Step one i løsrivelsesprocessen

Jeg sidder på et mørkelagt soveværelse og venter på, at bettefyrens vejrtrækning bliver så tung, at jeg kan liste mig henover de knirkende gulvbrædder uden han vågner.

Det har taget en time længere end sædvanligt at putte ham, og det prikker til en smule dårlig samvittighed for i dag er hans seng på min opfordring blevet flyttet hen i et fjernt hjørne af soveværelset i stedet for at stå helt op ad min seng. Jeg var ved at være træt af at vågne tusind gange om natten ved små grynt og alskens møffen rundt i søvne, men lige nu er jeg på vej til at fortryde, fordi han muligvis blev utryg ved de nye omgivelser. Eller også var han bare blevet overtræt og kunne ikke finde ro, og jeg overtolker på en tilfældighed. Oddsene er fifty-fifty.

Men det er jo et af de første synlige skridt på den lange løsrivelsesvej, som forhåbentlig en dag ender med at jeg kan sende et fuldt kapabelt menneske afsted ud i verden, mens jeg børster støvet af hænderne, og læner mig tilbage i gyngestolen med en flaske vin, en god bog og uendeligt meget uforstyrret tid til at få læst alt det, jeg går glip af i disse år.

Men det scenarie finder jo ikke sted medmindre jeg nu holder fast i, at aftenens puttesituation skyldes tilfældigheder, og derfor gør det samme i morgen og i overmorgen, og en dag flytter bettefyren helt ud af soveværelset for endnu senere at flytte helt ud af hjemmet.

Det har lange perspektiver engang i mellem, men erfaringen fra de to store søskende siger mig alligevel, at den dag kommer før end man skulle tro, så nu vil jeg ae hans lille bløde, skaldede hoved en gang mere og gå ud og få presset noget hygge ud af den sidste halve times aften, inden jeg skal i seng.

Godnat.

Reklamer
Skriv en kommentar

2 kommentarer

  1. Åhh, hvor jeg kender den følelse! ❤️ Så fint beskrevet!

    Svar
  2. Jeg tror ikke utrygheden er en dårlig ting – jeg tror noget af det bedste vi kan lære vores børn er at håndtere utryghed, bl.a. ved at udsætte dem for det i små bidder hvor vi kan vise dem at det slet ikke var så farligt alligevel. Bettefyren vågner jo op i morgen (eller i nat) og opdager at Mor stadig er der, og det samme gør han i overmorgen og dagen efter det og dagen efter det. Selvom omgivelserne (og reglerne og kravene) ændrer sig, så er der en ting han altid kan stole på, og det er at Mor (og Far) er der ❤

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: