Siden sidst…

…har Trolden afsluttet 0. klasse, men hun var hønesyg det meste af sin sidste uge. Dog fik jeg lov til at komme forbi med hende en times tid den allersidste dag, så hun fik sagt “God sommer” til lærerne og kammeraterne. Hun var meget bekymret over, om hun gik glip af sidste skoledag, for som hun sagde: “Mor, det er bare den vigtigste dag!”, så det var godt, at hun trods alt fik sagt farvel.

…har Manden og jeg fejret kobberbryllup, som man gør i eventyrerne: 3 hele dages festivitas! Som nævnt fejrede vi det selv fredag med restaurantbesøg for vores unger og vores forældre, og lørdag med den helt store tema-fest i charterstil. Men allerede torsdag aften blev vi “overrasket” med æresport og sang ved vores hoveddør, og så mange mennesker, som der vist aldrig før er stoppet ind i vores stue på én gang. Det var i sandhed en fest, og lørdagens hurlumhej skal vist uddybes i sit eget indlæg.

…har jeg været til scanning, og vi ved nu, at det er en lillebror, der ankommer i vores familie slut-november. Det har skørt nok overrasket mig, for uden jeg var klar over det, har jeg åbenbart tænkt, at det ville blive en pige. Jeg tror, at det hænger sammen med at vi faktisk havde fundet et pigenavn, som vi begge to var ret vilde med, og så må jeg have konkluderet, at så blev det nok en pige. Men stille og roligt falder det på plads hos mig, at vores familie kommer til at bestå af to piger og tre drenge (voksne inkluderet – vi har INGEN planer om 5 børn!). Ungerne er i hvert fald begejstrede og snakker meget om og til lillebror, som er begyndt at sparke så meget igennem, at de kan være heldige at mærke det.

…har jeg købt graviditetstøj. Jeg er nu lidt over halvvejs og ingen bør længere være i tvivl om, at det er en baby – og ikke kage – der har udvidet min mave.

…har jeg meldt mig ind i en online mødregruppe – og meldt mig ud igen. Når det er tredje gang, bliver jeg bare lidt træt af spørgsmål som “Kan man godt tage til koncert, når man er gravid?” og “Hvilken barnevogn vil I købe?”. Been there, done that. Bortset fra, at vi da nok alligevel bliver nødt til at købe ny barnevogn – og ny bil.

…har vi nydt en uges ferie med venner på camping. Nydelsen bestod klart i at være sammen med gode venner, som har børn, der klikker godt med vores. Camping-delen er ikke min favorit, men det har også sin charme. Desværre var vejret bestemt ikke med os, hvilket forøger mit had til ferieformen med flere decibel.

…har vi været på en halv-impulsiv tur til Berlin med ungerne. Det var rigtig godt, og det skal også have sit eget indlæg. Vi har været lidt frem og tilbage om, hvad vi skulle i år – syntes ikke at pengene rakte til det helt vilde, men omvendt er vores situation næste år helt anderledes med et lille nyt menneske og den dagsrytme, der følger med sådan én. Derfor endte det med, at vi ville benytte os af, at vores børn er relativt store og godt kan få noget ud af sådan en by-ferie.

…har vi stadig lidt ferie herhjemme. Ungerne og jeg er så heldige at have knap halvanden uge endnu, mens Manden begynder igen på mandag. Sommerferien er den eneste reelle ferie om året, jeg har, så derfor har jeg fire ugers ferie. Jeg har stort set altid i hvert fald lidt arbejde på øvrige helligdage og ferier. Så jeg stornyder det, lægger arbejdet helt væk, og kaster mig over diverse projekter herhjemme.

Reklamer
Skriv en kommentar

1 kommentar

  1. Piratfest for Rumpenissen | gravidgrahvad

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: