En hverdags-observation i Amsterdam

I januar var Manden på konference med sit arbejde i Amsterdam, og vi fik ordnet det så snildt, at jeg kunne tage med. På den måde havde jeg god tid til at rende på museer, hvilket han alligevel ikke gider, og vi kunne stadig være sammen om aftenen, spise ude og hygge os, som om vi havde rigtig ferie sammen. Win-win!


En af dagene havde jeg en oplevelse, som er blevet hængende hos mig.

Det var frokosttid og jeg havde fundet mig noget mad på sådan en café, der var så smart, at den, i stedet for de almindelige små caféborde, kun havde borde i spisebords-størrelser eller langborde, så man ligesom blev tvunget til at sidde sammen med nogen, man ikke kendte.
Ved “mit” bord kom der således en mand og en kvinde og satte sig. De snakkede naturligvis nederlandsk, hvilket jeg ikke fattede noget af, men så blev det på en eller anden måde så meget mere spændende at prøve at lure, hvad deres relation til hinanden var. Var de mon et par? Eller måske kollegaer? Eller søskende?

Straks efter de havde bestilt, hev manden sin smartphone frem og begravede sin opmærksomhed i den. Kvinden sad afventende et øjeblik, men da manden ikke lod til at kigge op lige foreløbig, tog hun et af de magasiner, som lå på bordet og begyndte at bladre lidt i det. Ind i mellem snakkede de sammen, dog uden at fjerne deres blik fra hverken telefon eller magasin.
Mens de spiste, fortsatte samtalen – dog primært med blikket vendt mod telefon/magasin – og uden at jeg kunne forstå ordene, fik jeg en fornemmelse af hårdhed i deres tone til hinanden – men det kunne måske også godt bare være klangen i det hollandske sprog.

Til sidste rejste de sig og gik, og jeg fulgte dem med blikket hen over pladsen, som cafeen lå på. Manden, som var markant højere end kvinden, gik hurtigt og var hele tiden et skridt foran kvinden, som måtte småløbe for at følge med.

sillywalks

Min konklusion på mit lille observationsstudie blev, at de enten måtte være et par eller i meget nær familie. Man ville ganske enkelt ikke behandle en kollega på den måde – uanset hvor uenige man var om noget. Med en kollega ville man oppe sig og ikke bare begrave sin opmærksomhed i telefonen, og man ville tilpasse sit gå-tempo til den kollega, man havde spist frokost med.
Det er i de nære relationer, at vi tillader os at være vores værste selv og behandle andre med mindre respekt, end vi ville give selv vores værste kollega.


Jeg tror, at oplevelsen er blevet hængende hos mig, fordi den viser mig lidt om, hvordan jeg selv kommer til at behandle mine nærmeste. At jeg ofte anstrenger mig mere for at vise mig god og venlig overfor mennesker, der faktisk ikke betyder nær så meget for mig, som dem jeg anstrenger mig mindst overfor. Det er da paradoksalt!
Omvendt er det også i de nære relationer, at jeg føler mig tryg nok til ikke at skulle fremtvinge en facade af positivitet og venlighed, hvis det ikke er sådan, jeg har det. Det er der, jeg kan stå ved mine dårlige sider – og stadig have en forventning om at blive elsket på trods.
Og det er selvfølgelig godt – men måske kunne jeg godt anstrenge mig bare en lille smule mere i det daglige, så mine nærmeste ikke kun skal elske mig på trods, men også lidt på grund af…

Reklamer
Skriv en kommentar

6 kommentarer

  1. Det var en rigtig fin observation – og en rigtig fin påmindelse. For det er nemlig rigtig, at vi ofte ‘anstrenger’ os mere for at være en bedre udgave hos folk, der ikke er de nærmeste. Og egentlig er det jo trist – det er jo de nærmeste, der er ens hjertenskære. Og de skal da også have den bedste side. Tak :-).

    Svar
  2. Ja, det var en fin observation – og du har ganske ret. De kære skal også have lidt af ‘det gode’. Kh. Birgitte

    Svar
  3. oeglemor

     /  4. oktober 2016

    Super fin – og også ganske rigtig, tror jeg – observation. Det er skræmmende, hvordan opmærksomhed pludselig er noget, man ikke længere har krav på i en relation, fordi der er så meget, der distraherer. Når det er sagt, så kan HDD og jeg sagtens hygge os på en café med hhv. telefon og magasin. Fordi det også nogle gange er rart at være sammen uden at være ‘på’, og fordi vi som regel har drøftet mangt og meget på vej til caféen. Så dropper vi selvfølgelig bare det hårde tonefald – og det nederlandske 😉

    Svar
    • Helt sikkert at man godt kan være sammen og lave noget hver for sig, uden at det betyder at man står til at gå fra hinanden. Tværtimod synes jeg at der netop også er noget livgivende i at lave noget hver for sig – sammen. At den blotte tilstedeværelse af et elsket menneske kan tanke én op, selvom man ikke nødvendigvis sidder i dyb, koncentreret samtale.
      Men det virkede ikke specielt livgivende, dét jeg observerede der i Amsterdam, så der skal nok være nogle andre faktorer, der er på spil der.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: