Piratfest for Rumpenissen

I søndags blev Rumpenissen 5 år. Det er en dag han har glædet sig LÆNGE til! Allerede før sommerferien begyndte han at tale om det, og vi prøvede at hjælpe ham med ventetiden ved at sige, at hans fødselsdag først var efter sommerferien – med det resultat at han første dag i børnehave efter ferien var mega-muggen, fordi det ikke var hans fødselsdag endnu.

I torsdags blev det så tid til at holde fødselsdagen for hele hans gruppe i børnehaven. Han havde kæmpet meget med sig selv over, om vi skulle holde fødselsdagen henne i børnehaven eller om de skulle komme hjem og besøge ham. Der er nemlig den politik, at det kun er ved 5 års fødselsdage, at de tager børnene med ud af huset – beskæringer, beskæringer. Så på den ene side var det nu muligheden var der, på den anden side kunne han næsten ikke rumme tanken om, at alle de børn skulle lege med hans legetøj – og hvad nu hvis noget gik i stykker?
Kompromiset blev, at vi ryddede stuen for al lego og spærrede af til overetagen, så børnene ikke kunne komme ind på værelserne, men kun være i stuen og køkkenet. Så kunne vi finde noget legetøj frem, som de gerne måtte lege med.

Han havde desuden ønsket sig en piratfest. Vi er erfarne temafest-planlæggere (se fx. her og her om vores suveræne kobberbryllup, som stadig afventer sit eget indlæg), så det burde være en smal sag for os at lave en piratfest.
Det endte med, at det hele stort set blev planlagt og lavet aftenen før – stor tak til google og til det faktum at Rumpen ikke er den første dreng i verden, der har ønsket sig en piratfest.

Aftnen før sad jeg således og lavede individuelle skattekort og skatte til samtlige 14 unger. Det endte med at blive en slags historie, jeg fortalte for ungerne om min tip-tip oldefar, Torben Toben som var pirat, og som ville lade sin skat gå i arv til en ægte pirat-arving.

Torben Toben i al sin vælde – i virkeligheden et fremgooglet billede, printet af dårlig printer og sat i fin gammel guldramme.


Så var der en række udfordringer, der skulle vise, at ungerne var værdige arvinger:
– de skulle sige som en pirat (arrr, splitte mine bramsejl, ohøj o. lign.)

– derefter var det også vigtigt at ligne en pirat. Her var lidt sort ansigtsmaling udgangspunkt for både ar, overskæg, beskidte kinder og et par enkelte dødningehoved-tatoveringer.

– og som ægte pirat skulle man naturligvis have klap for øjet. Jeg havde klippet noget sort karton ud og klipset bukseelastik på, og det gik rent ind hos ungerne.

– så var ungerne klar til den sidste og endelige udfordring: kunne de læse et skattekort? Manden havde lavet en grundplansskitse over vores grund, som vi havde printet i A5. De blev krøllet og rullet i kaffegrums, og inden børnene ankom var jeg rundt og gemme de 15 skatte og sætte kryds på tilhørende skattekort.

“skattekisterne” er købt i Søstrene Grene


På trods af forklaring af hvordan kortet skulle forstås, var det svært for ungerne at gøre det helt på egen hånd, men med lidt hjælp og “det bliver varmere/koldere” lykkedes det alle at finde deres skat, som indeholdt 2 chokoladeguldmønter og en ballon.

Derefter var det tid til boller og kage. Bollerne blev transformeret til den øde ø, hvor skatten var begravet, takket være kakaorør og basilikum, samt nogle pirat-fødselsdagslys jeg engang fandt i en hobbybutik.

Den øde ø – en vigtig del af ethvert piratunivers.


Manden havde lavet et piratskib af en chokoladekage bagt i rugbrødsform og skåret til og pyntet med kakaorørs-kanoner mm.

Som drikkelse kunne ungerne vælge mellem klar rom (vand), hvid rom (mælk) eller gylden rom (hyldeblomstsaft) – altsammen hældt på flasker med patentlåg og prydet med labels med noget semi-kalligrafi for at give det et pirat-feel.

Jeg synes alt i alt at det lykkedes os at lave en helt hæderlig temafest, og særlig stolt var jeg nok af at det også lige lykkedes mig at lynimprovisere en ekstra pirat-historie om Torben Toben, da nogle af ungerne efterspurgte flere historier om hans liv. En ungdom brugt på impro-teater blev pludselig meget værdifuld. 😊

Reklamer
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: