Kun en lille bitte smule i tvivl

Det der barsel er stadig noget, jeg ikke er så god til. Før vinterferien kom en af pædagogerne i Rumpens børnehave til uforvarende at spørge, “om jeg så rigtig gik og hyggede mig med at have barsel?”, hvorefter jeg kom til at brække mig i ord ud over hende. Jaja, hvad hjertet af fyldt af, flyder munden over med. Hun så lidt forskrækket ud og øffede noget om, at man jo godt kan starte tidligere på arbejde eller lave forskellige fleks-ordninger.

Jeg arbejder med ledelse af frivillige, og flere af de frivillige, som jeg leder (efter), er også mennesker, jeg ses med privat. Derfor kan jeg følge pænt meget med i, hvad der sker på mit arbejde, og det er faktisk ikke helt vildt godt… for det kører virkelig dårligt. Barselsvikaren har ikke rigtig kunnet løfte opgaven + at der lige kom en række uforudsete udfordringer ind fra siden, hvilket betyder at “mine” frivillige kører på pumperne, og jeg ved, at nogle af de meget sejlivede af slagsen, regner med at stoppe til sommer.

Derfor har jeg de sidste 14 dage oder so brugt en del vågne nattetimer (udover amningerne) på at overveje, om jeg skal starte op igen snart. Jeg er helt ærligt meget bekymret over, hvad jeg mon kommer tilbage til, hvis jeg venter til efteråret med at vende tilbage, sådan som jeg oprindeligt havde tænkt. Jeg frygter at det arbejde, jeg har brugt tre år på at opbygge – med STORT fokus på trivsel i frivilligheden og ikke at brænde ud – vil være fuldstændig spildt, og jeg skal ikke bare begynde forfra: jeg skal også have genopbygget noget tro og tillid.
Mit håb havde egentlig været, at de frivillige under min barsel ville blive mere selvkørende, så jeg, når jeg kom tilbage, ville få mere tid til nogle af de andre (sjovere) projekter, jeg også er ansat til at varetage.
Sådan kan det selvfølgelig stadig nå at ende, hvis de får vendt krisen, men hvad nu hvis de ikke gør?

Som sagt har jeg brugt en del tid på at spekulere, og jeg tror, at jeg er nået frem til, at jeg ikke skal starte igen lige nu. Dels fordi jeg overhovedet ikke er klar til at slippe lille D allerede, men mest fordi min motivation for at begynde handler mere om at skulle redde noget, end det er for min egen skyld. Hvis jeg forestiller mig scenariet at alt kørte på skinner, så kan jeg mærke, at jeg, alt bimshed til trods, ikke ville have lyst til at starte allerede, og så skal jeg ikke. Så må jeg lægge ansvaret fra mig, lukke øjnene og krydse fingre for, at de superkompetente frivillige nok skal få vendt skuden på en eller anden måde.

Ja, det er vist sådan det skal være. Tror jeg nok…

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

2 kommentarer

  1. Status: 12 uger gammel Skrupsak | gravidgrahvad
  2. Nå, hvor kom vi fra?! (tredje del) | gravidgrahvad

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: