En skidegod idé!

Kender I de der dage, hvor man får en skidegod idé?

Sådan én har jeg haft i dag. Min skidegode idé var, at jeg ville gå om at hente ungerne UDEN at tage klapvognen med, fordi den oftest er årsag til onde konflikter om, hvem der må sidde i den, som tit ender med, at de begge får lov, hvorfor pågældende klapvogn har det med pludselig at tabe hjulene, fordi den ikke er bygget til to børn, hvoraf den ene er 4,5 år.

Min plan var derfor at hente Trolden først og tage hendes løbecykel med, fordi det så er hende, der skal gå længst, men det kan hun godt, hvis hun har cyklen. Rumpens cykel gad jeg ikke også slæbe på, så jeg besluttede, at han godt kunne holde til at gå de ca. 800 m hjem og gik det helt galt, måtte jeg bære ham lidt af vejen.

Min gåtur hen til børnehaven gik fint. Vejret var fint, omend en anelse truende skyer. Afhentning af Trolden gik også godt. Hun var ved at tegne, ville gerne med hjem og ville også rigtig gerne cykle. Vi øvede, at hun skulle stoppe ved hver krydsende vej og vente, indtil jeg indhentede hende. Det gik så fint!

Rumpens afhentning forløb også uden problemer. Han var ved at spise bolle, da vi kom, så Trolden og jeg fik lov at sidde med ved bordet og høre lidt om, hvad de havde lavet i dagplejen i dag. Derefter kom begge unger fint ud af døren, og så begyndte vi at gå de sidste 800 m. hjem.

Da vi havde gået 15 meter, fik Rumpen et flip, fordi der var et eller andet, han gerne ville have, som jeg ikke fattede, hvad var. Jeg prøvede alt, hvad vi havde med, men det lod ikke til at være noget af det. Til sidst fattede jeg det: Ungen ville have en bolle. Det måtte han få, når vi kom hjem, forklarede jeg ham, men det accepterede grev Rumpe ikke. Det hjalp heller ikke at forklare, at han lige havde spist en bolle, og til sidst måtte jeg bare tage ham op og traske afsted med en lille hidsig greve over skulderen.
Trolden havde i mellemtiden ventet pænt længe på os ved den krydsende vej, og hun havde brugt tiden på at beslutte, at vi skulle i den modsatte retning af, hvad vi egentlig skulle for at komme hjem. Da jeg insisterede på at gå i retning af vores hus, flegnede hun (måske smittet af Hans Hidsighed grev Rumpe) også, hvorfor de næste 20 meter ad rolig villavej med alt for mange mennesker hjemme føltes meget lange!

Her var det så, at jeg fik endnu en skidegod idé. Vi gik en lille omvej, så vi kunne komme forbi en legeplads, som forhåbentlig kunne aflede ungerne fra skrigeriet. Det lykkedes da også over alt forventning, og vi havde nogle hyggelige ti minutter sammen, indtil jeg bemærkede, at det var ved at trække op, og derfor afbrød legen, så vi kunne komme hjem, inden regnen kom.

Trolden tog sin cykel og fes afsted, men Hans Hidsighed NÆGTEDE at flytte sine ben. Han lagde sig ned midt på stien i det (heldigvis) lukkede stisystem med hovedet nede i asfalten, mens han brølede af uretfærdighed over, at han SELV skulle bevæge sine ben. Igen var der ikke andet for end at benytte sig af sin (endnu) overlegenhed i styrke og størrelse og slæbe ham med. Han tog det faktisk vældig fint at blive båret. Man er vel greve. Eller Majestix.

Jeg gik raskt til for at indhente Trolden, men opdagede så pludselig at Grev Rumpes nye Buzz Lightyear-bamse var væk. Jeg satte ham og de øvrige tasker og bamser ned på jorden og løb tilbage i retning af legepladsen, fandt Buzz og løb tilbage. Genforenet med Buzz glemte Rumpen helt at være sur over at gå selv, så han tøffede afsted i adstadigt tempo.

**** EKSTRA DELTAJER – SPRING BARE OVER ****
Sagen er jo, at Rumpen er snottet. Og på legepladsen kunne jeg altså ikke længere ignorere de massive elleve-taller, der stod under næsen på ham, så i mangel af andet tog jeg et par blade fra en busk og fik tørret det værste af.
På turen videre syntes Rumpen derfor, at samtlige blade på samtlige hække, buske og træer da ikke skulle snydes for lidt af hans kropsvæske, og han løb derfor i zigzag for at nå så mange blade som muligt. Det adstadige tempo var derfor MEGET langsomt.
**** SLUT ****

I laaaaanngsomt tempo nåede vi dog til sidst frem til byens “markedsplads”, hvor der afholdes byfest, cirkus og gadefodbold. Det meste af tiden er det bare en grøn plæne, omgivet af en række træer. Jeg har for længe siden indført en slags gemmeleg bag træerne, når vi går den vej, fordi det i sin tid fik Trolden til at komme hurtigere over pladsen, når man skulle løbe hen og gemme sig for den anden bag det næste træ. Og sådan skulle det også være denne gang. Både Trolden og jeg kom hurtigt igennem, men Grev Rumpe havde så meget spas af at gemme sig og blive fundet, at han bare blev ved med at løbe tilbage bag endnu et træ. Endnu engang blev løsningen: bær den lille skiderik.

Omsider nåede vi så langt, at vi kunne se vores hus for enden af vejen. Her satte jeg Rumpen ned, fordi mine arme efterhånden føltes temmelig lange, og jeg tænkte, at han nok ville gå, når han kunne kende vejen. Det gik dog ret langsomt, og Trolden var cyklet så langt, at jeg ikke kunne se, om hun ventede ved næste vej, så jeg lod Rumpen passe sit eget tempo og skyndte mig fremad, indtil jeg kunne se, at Trolden pænt stod ved vejen og ventede på os. Da jeg vendte mig om for at skynde lidt på Rumpen, var han væk. Fuldstændig væk! Ikke på vejen, ikke på fortovet. Jeg gik tilbage med en ret stærk fornemmelse af, hvor den lille ballademager var blevet af, og jeg fik ret. Han var drønet op ad den første den bedste indkørsel og hoppede nu rundt i en fremmed forhave, der var mere pryd end børnevenlig. Jeg hev ham med ud derfra, inden han fik trampet på blomsterne, men ungen blev naturligvis rasende. Igen lagde han sig ned på fortovet og skreg ned i asfalten.

NU var min tålmodighed for alvor opbrugt, så jeg slyngede Rumpen op over skulderen og vendte mig for at gå hjem, da jeg i et splitsekund ser Trolden, som er på vej tilbage til os efter at have ventet i virkelig lang tid, vælte på cyklen. Jeg sætter Rumpen ned og styrter hen til hende. Hun har slået sine knæ, det bløder en del, og hun er helt utrøstelig. Rumpen ligger stadig på fortovet flere meter bagude, men da jeg går hen til ham for at få ham med, begynder han at kravle, mens han siger som en kat. Katte-greven hives igen op i favnen, Trolden vil også op, men der er ikke mere plads i min favn, og jeg skal også have tasker, bamser og løbecykel med hjem. Jeg tager en hurtig beslutning, samler løbecykel og det andet i en lille bunke på fortovet, hvor det får lov at blive, mens jeg går hjem med to grædende unger.

Hey, jeg har en skidegod idé: I morgen tager jeg bilen om og henter børn!

Reklamer
Næste indlæg
Skriv en kommentar

1 kommentar

  1. Hold da k… en afhentning! Stakkels dig. Men jeg må indrømme, at da jeg læste de sidste par linjer kom til at smile en lille bitte smule over hvordan vores gode intentioner, som forældre, og børn bare ikke altid går hånd i hånd.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: