Sprængfarligt emne

Jeg vil gerne skrive dette indlæg, men det er vanskeligt for mig. Emnet forekommer mig tabubelagt; der er rigtig mange, der har følelser i klemme, og jeg har ikke lyst til at støde eller såre nogen. Omvendt er det et emne, som optager mig og fylder mig med undren over, hvordan vi håndterer (eller ikke håndterer) i dag. Emnet er abort.

20130613-114010.jpg

I dag, d. 13. juni 2013, er det 40 år siden det blev lovligt at få en abort i Danmark. I juni-nummeret af Eurowoman fejres det med en tre sider lang artikel, og i lederen skriver chefredaktøren Anne Lose blandt andet: “Det er svært at forstå, at det kun er 40 år siden, at den ret, der for mig er så naturlig, blev indført i Danmark” og “Det er uhyggeligt at tænke tilbage på den tid, hvor kvinder ikke frit kunne bestemme over deres egen krop”.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg på ingen måde ønsker mig tilbage til illegale aborter og kvaksalvere med strikkepinde. Det var forfærdelige forhold, og mange menneskers liv er blevet ødelagt både på den baggrund.
Alligevel forstår jeg ikke argumenterne for abort. Jeg kan helt ærligt ikke se, at det kan være en kvindes “ret”, og at det handler om at kunne bestemme over egen krop. Tværtimod bestemmer man jo over en andens krop: fosterets. Man bestemmer, at den krop ikke skal blive større. Man bestemmer, at den skal dø.
Kvinder har 100% ret til at bestemme over egen krop, men det kan vi gøre ved at vælge, hvem vi har sex med, hvornår vi har sex, og om vi bruger prævention. Det er vores fulde ret, og den må vi til enhver tid benytte.

Hele snakken om kvinders rettigheder og det at kalde det “fri abort” negligerer også de store følelsesmæssige omkostninger, der er ved at vælge provokeret abort. De kvinder, jeg kender, som har fået foretaget en sådan, har i hvert fald ikke bare oplevet det som at få fjernet en visdomstand. Der sker noget, når man ser de der to streger på graviditetstesten. I det øjeblik findes barnet i kvindens bevidsthed. Jeg ved i hvert fald, hvordan jeg ved begge mine graviditeter har nået at tænke alverdens tanker om fremtiden med og uden barn i den tid, der går fra mistanke om graviditet til man har tisset på pinden og ventet de obligatoriske to minutter på svaret.
Jeg vil vove at påstå, at enhver kvinde som vælger abort også ved, at hun fratager et barn dets liv, og derfor bevidst eller ubevidst må leve med de følelsesmæssige konsekvenser, der er ved det.

En sidste undren over abortdebatten går på den totale mangel på interesse for, hvad faderen har at sige. Kvinders rettigheder, barnets rettigheder, men hvad med mandens rettigheder? Der er altid to om at lave et barn, og selvom det opleves anderledes for en far, så har han også del i det spirende liv og bør derfor også tages alvorligt med på råd, når der skal tages et valg om abort. Mit indtryk er, at også mænd oplever en form for tab og sorg efter en provokeret abort, men at det kommer til udtryk på en anden måde.

I dag er det 40 år siden det blev lovligt for kvinder at slå børn ihjel uden at skulle spørge nogen om lov, men det er som om vi i de 40 år helt har glemt, at hvad det rent faktisk er vi gør, og at det er et valg med store personlige omkostninger. I stedet pakker vi det ind i rare ord som “frihed” og “ansvar” og “ligestilling” og gemmer de etiske dilemmaer et sted nede i hjørnet, hvor vi ikke rigtig kan se dem. Lad os i det mindste få en smule debat om emnet igen. Bolden er hermed kastet op!

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

7 kommentarer

  1. Jeg siger bare lige, at det jo ikke er alle graviditeter som er opstået i glæde. Der er forbrydelser, smuttere – hvor p-pillerne bliver ødelagt af anden medicin, opkastning, kondomet går i stykker osv – og så dem, hvor graviditetens placering er en trussel for kvindens liv. L
    Udover det, er jeg enig med dig I, at det vel ikke er noget at fejre. Det er derimod noget som vi ikke skal være bange for at snakke om. Netop fordi der ligger alle de der følelser under. Jeg tror, at mange af dem som får en abort, ville ønske at deres situation var anderledes, så de kunne vælge barnet til.
    Desuden er ingen af disse eksempler mine – Jeg har aldrig fået en abort.

    Svar
  2. Ida

     /  13. juni 2013

    Ja jeg er jo så en ivrig men tiende læser som nu alligevel fik lyst til at pippe lidt om dit rigtig vigtige indlæg.
    Jeg synes nemlig også det er rigtig vigtigt at vi får snakket om at det ikke er ukompliceret at få en abort – hverken biologisk eller følelsesmæssigt.
    Husmoder har også skrevet det godt og jeg er meget enig – det er nemlig rigtig godt at vi ikke skal have strikkepinde og renseribøjler, tanken får mig til at gyse. Dog måske det var en god idé at snakke mere om hvor alvorligt et indgreb det kan være.
    Vigtigst af alt synes jeg nu det er at vi har valget og ikke bevæger os mod amerikanske tilstande med had og religion involveret.

    Svar
  3. Husmoder siger det godt, synes jeg. Men som dig er jeg enig i, at en egentlig fejring vel ikke er på sin plads. Ligesom de rare ord heller ikke nødvendigvis er det. Det er dejligt, at det kan lade sig gøre uden strikkepinde og skumle baggårde for de, der har været ude for forbrydelser eller andre uheldige omstændigheder, der har gjort dem gravide, uagtet at det på ingen måde var meningen. Men når nogen bruger det som en form for ‘nødprævention’, bliver jeg helt dårlig. For som du også skriver, så kan det godt være, at kvinder har fået retten til at bestemme over deres egen krop, men det sker så på baggrund af fosterets ditto. Og jeg synes faktisk ikke, det er ok at få en abort, fordi ‘det ikke lige passer så godt lige nu. Men om et par måneder, måske’. Urgh.
    Jeg har aldrig fået en provokeret abort, men jeg har haft en spontan en af slagsen. Og det er dæleme ikke sjovt. For der sker noget, som du også skriver, når man ser de to streger på graviditetstesten…

    Svar
  4. weirdo

     /  17. juni 2013

    Jeg synes faktisk fri abort er en fantastisk ting. Ikke som præventionsform, men der sker smuttere og så synes jeg faktisk det er fint, at kvinden har valgmuligheden om hun vil “bindes” af det resten af sit liv. I min verden, er en del af det, at tage ansvar også, at anerkende når det er noget man ikke magter og, især i det her tilfælde, ikke har lyst til.
    Jeg synes ikke man kan argumentere, at man tager et andet liv, da jeg ikke ser et foster som et liv, før det kan klare sig uden for livmoderen og inden for de 12 uger, har det jo ingen chance ude i verden. ( sene aborter er en hel anden snak)
    Mandens rolle er lidt dobbelt. Jeg kan godt se det er træls for ham, hvis han gerne ville tage sig af det barn der var kommet ud af det, men modsat er det ikke ham, der skal bære på det i 9 måneder og ikke hans krop forandringerne sker på. Manden har jo også en form for “abort mulighed” her er det bare et levende barn han forlader, hvis han modsat moderen ikke ønsker et barn og det synes jeg egentlig er værre end en abort af et foster

    Svar
  5. Det er et sprængfarligt emne. Eller måske nærmere et sprængfølsomt emne! Og selvom det er 40 år siden det blev lovliggjort at få foretaget en abort, så er det bemærkelsesværdigt svært at tale om, netop på grund af de mange følelser, som er indblandet i valget.

    Jeg synes de ovenstående kommentarer er rigtig fine og indkapsler min egen holdning ret godt. Men jeg vil påstå, at der er grund til at fejre den fri abort og jeg synes bestemt det er en kvindes ret. At kunne vælge en uønsket graviditet fra ud fra forskellige parametre som forbrydelse, en ulykkelig situation, prævention som ikke virker, en uheldig smutter etc. må være op til den enkelte at beslutte. Jeg ved godt, at vi alle har ret til at træffe valg om, hvem vi har sex med, hvornår og hvilken måde vi beskytter os på. Men der sker fejl og sådan er livet. Konsekvensen heraf må vi leve med, hvad enten valget er abort eller graviditet.

    Jeg giver Weirdo ret i, at det i lige så høj grad er et ansvar at påtage sig at erkende ikke at være i stand til at tage vare på et barn, som det er et spørgsmål om at vælge et liv fra.
    Jeg kan ikke forestille mig, at ret mange får foretaget en provokeret abort uden først at have gennemtænkt det og jeg tror størstedelen er meget påvirket af beslutningen. Måske resten af livet.

    Samtidig med at fejre de 40 år vil jeg også mene, at det er vigtigt at debattere brugen af abort som prævention (omend jeg håber det er et fåtal som benytter denne form) og de følelsesmæssige og fysiske konsekvenser af aborten.
    I mine øjne er en af de langt alvorligere konsekvenser af den fri abort, når der bliver spekuleret i køn og hele det etiske aspekt omkring misdannelsesscanninger og de deraf følgende overvejelser.

    Dejligt, at du kaster bolden op i forhold til et så vigtigt emne

    Svar
  6. Jeg ved ikke, hvordan noget af dit indlæg kom ind i min kommentar:-) Måske du kan slette min første kommentar, så der ikke går helt rod i feltet?

    Svar
  7. Jeg tænker, at det er helt fint at ‘det er en ret’ at få fortaget en provokeret abort. Ud fra det synspunkt, at hvis man ønsker at foretage noget så drastisk over for sin egen og eget afkoms krop, så ville det nok ikke være toppen at være det barn, der blev født.
    Jeg har lyst til at sige, at hvis man er så tåbelig, at man vælger abort som prævention, så er man ikke voksen nok til at tage vare på et barn.
    Helt ærligt synes jeg, det er meget værre når nogen påstår, at det er en ‘ret at få et barn’.

    Ps. jeg har aldrig fået foretaget en provokeret abort. Men jeg har set 5 x 2 streger og har kun to børn. Jeg blev først ‘mor’ til mine babyer, da jeg kunne mærke dem, hvilket længe efter de 12 uger, hvor der er fri abort.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: