Barselspanik

Nu har jeg næsten gennemlevet en hel barselsuge!
Det har været så godt og tiltrængt, og meget af tiden bliver brugt liggende på sofaen, men det er vel også én af grundene til, at man går på barsel inden barnet er født.

Lige så stille begynder vi også at blive klar til lillebrors ankomst. I efterårsferien havde vi besøg af min far og stedmor, og de hjalp med en hel masse gode praktiske ting. Bl.a. fik min stedmor og jeg sorteret alt ungernes aflagte tøj, som bare var blevet kastet lidt tilfældigt ned i nogle poser og derefter ud i vores meget rummelige skur. Sorteringen resulterede i tre sække, som blev sendt til genbrug; én sæk til recirkulation hos min lille niece med alt det, der var for piget til at jeg vil putte lillebror i det, og et helt hav af flyttekasser med alt det sortererede tøj.
Jeg har også fået hentet en barnevogn og købt vinterstøvler til de to store.

På den måde bliver vi stille og roligt klar til at tage imod den lille fyr. Vi mangler dog stadig at købe bil, men det er noget med banken, og forhåbentlig får vi styr på det i denne uge, så vi kan købe i næste uge. Og så er der sådan noget som at få pakket en taske til hospitalet og den slags, men vi når det nok.

Men i takt med at vi bliver parat, bliver jeg også ind i mellem ramt af panik: SHIT – der kommer rent faktisk et BARN?!! Endda en lille bitte baby som bare skriger og skider. Og jeg skal igennem ammecirkus, natteroderi og bleskift igen. Og hvad vil det gøre ved vores familie? Det hele bliver lige rystet rundt med sådan et lille menneskes ankomst, og hvordan vil ungerne reagere og hvordan vil vi voksne reagere?
Usikkerheden ved, hvordan livet med lillebror kommer til at se ud, skræmmer mig ind imellem fra vid og sans. Men det er jo fordi det er ukendt – jeg kender vores familie, som den har set ud de sidste fem år: mor, far, troldepige og rumpenisse, og det er jeg tryg ved, for det har jeg lært at navigere i.

Der er det ved fremtiden, at den kan se meget skræmmende ud fra afstand, men et klogt menneske har engang lært mig, at i det øjeblik at fremtiden bliver til nutid, så er den slet ikke så farlig – så kan man handle og agere i dét nu, men man kan ikke handle og håndtere fremtiden før den er blevet til nutid, og det er derfor den virker så skræmmende nogle gange. Så det bedste man kan gøre er at prøve at lade være med at tænke for meget på fremtiden og i stedet forholde sig til det nu, man står i, og handle der. Med et bibelsk udtryk, så har hver dag jo nok i sin plage.
Og når lillebror så kommer til verden, så finder vi jo ud af det. Så lærer vi vores nye familiesammensætning at kende og begynder stille og roligt at kunne handle og navigere i dét nu, der er til den tid.

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

5 kommentarer

  1. Det er nemlig rigtigt; når først man står midt i det, så er det slet ikke så faretruende, som det pludselig kan føles på forhånd.
    Jeg husker, omkring juletid da jeg var gravid med Mindste Pode, og Mand og jeg vågnede en morgen ved lyden af de to store, som listede ind i stuen og tændte for Ramasjang. Uden at ha’ brug for mor og far. Som kunne sove længe…. Da kiggede vi på hinanden, og spurgte os selv om, hvad fanden det dog var, vi havde gang i….. Men da Mindste Pode kom, og var så skøn og fin og perfekt, så udsatte vi lige alt det med at sove længe. Og alt det andet. Og det er selvfølgelig det hele værd! JEG glæder mig i hvertfald til jeres lillebror kommer! ❤️

    Svar
    • Tak for påmindelsen om, at det selvfølgelig er det hele værd. Og vi har jo resten af livet (minus de næste 5 år oder so) til at sove længe og alt det andet, som vi nu bytter mod en lille skrig-skinke, som vi kommer til at elske.

      Faktisk havde jeg en slags åbenbaring forleden aften, da jeg var ved at putte unger hos nogle venner, og derfor sad hos dem indtil de begge sov. Som bekendt er der jo ikke noget sødere end sovende børn, og jeg blev overvældet af ømhed og kærlighed til dem, og der var det at det slog mig, at det jo ikke er en eller anden tilfældig unge, vi får. Jeg får én mere ligesom de to jeg har. Èn som jeg vil elske betingelsesløst, og som jeg vil undres over og beundre på samme måde, som jeg gør med de store. Det er jo sådan et barn, som jeg lige nu agerer hylster for. Og det er noget helt andet end det lidt upersonlige billede af en “baby” som jeg hidtil har haft, når jeg har tænkt på lillebror.

      Svar
  2. Ja, ting virker mere uoverskuelige på afstand. Det er nemmere når man står i det, er nødt til at lære at navigere i det – for det lærer man!
    Jeg syntes springet fra to til tre børn var det mest uoverskuelige. Det der med ikke at være voksne nok til børn. Men efter den første måneds tudeture, fra hormonmor, baby, og søstre, blev det rutine og skønt:)
    Glæder mig til at se jeres baby og høre om fødsel!

    Svar
    • Jeg har hørt flere sige det der med overgangen fra 2 til 3 som værende den hårdeste. Jeg krydser alt, hvad jeg kan for, at det også hænger sammen med, at de børn er født tæt, for det er mest forældre, som har fået børnene med få år imellem, jeg har hørt sige det.
      De to store er selvfølgelig ikke fuldstændig uafhængige af os, men deres behov er ikke helt så akutte, som når man står med tre blebørn.
      Og uanset har du jo ret i, at det bliver rutine og hverdag igen på et tidspunkt. Så må jeg bare tude mig gennem julemåneden 😉

      Svar
  1. Klar parat til skolestart | gravidgrahvad

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: