Et nytårsønske

Forleden aften var jeg til julefrokost med bettefisen på armen, og som det nogle gange sker til den type arrangementer, så blev vi kastet ud i en selskabsleg, der bestod i at “interviewe og præsentere vores sidemand/kvinde”. Min sidekvinde lå ikke på den lade side med gode spørgsmål, så hun spurgte mig til mine nytårsfortsætter, men ændrede det til mine nytårsønsker, da jeg ikke kunne komme i tanker om et eneste muligt nytårsfortsæt. Men nytårsønsker – dem har jeg flere af!

Mit ønske for det nye år er, at vi må lande på benene igen – nu som familie på fem. Med lillebrors ankomst blev vores familie, som den har set ud de sidste 5 år, kastet op i luften, hvor vi nu svæver rundt, hulter til bulter, og hver især forsøger at navigere så godt vi kan i vægtløs tilstand. Det gør det absolut ikke nemmere, at det også er december, som i al dens hygge og herlighed, også er en ekstra presset tid, hvor der skal sørges for gaver (thank God for online shopping!), afholdes diverse julekomsammener og fødselsdage, og så skal der naturligvis nisses og hygges og jules.

Jeg tror især, at manden min er hårdt ramt. Naturligvis. Meget af det vi før var to om, med de to store, står han nu selv med, fordi jeg er på med den lille og stadig bruger de fleste af døgnets timer på at amme. Jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, men bliver også frustreret over at jeg ikke kan bidrage som før.

Ungerne er også pressede og reagerer ved at gå tilbage i udvikling, være mere konfliktsøgende og skrue op for fjollerierne. Her er det særligt Rumpenissen, som forsøger at gemme en usikkerhed eller ked-af-det-hed bag en klovnemaske, hvad enten han leger baby eller laver fagter og grimasser for at få lillebror til at grine, hvis han græder (hvilket en 2 uger gammel baby reagerer rimeligt lidt på).

I går aftes fik jeg dog omsider hul igennem til Rumpen. Jeg skulle til at putte ham, men lige i samme øjeblik begyndte bettefisen at græde efter mad. Jeg foreslog Rumpen, at han kunne komme med ned i stuen, mens jeg ammede, og jeg så puttede ham bagefter, men han blev bare bundulykkelig og begyndte at græde. Så jeg fik i stedet monteret lillebror på et bryst, mens jeg trøstede Rumpen. Han kunne ikke selv sætte nogen ord på, hvad han var ked af, men jeg fik lov at ae ham og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham. Jeg forsøgte især at understrege, at han har en helt særlig plads i mit hjerte, som ingen kan tage fra ham. Jeg ved ikke, om det er dét, der er på spil hos ham, men det er i hvert fald noget der ligger mig på sinde, at han ved.

Så, jeg glæder mig til at vi lander igen – forhåbentlig på benene. Jeg er klar over, at alt hvad vi oplever pt. af konflikter, ked-af-det-hed og frustration er fuldt ud normalt, og at det går over igen. Det er bare hårdt nu her, mens det står på.

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

6 kommentarer

  1. Åh hvor kan jeg nikke genkendende til mig af det, du skriver! Vores mellemstemand er også fra december måned, og det var den mest forfærdelige jul, vi nogensinde har haft! Ingen julestemning overhovedet 😯 Hvis du har lyst skrev jeg lidt om det i sin tid http://provinsmor.dk/vaere-blevet-en-familie-paa-fire/
    Men nej, jeg tror bestemt heller ikke, at det gør det lettere, at det er december.

    Og så kan jeg altså ikke lade være med at smile en smule af det med din mand. Min mand havde det på fuldstændig samme måde, da vi fik barn nummer 3, og jeg tror, han var lettet, da han igen startede på arbejde. Han er stadig på væsentlig mere arbejde end før, men allerede nu går det bedre, måske også fordi han har vænnet sig lidt mere til, at mor ikke længere kan nå alt! Men din dårlige samvittighed- den kender jeg! Vores datter er nu 3 måneder, og familien er vist ved at falde på plads igen 😊 Husk at nyde midt i kaoset (til tider) 😊

    Svar
    • Det er godt at høre, at det falder til ro igen på et tidspunkt. Jeg synes allerede, at jeg kan mærke en forskel nu, selvom vi kun lige har taget hul på hverdagen igen. Det hjælper vist også min mand at være tilbage på job igen.

      Og jeg husker at nyde. Jeg nyder ham den lille, og jeg nyder at opleve de to stores omsorg og kærlighed. De kan jo næsten ikke vente med at vække ham, hvis han sover, når de kommer hjem. 😀

      Svar
  2. December og lillebror er også meget at kapere på én gang. Håber det hele bliver godt igen snart. Kh. Birgitte

    Svar
    • Tak, Birgitte. Det gør det helt sikkert. Som jeg skrev til Tina ovenover, så synes jeg at jeg kan mærke en forskel nu, hvor vi er kommet ud af december.

      Svar
  3. Det er store ting der sker, jeg håber, at du alle besværlighederne også husker at sidde der og amme, og være til stede i det. Selvom du er bundet og gerne vil nisse og julehygge. De bedste ønsker om en god flyvetur og en snarlig blid landing.
    kh RIkke

    Svar
    • Mange tak, Rikke. Og ja, jeg prøver at være tilstede i amningen og samspillet med den lille. I det hele taget er livet med en baby én lang træning i at være til stede i nuet, for når man ammer, kan man ikke andet, og der er ikke rytme eller noget nok til at man ved, hvor længe han vil sove osv. Man er bare nødt til at tage det som det kommer. Meeen, det er ikke altid så let som det lyder 😉

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: