Hvad vil jeg mon være, når jeg bliver stor?

Det er 5 år og en måned siden, jeg afleverede mit speciale og blev cand.mag. Dengang var jeg i panik, for i modsætning til sygeplejersker, lærere m.m. er der ikke jobopslag efter jobopslag med “cand.mag.” i overskriften. Man skal ligesom selv vælge sin retning og profil, men så kan man til gengæld både gå efter kommunikationsjobs, undervisningsjobs, projektjobs og en helt masse andet. Det er med andre ord meget åbent – og det skræmte mig fra vid og sans.

Nu er jeg igen skræmt fra vid og sans. Det job, som jeg snart har haft i 5 år, har ikke længere midler til min stilling, så pr. 1/1 2019 skal jeg finde noget andet, og netop fordi min profil både er meget bred og meget snæver på samme tid, er jeg gået igang med at kigge mig om efter, hvad jeg så nu skal finde på.

Hvor det som nyuddannet var en buffet af muligheder, mærker jeg nu, at cirklen er indsnævret, og jeg føler, at mit næste job kommer til at blive meget definerende for den retning, mit arbejdsliv kommer til at tage – og dermed kommer jeg også til at panikke over, hvad jeg så skal vælge.
Min erfaring og læring fra uddannelsen begynder jo at blive gammel, og de evner, som jeg ikke har brugt så meget i mit nuværende job, kan måske godt støves af og bruges igen, men hvis jeg nu ikke får dem i spil i næste job, så er de måske rustet fast og ikke sådan lige at få gang i igen.
Til gengæld har jeg jo fået nye evner og erfaringer gennem mit nuværende arbejde, og det kan jeg jo bygge videre på, men er det det jeg vil?

Grundlæggende er det det her med, at ethvert valg også betyder fravalg, og vi lever i en tid, hvor YOLO og FOMO hersker. Vi er så frygteligt bange for at gå glip af noget, bange for at binde os, at blive låst fast. Evig foranderlighed og fleksiblitet er drømmen – men ikke virkeligheden, hvor vi ofte ender med at rende rundt efter vore egne haler og altid kommer til at føle os lidt fortabte og lidt i tvivl. Måske kunne det være meget godt at gro lidt rødder, stå lidt mere fast og gå lidt mere glip. Eller måske har jeg bare læst for meget Svend Brinkmann.

Tvivlen, presset og panikken er her stadig.

Men til gengæld lykkedes det mig nu omsider at komme igennem min skriveblokering i fht. bloggen her. Så alt er ikke helt skidt.

Reklamer
Skriv en kommentar

6 kommentarer

  1. Kender godt tankerne. De job man har begrænser og definerer én vældig meget – føler man!! Men måske det ikke helt er sådan alligevel? Jeg sværger også lidt til Brinkmann, mest fordi jeg bliver tiltagende mere modstander af det tempo vi skal have på i vores samfund – det lægger os alle ned på et tidspunkt, er jeg bange for… Men jeg krydser fingre for dig – jeg er sikker på du finder noget spændende; måske a la det, du har nu – og måske noget helt andet! Glæd dig! Og skønt, at du er tilbage! ❤️

    Svar
    • Ja, måske er det ikke sådan alligevel? Måske er det bare sådan det er i mit hoved. Jeg kender da faktisk til flere, som har skiftet kurs en eller flere gange i livet.

      Og ja, hvem er ikke Brinkmann-fan?! Han rammer noget meget centralt i tidsånden, og jeg tænker, at en modbevægelse må være lige rundt om hjørnet. Det kan jo ikke blive på denne her måde.

      Svar
  2. Jeg bruger en del tid på at tale med min 16 (snart 17) årige om det med valg. Efter snart 1 år i gymnasiet, så er han ikke låst fast på, hvad han vil. Vores familie har dog en tradition for at ‘det er aldrig for sent, at skifte job/lave noget andet’ og det prøver jeg ligesom at få formidlet videre. At verden ikke går under, hvis man skulle havde i et forkert job.
    Jeg håber, at du finder et godt job, som passer til dig lige nu, det sted du er i livet. Kh. Birgitte

    Svar
    • Det er så godt at blive mindet om, og nok endnu mere for de unge mennesker, som får tudet ørene fulde med, at de skal gå den direkte vej, pres, tempo osv. Jeg mødte forleden en sociolog i ungdomsstudier, som fortalte at børn helt ned i 6. klasse var nervøse for om de ville få en god karakter til 9. klasses eksamen.
      Da jeg gik i 6. klasse spekulerede jeg mest over, om min sidekammerat drillede mig, fordi han kunne lide mig eller ikke kunne lide mig.

      Tak for de gode ønsker! ❤

      Svar
  3. Jeg er på 4. år deltidsansat i tre aftenvagter om ugen, som ergoterapeut, for er lidt for stor fan af fritid og venter spændt på enten brev fra Hogwarts ellér en voksrn-operation i hjernen 🙂 Indtil da er det her perfekt

    – A

    Svar
    • Jeg er også ret stor fan af fritid, og jeg har mærkeligt nok heller ikke fået brev fra Hogwarts endnu. Tænker at uglen er faret vild og nok snart kommer. Og så må de rigtige voksne komme og tage over på det her familielivs-halløj, jeg har fået rodet mig ud i.

      Jeg tænker ofte på, om mine egne forældre også havde den der følelse af at fake sig igennem voksentilværelsen?

      Og i øvrigt, FEDT at du har indrettet dig på en måde, som passer godt til dig og dine prioriteter. Det er jo det, det hele handler om.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: