Når morhjertet bekymrer sig

I dag har vi afleveret Rumpen og Trolden på lejr. Efter planen skal vi hente dem på onsdag, men både Manden og jeg sidder med vores telefoner indenfor rækkevidde og venter på et eventuelt opkald, nu hvor sengetiden nærmer sig.

Rumpen er en dreng, der trives bedst med tryghed og forudsigelighed, og samtidig bliver han nemt genert, så nye rammer og nye mennesker, især nye voksne, bringer ham langt ud over sin komfortzone. Ikke desto mindre har han været begejstret for tanken om at skulle på lejr med sin storesøster. Temaet for lejren er “Det vilde vesten”, og han har glædet sig til at lave de forskellige aktiviteter, der er annonceret.

Vi meldte ham til lejren, men var skeptiske – hvornår mon han trak i land og ombestemte sig (som så ofte før)? Vi har snakket om lejren flere gange i løbet af ugen og undret os over, at han ikke har haft protester. Vi pakkede hans taske sammen med ham og var overraskede over, hvor meget han selv tænkte med i forhold til, hvad han kan få brug for. Vi afleverede ham på lejren – og så kom de: tårerne, utrygheden og genertheden, men alligevel insisterede han ikke på at ville med hjem igen – han ville bare gerne have, at vi blev lidt længere, og der stod vi så på afstand og så på, at han lidt modstræbende gik med i sin gruppe og var med i de indledende navnelege.

Jeg holder så uendelig meget af min lille Rumpenisse, og jeg får ondt i morhjertet over alle de gange, hans personlighedstræk bliver en modstander for ham og det, han faktisk gerne vil. Denne gang fik vi lov at tage afsted, og han blev på lejren, og jeg var håbefuld over, at han faktisk formåede at overvinde sig selv.

Men nu er klokken snart sengetid, og usikkerheden er vendt tilbage hos mig. Vil det lykkes for ham at blive tryg nok til at kunne falde i søvn? Bliver han ked af det? Vil han sige det til nogen, hvis han bliver ked af det?
Heldigvis har én af lederne lidt ekstra fokus på ham og har sendt os et par updates løbende, så forhåbentlig får Rumpen ikke mulighed for at lide i stilhed. Og skulle det ende med, at vi henter ham hjem igen, så vil jeg holde fast i den succes det var, at vi fik lov at køre.

Skridt for skridt udfordrer han sig selv og udvider sin komfortzone i et tempo, der passer til ham. Min opgave er at bakke ham op og bygge på selvværdet, så han tør følge sig selv, uanset om han vil stadfæste eller flytte sine grænser.

Reklamer
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: