Nå, hvor kom vi fra?! (tredje del)

Kort opsummering: ferien er slut og lige om lidt er det skolestart.

Den mindste gut er lige blevet 8 måneder. Han har brugt sommeren på at få tre tænder, at blive rigtig god til at rotere omkring egen akse, når han ligger på maven (uden dog at kravle eller skubbe sig hverken frem eller tilbage) og på at blive bedre til at spise. Amningen udfasede vi i starten af juli. Der var ikke rigtig mere at komme efter, og da han begyndte at træne sine bide-kundskaber på mit bryst, stoppede jeg det helt.

Bittesmå bisser

Grød siger ham ikke rigtig noget, udover fornøjelsen ved at smøre det rundt i hovedet på sig selv, så han får bare almindelig mad, og det betyder, at det går lidt langsommere med at få fulde måltider af fast føde, end hvis han nu havde været grødbarn. Men han får jo stadig masser af flaske og trives og vokser som han skal, så jeg prøver ikke at være bekymret.

Grød er sjovt!


Til gengæld kan jeg så bekymre mig for, at der er under en måned til, at bettefyren skal i dagpleje. Jeg har virkelig nydt min barsel denne gang, og kan slet ikke rumme, at det snart er slut. Hvor jeg de to foregående gange har været mere afklaret og glædet mig til at begynde på arbejde/studie igen, er jeg denne gang virkelig slet ikke klar til at skulle give afkald på tiden med min lillebitte dreng. Jeg synes han er ALT for lille til at skulle passes af andre end mig.
Vi kunne i princippet godt have ventet en måned, men jeg kan huske med Trolden, at hun begyndte til oktober, og at det blev noget rod, fordi der kom en efterårsferie på tværs, så hun faktisk havde brug for at blive kørt ind igen efter ferien. Det var jo derfor, vi valgte at melde ham til til 1. september – må jeg lige minde mig selv om.

På en måde bliver det også ok at skulle starte op igen. Tidligere har jeg skrevet om, at jeg overvejede at begyndte at arbejde igen, fordi det ikke kørte sindssygt godt på mit arbejde med barselsvikaren, og jeg tror da også, at det ikke bliver helt lige ud af landevejen at komme tilbage, men det bliver også rart nok at kunne gøre noget, når jeg hører om ting, der ikke fungerer. Der bliver i hvert fald udfordringer nok at tage fat på, og jeg kan faktisk godt lide udfordringer.

Så, jeg skal nok blive klar. Jeg har lidt tid endnu, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for både at nyde, men også indstille mig på det nye, der kommer. I eftermiddag skal vi besøge dagplejeren, så jeg håber, at det kan være med til at give mig lidt ro i sindet, når jeg har mødt bettefyrens nye vigtige voksen.

Nå, hvor kom vi fra?! (anden del)

Ja, jeg må beklage, at det her bliver et indlæg delt op over flere gange, men gennem de sidste måneders radiotavshed her på bloggen – plus et væld af ufærdiggjorte kladder – må jeg indse, at hvis jeg skal fortsætte med at blogge, så er jeg nødt til at gøre det lidt mere “råt”. Forstået på den måde, at hvor jeg tidligere bryggede på en idé over lidt tid, skrev ned, rettede til i kladden, finpudsede og til slut klikkede “udgiv”, så er min tid til blog nu så presset, at jeg må skrive, når der er et hul og klikke udgiv med det samme. Ellers når jeg aldrig til andet end kladder.

Og der er stadig ord, der vil skrives. Måske er der også stadig nogen, der vil læse ordene. Selvom de er knap så finpudsede.

Men som sagt er ferien altså slut for os. Ungerne har haft 4 ugers ferie, og Manden har været med de tre sidste. Vi har været en uge i Norge, inviteret af min mor, med hele den pukkelryggede, og ellers bare tøffet rundt herhjemme og fået klaret diverse småprojekter, hygget, sovet i telt i haven, set venner, haft legeaftaler, lavet perleplader i STOR stil, og bare nydt at kunne tage det hele sådan lidt fra dag til dag. Det blev også til en tur i Legoland og senere i Bilka, hvor ungerne som noget helt særligt fik lov at købe alt det bland-selv-slik, de ville. De måtte dog kun tage ét stykke af hver slags. Sla-RAF-fenland, siger jeg bare.

Lidt træt efter en lang dag i Legoland


Og nu er det så blevet semi-hverdag. På mandag begynder min lillebitte Troldeunge, som jeg fødte lige i forgårs, i ANDEN KLASSE!! Hvad sker det for det?! Og endnu mere oprørende er det, at min lillebitte Rumpenisse, som blev født i går, skal begynde i 0. klasse!
Jeg er skam klar over, at de ikke er små mere. Som i slet ikke. Men det er altså lidt vildt. Jeg øver mig på at være ligeså klar til at give dem den mængde ansvar, som de er klar til at håndtere.

På vej til SFO første dag efter ferien.


Rumpen er ikke super hooked på det der skole. Mest tror jeg at det handler om, at han har det svært med forandringer. Han har brug for en stor mængde tryghed og kendthed, og selvom han har snuset til skolelivet, både gennem førskole-forløbet og ved at have en storesøster der, så er det stadig ukendt og utrygt farvand, han begiver sig ud på.
I denne uge er han så startet i SFO, og jeg tænker at det er en fin blid start. De første to dage er i hvert fald gået godt, men han nægter at snakke med de voksne, uanset hvor indsmigrende og venlige de er. Men det kommer. Både SFO og skole bliver jo hverdag på et tidspunkt med kendte børn og kendte voksne – når han har lært dem at kende. Og så må vi bare se til, hvornår det bliver.

Bettefyren… ja, ham tager vi i næste skrivepause. 🙂

Fortsættelse følger.

Nå, hvor kom vi fra?! (første del)

Der er helt stille i huset. Jeg kan rent faktisk høre køkkenurets svage tikken, som jeg overhovedet ikke har lagt mærke til de sidste fire uger. I min inbox er der tikket 231 mails ind (de fleste er sandsynligvis nyhedsmails og reklamer af diverse karakter), og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde min macbook åbnet.

Hverdagen er begyndt igen i dag. Eller, ikke den helt rigtige hverdag. Ikke den hverdag, hvor vi alle 5 skal ud ad døren om morgenen og først ses igen henad eftermiddagen. Men sommerferien er slut for denne gang, de to store unger er i SFO, Manden er taget på arbejde, og bettefyren sover formiddagslur. Så der er helt stille.

Hahaha og så jinxede jeg det lige.
Han er vågen.

Fortsættelse følger…

Uddrag af en SMS-samtale

I anledning af, at Skrupsakken bliver et halvt år i dag, får I hermed et uddrag af min og Mandens SMS-samtale fra dagene omkring hans fødsel. En egentlig fødselsberetning må I have til gode.

Mandag d. 28/11 2016 havde jeg tid til en kontrol på sygehuset. Jeg var på det tidspunkt gået 10 dage over termi, og havde besluttet mig for at bede om en igangsættelse, i stedet for at vente to dage mere før de officielt ville sætte fødslen igang. Manden tog på arbejde for at nå de sidste ting inden barsel, og jeg fik en veninde til at bringe og hente mig på sygehuset.

(brunkagerne var tænkt som bestikkelse)


(Balancid er er middel mod halsbrand – og de var altså hele vejen nede i køkkenet, og jeg var gået i seng ovenpå.)



Skrupsakken blev født ca. 3 timer efter at Manden havde sendt mig hans tidtagning på veerne, som jeg selv ville overtage, fordi jeg mente at han skulle have noget at spise, da jeg troede, at vi ville være igang læææænge endnu. Det var vi så ikke.

Og nu er vi her et halvt år efter. Vi er alle ved at være landet på benene som en familie på fem og om lidt venter der nye udfordringer og omvæltninger, når Rumpenissen begynder i skole efter ferien. Men mere om det en anden gang.

Instagram, jeg beklager. My bad, som man siger.

Mens jeg simultanskriver på tre indlæg – uden at få færdiggjort og udgivet nogen af dem – kan I lige få denne her, som jeg lagde på Instagram igår som respons på denne artikel, der er blevet flittigt delt, i hvert fald blandt mine facebook-venner.

Jeg har læst, at der findes mennesker, som tror at Instagram er en slags 1:1 gengivelse af andre menneskers liv, og som derfor bliver kede af deres egne liv, fordi de oplever akut mangel på pænt arrangeret mad med noget grønt kækt på sned, caffe latte med hjerte i skummet og slanke maver i profil.

Jeg bærer naturligvis min del af skylden for denne udvikling med alle de søde babybilleder jeg poster, som kan forlede folk til at tro, at de også kan få nuttede børn, når sandheden er, at de fleste babyer er klamme og ulækre. Alle kan ikke være så heldige som mig.

For at råde bod på denne vildfarelse og medvirke til Oplysning til Borgerne om Samfundet, viser jeg hermed et billede, hvor selv min nuttede baby har været klam og gylpet mig ned ad ryggen.


I må tro mig når jeg siger, at det var langt mere vidtforgrenet og ulækkert i virkeligheden.

Sæt pris på lugtfrie fotos og instagramfiltre, men husk at det kun er et meget lille udsnit af Livet.

– det samme kan i øvrigt siges om bloggen her. Og de fleste andre blogs, vil jeg tro.

Toiletsnak

Hjemme hos os har vi indført begrebet “toiletsnak”. Det dækker over de ord, som beskriver hvad der kommer ned i en toiletkumme, samt de kropsdele, der ekspederer det derned. Når disse ord kommer på banen, fortæller vi ungerne, at det er toiletsnak, og hvis de har brug for at sige flere af den slags ord, må de gå ud på lokummet og sige dem der.

Det har på mange måder været en effektiv strategi i forhold til at holde spisebordssamtaler fri for alt for meget prut-og-tis-snak, men det har til gengæld betydet, at man må lægge øre til en hel del sprogblomster, når ungerne fx. skal i bad eller have børstet tænder.

Ind i mellem finder der også mere absurde samtaler sted på badeværelset, og med Rumpenissen er det, vel som hos de fleste drenge, det lille stykke kød mellem benene, som får mest opmærksomhed, og de fleste toiletsamtaler med ham kredser om den. For eksempel denne her fra i går, da han var ved at vaske hænder:

Rumpenissen: Mor, ved du godt hvad min tissemand hedder?

Mig: Næh, jeg var slet ikke klar over, at den havde et navn.

Rumpe: Den hedder Batman! (drengen henvender sig derefter direkte til “Batman”) Har du fået tisset godt i dag, Batman?

– og her var jeg nødt til at forlade samtalen for ikke at sprække af grin, men “Batman” svarede med passende dyb og hæs stemme.
Hvad er det for noget med de drenge og deres tissemænd, og hvorfor omtaler de den altid som noget adskilt fra dem selv?

Lortenat

Det har været en af de nætter. Dem, hvor ungen roterer rundt i sengen, klynker hvert 20. minut og hvor man max. får halvanden times sammenhængende søvn ad gangen. Den slags nat, hvor man slet ikke kan forstå, at man nogensinde syntes at det var en god idé at få flere børn, og hvor man forbander sin egen fertilitet. Den slags nat hvor man forsøger at forhandle med et menneske på tre måneder, der på ingen måde overhovedet forstår begrebet “bestikkelse”. Den slags nat hvor “sov nu, sov nu, sov nu” bliver til “sovnusovnusovNU”. Den slags nat hvor man dagen efter opdager 5 nye grå hår og 2 nye rynker.

Sådan en nat var det i nat. En rigtig lortenat. Og forklaringen kom, da jeg omsider overgav mig og stod op med den sure baby-stodder: en ble fyldt med lort, som havde været fyldt med lort lææææænge. Og jeg undrede mig over, hvorfor jeg slet ikke havde lugtet det, indtil jeg kom i tanker om, at jeg jo er drønforkølet og ikke kan lugte en skid – helt bogstaveligt. Men det var jeg vist for træt til at huske i nat.

Og nu er han puttet ud i barnevognen, med ren ble og det hele, og jeg vil finde en pude og et tæppe, lade alt det praktiske flyde og lægge mig på sofaen. Zzzzzzz….

Modsætninger mødes

Min mand nedstammer fra en lang linje af rolige, vestjyske mænd med høj arbejdsmoral og tør humor. De knokler for deres familier, laver practical jokes (min svigerfars favorit var at tage gebisset ud, så hans ansigt faldt underligt sammen og gemme sig i den mørke krog i gangen, mens offeret var på toilettet, og når vedkommende så kom intetanende ud i gangen, fik de sig en ordentlig forskrækkelse) og slår tøhø’er af på stribe. De er mænd med stolthed og ære i livet, og de piver ikke. De går heller ikke til lægen med bagateller, og de taler ikke om følelser.

Mit eksemplar af slagsen er dog også en meget moderne mand og har på mange måder rykket sig langt fra sit vestjyske ophav. Hans rengøringsstandard er højere end min, og han har ofte svunget støvsugeren, inden jeg nåede at opdage, at gulvet var beskidt. Han står for det meste af tøjvaskeriet, men også for bilvaskeriet, og han er udpræget æstetiker og går op i boligindretning og sin egen fremtoning. Men han bærer arven med sig, særligt stoltheden og humoren, og jeg må være ærlig at sige, at jeg faldt for ham på grund af det sidste, men kæmper ind i mellem med at komme overens med det første.

Jeg selv er ud af en familie med mange stærke kvinder og såkaldt “bløde mænd”. I min familie snakker vi, og så taler vi, og så snakker vi lige lidt mere. Jeg driller min mor og min søster (og mig selv) med, at i vores univers har en samtale ikke været god, hvis ikke nogen har grædt. Min mor brugte ofte eventyret om Rumleskaft som en metafor for, at når noget grimt/ondt trækkes frem i lyset og får sat navn på, så forsvinder dets magt. Min stedmor siger, at hvis der er knas i hendes forhold med min far, så er han den første til italesætte det og sige, at det skal de lige have talt om og rettet ud.
Og hvor humoren i min mands familie er practical jokes og tøhø’er, så er min families humor mere ironisk og selvudleverende, hvor vi fortæller historier om, hvor meget vi har dummet os i forskellige situationer.

På mange måder er jeg glad for den dynamik, der er her på matriklen på grund af den bagage, Manden og jeg bærer på og de baggrunde, vi hver især kommer ud af. Når vores samspil er godt, tænker jeg, at vi kan give ungerne det bedste fra begge verdner med sig.
Men lige nu clasher det, og så bliver bagagen en modstander, jeg har lyst til bekæmpe.
Jeg har nemlig opdaget, at meget af det, jeg troede var noget, der foregik i hovedet på mig, fordi jeg var ved at blive skør af at gå på barsel, i virkeligheden handler om, at Manden står midt i en kæmpe krise af en art. Men han tager den vestjyske tilgang til det, og lukker sig derfor inde i sig selv med det, bliver fjern og afvisende, og vil ikke tale med mig om, hvad der sker i ham og ej heller høre, hvad der sker i mig.
Og jeg får lyst til at presse min families tilgang ned over hovedet på ham, tvinge ham til at tale, skubbe ordene ud af ham – hvilket naturligt nok får ham til at lægge endnu mere afstand til mig.
Så nu øver jeg mig i at stå stille. Ikke gøre noget. Bare vente. Til han måske selv er klar. Åh hvor jeg håber at han snart bliver klar til at åbne op. Indtil da forsøger jeg at være imødekommende, inviterende og nysgerrig på ham på en ikke-pushy måde. Uden ord at fortælle ham at jeg er klar til at lytte, når han er klar til at fortælle. Og jeg kæmper hårdt for ikke at blive såret over den stadigt større afstand, der er mellem os, og huske på, at det ikke (nødvendigvis) handler om mig. Og så finde lidt trøst i den stolthed og “no-quitting”-bagage, som han har, og som gør, at han skal mere end langt ud før skilsmisse vil blive en reel mulighed i hans verden. At han lige nu hænger i, fordi han engang har givet mig et løfte i kirken. Og at det må være godt nok. For nu.

Kære dejlige mand. Hvis du skulle støde på dette indlæg, så vid, at jeg elsker dig og savner dig.

Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Kun en lille bitte smule i tvivl

Det der barsel er stadig noget, jeg ikke er så god til. Før vinterferien kom en af pædagogerne i Rumpens børnehave til uforvarende at spørge, “om jeg så rigtig gik og hyggede mig med at have barsel?”, hvorefter jeg kom til at brække mig i ord ud over hende. Jaja, hvad hjertet af fyldt af, flyder munden over med. Hun så lidt forskrækket ud og øffede noget om, at man jo godt kan starte tidligere på arbejde eller lave forskellige fleks-ordninger.

Jeg arbejder med ledelse af frivillige, og flere af de frivillige, som jeg leder (efter), er også mennesker, jeg ses med privat. Derfor kan jeg følge pænt meget med i, hvad der sker på mit arbejde, og det er faktisk ikke helt vildt godt… for det kører virkelig dårligt. Barselsvikaren har ikke rigtig kunnet løfte opgaven + at der lige kom en række uforudsete udfordringer ind fra siden, hvilket betyder at “mine” frivillige kører på pumperne, og jeg ved, at nogle af de meget sejlivede af slagsen, regner med at stoppe til sommer.

Derfor har jeg de sidste 14 dage oder so brugt en del vågne nattetimer (udover amningerne) på at overveje, om jeg skal starte op igen snart. Jeg er helt ærligt meget bekymret over, hvad jeg mon kommer tilbage til, hvis jeg venter til efteråret med at vende tilbage, sådan som jeg oprindeligt havde tænkt. Jeg frygter at det arbejde, jeg har brugt tre år på at opbygge – med STORT fokus på trivsel i frivilligheden og ikke at brænde ud – vil være fuldstændig spildt, og jeg skal ikke bare begynde forfra: jeg skal også have genopbygget noget tro og tillid.
Mit håb havde egentlig været, at de frivillige under min barsel ville blive mere selvkørende, så jeg, når jeg kom tilbage, ville få mere tid til nogle af de andre (sjovere) projekter, jeg også er ansat til at varetage.
Sådan kan det selvfølgelig stadig nå at ende, hvis de får vendt krisen, men hvad nu hvis de ikke gør?

Som sagt har jeg brugt en del tid på at spekulere, og jeg tror, at jeg er nået frem til, at jeg ikke skal starte igen lige nu. Dels fordi jeg overhovedet ikke er klar til at slippe lille D allerede, men mest fordi min motivation for at begynde handler mere om at skulle redde noget, end det er for min egen skyld. Hvis jeg forestiller mig scenariet at alt kørte på skinner, så kan jeg mærke, at jeg, alt bimshed til trods, ikke ville have lyst til at starte allerede, og så skal jeg ikke. Så må jeg lægge ansvaret fra mig, lukke øjnene og krydse fingre for, at de superkompetente frivillige nok skal få vendt skuden på en eller anden måde.

Ja, det er vist sådan det skal være. Tror jeg nok…