Vejen til 3

Så er det altså sådan det er. Vi får tre børn. Men det har ikke været en beslutning, der lå lige til højrebenet for os. Det har ikke været sådan, at vi altid har vidst, at vi ville have tre.

Efter Rumpenissens ankomst var jeg helt sikker på, at jeg ikke skulle have flere børn! Senere ændredede det sig til, at jeg ville ikke udelukke, at vi måske engang skulle have flere, men det skulle helt sikkert ikke være nu.
Men for halvandet år siden gik det pludselig op for mig, at hvis vi skulle have flere, så kunne det da godt være, at der ikke gik så længe inden det skulle til at være, så vi måtte hellere se at få besluttet, hvad vi ville. Min mand er selv efternøler med 11 og 8 år op til sine større søskende, og det har været meget vigtigt for ham, at vi ikke fik en sen efternøler, for selvom han har det godt med sine søskende, så har det ikke altid været nemt.

Nå, men så gik vi i gang med at prøve at beslutte noget. Det var meget noget med at spørge hinanden: “Okay, hvis du skulle beslutte noget lige NU, hvad ville du så sige?”, hvorefter det ofte viste sig, at den ene lænede mod et ja, mens den anden lænede mod et nej. Men følelsen blev aldrig ren – det var aldrig et ja uden en snert af “nej, nej, nej det kan jeg slet ikke overskue” eller et nej uden et stik af smerte over det barn, vi så ikke fik. Og sådan kørte det frem og tilbage i det meste af 2015.

Til sidst var det dog tydeligt for os begge, at det netop aldrig ville blive et helt entydigt svar, og at vi var nødt til bare at tage en beslutning på området. For mig var det vigtigste, at vi fik taget en fælles beslutning, som vi kunne stå sammen om, uanset hvad beslutningen så var. Hvis vi på ny skulle kaste os ud i lortebleer og dårlig nattesøvn, SKULLE det være noget vi var fælles om. Og hvis vi besluttede, at vores familie skal bestå af to voksne og to børn, så skulle det også være noget, vi stod sammen om, for der ville komme perioder med tvivl, og måske også sorg, og så skulle vi kunne være der for hinanden i det og minde hinanden om, hvorfor det var den vej, vi valgte at gå.

Vi gav os selv deadline for beslutningen til nytåret 2015/2016. Vi ville gå ind i det nye år med en beslutning. Og det gjorde vi. Vi besluttede at “åbne vinduet” for at der kunne komme et tredje barn, men kun i et halvt år. Hvis det ikke lykkedes inden da, så var det okay, og så ville vi lukke vinduet helt og nyde de børn, vi er så heldige at have fået.

Første gang der ikke var gevinst, græd jeg. Manden trøstede mig: “Vi prøver igen.” Og jeg mærkede helt tydeligt, at vi faktisk begge to virkelig ønskede, at det skulle ske. Da jeg anden gang stod med en negativ test, var jeg også ked af det. Men jeg var ret syg i den periode, så det fyldte ikke helt så meget. Det var den der slags irriterende influenza, hvor man er skidt, men ikke kan blive ordentligt syg så man kan få det overstået på et par dage i sengen. Det blev bare ved og ved og ved og ved, indtil jeg var gået så langt over tid i min cyklus, at jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage en test igen (selvom jeg vidste at den ville være negativ, for jeg havde jo testet tidligere), og en søndag morgen fik min halvsovende mand serveret en pind med tis på og et ivrigt: “Kig på den!”
Siden har vi ikke et øjeblik været i tvivl om, at vi vil det her, og at vi vil det begge to. For en uge siden indviede vi børnene i det også, og de vil det i hvert fald også! De er helt oppe at ringe begge to, og selvom jeg har været bekymret over, at der bliver næsten 5 og 8 års forskel fra dem til den nye, så nyder jeg, at de kan være så meget med, og at se deres glæde over at skulle være “dobbelt storesøster” og “store-lillebror”.

Udsnit af det obligatoriske facebook-graviditets-annonceringsbillede. Vi prøvede at få et almindeligt billede, men det gik ikke, så vi gik all in på crazy.


Når jeg skriver alt dette her, så kan jeg ikke lade være med at føle mig meget priviligeret. Tænk, at vi har mulighed for selv at vælge OM vi vil have flere børn eller ej. Jeg kender mange som længes og for hvem det ser umuligt ud. Det står desværre ikke i min magt at ændre på deres livsvilkår, men jeg kan øve mig i at være taknemmelig for det liv, jeg har fået – både det jeg selv lever, og det, der nu lever i mig.

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

4 kommentarer

  1. Sikke en dejlig historie og sejt, at I er enige 🙂 Kh. Birgitte

    Svar
  2. oeglemor

     /  30. maj 2016

    Det er en dejlig historie, som Birgitte skriver. Og så godt, at I er enige! Herhjemme er vi ved endegyldigt at beslutte om vinduet skal åbnes eller lukkes – for både jeg og børnene er ved at nå en alder, hvor vi ikke bare kan overspringshandle for evigt for derefter at sige “nåh ja, vi ville i øvrigt også gerne have haft en mere”. Som jeg skrev i et indlæg for nyligt, så læner vi os begge mod at lukke vinduet helt. Men beslutningen bliver lige vendt et par gange mere – bare så vi er helt sikre! 🙂 Kh

    Svar
    • Ja, det er helst ikke sådan en beslutning man skal overspringehandle sig ud af at tage stilling til. Eller sådan er det i hvert fald ikke for mig.
      Jeg håber, I finder frem til det, der giver mest mening for jeres familie, og at det, uanset hvad, bliver en beslutning I er fælles om.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: