Hvordan håndterer man vrede?

Uhhh, første indlæg i de nye wordpress-omgivelser. Spændende!

Vi har i Rumpen fået os en lille fyr med et stort følelsesregister og stærk kropslighed. I den ene ende af registret betyder det, at han er meget, meget kærlig og elsker at tumle, putte og give små snottede kys. I den anden ende af registret giver det en dreng, som kan blive stiktosset, vred og forurettet, og som viser det ved at nive, bide og kaste med ting. Hvis han kunne stampe i gulvet, gjorde han sikkert også det, men også den velkendte flitsbue og demonstrativ vrælen i et hjørne hører med til vredens repetoire.

Jeg har aldrig selv kunnet finde ud af den der følelse af at være vred. Når jeg er virkelig arrig, begynder jeg at tude. Jeg kan ikke råbe, skælde ud eller slå. Det er ind i mellem enormt hæmmende for mig, særligt fordi den jeg er vred på, kan finde på at ville trøste mig, når jeg midt i en diskussion begynder at græde. Men omvendt synes jeg heller ikke at det er i orden at vise sin vrede ved at bide, slå eller kaste med ting.

Men hvad gør man så? Hvad er en sund vredesreaktion? Hvordan undgår jeg at give min lille vrede Rumpenisse et hæmmet forhold til sin egen vrede, men samtidig lære ham en hensigtsmæssig måde at give udtryk for det på? Og han er kun halvandet, så han kan jo ikke rigtig sætte ord på det?
Hvordan håndterer I følelsen vrede, både hos jer selv og jeres eventuelle børn?

Reklamer
Næste indlæg
Skriv en kommentar

15 kommentarer

  1. Altså, vi er jo ikke kommet til det endnu i praksis, men vi har snakket meget om det. Især fordi vi begge to har svært ved det (jeg begynder ligesom dig at tude, og Manden lader som om det ikke er der) Indtil videre er vi enige om at det er ok at være vred, men det er ikke ok alle steder – og at vi så laver et sted i lejligheden hvor man kan gå hen (sammen med en voksen) når man er vred og har brug for at rase ud. Men det er strengt forbudt at slå, bide, kaste med ting og svine andre til. Vi får se hvordan det går.

    Svar
    • Jeg glæder mig til at høre, hvordan det spænder af for jer. Jeg har også forsøgt noget med, at man nogle gange skal gå et andet sted hen, hvis man er rigtig hidsig (og skriger meget højlydt meget længe), men jeg har altid følelsen af at sende mine unger i skammekrogen. Desuden er det sjældent noget ungerne gør det frivilligt og ligefrem at slæbe dem ind på børneværelset forstærker bare “straffefornemmelsen”.

      Svar
      • Jeg har ikke noget imod at slæbe – så længe hun kan manhandles gør jeg det. Men jeg er bestemt ikke til at det er et sted man skal “sendes hen”. Snarere at det skal være et frirum, hvor man kan rase ud, og hvor der er en voksen som er klar med kram ligeså snart man er færdig 🙂

        Svar
  2. Du må gerne brække dig over det første jeg skriver: Han kan vokse sig fra det når der kommer sprog på.

    Dernæst. Det er vigtigt at anerkende følelsen hos den anden og forsøge at rumme den. Harald har også temperament og går på sit værelse og kaster med sine ting og bagefter græde-skriger han. Så går jeg ind til ham og spørger om jeg må komme ind. Nogen gange siger han nej, så giver jeg ham lige et par minutter og så spørger jeg ham igen. Så siger han ja. Nogen gange snakker vi om det, nogen gange sidder vi bare andre og så spørger jeg ham om jeg skal hjælpe med at rydde op.

    Jeg gør meget ud af ikke at blive sur eller skælde på ham, for han skal selvfølgelig ikke efterlades med en følelse af, at han ikke er o.k.

    Svar
    • Men hvad gør du, hvis han kaster med andre ting? Rumpen kan for eksempel finde på at kaste al mad på bordet ned på gulvet eller hen mod os andre. Eller også går han målrettet hen og splitter Troldens LEGO ad. Vi fortæller ham naturligvis, at det bare ikke er i orden, men når det måske er tredje vredesudbrud inden for en halv time, så er tålmodigheden ofte ved at være opbrugt, og det bliver måske ikke altid så konstruktivt en reaktion fra de voksne heller.

      Svar
      • Altså mobiltelefon og wordpress’ kommnetarfelt fungerer ikke altid skide godt. Således forsvandt et langt svar.

        Jeg gider ikke han smider med hverken mad eller ting, så kan han ikke finde ud af at stoppe, når det bliver sagt til ham, så bliver han bedt om at gå på sit værelse. Det er ikke ment som en straf, men fordi værelset er hans sted og der hvor han kan rase ud og evt. kaste med sine ting, hvis han mener, at det er det han skal. Det betyder også, at vi har skulle ændre på nogle ting og respektere at Haralds værelse er Haralds værelse og ikke stille alle mulige regler op. Han bestemmer hvem der må være der og hvem der må lege med hans legetøj. For det meste er det aldrig et problem, men vi har jo alle gode og dårlige dage.

        Vælger han at kaste med sine ting og går de i stykker og kan efterfølgende ikke limes, så er det bare ærgerligt og bliver ikke umiddelbart erstattet.

        Ødelægger han Gustavs LEGO med vilje, så fjerner vi det og samler det senere. Splitter han sit eget LEGO ad med vilje, så ryger det i LEGO-kassen og så bliver det ikke samlet.

        Vi har skulle lære os selv ikke at springe med på vognen og opføre os lige så surt som Harald, som i øvrigt har et frygteligt temperament og absolut ikke er mr. funny happy guy. Kan han ikke finde ud af, at gå på sit værelse og lade være med at ødelægge det for os andre, så følger jeg ham der ind og giver ham fred. Nogen gange går han bare i gang med at lege og så er den ikke længere, andre gange er han stiktosset. Så giver jeg ham nogle minutter, banker på og spørger om jeg må komme ind.
        Når jeg er kommet ind så er det jo min opgave at finde ud af, om han er motiveret for at tale om det (med hans 3 år er det jo også begrænset, hvor han egentlig forstår), om vi skal sidde tæt sammen eller om vi bare så gå i gang med at rydde op.

        Vrede er en rigtig svær følelse. For de fleste af os er den forbundet med skyld og skam. Det er forsket at være vred. Ergo er jeg forkert, når jeg er vred. Jeg har arbejdet meget med min vrede. Jeg bliver sjældent rigtig vred, men når jeg bliver vred, så bliver jeg meget direkte og specifik – hvilket er en stor forskellighed til min ellers ret så diplomatiske adfærd.

        For mig var det også sådan, at jeg når jeg blev vred, så kunne jeg tude. Sådan er det ikke mere. Jeg har lært at blive i følelsen og så er den hurtig ovre igen. Det har altså taget en del år at acceptere hos mig selv. Det forsøger jeg at give videre til mine børn. De må godt være vrede og jeg vil godt rumme følelsen, men hvis det på nogen måder ødelægger det for os andre, fordi det bare fortsætter, fordi der kastes med ting, fordi ting bliver ødelagt, fordi der bliver sagt grimme ting, så må man gå væk.

        Jeg synes, at Haralds vredesudbrud er blevet mindre i takt med at han bliver ældre og bedre forstår omgivelserne og fællesskabsreglerne, og måske også fordi han har fået plads. Men det aner jeg altså ikke.

        Det har krævet arbejde fra vores side af, men det har været nødvendigt, for det er også svært at fjerne nogle følelser hos et menneske, der bare reagerer.

        Og altså så er der de gange, hvor man overhovedet ikke kan finde ud af at være den voksne og bare peger fingre og slet ikke rummer eller accepterer.

        Svar
        • Tusind tak for dit lange, ærlige svar, Frederikke. Jeg vil helt sikkert genoverveje det med, at man må gå afsides med sit raseri, hvis det går ud over andre. Ungerne har dog ikke separate værelser, så jeg må lige finde ud af, hvordan det praktisk skal løses. Rumpen skal i hvert fald ikke have adgang til uhæmmet at kunne kaste med sin søsters ting. Lille hidsigprop, altså.
          Men dejligt at høre at der er andre, som står med lignende udfordringer, og at det (måske) bliver bedre med alderen og med et mere udviklet sprog.

          Svar
  3. weirdo

     /  22. marts 2013

    Tillykke med flugten!

    Svar
  4. Jeg lytter lige med her. Varanen er præcis lige sådan. Og jeg har desværre ingen gode råd. Skal dog til sundhedsplejerske med ham mandag, hvor jeg håber at få nogle gode råd. Så skal jeg nok fortælle dem videre! 🙂

    Tillykke med flytningen. Du er hermed blevet rettet på min blogroll 😉

    Svar
    • JAH, del endelig hvis du får noget brugbart ud af sundhedsplejersken. Jeg ved virkelig ikke, hvad vi skal gøre.
      Hvordan plejer I at håndtere Varanen?

      Svar
  5. Loui

     /  24. marts 2013

    Jeg har 2 rigtig forskellige tøser. jeg tænker ofte over, hvor forskeliige de er – men også at vi er ret forskellige over for dem. Med min ældste på nu 5, gik jeg “meget ind i det”. Hun var sådan en, som hvis hun fik den forkerte kop, så kylede hun den lige i hovedet på os, gad hun ikke have hagesmæk på, kyldede hun maden i hovedet etc. (hvorfor skriver jeg i da-tid. He- som om! Hun bruger dog ikke hagesmæk mere, så den er vi da ovre). Hun var også bidsk i vuggeren og i det hele taget ret meget som Rumpen. Når hun blev vred som 1,5 årig så prøvede jeg at sætte ord på og hjælpe hende ud af det. I virkeligheden tror jeg, jeg fastholdt hende lidt i følelsen. Vi har fundet ud af, at vi skal fortælle klart, at det er ok, hun bliver vred (i virkeligheden siger jeg nærmere: “Jeg tror ikke, du vil have hagesmæk på” eller lignende, nærmere end at benævne en følelse), men man må ikke smide med tingene, ødelægge legetøj, sparke, skrige osv. Og så være i nærheden til rådighed, men ikke vedblive at forsøge at få hende ud af det. Hun har alt ret til hendes følelse, men hun har ikke ret til at lade det gå ud over andre. Smider hun sig på gulvet, så ligger hun på gulvet. Jeg vil gerne tale/lege/kramme når hun rejser sig.
    Med vores mindste har vi været ret anderledes. Jeg har faktisk afledt hende, når det var under opsejling. Og det mener jeg godt, du må, når han er så lille. Det gør jeg ikke med den 5-årige nødvendigvis. Jeg tror ikke, det vil efterlade ham med en følelse af, at han ikke må udtrykke eller kan rumme sin følelse af vrede. Jeg tror nemlig, at vi skal huske at det er svært for os voksne at se at det i højere grad er en følelse af frustration over “ikke at kunne”. Ikke kunne bestemme, ikke kunne mestre, ikke kunne nå, ikke kunne udtrykke… you name it. Og i frustration udvikler børn sig faktisk. Frustration hos små børn ligner vrede, men er det altså ikke nødvendigvis.
    Så lad ham være frustreret, men fortæl når der er noget I ikke vil have han gør – og hjælp ham så videre og over i noget, han mestrer.
    Det blev langt. Og alligevel så kort, at jeg ikke ved om jeg fik forklaret mig godt nok. Håber, det gav mening.
    Ps. Jeg bliver nogen gange ret vred, når den 5-årige bliver frustreret. Det lærer jeg hende at tackle. Selvfølgelig skal jeg øve mig på (det skal jeg!), ikke at blive meget vred på en uhensigstmæssig måde. Men jeg tror faktisk, at I stedet for at slå mig selv ovenihovedet, kan jeg lære hende, at tackle det, at et andet menneske bliver vred. På samme måde lærer Rumpen Trolden noget. Forskellighed er faktisk lærerigt.

    Svar
    • Tusind tak for dit lange svar og dine tanker, Loui! Jeg kan helt sikkert følge dig i tanken med, at følelsen i virkeligheden er frustration i stedet for vrede. Jeg er stadig usikker på, hvordan jeg skal tackle det, når jeg står i situationerne, men det giver lidt mere forståelse og tålmodighed, når jeg husker, at det er fordi han er frustreret.

      Svar
  6. Loui

     /  24. marts 2013

    Den opførte sig altså lidt mærkeligt, da jeg postede. Og nu ser det ud til, det er kommet på to gange. Sorry.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: