Modsætninger mødes

Min mand nedstammer fra en lang linje af rolige, vestjyske mænd med høj arbejdsmoral og tør humor. De knokler for deres familier, laver practical jokes (min svigerfars favorit var at tage gebisset ud, så hans ansigt faldt underligt sammen og gemme sig i den mørke krog i gangen, mens offeret var på toilettet, og når vedkommende så kom intetanende ud i gangen, fik de sig en ordentlig forskrækkelse) og slår tøhø’er af på stribe. De er mænd med stolthed og ære i livet, og de piver ikke. De går heller ikke til lægen med bagateller, og de taler ikke om følelser.

Mit eksemplar af slagsen er dog også en meget moderne mand og har på mange måder rykket sig langt fra sit vestjyske ophav. Hans rengøringsstandard er højere end min, og han har ofte svunget støvsugeren, inden jeg nåede at opdage, at gulvet var beskidt. Han står for det meste af tøjvaskeriet, men også for bilvaskeriet, og han er udpræget æstetiker og går op i boligindretning og sin egen fremtoning. Men han bærer arven med sig, særligt stoltheden og humoren, og jeg må være ærlig at sige, at jeg faldt for ham på grund af det sidste, men kæmper ind i mellem med at komme overens med det første.

Jeg selv er ud af en familie med mange stærke kvinder og såkaldt “bløde mænd”. I min familie snakker vi, og så taler vi, og så snakker vi lige lidt mere. Jeg driller min mor og min søster (og mig selv) med, at i vores univers har en samtale ikke været god, hvis ikke nogen har grædt. Min mor brugte ofte eventyret om Rumleskaft som en metafor for, at når noget grimt/ondt trækkes frem i lyset og får sat navn på, så forsvinder dets magt. Min stedmor siger, at hvis der er knas i hendes forhold med min far, så er han den første til italesætte det og sige, at det skal de lige have talt om og rettet ud.
Og hvor humoren i min mands familie er practical jokes og tøhø’er, så er min families humor mere ironisk og selvudleverende, hvor vi fortæller historier om, hvor meget vi har dummet os i forskellige situationer.

På mange måder er jeg glad for den dynamik, der er her på matriklen på grund af den bagage, Manden og jeg bærer på og de baggrunde, vi hver især kommer ud af. Når vores samspil er godt, tænker jeg, at vi kan give ungerne det bedste fra begge verdner med sig.
Men lige nu clasher det, og så bliver bagagen en modstander, jeg har lyst til bekæmpe.
Jeg har nemlig opdaget, at meget af det, jeg troede var noget, der foregik i hovedet på mig, fordi jeg var ved at blive skør af at gå på barsel, i virkeligheden handler om, at Manden står midt i en kæmpe krise af en art. Men han tager den vestjyske tilgang til det, og lukker sig derfor inde i sig selv med det, bliver fjern og afvisende, og vil ikke tale med mig om, hvad der sker i ham og ej heller høre, hvad der sker i mig.
Og jeg får lyst til at presse min families tilgang ned over hovedet på ham, tvinge ham til at tale, skubbe ordene ud af ham – hvilket naturligt nok får ham til at lægge endnu mere afstand til mig.
Så nu øver jeg mig i at stå stille. Ikke gøre noget. Bare vente. Til han måske selv er klar. Åh hvor jeg håber at han snart bliver klar til at åbne op. Indtil da forsøger jeg at være imødekommende, inviterende og nysgerrig på ham på en ikke-pushy måde. Uden ord at fortælle ham at jeg er klar til at lytte, når han er klar til at fortælle. Og jeg kæmper hårdt for ikke at blive såret over den stadigt større afstand, der er mellem os, og huske på, at det ikke (nødvendigvis) handler om mig. Og så finde lidt trøst i den stolthed og “no-quitting”-bagage, som han har, og som gør, at han skal mere end langt ud før skilsmisse vil blive en reel mulighed i hans verden. At han lige nu hænger i, fordi han engang har givet mig et løfte i kirken. Og at det må være godt nok. For nu.

Kære dejlige mand. Hvis du skulle støde på dette indlæg, så vid, at jeg elsker dig og savner dig.

