Karrysildsritualet og andre kærlighedserklæringer

karrysild

Da min mand og jeg begyndte at komme sammen, boede jeg for mig selv og fik økonomien til at løbe rundt på en ungdomsuddannelses-SU. Det var nok derfor, at jeg én af de første gange, jeg spiste hos Svigerfamilien, udtrykte min store glæde over en så sjælden luksus som karrysild. Min svigermor bed i hvert fald mærke i det, og her 13 år senere kan jeg være sikker på, at når vi besøger hende, har hun købt et kæmpe glas karrysild, og vi får altid resten med hjem, for hun spiser det ikke selv. Hver gang siger jeg tak og tager imod sildene, hvorefter de kommer til at stå i køleskabet, indtil de er for gamle, og så smides de ud. I virkeligheden er jeg nemlig ikke SÅ vild med karrysild. Jo, en enkelt mad i ny og næ, særligt op til jul, men det er ikke noget, jeg spiser ugentligt. Desuden har vi altså råd til at købe vores egne karrysild nu, så det er på alle måder en overflødig gestus fra min svigermors side.
Men ikke om jeg kan få mig selv til at sige det til hende. Nu har det jo stået på så længe, så det ville være pinligt at sige noget. Desuden er jeg mægtig glad for den kærlighedserklæring, der er indbygget i karrysildsritualet, og jeg vil ikke såre hende ved at takke nej.

På samme måde har min mand, som hverken drikker kaffe eller the, i årevis fået kakao hos min mor, som sætter pulveret frem og koger vand til ham, når vi kommer på besøg. Af ren og skær høflighed har han dog aldrig fået gjort opmærksom på, at det kakaopulver hun køber er beregnet til mælk, og jo længere tid der går, jo sværere er det at få sagt noget. Til Mandens held har min lillebror gaflet alletiders kæreste, som ikke er så sart med den slags, og første gang hun så kakao-ritualet udspille sig, brød hun ind og fortalte min mor sandheden: at hun i over 10 år har serveret en tynd og kedelig omgang kakao. Eller måske sagde hun bare: “Det der pulver er til mælk.”

Og så er der min veninde, som ikke kan fordrage sin svigermors fastelavnsboller, men hvert år føler sig forpligtet til at spise 2-3 stykker, fordi hun overroste dem, da hun i sin tid blev præsenteret for svigerfamilien.

Gad vide, hvor mange af den slags høflighedsritualer, der findes rundt omkring? Er der nogen i din familie? Og hvornår skal man sige noget, og hvornår skal man ikke?

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

2 kommentarer

  1. Jeg blev så glad helt ned i maven, da jeg læste dine fine beskrivelser af livets små og alligevel så betydningsfulde kærlighedserklæringer. Det er vigtigt at lægge mærke til dem. Det vil jeg øve mig på at blive bedre til. Tak!

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: