8 skridt på vej mod skærmfri ferie

Rumpenissen kiggede vantro på mig, da jeg fortalte, at vi har besluttet at holde fuldstændig skærmfri den næste uge, hvor vi skal på camping. “Ej, det passer ikke, vel mor?” – han troede virkelig, at vi lavede sjov med ham.

Men nej, det gør vi ikke. Vi har bestemt os for at en uge uden skærm er, hvad vi trænger til. Her er, hvad vi har gjort, og hvad vi har planer om at gøre:

1. iPads, computere, Nintendo DS og andet med skærm bliver hjemme og passer huset, mens vi tager afsted. Undtagelser fra denne regel er mandens computer (da han ikke når at krydse alle opgaver på sin arbejds-to-do af inden ferien) og begge vores iPhones, men…

2. I morgen, når vi kører mod campingpladsen, sletter jeg alle de apps, der plejer stjæle min tid: g-mail, instagram, snapchat m.m. Væk med sig! Så kan jeg altid geninstallere dem, jeg savner, når ugen er omme. Derudover har jeg aftalt med Manden, at bliver han nødt til at arbejde, skal det foregå efter puttetid.

Men alle ved jo, at man ikke bare kan fjerne en afhængighed uden at sætte noget andet i stedet. Et eller andet skal vi jo også gøre med ungerne, når de vågner sygt tidligt. Derfor…

3. har vi købt 150 gamle Anders And blade, som vi tager med på camping. De store elsker at læse/kigge i dem, og det er også ren nostalgi for os voksne.

4. har vi været en tur forbi biblioteket og hentet blandede bøger og tegneserier til store og små.

5. har vi blandt andet lånt Momo af Michael Ende, som jeg har gået og trippet efter, at de blev store nok til at blive præsenteret for, og det har jeg bestemt, at de er nu. Det bliver sommerens højtlæsningsbog, og selvom Rumpen ikke bryder sig synderligt om bøger uden illustrationer, så satser jeg på, at det går alligevel.

6. har vi købt to nye spil: Colorfox og Carcassonne, som begge kan spilles af kun to spillere, men også flere, og som er tilpas enkle til at selv den knapt 7-årige kan være med og tilpas tilfældige til at Manden ikke går bananas over at tabe.

7. har jeg lavet en “Feriebogs-kasse” til ungernes feriebøger. Udover selve bøgerne er der farveblyanter, sakse, klistermærker, tape med mønster, lim og dekorativt papir. Min tanke er, at de hver dag tilføjer et minde eller to fra dagen i bogen; om de så vil tegne, skrive eller klippe/klistre må de selv om.

8. og så satser vi da også på at campingpladsen har noget at byde ind med. Men jeg tænker nu ikke, at hoppepuden er klar kl. 6, når de vågner, og så er det jo godt at have noget i baghånden.

I skrivende stund får ungerne dagens sidste skærmfix, men mon ikke at de får lov at se et eller andet i morgen tidlig, mens vi andre pakker bil, men SÅ er det også slut. I hvert fald den næste uges tid.

God sommer til jer derude – med eller uden skærm!

Reklamer

Når morhjertet bekymrer sig

I dag har vi afleveret Rumpen og Trolden på lejr. Efter planen skal vi hente dem på onsdag, men både Manden og jeg sidder med vores telefoner indenfor rækkevidde og venter på et eventuelt opkald, nu hvor sengetiden nærmer sig.

Rumpen er en dreng, der trives bedst med tryghed og forudsigelighed, og samtidig bliver han nemt genert, så nye rammer og nye mennesker, især nye voksne, bringer ham langt ud over sin komfortzone. Ikke desto mindre har han været begejstret for tanken om at skulle på lejr med sin storesøster. Temaet for lejren er “Det vilde vesten”, og han har glædet sig til at lave de forskellige aktiviteter, der er annonceret.

Vi meldte ham til lejren, men var skeptiske – hvornår mon han trak i land og ombestemte sig (som så ofte før)? Vi har snakket om lejren flere gange i løbet af ugen og undret os over, at han ikke har haft protester. Vi pakkede hans taske sammen med ham og var overraskede over, hvor meget han selv tænkte med i forhold til, hvad han kan få brug for. Vi afleverede ham på lejren – og så kom de: tårerne, utrygheden og genertheden, men alligevel insisterede han ikke på at ville med hjem igen – han ville bare gerne have, at vi blev lidt længere, og der stod vi så på afstand og så på, at han lidt modstræbende gik med i sin gruppe og var med i de indledende navnelege.

Jeg holder så uendelig meget af min lille Rumpenisse, og jeg får ondt i morhjertet over alle de gange, hans personlighedstræk bliver en modstander for ham og det, han faktisk gerne vil. Denne gang fik vi lov at tage afsted, og han blev på lejren, og jeg var håbefuld over, at han faktisk formåede at overvinde sig selv.

Men nu er klokken snart sengetid, og usikkerheden er vendt tilbage hos mig. Vil det lykkes for ham at blive tryg nok til at kunne falde i søvn? Bliver han ked af det? Vil han sige det til nogen, hvis han bliver ked af det?
Heldigvis har én af lederne lidt ekstra fokus på ham og har sendt os et par updates løbende, så forhåbentlig får Rumpen ikke mulighed for at lide i stilhed. Og skulle det ende med, at vi henter ham hjem igen, så vil jeg holde fast i den succes det var, at vi fik lov at køre.

Skridt for skridt udfordrer han sig selv og udvider sin komfortzone i et tempo, der passer til ham. Min opgave er at bakke ham op og bygge på selvværdet, så han tør følge sig selv, uanset om han vil stadfæste eller flytte sine grænser.

Hvor er den gode indkøbsliste-app?

Apropos mangel på tid så er noget af det første, der bliver ofret på hverdagens pressede alter, i hvert fald i denne husstand, indkøb og madplan. Det er på en måde paradoksalt, for kunne jeg få det til at fungere, ville det afhjælpe en stor del af den daglige “Shit shit shit, skal vi virkelig have aftensmad igen i dag?”-stress.

I mindre pressede tider fungerer familiens indkøbsrutine på den måde, at jeg begynder med en liste over alt, hvad vi mangler. Herefter tjekker jeg, hvad vi har af grøntsager og øvrige rester, der trænger til at blive brugt, samt ser ugens tilbud igennem og ud fra det sammenstykker jeg en madplan og fylder indkøbslisten ud med det, vi mangler for at kunne lave de pågældende retter.
Det er en aktivitet, der tager ca. halvanden times tid og oftest foregår lørdag formiddag, hvorefter vi handler ind til hele den efterfølgende uge og kun skal supplere med mælk og brød.

Når jeg så bliver presset på tid, eller pludselig skal til fødselsdag eller andre uhyrligheder om lørdagen, går der kuk i mit system, og jeg kan ikke finde tiden til hverken at få lavet madplan eller handlet ind (og det er helt sikkert også fordi de to aktiviteter er blevet sammenflettet så tæt i mit hoved, at jeg ikke tror, at det er muligt at lave indkøbsliste den ene dag og handle ind den næste).

I den nyligt overståede pressede periode slog det mig, at min indkøbsliste som regel består af de samme ting hver uge. I hvert fald er mindst halvdelen gengangere, for vi skal sjovt nok altid have gulerødder, mælk, toiletpapir og hamburgerryg. Det blev en øjenåbner for mig, og jeg indså, at kunne jeg få lavet en basis-indkøbsliste, ville det måske ikke blive så uoverskueligt for mig at få tilføjet de få ekstra tilbud og manglende ingredienser, selv i travle tider.

Min hjerne opererer ikke altid helt logisk, så i stedet for at udforme listen gik jeg i gang med at lede efter en indkøbsliste-app, hvor man kunne oprette basislisten, samt selvfølgelig rette i den og tilføje både tilbud og andre indkøb. Allerhelst én som også kunne gruppere det i kategorier, fx frugt og grønt og kolonialvarer. Og endnu mere allerhelst én, hvor man kan dele listen mellem flere devices, så det ikke gør det store om det er min mand eller jeg, der handler ind.

Til min store skuffelse kunne jeg ikke finde en app, som kunne alt det. Jeg kunne godt finde én, der grupperede det, og én hvor man kan tilføje tilbud fra tilbudsaviser, og sågar én, der kunne tilpasse listen til den butik man befandt sig i, så man ikke skulle gå omveje. Men ingen af dem kunne oprette en basisliste, som man kan gemme fra uge til uge.

I stedet har jeg nu printet min basisliste ud, og så må jeg gå helt old school til værks med at skrive de øvrige indkøb på i hånden og tage en fysisk seddel med mig i butikken, som jeg så kan gå og strege ud på. Det har selvfølgelig også en charme, bortset fra at jeg formåede at få den gennemblødt i regnen, da jeg debuterede i old school-indkøb, og derfor ikke kunne læse det hele og heller ikke strege ud undervejs.

Er der nogen af jer, der har fundet den gyldne indkøbsliste-app? Eller er det kun mig, der køber det samme uge efter uge, så der ikke er noget marked for sådan en app?

5 tegn på at tid er en mangelvare

I går løb jeg ind i en af mine tætteste veninder i Fakta, og selvom vi prioriterer hinanden højt, og helst skal ses en gang om ugen, er det snart en måned, siden vi sidst har haft rigtig tid sammen, hvor det ikke bare er en hurtig krammer, når vi tilfældigvis henter børn på samme tid.

Vi blev hurtigt enige om, at det var træls, men at der simpelthen ikke ER tid lige nu. “Det er jo næsten værre end december!” udbrød min veninde. Og ja, det er faktisk, om ikke værre, så i hvert fald lige så galt som december med alle sommerafslutningerne og whatnot.

Her er 5 tydelige tegn på, at vi halser efter hverdagen og kun lige når det allervigtigste:

  1. Hårene på mine ben er efterhånden ved at være tilbage på vinterpels-stadiet.
  2. Køleskabet glor tomt på mig, når jeg åbner det.
  3. Familien lever af konceptet “morgenmad til aftensmad”, samt pølsehorn og pirogger fra fryseren – lavet i bedre tider.
  4. De stueplanter, jeg ville omplante i maj, står stadig ved siden af hoveddøren og dør lige så stille for mine øjne.
  5. Ungernes madpakker består for tiden bla. af revet ost, som de får med i en lille bøtte. Gourmet!

Hvad gør I andre, når livet indhenter og overhaler én?

Hvordan er det så at have tre børn?

Bettefyren er netop fyldt halvandet år. Han kan gå nu. Han kan sige de allermest nødvendige ord som: tog, vov, hov, hej, traktor og far – og så i øvrigt vrøvle-gentage alt hvad de ældre søskende prøver at få ham til at sige.
Han kan også give udtryk for, når der er noget, han vil have, og han forstår helt klart, når vi siger nej til ham for det besvares med hysterisk gråd og flitsbue.

Selvvalgt underbid og fuld skrue på balladen!

Han er i det hele taget ved at blive et rigtigt lille menneske med meninger og holdninger til ting, og Manden og jeg må med jævne mellemrum minde hinanden om at NYDE det lige nu, for vi ved at lige om lidt kommer “The Terrible Two’s”, som har trukket (vores) tænder ud ved de to store med al den vilje og kamp og gråd og tænders gnidsel. Temperament kan vores unger åbenbart ikke slippe for.

De kan heller ikke slippe for at ligne deres far. Jeg SAMLER på de gange, hvor nogen kommenterer på, at vores børn ligner mig. Jeg er pt. oppe på ni gange. Sammenlagt. For alle tre unger. Og ud af de ni gange er de fem sagt af mennesker, der ikke har mødt min mand.
Der er stærke gener i det vestjyske blod.

Men hey, den der kærlighed, ikke? Det er fantastisk. De to store har helt klart deres op- og nedture, hvor især Rumpen føler det som en dyb afvisning af ham som person, når hans storesøster ikke vil lege med ham. Men når de så leger! Wow! De har den vildeste fantasi begge to og finder på og bygger op. Lige nu er det store hit et hus, de har lavet ud af en papkasse. De har lavet en postkasse til det og en adresse (Vejnavnsvej 100), og de skriver breve til sig selv og hinanden. De bruger deres skærmtid side ved side i “huset”, og engang imellem får de også lov til at indtage et måltid der.

Og så er der kærligheden til Bettefyren. De er begge to helt vilde med ham – og han med dem! De tumler og leger og knuser og kysser og krammer, så moderhjertet her er ved at sprænges af glæde.

Naturligvis er der også dage, hvor de bliver trætte af ham – men oftest fordi det handler om at de skal vente, hjælpe eller andet, som i virkeligheden ikke handler om ham, men om de krav vi som voksne stiller til dem, fordi de er ældre. Og jeg har da også tidspunkter, hvor jeg tænker på, hvordan deres relation vil blive som store med henholdsvis 8 og 5 år mellem dem og lillebror. Og så har jeg også de øjeblikke, hvor jeg mærker en sorg over, at min ældste datter aldrig får en søster, fordi jeg selv har en søster, som også er en af mine allerbedste veninder, og jeg kunne ønske det samme for hende.

Brødre

Men alt i alt så er jeg ret vild med at have tre børn – og ikke mindst vild med aldersforskellen, for det meste.
Jeg pønser på et indlæg om netop det med aldersforskel mellem børn, pros & cons ved stor aldersforskel. Så har jeg ligesom teaset det, og så går der nok en måneds tid inden det kommer 😉 I kender mig jo. Regelmæssighed og rytme er ikke min største force.

Hvad vil jeg mon være, når jeg bliver stor?

Det er 5 år og en måned siden, jeg afleverede mit speciale og blev cand.mag. Dengang var jeg i panik, for i modsætning til sygeplejersker, lærere m.m. er der ikke jobopslag efter jobopslag med “cand.mag.” i overskriften. Man skal ligesom selv vælge sin retning og profil, men så kan man til gengæld både gå efter kommunikationsjobs, undervisningsjobs, projektjobs og en helt masse andet. Det er med andre ord meget åbent – og det skræmte mig fra vid og sans.

Nu er jeg igen skræmt fra vid og sans. Det job, som jeg snart har haft i 5 år, har ikke længere midler til min stilling, så pr. 1/1 2019 skal jeg finde noget andet, og netop fordi min profil både er meget bred og meget snæver på samme tid, er jeg gået igang med at kigge mig om efter, hvad jeg så nu skal finde på.

Hvor det som nyuddannet var en buffet af muligheder, mærker jeg nu, at cirklen er indsnævret, og jeg føler, at mit næste job kommer til at blive meget definerende for den retning, mit arbejdsliv kommer til at tage – og dermed kommer jeg også til at panikke over, hvad jeg så skal vælge.
Min erfaring og læring fra uddannelsen begynder jo at blive gammel, og de evner, som jeg ikke har brugt så meget i mit nuværende job, kan måske godt støves af og bruges igen, men hvis jeg nu ikke får dem i spil i næste job, så er de måske rustet fast og ikke sådan lige at få gang i igen.
Til gengæld har jeg jo fået nye evner og erfaringer gennem mit nuværende arbejde, og det kan jeg jo bygge videre på, men er det det jeg vil?

Grundlæggende er det det her med, at ethvert valg også betyder fravalg, og vi lever i en tid, hvor YOLO og FOMO hersker. Vi er så frygteligt bange for at gå glip af noget, bange for at binde os, at blive låst fast. Evig foranderlighed og fleksiblitet er drømmen – men ikke virkeligheden, hvor vi ofte ender med at rende rundt efter vore egne haler og altid kommer til at føle os lidt fortabte og lidt i tvivl. Måske kunne det være meget godt at gro lidt rødder, stå lidt mere fast og gå lidt mere glip. Eller måske har jeg bare læst for meget Svend Brinkmann.

Tvivlen, presset og panikken er her stadig.

Men til gengæld lykkedes det mig nu omsider at komme igennem min skriveblokering i fht. bloggen her. Så alt er ikke helt skidt.

Step one i løsrivelsesprocessen

Jeg sidder på et mørkelagt soveværelse og venter på, at bettefyrens vejrtrækning bliver så tung, at jeg kan liste mig henover de knirkende gulvbrædder uden han vågner.

Det har taget en time længere end sædvanligt at putte ham, og det prikker til en smule dårlig samvittighed for i dag er hans seng på min opfordring blevet flyttet hen i et fjernt hjørne af soveværelset i stedet for at stå helt op ad min seng. Jeg var ved at være træt af at vågne tusind gange om natten ved små grynt og alskens møffen rundt i søvne, men lige nu er jeg på vej til at fortryde, fordi han muligvis blev utryg ved de nye omgivelser. Eller også var han bare blevet overtræt og kunne ikke finde ro, og jeg overtolker på en tilfældighed. Oddsene er fifty-fifty.

Men det er jo et af de første synlige skridt på den lange løsrivelsesvej, som forhåbentlig en dag ender med at jeg kan sende et fuldt kapabelt menneske afsted ud i verden, mens jeg børster støvet af hænderne, og læner mig tilbage i gyngestolen med en flaske vin, en god bog og uendeligt meget uforstyrret tid til at få læst alt det, jeg går glip af i disse år.

Men det scenarie finder jo ikke sted medmindre jeg nu holder fast i, at aftenens puttesituation skyldes tilfældigheder, og derfor gør det samme i morgen og i overmorgen, og en dag flytter bettefyren helt ud af soveværelset for endnu senere at flytte helt ud af hjemmet.

Det har lange perspektiver engang i mellem, men erfaringen fra de to store søskende siger mig alligevel, at den dag kommer før end man skulle tro, så nu vil jeg ae hans lille bløde, skaldede hoved en gang mere og gå ud og få presset noget hygge ud af den sidste halve times aften, inden jeg skal i seng.

Godnat.

Et brag af en fødselsdag

Så er det i dag, at mindstefyren fylder 1 år. Jeg havde forestillet mig, at indlægget i den anledning måske skulle være en fødselsberetning om hans entré her i tilværelsen, eller processen med at finde det rigtige navn samt en lille afsløring af samme, eller måske et tilbageblik på året der er gået, hvor vi har skullet finde os selv som familie på fem. Det bliver ingen af delene, for drengen lagde særdeles hårdt og blodigt ud, og så er det naturligvis den historie, der skal fortælles.

Vi startede sådan set dagen meget almindeligt. Bettefyren vågnede ved 5-tiden, og så tøffede han og jeg ned og fik en portion havregrød. Efterhånden kom de andre dryssende; Manden vendte hjem fra sin morgenløbetur og de to store kom ned og landede i sofaen foran fjernsynet.
Både Manden og jeg skulle møde tidligt i dag, så mens han gav de store morgenmad skyndte jeg mig at nuppe et bad, og bagefter havde vi lige 10 minutter til fødselsdagssang og gavegivning. Bettefyren blev placeret i sin triptrap-stol ved spisebordet, hvor han sad med store øjne og bankede med i takt på bordet, da vi sang for ham. Gaverne var i hans optik mest til at bide i, men både Rumpen og Trolden var ikke blege for at træde til og vise ham, hvordan man flår gavebånd og papir af. Seancen var hurtigt overstået, og så fik han lov at blive siddende og lege lidt med papiret og sin nye stabel-hund i træ, mens jeg gik med Trolden ud på badeværelset for at sætte hår og få børstet tænder.

Uhm en lækker gave!

Pludselig hører jeg Manden stikke i et brøl og derefter lyder et ordentligt brag. Jeg farer ind i køkkenet, hvor Manden hiver en skrigende 1-årig op af en væltet højstol. Jeg finder sutten, men idet jeg skal til at putte den i hans mund, kan jeg se blodet som pibler frem fra steder jeg ikke umiddelbart kan lokalisere. Munden i hvert fald, men også brystet? Nej, det er nedenunder hagen, der er hul, men det render ned over over brystet. Manden er på nippet til at gå helt i panik over blod og skyld over ikke at kunne nå at forhindre ulykken, så jeg må prøve at finde en smule ræson frem og være den med det kølige overblik, selvom jeg indeni er mindst ligeså panikken, og de to store flintrer rundt og er også forvirrede og usikre.

Frem med nogle kolde klude til at tørre blod op og lægge på for at standse blødningen. Finde telefonen (hvor fisen har jeg mon lagt den?!!) og derefter gå helt i stå over, hvem man ringer til kl. 7 en onsdag morgen. Vagtlægen, skadestuen, én af de mange læger, medicinstuderende eller sygeplejersker vi har i familien, min mor? Hvem?

Imens er Manden ved at være faldet lidt ned igen, og det er bettefyren også, og vi bliver enige om, at jeg smutter hen og afleverer de store i skolen, og så må vi lige tage bestik af situationen, når jeg kommer tilbage.
De store er oprevne, men det er samtidig en anledning til at mindes alle de gange de selv har slået sig – og overlevet. For trolden var det helt store drama dengang hun faldt ned af trappen og for Rumpen var det da han faldt ned i sofabordet. Da jeg afleverer dem er der en stemning af, at det hele nok skal gå, og jeg vender snuden hjem og krydser fingre for, at det er sådan, det er.

Uhm lækkert papir!

Hjemme igen er blødningen aftaget, og vi kan nu se, at bettefyren har en ordentlig flænge i det bløde kød under hagen. Hvor dyb den er, er lidt svært at vurdere men det er tydeligvis heller ikke blot en overfladeskramme, og han har samtidig slået munden, men vi kan ikke få ham til at gabe op, så vi kan se, hvor galt det er gået der. Kun er det tydeligt at overlæben er meget hævet.
Vi bliver enige om, at det om ikke andet er rart at få en læge til at kigge på det, og giver os så til at vente en halv time, indtil telefonerne hos vores egen læge åbner kl. 8.
8.02 kommer jeg igennem og får af en telefonsvarer at vide, at lægehuset holder lukket pga. kursus, og jeg bliver henvist til en læge i en anden by. Her ringer jeg op en del gange, inden det omsider lykkes mig i det mindste at komme i telefonkøen.
Heldigvis er sekretæren sød – og hun har også luret på cpr-nummeret, at uheldet lige er sket på hans fødselsdag, og hun giver os en tid så hurtigt hun kan.

Bettefyren er ved at kollapse af træthed nu. Klokken nærmer sig 9, og han vil altså have sin formiddagslur! Blod eller ej. Han forsøger at lægge sig til at sove på puslebordet, men de onde forældre hiver ham rundt for at skifte det blodbestænkte tøj, og så skal han minsandten også have overtøj på – og det er ikke engang for at komme ud i barnevognen!
Han snupper sig en minilur på køreturen til den anden læge, men trækkes så brutalt ud af drømmeland igen for at komme ind i et pakket venteværelse.
Her vågner han imidlertid op til sit gamle selv og charmer og snakker med alle som gider give ham et øjebliks øjenkontakt. Sekretæren er det mest overskudsagtige menneske, jeg nogensinde har mødt i den profession, og når telefonen ikke kimer bag skranken, går hun om på den anden side og snakker med de forskellige patienter. Hun kommer hen til os og bruger lidt tid på at snakke med Mindsten og husker endda at ønske ham tillykke, mens hun beklager overfor os, at der er lidt ventetid, men forsikrer at han nok snart skal komme til.

Lægen er en rar mand, som hurtigt konstaterer at det heldigvis ikke er gået så galt, som det kunne, men at flængen dog skal limes lidt. Så efter lidt lim og lidt plaster – under store protester og diverse flugtforsøg fra Bettefyren – kan vi forældre omsider ånde lettet op. Det gik jo heldigvis alt sammen alligevel.

Yay for gaver!

Så nu sidder Manden og jeg her ved køkkenbordet, hvor alt gik galt i morges, bag hver sin computerskærm og holder fælles hjemmearbejdsdag. Bettefyren er afleveret til fødselsdagsfejring i dagplejen – under løfter om at hun ringer, hvis der bliver det mindste – og i eftermiddag fortsætter vi festen. Forhåbentlig med mere kage og mindre blod.

Den traditionsrige jule-brok

Så fik vi taget hul på ugen, hvor både 1. december og 1. søndag i advent rammer, og den tilstundende højtid dermed for alvor tilstunder. På trods af at jeg faktisk holder virkelig meget af julen (vi blev sågar gift den 24. december – mere om det en anden gang, hvis jeg vel at mærke får mig snøvlet sammen til at skrive et indlæg om det), så er det altid med en anelse panik, at jeg ser december nærme sig. Noget af det hænger sammen med “december-bæen”, som Maude fra skøreliv har skrevet om – det med at man helst skal være på forskud med en hel masse ting, og at hvis man ikke er det, så hober det sig op som en slags forstoppelse.

Noget andet af det hænger sammen med de traditioner, man bliver pålagt udefra, særligt når man har børn. I år slipper vi f.eks. for første gang i 6 år for et besøg af “julenissen” med tilhørende dagbog, fordi vi ikke har nogen børnehavebørn pt., og det er jeg sådan set ret lykkelig for. Især fordi det i hvert fald halvdelen af gangene er faldet sammen med Troldens fødselsdag den 9. december, så man samtidig med afholdelse af alverdens festivitas, også lige skulle finde på skøre løjer og dokumentere det hele, gerne med både billeder og tegninger.

Hver for sig er de forskellige traditioner hyggelige og gør børnene glade, bidrager til en særlig stemning og skaber minder, men jeg kan mærke, at jeg ofte bliver så presset af de juletraditioner, jeg ikke selv har skabt, at jeg giver en lille smule slip på de traditioner, jeg selv gerne vil skabe og give videre til mine børn. Jeg har ganske enkelt ikke overskud til det, som faktisk er vigtigst for mig.

Men det er også som om selv de traditioner, jeg holder af og selv er medskaber på, vokser ud af kontrol. Eksempelvis er jeg vokset op med en nisse, “Nissepok”, som var kendetegnet ved et par små træsko, der ved nattetide flyttede rundt i huset, og spøgen bestod i om morgenen at lokalisere træskoene. Det var megahyggeligt, og det ville jeg gerne tage med videre, da vi fik børn.
Så var der nogen, der opfandt “nissedøren” (google det, hvis du ikke er stødt på konceptet før), og min mor købte sådan et sæt til os, så Nissepok havde et sted at bo. Så snart han havde et sted at bo, begyndte han også at lave løjer. Senere insisterede børnene på, at han skulle have risengrød eller pebernødder eller hvad de nu lige fandt på at kokkerere og sætte foran nissedøren. Så fandt min gemal på at nissen også kunne give gaver – især når han fik mad – hvilket tilsvarende fik ungerne til at intensivere deres køkkeneksperimenter. Og sidste år fik de så en decideret julesok, som nissen kunne lægge gaverne i. Dog ikke hver dag. Men altså, alligevel.

Jeg vil tilbage til at finde træskoene. Jeg magter ikke hver aften klokken lidt i dødtræt at finde på nisseløjer, hælde ulækre sammenblandinger af mel, pasta, krydderier og vand ud, og rode skabene igennem for at finde en karamel eller andet, der kan gå for at være en nissegave. Slet ikke når man samtidig skal vaske sutteflasker, smøre madpakker, lægge tøj sammen og alt det andet, som underligt nok ikke holder pause i december.
Jeg gider ikke. Stop. Slut. Færdig. Nissepok flytter træsko og giver muligvis en farvel-gave juleaftensdag, så der er noget tiden kan gå med til juleaften, og that’s it!

Nu skal jeg så lige have overbevist Manden og ungerne. Hvilket næppe kommer til at ske. I det mindste har jeg fri i morgen, og så må jeg se, om jeg ikke kan få klaret at finde adventsgaverne, så jeg kan strege dén ting fra decemberbæens to-do-liste. Nå ja, og så få købt fødselsdagsgaver til både ham den snart 1-årige og hende den snart 9-årige. Og få fundet den der helt perfekte gave til min gave-elskende mand, som han bliver vildt glad for og overrasket over, og som han slet ikke havde tænkt på at ønske sig, mens jeg for min del kun kan komme på at ønske mig kedelige fællesting, som nye gryder og en stavblender.

Jeg er ikke et særlig julefestligt bekendtskab i disse dage. Det må vi også hellere få lavet om.

Jeg vil gerne nedlægge forbud mod motorisk udvikling

… i hvert fald om natten.

Klokken er nu 12.30 og jeg har været vågen i 8 timer. Jeg sidder på arbejde og forsøger at tænke sammenhængende tanker, men det vil ikke helt lykkes, så nu nupper jeg en blog-detour, mens kaffen løber igennem, så jeg forhåbentlig kan få et skud energi til eftermiddagens arbejdsopgaver.

Bettefyren har aldrig rigtig været meget for at sove længe om morgenen. Vi havde en gylden tid, da han var helt spæd, hvor man kunne amme ham kl. 5 og få ham til at sove helt til kl. 7. Det var skønne, skønne dage.
Det meste af hans snart 1-årige liv har han foretrukket at begynde dagen mellem kl. 4 og 6. Jeg kan til nøds acceptere at kl. 5 er morgen. Det er meget tidlig morgen, men det er trods alt dag. Når der står noget som helst med 4 på uret, så er det altså nat! Men det har den lille bavian ikke megen respekt for, og de sidste par nætter har han lige toppet det hele med motorisk udvikling.

Således vågnede jeg i forgårs kl. 2.30 til en storgrinende Bettefyr, der åbenbart lige havde lært sig selv at rejse sig og stå på fødderne! Han har øvet sig SÅ længe. Hver eneste dag har han møffet sig hen til et bord, en sofa eller bare et par voksne ben der står lidt stille, grebet godt fat og hevet sig op, men endnu var det kun lykkedes ham at komme op på knæene. Han kunne simpelthen ikke lure, hvordan han fik flyttet vægten hen på fødderne, så han kunne støtte på dem, hvorfor han, hver gang han har prøvet at rejse sig, er væltet bagover og har banket hovedet ned i gulvet. Den proces har udspillet adskillige gange dagligt gennem de sidste to måneder.

Derfor skulle man måske nok tro, at jeg ville have været mere begejstret over, at han omsider fandt teknikken til at rejse sig. Han havde muligvis selv forventet hurra-råb, krammere og kys på stribe, og måske endda en parade gennem byen til hans ære. Men når der står 2.35 på uret, så er det en lidet begejstret udgave af undertegnede, man møder, så i stedet fik han en vred mumlen og blev lagt ned igen.
Men det var jo bare en anledning til at vise mig, hvor dygtig han var, så… bum bum bum stod han op igen, mens han grinede og savlede og gyngede fra side til side med hænderne solidt plantet på tremmesengen.

Herefter begyndte en længerevarende leg med gentagne runder af “NU lægger du dig ned og sover” efterfulgt af et ninjamove, som fik Bettefyren op at stå igen. Legen vækkede også Manden, og vi forsøgte at give flaske og ae og putte og gå med, men endte med at kapitulere og stå op med drengen.

I nat ventede han helt til kl. 4.30 med at vise mig sit seneste trick: nemlig at mestre teknikken til selv at komme fra liggende til siddende stilling. Han har muligvis kunnet det længe, for ellers ved jeg ikke helt, hvordan han kom op at stå, da han lå i sengen, men det var det move jeg skulle se i morges, hvor han blev ved med at lægge sig og sætte sig op igen, og blev frygtelig hidsig, da han efter flere omgange fik sig klemt inde under sengeranden, så han ikke kunne komme op at sidde igen.

Det skøre ved knægten er så, at han har nægtet at gøre nogen af delene i løbet af dagen herhjemme. Det kræver åbenbart både madras, dyne og tremmeseng for at blive ninja. Jeg tør knapt tænke på, hvad han finder på at lære i nat.

I øvrigt har alt det her mindet mig om dengang Rumpenissen lærte sig selv nye tricks efter puttetid og kom en smule galt afsted.