Reklamer
Næste indlæg
Skriv en kommentar

11 kommentarer

  1. J

     /  8. marts 2017

    Hvor er det smukt skrevet og flot at du kan tænke sådan. Ville ønske jeg selv havde forfattet den tekst. Jeg kender til mange af tankerne og de forskellige baggrunde og især den konflikt, der ligger i at have forskellige baggrunde og tilgange, hvor jeg klart skal lære at acceptere, at min egen vej ikke er mest rigtig. Tak for indlægget og held og lykke. Din man er heldig med at have dig!

    Svar
    • Kære J. Tak for din kommentar. Jeg tror ikke at min mand føler sig specielt heldig pt. men jeg håber sådan, at han vil komme til det på et tidspunkt.

      Svar
  2. Åh – det er smukt skrevet. Og sært genkendeligt!

    Svar
    • Tak, Cille. Og egentlig rart at du og J fra forrige kommentar kan genkende noget af det. Så er det ikke bare os, der kan blive udfordret af vores forskellige personligheder og bagage.

      Svar
  3. Åhr, knudemænd, altså!…. Manner! Får lyst til at gi’ ham en lammer. Synes du er sej; jeg når dig ikke til knæhaserne! ❤️

    Svar
    • Tro mig, jeg har også jævnligt lyst til at give ham en lammer og ruske ham, indtil ordene begynder at komme ud. Og dette indlæg er nok mere en hensigtserklæring end det er en 1:1 beskrivelse af, hvordan jeg agerer. Det er sådan jeg gerne vil handle, men desværre formår jeg det ikke altid, når såretheden, frygten og frustrationen tager overhånd.

      Svar
  4. oeglemor

     /  10. marts 2017

    Åh, det lyder genkendeligt. Hvor jeg har lyst til at spørge, tale, snakke og problemløse i et væk, vil min bedre halvdel hellere selv gå og summe og skumle – indtil han er klar til at fortælle. Nogle gange kommer det af sig selv, andre gange af et særligt snedigt (hvis jeg da selv skal sige det) spørgsmål fra min side. Af særdeles anerkendende art, frem for den lammer iblandet rusketur jeg i virkeligheden har lyst til at give ham. Hang in there – alt kommer for en dag. I er heldige med at have hinanden. Også selv om I løser kriser i forskelligt tempo ❤

    Svar
    • Ja, de der særligt snedige spørgsmål bruger jeg også. Jeg er vist bare rendt tør for ideer til dem lige for tiden. Eller også er det fordi det ind i mellem er svært at få anerkendelsen hevet nok frem, så den dækker over lammer/rusketurs-lysten 😉 Men tak for dine søde opmuntrende ord. Ja, vi er heldige, og en dag lysner det nok igen.

      Svar
  5. Åh, du er nu sej, at du kan ‘vente’ til han er klar. Her i huset er det faktisk omvendt – jeg er lidt mere lukket enden manden min. Han er så til gengæld englænder eller brite for at være korrekt:) og jeg er mere direkte end han er, når jeg altså siger noget:) Han er vandt til det efter 15 år. Håber manden din snart er klar til at tale….

    Svar
    • Spændende at det er dig der er “den lukkede” i forholdet. Kan du give mig lidt insight-viden om hvorfor man vælger den strategi? Som udpræget snakke-menneske er det lidt svært at forstå. Og jeg føler mig faktisk meget lidt sej. Faktisk har jeg nu booket tid hos en parterapeut, bare til mig, for at få lidt hjælp og støtte til at være i parforholdet pt. Ikke fordi jeg ikke elsker, men fordi jeg kan komme så frygtelig meget i tvivl om, om jeg er elsket, når der er lukket for kommunikationen.

      Svar
      • Åh, jeg ville ønske jeg havde ‘insider’ viden. Jeg venter bare så længe jeg kan med, at åbne op om rigtig svære ting. Min mand er ikke i tvivl om jeg elsker ham. Det jeg ikke siger eller det jeg er lukket om, er ikke noget der er parforholds relateret. Jeg har bare en forhåbning om tingene ikke gør så ondt, hvis jeg ikke siger dem. Det er ikke ofte så jeg er vist ingen hjælp her. Sorry det var ingen hjælp og ingen trøst. Håber virkelig du finder ud af det.

        Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: