Ensom og indebrændt

Hvad er det lige der sker for mit hoved, når jeg er på barsel?! Jeg bliver super indebrændt og sensitiv og kører alting helt vildt meget op, men evner ikke at få meldt noget ud eller sagt det højt, så luften kan gå af ballonen.

I går var en af de mere anstrengende dage herhjemme. Bettefyren var grumpy og ville ikke rigtig noget i sine vågne perioder, så jeg bar ham meget rundt. Heldigvis skriger han sjældent, men han brokker sig og basker rundt med arme og ben for at vise, at noget ikke er som det skal være med ham, og det betyder, at man skal holde godt fast, når man går med ham, så da vi nåede til aften var jeg helt spændt op i nakke og skuldre. Desuden var igår den eneste aften uden program på i denne uge, og jeg længtes egentlig bare efter at være sammen med Manden, og at han måske kunne aflaste mig lidt med at bære rundt på den utilpasse baby.

Det er hans putteaften af de store, og imens går jeg rundt med Mister Grumpy og forsøger at finde nye måde at holde ham på, for om muligt at belaste skuldre og nakke lidt mindre. Jeg drømmer om, at han måske kan puttes tidligere i aften, og at Manden og jeg så måske kan finde en ny serie at se sammen eller måske bare få snakket lidt, og jeg begynder at blive utålmodig efter, at han skal få puttet færdigt og komme ned til mig.
Da han så kommer, går der først Praktiske Gris i ham – han putter det sidste i opvaskemaskinen og sætter den i gang, og så melder han ud, at han skal have kigget på noget for forældrebestyrelsen i børnehaven, finder sin computer frem og sætter sig bag skærmen.
Jeg skulle ha’ sagt noget, det ved jeg. Jeg kunne for eksempel have foreslået, at han ventede med det til jeg gik i seng, eller til mens jeg puttede den lille. Eller jeg kunne have sagt, at jeg virkelig havde brug for, at han tog bettefyren lidt for det havde været en anstrengende dag. Jeg kunne have spurgt, om ikke vi skulle gøre noget sammen, når nu det var den eneste aften uden program på i denne uge.
Men jeg sagde ikke noget. I stedet påstod jeg, at bettefyren skulle have skiftet ble, så jeg kunne stå ude på badeværelset og fælde nogle tårer i fred og ro fra larmen af udsugningen.

Jeg bliver nemt ensom, når jeg går på barsel, og jeg husker pludselig, at det primært er i mit parforhold, at jeg bliver ensom. Fordi vores teamwork pludselig er delt op: jeg tager mig af den lille og han tager sig af de store. Fordi aftnerne ikke længere er fælles oaser, hvor vi sammen restituerer efter ungerne er puttet og får snakket og delt liv med hinanden. Og fordi jeg af en eller anden grund ikke længere kan finde ud af at artikulere mine behov, men i stedet iklæder mig en uklædelig martyrrolle, så jeg foretrækker at græde min modige tårer i skjul og ellers fiske efter, at han af sig selv skal tilbyde sin hjælp eller spørge til, hvordan jeg har det.
Jojo, han kunne da helt sikkert oppe sig, men jeg kunne jo begynde med at få åbnet min mund og SAGT noget. Hvorfor hulan er det pludselig blevet et problem?! Og hvorfor føles det som om jeg risikerer noget, hvis jeg fortæller ham, hvordan jeg har det? Hvorfor er jeg så bange for at blive afvist? Jeg ved jo, at han elsker mig, og at han gerne vil hjælpe, men hvordan skal han kunne gøre det, hvis ikke jeg siger noget?!

Så, hovedet ud af navlen og ud at risikere at sige noget højt. Det dør du ikke af. Tværtimod.

Reklamer
Næste indlæg
Skriv en kommentar

6 kommentarer

  1. Forsmået husmoderattitude er sjældent et købt syn, men altså nogle gange så er det for helvede bare sådan det er! Ork, hvis du vidste for FORFÆRDELIG jeg er på det punkt… So not pretty. Men altså: IKKE slå dig selv oven i hovedet med det! Man kan ALTID bagefter tænke hvad man skulle ha’ gjort; ‘hvis og hvis, min røv er spids’, som man siger. Måske du havde behov for at vande høns på toilettet i går? Og så bliver i aften meget bedre fordi du nu får sagt til din bedre halvdel, at du trænger til tosomhed med andre end jeres baby? Det ordner sig, det ved jeg. Kort opsummering i tilfælde af tvivl: Alle hyler ind i mellem, du har min ryg! ❤️

    Svar
  2. oeglemor

     /  8. februar 2017

    Det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase. Som jeg vil vædde med, størstedelen af alle nybagte mødre har stået i indtil flere gange. Også i takt med at børnene bliver større. Jeg er blevet bedre og bedre til at slippe Mor-matyrrollen, men nu er min den yngste jo altså også efterhånden fem, så det manglede sqda sådan set også bare. Da han var lille – åhhh, altså. En skønsom blanding af frustration, træthed og passiv-aggressivitet over, at HDD ikke var tankelæser. Særligt på de aftener, hvor jeg havde forestillet mig, at vi rigtig skulle hygge os. Men bare lige havde glemt at sige det højt ❤

    Og ja, man skal helt sikkert sige tingene højt. Men man skal også have lov til at græde lidt ved puslebordet, når skuldrene sidder fast ved ørerne, og man savner både tosomheden og de store børn. I aften bliver bedre!

    Svar
  1. Kun en lille bitte smule i tvivl | gravidgrahvad

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: