om bamsen. Ja, og om din farfar og om Rumpen.

    Jeg er ked af på jeres vegne, at han ikke er her mere, men hvor er det dejligt for ham, at hans ønske om ikke at få livsforlængende hjælp blev efterkommet, og at han kom herfra på den måde, han måske selv havde tænkt sig.

    Tanker herfra.

    Svar
  3. Jeg får helt tårer i øjnene og mine tanker kredser nu om min egen fantastiske morfar. Hvor er det bare en rørende beskrivelse af en gammel mands kærlighed til sit oldebarn. Bamsen må jo være propfyldt med kærlighed.

    Svar
  4. Så sidder man lige her og tuder ned i kaffen – På en café.
    Men hvor er det fint, og en dejlig afslutning på et dejligt liv lyder det til.
    Din farfar har jo virkelig fundet tryghed og glæde i den lille nissebamse.

    Svar
  5. Sikke fantastisk og bevægende skrevet. Jeg er sikker på at selvom Rumpenissen ikke nåede at kende sin Olde, så skal du nok få fortalt historier, så han føler at han har. Her gav du i hvert fald en bid af din farfar, så jeg fornemmede hvordan han var.

    Mange tanker til dig

    Svar
  6. Åhh jeg tudede lidt.

    Kondolerer med at i ikke har ham mere. Han er med jer uanset hvad. Og hvilken SKØN historie med bamse og rumpen.

    Svar
  7. Åh, det gør mig så ondt på dine vegne! Også jeg sidder og snøfter – ikke mindst fordi det minder mig om de vidunderlige minder, jeg har med min mormor, som minder om dine og din farfars. Og ikke mindst den køleskabsmagnet, jeg engang købte til hende: “Da Gud ikke kunne være overalt, opfandt han bedstemødre” – og det kan naturligvis forlænges med “og -fædre”.

    Stort kram til dig ❤

    Svar
  8. Kondolerer…
    Åh mand, jeg savner min morfar, når jeg læser dette 😦

    Svar
  9. Marie Louise

     /  1. februar 2013

    Smuk historie. Jeg kondolerer!

    Svar
  10. Feministen

     /  1. februar 2013

    Smukt! Klump i halsen-smukt!

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: