Forældre med super-evner

Er der mon andre medforældre, der har bemærket, at vi er blevet udstyret med en superevne? Som det er med de fleste superevner, er jeg ikke helt sikker på, om det er en gave eller en forbandelse. Og nej, jeg taler ikke om supersonisk hørelse, som dog uddeles til nogen – ofte kvinder. Jeg taler om evnen til at se ind i fremtiden!

Det er desværre ikke sådan, at man kan se langt ind i fremtiden. Ikke noget, man kan bruge til at forudsige hvilke lottotal, der vil blive udtrukket eller noget andet praktisk. Faktisk drejer fremtidssynet sig ofte kun om et par minutter. Lige præcis nok til at afværge katastrofen.
– og igen: ikke store katastrofer. Vi forældre kan ikke redde folk fra tsunamier eller får fra midtjyske ulve. Men vi kan redde glasset med mælk, inden det ryger på gulvet, fordi vi i et syn kan se, at den der fægtende arm om et øjeblik vil fare til venstre. Små katastrofer kan vi afværge. Meget små.

Mit fremtidssyn er efterhånden ret godt udviklet, og jeg træner det helt ubevidst flere gange dagligt. Men jeg er begyndt at spekulere på, om jeg bruger det for meget. Jeg er klar over, at med store kræfter følger stort ansvar, men ind i mellem kunne fremtidsvisionerne måske godt tage en slapper. For eksempel når har ungerne gang i en ret sjov leg. Noget med at Trolden jager Rumpen rundt i huset, mens hun kaster puder og legetøj efter ham. De griner begge to, for Trolden har nemlig arvet sin mors manglende sans for boldspil og rammer derfor flere meter ved siden af ham. Men som et lyn fra en klar himmel ser jeg, at det om et øjeblik går galt. Hun rammer ham. Han slår sig. Den sjove leg ødelægges af skrig og skænderier. Men skal jeg gribe ind? Skal jeg stoppe det? Skal legen ødelægges af mor eller af katastrofen? Lige præcis i nuet har de det jo begge sjovt. Og er jeg ikke en curling/bowling/tennis-mor, hvis jeg skærmer dem mod uheld og knubs i tilværelsen?

Jeg valgte i det omtalte eksempel ikke at gribe ind, hvilket naturligvis endte med hjerteskærende gråd, en flækket læbe til Rumpen og dårlig samvittighed til mig. Jeg løb hen og vred en kold klud op, som han kunne få på for at mindske hævelsen, men da jeg vendte mig om for at give den til ham, var han allerede rendt efter Trolden igen. Ind i stuen. Ind til en ny vild leg. Ind til flere knubs og mere kærlighed. For det er jo det, det hele handler om. Kærlighed.

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

1 kommentar

  1. Mange forældre bliver forargede, når jeg siger, at min datter godt må slå sig. Hun må bare ikke komme til skade.

    Jeg tror virkelig, at man kan spænde ben for gode oplevelser ved hele tiden at komme frygten i forkøbet. Så længe det bare er puder de kaster med og de ikke løber rundt om et bord med skarpe kanter, så kan det vel ikke gå helt galt!

    Der skal bare være plads til knubs, sjov og kærlighed. Det er nogen af menneskets vigtigste grundstoffer.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: