Hvad er egentlig pointen med den der tosomhed?

Nu vi snakker om parforhold og romantik, så læste jeg for nylig en artikel et sted på nettet (har glemt hvorhenne, så jeg kan desværre ikke linke til det), og forfatterens pointe er ligesom blevet hos mig, selvom jeg har glemt det meste af, hvad der faktisk stod. Det var noget i retning af:

Meningen med ægteskabet/parforholdet er ikke at “leve lykkeligt til sine dages ende”. Det er i stedet et væksthus, hvor vi lader et andet menneske komme så tæt på, at vi opdager alle vores fejl og mangler, og dermed får mulighed for at arbejde med dem, så vi hver især kan blive bedre mennesker.

Jeg tror nok, at jeg er en slags enig. Jeg har i hvert fald altid haft et mere pragmatisk end romantisk syn på kærlighed. Men alligevel er der noget.. måske er jeg ikke helt enig. Jeg er i hvert fald ikke helt færdig med at gruble over det, så derfor bliver dette ikke et fint afrundet indlæg om mine tanker, men måske mere en invitation til at blive en del af min bearbejdelse af artiklen.

Hvad er pointen med ægteskabet, parforholdet og tosomheden egentlig? Altså bortset fra det reproduktive aspekt. Hvorfor søger vi det? Hvorfor længes vi efter det? Hvad er det egentlig for en konstellation? Kulturskabt eller medfødt?
Okay, store ord, men jeg tænker og grubler og tygger på det, og måske har du en pointe mere at overveje?

Reklamer
Skriv en kommentar

3 kommentarer

  1. Når man så bliver skilt, er man da ikke interesseret i at blive et bedre menneske?

    Jeg kan nu meget godt lide citatet. Det rammer noget i mig, og det lægger ikke skjul på, at parforhold kan være svært. Jeg tror dog, at tosomheden er meget mere end det.

    Der er godt nok mange spørgsmålstegn i det citat og meget få svar. Nu er jeg også i grublemode.

    Svar
  2. Jeg er 100% på “leve lykkelig til sine dages ende” – altså, ikke forstået sådan at hver eneste dag vil være den rene lykkerus fra nu af og til evigt, for sådan ser verden (og hverdagen) jo ikke ud.
    Men jeg blev gift med Manden, fordi jeg ikke kan være ligeså lykkelig med nogen anden (eller alene) Måske det er mere korrekt at sige “det lykkeligste der kan lad sig gøre”. Og så synes jeg “dages ende” er så kort. HVIS der er et after-life af en art, gælder mit “ja” også der. Klart.

    Svar
  3. Bettina

     /  8. maj 2013

    For mig er tosomhed noget med tryghed. Noget med at kunne dele (hvad er fx lykke uden at dele den med nogen?). Noget med at føle man hører til. At man ikke er alene (selvom man nok er det). Og noget meget mere men det var lige det, der først faldt mig ind.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: