Et brag af en fødselsdag

Så er det i dag, at mindstefyren fylder 1 år. Jeg havde forestillet mig, at indlægget i den anledning måske skulle være en fødselsberetning om hans entré her i tilværelsen, eller processen med at finde det rigtige navn samt en lille afsløring af samme, eller måske et tilbageblik på året der er gået, hvor vi har skullet finde os selv som familie på fem. Det bliver ingen af delene, for drengen lagde særdeles hårdt og blodigt ud, og så er det naturligvis den historie, der skal fortælles.

Vi startede sådan set dagen meget almindeligt. Bettefyren vågnede ved 5-tiden, og så tøffede han og jeg ned og fik en portion havregrød. Efterhånden kom de andre dryssende; Manden vendte hjem fra sin morgenløbetur og de to store kom ned og landede i sofaen foran fjernsynet.
Både Manden og jeg skulle møde tidligt i dag, så mens han gav de store morgenmad skyndte jeg mig at nuppe et bad, og bagefter havde vi lige 10 minutter til fødselsdagssang og gavegivning. Bettefyren blev placeret i sin triptrap-stol ved spisebordet, hvor han sad med store øjne og bankede med i takt på bordet, da vi sang for ham. Gaverne var i hans optik mest til at bide i, men både Rumpen og Trolden var ikke blege for at træde til og vise ham, hvordan man flår gavebånd og papir af. Seancen var hurtigt overstået, og så fik han lov at blive siddende og lege lidt med papiret og sin nye stabel-hund i træ, mens jeg gik med Trolden ud på badeværelset for at sætte hår og få børstet tænder.

Uhm en lækker gave!

Pludselig hører jeg Manden stikke i et brøl og derefter lyder et ordentligt brag. Jeg farer ind i køkkenet, hvor Manden hiver en skrigende 1-årig op af en væltet højstol. Jeg finder sutten, men idet jeg skal til at putte den i hans mund, kan jeg se blodet som pibler frem fra steder jeg ikke umiddelbart kan lokalisere. Munden i hvert fald, men også brystet? Nej, det er nedenunder hagen, der er hul, men det render ned over over brystet. Manden er på nippet til at gå helt i panik over blod og skyld over ikke at kunne nå at forhindre ulykken, så jeg må prøve at finde en smule ræson frem og være den med det kølige overblik, selvom jeg indeni er mindst ligeså panikken, og de to store flintrer rundt og er også forvirrede og usikre.

Frem med nogle kolde klude til at tørre blod op og lægge på for at standse blødningen. Finde telefonen (hvor fisen har jeg mon lagt den?!!) og derefter gå helt i stå over, hvem man ringer til kl. 7 en onsdag morgen. Vagtlægen, skadestuen, én af de mange læger, medicinstuderende eller sygeplejersker vi har i familien, min mor? Hvem?

Imens er Manden ved at være faldet lidt ned igen, og det er bettefyren også, og vi bliver enige om, at jeg smutter hen og afleverer de store i skolen, og så må vi lige tage bestik af situationen, når jeg kommer tilbage.
De store er oprevne, men det er samtidig en anledning til at mindes alle de gange de selv har slået sig – og overlevet. For trolden var det helt store drama dengang hun faldt ned af trappen og for Rumpen var det da han faldt ned i sofabordet. Da jeg afleverer dem er der en stemning af, at det hele nok skal gå, og jeg vender snuden hjem og krydser fingre for, at det er sådan, det er.

Uhm lækkert papir!

Hjemme igen er blødningen aftaget, og vi kan nu se, at bettefyren har en ordentlig flænge i det bløde kød under hagen. Hvor dyb den er, er lidt svært at vurdere men det er tydeligvis heller ikke blot en overfladeskramme, og han har samtidig slået munden, men vi kan ikke få ham til at gabe op, så vi kan se, hvor galt det er gået der. Kun er det tydeligt at overlæben er meget hævet.
Vi bliver enige om, at det om ikke andet er rart at få en læge til at kigge på det, og giver os så til at vente en halv time, indtil telefonerne hos vores egen læge åbner kl. 8.
8.02 kommer jeg igennem og får af en telefonsvarer at vide, at lægehuset holder lukket pga. kursus, og jeg bliver henvist til en læge i en anden by. Her ringer jeg op en del gange, inden det omsider lykkes mig i det mindste at komme i telefonkøen.
Heldigvis er sekretæren sød – og hun har også luret på cpr-nummeret, at uheldet lige er sket på hans fødselsdag, og hun giver os en tid så hurtigt hun kan.

Bettefyren er ved at kollapse af træthed nu. Klokken nærmer sig 9, og han vil altså have sin formiddagslur! Blod eller ej. Han forsøger at lægge sig til at sove på puslebordet, men de onde forældre hiver ham rundt for at skifte det blodbestænkte tøj, og så skal han minsandten også have overtøj på – og det er ikke engang for at komme ud i barnevognen!
Han snupper sig en minilur på køreturen til den anden læge, men trækkes så brutalt ud af drømmeland igen for at komme ind i et pakket venteværelse.
Her vågner han imidlertid op til sit gamle selv og charmer og snakker med alle som gider give ham et øjebliks øjenkontakt. Sekretæren er det mest overskudsagtige menneske, jeg nogensinde har mødt i den profession, og når telefonen ikke kimer bag skranken, går hun om på den anden side og snakker med de forskellige patienter. Hun kommer hen til os og bruger lidt tid på at snakke med Mindsten og husker endda at ønske ham tillykke, mens hun beklager overfor os, at der er lidt ventetid, men forsikrer at han nok snart skal komme til.

Lægen er en rar mand, som hurtigt konstaterer at det heldigvis ikke er gået så galt, som det kunne, men at flængen dog skal limes lidt. Så efter lidt lim og lidt plaster – under store protester og diverse flugtforsøg fra Bettefyren – kan vi forældre omsider ånde lettet op. Det gik jo heldigvis alt sammen alligevel.

Yay for gaver!

Så nu sidder Manden og jeg her ved køkkenbordet, hvor alt gik galt i morges, bag hver sin computerskærm og holder fælles hjemmearbejdsdag. Bettefyren er afleveret til fødselsdagsfejring i dagplejen – under løfter om at hun ringer, hvis der bliver det mindste – og i eftermiddag fortsætter vi festen. Forhåbentlig med mere kage og mindre blod.

Reklamer

Den traditionsrige jule-brok

Så fik vi taget hul på ugen, hvor både 1. december og 1. søndag i advent rammer, og den tilstundende højtid dermed for alvor tilstunder. På trods af at jeg faktisk holder virkelig meget af julen (vi blev sågar gift den 24. december – mere om det en anden gang, hvis jeg vel at mærke får mig snøvlet sammen til at skrive et indlæg om det), så er det altid med en anelse panik, at jeg ser december nærme sig. Noget af det hænger sammen med “december-bæen”, som Maude fra skøreliv har skrevet om – det med at man helst skal være på forskud med en hel masse ting, og at hvis man ikke er det, så hober det sig op som en slags forstoppelse.

Noget andet af det hænger sammen med de traditioner, man bliver pålagt udefra, særligt når man har børn. I år slipper vi f.eks. for første gang i 6 år for et besøg af “julenissen” med tilhørende dagbog, fordi vi ikke har nogen børnehavebørn pt., og det er jeg sådan set ret lykkelig for. Især fordi det i hvert fald halvdelen af gangene er faldet sammen med Troldens fødselsdag den 9. december, så man samtidig med afholdelse af alverdens festivitas, også lige skulle finde på skøre løjer og dokumentere det hele, gerne med både billeder og tegninger.

Hver for sig er de forskellige traditioner hyggelige og gør børnene glade, bidrager til en særlig stemning og skaber minder, men jeg kan mærke, at jeg ofte bliver så presset af de juletraditioner, jeg ikke selv har skabt, at jeg giver en lille smule slip på de traditioner, jeg selv gerne vil skabe og give videre til mine børn. Jeg har ganske enkelt ikke overskud til det, som faktisk er vigtigst for mig.

Men det er også som om selv de traditioner, jeg holder af og selv er medskaber på, vokser ud af kontrol. Eksempelvis er jeg vokset op med en nisse, “Nissepok”, som var kendetegnet ved et par små træsko, der ved nattetide flyttede rundt i huset, og spøgen bestod i om morgenen at lokalisere træskoene. Det var megahyggeligt, og det ville jeg gerne tage med videre, da vi fik børn.
Så var der nogen, der opfandt “nissedøren” (google det, hvis du ikke er stødt på konceptet før), og min mor købte sådan et sæt til os, så Nissepok havde et sted at bo. Så snart han havde et sted at bo, begyndte han også at lave løjer. Senere insisterede børnene på, at han skulle have risengrød eller pebernødder eller hvad de nu lige fandt på at kokkerere og sætte foran nissedøren. Så fandt min gemal på at nissen også kunne give gaver – især når han fik mad – hvilket tilsvarende fik ungerne til at intensivere deres køkkeneksperimenter. Og sidste år fik de så en decideret julesok, som nissen kunne lægge gaverne i. Dog ikke hver dag. Men altså, alligevel.

Jeg vil tilbage til at finde træskoene. Jeg magter ikke hver aften klokken lidt i dødtræt at finde på nisseløjer, hælde ulækre sammenblandinger af mel, pasta, krydderier og vand ud, og rode skabene igennem for at finde en karamel eller andet, der kan gå for at være en nissegave. Slet ikke når man samtidig skal vaske sutteflasker, smøre madpakker, lægge tøj sammen og alt det andet, som underligt nok ikke holder pause i december.
Jeg gider ikke. Stop. Slut. Færdig. Nissepok flytter træsko og giver muligvis en farvel-gave juleaftensdag, så der er noget tiden kan gå med til juleaften, og that’s it!

Nu skal jeg så lige have overbevist Manden og ungerne. Hvilket næppe kommer til at ske. I det mindste har jeg fri i morgen, og så må jeg se, om jeg ikke kan få klaret at finde adventsgaverne, så jeg kan strege dén ting fra decemberbæens to-do-liste. Nå ja, og så få købt fødselsdagsgaver til både ham den snart 1-årige og hende den snart 9-årige. Og få fundet den der helt perfekte gave til min gave-elskende mand, som han bliver vildt glad for og overrasket over, og som han slet ikke havde tænkt på at ønske sig, mens jeg for min del kun kan komme på at ønske mig kedelige fællesting, som nye gryder og en stavblender.

Jeg er ikke et særlig julefestligt bekendtskab i disse dage. Det må vi også hellere få lavet om.

Jeg vil gerne nedlægge forbud mod motorisk udvikling

… i hvert fald om natten.

Klokken er nu 12.30 og jeg har været vågen i 8 timer. Jeg sidder på arbejde og forsøger at tænke sammenhængende tanker, men det vil ikke helt lykkes, så nu nupper jeg en blog-detour, mens kaffen løber igennem, så jeg forhåbentlig kan få et skud energi til eftermiddagens arbejdsopgaver.

Bettefyren har aldrig rigtig været meget for at sove længe om morgenen. Vi havde en gylden tid, da han var helt spæd, hvor man kunne amme ham kl. 5 og få ham til at sove helt til kl. 7. Det var skønne, skønne dage.
Det meste af hans snart 1-årige liv har han foretrukket at begynde dagen mellem kl. 4 og 6. Jeg kan til nøds acceptere at kl. 5 er morgen. Det er meget tidlig morgen, men det er trods alt dag. Når der står noget som helst med 4 på uret, så er det altså nat! Men det har den lille bavian ikke megen respekt for, og de sidste par nætter har han lige toppet det hele med motorisk udvikling.

Således vågnede jeg i forgårs kl. 2.30 til en storgrinende Bettefyr, der åbenbart lige havde lært sig selv at rejse sig og stå på fødderne! Han har øvet sig SÅ længe. Hver eneste dag har han møffet sig hen til et bord, en sofa eller bare et par voksne ben der står lidt stille, grebet godt fat og hevet sig op, men endnu var det kun lykkedes ham at komme op på knæene. Han kunne simpelthen ikke lure, hvordan han fik flyttet vægten hen på fødderne, så han kunne støtte på dem, hvorfor han, hver gang han har prøvet at rejse sig, er væltet bagover og har banket hovedet ned i gulvet. Den proces har udspillet adskillige gange dagligt gennem de sidste to måneder.

Derfor skulle man måske nok tro, at jeg ville have været mere begejstret over, at han omsider fandt teknikken til at rejse sig. Han havde muligvis selv forventet hurra-råb, krammere og kys på stribe, og måske endda en parade gennem byen til hans ære. Men når der står 2.35 på uret, så er det en lidet begejstret udgave af undertegnede, man møder, så i stedet fik han en vred mumlen og blev lagt ned igen.
Men det var jo bare en anledning til at vise mig, hvor dygtig han var, så… bum bum bum stod han op igen, mens han grinede og savlede og gyngede fra side til side med hænderne solidt plantet på tremmesengen.

Herefter begyndte en længerevarende leg med gentagne runder af “NU lægger du dig ned og sover” efterfulgt af et ninjamove, som fik Bettefyren op at stå igen. Legen vækkede også Manden, og vi forsøgte at give flaske og ae og putte og gå med, men endte med at kapitulere og stå op med drengen.

I nat ventede han helt til kl. 4.30 med at vise mig sit seneste trick: nemlig at mestre teknikken til selv at komme fra liggende til siddende stilling. Han har muligvis kunnet det længe, for ellers ved jeg ikke helt, hvordan han kom op at stå, da han lå i sengen, men det var det move jeg skulle se i morges, hvor han blev ved med at lægge sig og sætte sig op igen, og blev frygtelig hidsig, da han efter flere omgange fik sig klemt inde under sengeranden, så han ikke kunne komme op at sidde igen.

Det skøre ved knægten er så, at han har nægtet at gøre nogen af delene i løbet af dagen herhjemme. Det kræver åbenbart både madras, dyne og tremmeseng for at blive ninja. Jeg tør knapt tænke på, hvad han finder på at lære i nat.

I øvrigt har alt det her mindet mig om dengang Rumpenissen lærte sig selv nye tricks efter puttetid og kom en smule galt afsted.

Lidt om bettefyren – og mig


Igår blev dette lille magiske væsen 9 måneder gammel. I dag skal han have sin 5 måneders vaccination (for den slags tjekkede forældre er vi), og i overmorgen begynder han i dagpleje.

Hans ankomst her i familien har “landet” mig i moderskabet på en helt ny måde. De, som har læst med længe, ved, at jeg har haft mine kampe og identitetskriser omkring det at være mor, og hvordan man er det, når man også synes, at man er 1000 andre ligeså fuldt ud gyldige ting.

Men med bettefyren har jeg grebet rollen på en ny måde og fået nogle nye oplevelser af, at det faktisk kan være enormt dejligt og berigende at være mor til et spædbarn. Jeg har nydt det meste af min barsel denne gang, og jeg er fuld af sorg over, at jeg lige om lidt skal overlade min lillebitte dreng til et fremmed menneske. At tiden hvor det bare er os to lakker mod enden. Oven i det synes jeg at jeg overalt ser artikler og undersøgelser, der viser hvor vigtigt tilknytningen mellem mor og barn er i de første år, og selv dagplejemoderen sagde noget om, at børn jo rent udviklingsmæssige har bedst af at være hos deres mor de første 2-3 år. Skyld med skyld på (selvom det slet ikke var sådan hun mente det).

Det bliver svært at give slip denne gang, men omvendt er jeg fuld af taknemmelighed over at have oplevet, hvordan barsel og spædbarnstiden også kan være. Så var det jo godt at vi fik én mere 😉

Lidt om skolestart og 6 års fødselsdag

Så er starten gået. Rumpenissen har nu været skoledreng i 0. K. i godt 2 uger, og midt i alt det nye har vi også fejret hans 6 års fødselsdag.

Skolestart er en blandet pose bolcher. Lad os starte med det gode: Rumpen fortæller hver dag, at det har været en god dag. Han er grundlæggende glad og har stor lyst til at lave opgaver og “lektier” både i skolen og herhjemme. Han går i klasse sammen med – og sidder ved bord med – sin bedste ven fra børnehaven, og det er en stor tryghed for ham.
Men, han bruger SÅ mange kræfter på at holde sammen på sig selv i skolen og leve op til de mange forventninger, så i det øjeblik han ser mig, når jeg henter ham, bryder han fuldstændig sammen, som regel i vredesudbrud. Herhjemme er der konflikt på konflikt og om aftenen og om morgenen vil han ikke afsted i skole og græder over, at de “bare skal sidde i rundkreds hele tiden.” Der kræves meget tålmodighed af forældrene.

Og midt i det hele havde han så fødselsdag. Han ville rigtig gerne have en fest, men var samtidig meget nervøs for det. Vi måtte sige til klasselæreren, at han ønskede hverken at blive sunget for eller hyldet med hurra-råb, og det accepterede hun heldigvis. Vi nøjedes også med at tage hans fødselsdagshold med 10 drenge med hjem, i stedet for alle klassens drenge, og det var rart for mig at få sat ansigt og navne på lidt flere af hans nye kammerater. Jeg så også der, at han faktisk også søger nogle af de andre drenge udover bedstevennen.
Rumpen valgte sit overgearede mode som kaperings-strategi for fødselsdagen, men det var også ok og det hele gik fint.

Men åh, altså, det er godt nok hårdt arbejde at være Rumpen – og Rumpens forældre i disse dage.

Nå, hvor kom vi fra?! (tredje del)

Kort opsummering: ferien er slut og lige om lidt er det skolestart.

Den mindste gut er lige blevet 8 måneder. Han har brugt sommeren på at få tre tænder, at blive rigtig god til at rotere omkring egen akse, når han ligger på maven (uden dog at kravle eller skubbe sig hverken frem eller tilbage) og på at blive bedre til at spise. Amningen udfasede vi i starten af juli. Der var ikke rigtig mere at komme efter, og da han begyndte at træne sine bide-kundskaber på mit bryst, stoppede jeg det helt.

Bittesmå bisser

Grød siger ham ikke rigtig noget, udover fornøjelsen ved at smøre det rundt i hovedet på sig selv, så han får bare almindelig mad, og det betyder, at det går lidt langsommere med at få fulde måltider af fast føde, end hvis han nu havde været grødbarn. Men han får jo stadig masser af flaske og trives og vokser som han skal, så jeg prøver ikke at være bekymret.

Grød er sjovt!


Til gengæld kan jeg så bekymre mig for, at der er under en måned til, at bettefyren skal i dagpleje. Jeg har virkelig nydt min barsel denne gang, og kan slet ikke rumme, at det snart er slut. Hvor jeg de to foregående gange har været mere afklaret og glædet mig til at begynde på arbejde/studie igen, er jeg denne gang virkelig slet ikke klar til at skulle give afkald på tiden med min lillebitte dreng. Jeg synes han er ALT for lille til at skulle passes af andre end mig.
Vi kunne i princippet godt have ventet en måned, men jeg kan huske med Trolden, at hun begyndte til oktober, og at det blev noget rod, fordi der kom en efterårsferie på tværs, så hun faktisk havde brug for at blive kørt ind igen efter ferien. Det var jo derfor, vi valgte at melde ham til til 1. september – må jeg lige minde mig selv om.

På en måde bliver det også ok at skulle starte op igen. Tidligere har jeg skrevet om, at jeg overvejede at begyndte at arbejde igen, fordi det ikke kørte sindssygt godt på mit arbejde med barselsvikaren, og jeg tror da også, at det ikke bliver helt lige ud af landevejen at komme tilbage, men det bliver også rart nok at kunne gøre noget, når jeg hører om ting, der ikke fungerer. Der bliver i hvert fald udfordringer nok at tage fat på, og jeg kan faktisk godt lide udfordringer.

Så, jeg skal nok blive klar. Jeg har lidt tid endnu, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for både at nyde, men også indstille mig på det nye, der kommer. I eftermiddag skal vi besøge dagplejeren, så jeg håber, at det kan være med til at give mig lidt ro i sindet, når jeg har mødt bettefyrens nye vigtige voksen.

Nå, hvor kom vi fra?! (anden del)

Ja, jeg må beklage, at det her bliver et indlæg delt op over flere gange, men gennem de sidste måneders radiotavshed her på bloggen – plus et væld af ufærdiggjorte kladder – må jeg indse, at hvis jeg skal fortsætte med at blogge, så er jeg nødt til at gøre det lidt mere “råt”. Forstået på den måde, at hvor jeg tidligere bryggede på en idé over lidt tid, skrev ned, rettede til i kladden, finpudsede og til slut klikkede “udgiv”, så er min tid til blog nu så presset, at jeg må skrive, når der er et hul og klikke udgiv med det samme. Ellers når jeg aldrig til andet end kladder.

Og der er stadig ord, der vil skrives. Måske er der også stadig nogen, der vil læse ordene. Selvom de er knap så finpudsede.

Men som sagt er ferien altså slut for os. Ungerne har haft 4 ugers ferie, og Manden har været med de tre sidste. Vi har været en uge i Norge, inviteret af min mor, med hele den pukkelryggede, og ellers bare tøffet rundt herhjemme og fået klaret diverse småprojekter, hygget, sovet i telt i haven, set venner, haft legeaftaler, lavet perleplader i STOR stil, og bare nydt at kunne tage det hele sådan lidt fra dag til dag. Det blev også til en tur i Legoland og senere i Bilka, hvor ungerne som noget helt særligt fik lov at købe alt det bland-selv-slik, de ville. De måtte dog kun tage ét stykke af hver slags. Sla-RAF-fenland, siger jeg bare.

Lidt træt efter en lang dag i Legoland


Og nu er det så blevet semi-hverdag. På mandag begynder min lillebitte Troldeunge, som jeg fødte lige i forgårs, i ANDEN KLASSE!! Hvad sker det for det?! Og endnu mere oprørende er det, at min lillebitte Rumpenisse, som blev født i går, skal begynde i 0. klasse!
Jeg er skam klar over, at de ikke er små mere. Som i slet ikke. Men det er altså lidt vildt. Jeg øver mig på at være ligeså klar til at give dem den mængde ansvar, som de er klar til at håndtere.

På vej til SFO første dag efter ferien.


Rumpen er ikke super hooked på det der skole. Mest tror jeg at det handler om, at han har det svært med forandringer. Han har brug for en stor mængde tryghed og kendthed, og selvom han har snuset til skolelivet, både gennem førskole-forløbet og ved at have en storesøster der, så er det stadig ukendt og utrygt farvand, han begiver sig ud på.
I denne uge er han så startet i SFO, og jeg tænker at det er en fin blid start. De første to dage er i hvert fald gået godt, men han nægter at snakke med de voksne, uanset hvor indsmigrende og venlige de er. Men det kommer. Både SFO og skole bliver jo hverdag på et tidspunkt med kendte børn og kendte voksne – når han har lært dem at kende. Og så må vi bare se til, hvornår det bliver.

Bettefyren… ja, ham tager vi i næste skrivepause. 🙂

Fortsættelse følger.

Nå, hvor kom vi fra?! (første del)

Der er helt stille i huset. Jeg kan rent faktisk høre køkkenurets svage tikken, som jeg overhovedet ikke har lagt mærke til de sidste fire uger. I min inbox er der tikket 231 mails ind (de fleste er sandsynligvis nyhedsmails og reklamer af diverse karakter), og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde min macbook åbnet.

Hverdagen er begyndt igen i dag. Eller, ikke den helt rigtige hverdag. Ikke den hverdag, hvor vi alle 5 skal ud ad døren om morgenen og først ses igen henad eftermiddagen. Men sommerferien er slut for denne gang, de to store unger er i SFO, Manden er taget på arbejde, og bettefyren sover formiddagslur. Så der er helt stille.

Hahaha og så jinxede jeg det lige.
Han er vågen.

Fortsættelse følger…

Uddrag af en SMS-samtale

I anledning af, at Skrupsakken bliver et halvt år i dag, får I hermed et uddrag af min og Mandens SMS-samtale fra dagene omkring hans fødsel. En egentlig fødselsberetning må I have til gode.

Mandag d. 28/11 2016 havde jeg tid til en kontrol på sygehuset. Jeg var på det tidspunkt gået 10 dage over termi, og havde besluttet mig for at bede om en igangsættelse, i stedet for at vente to dage mere før de officielt ville sætte fødslen igang. Manden tog på arbejde for at nå de sidste ting inden barsel, og jeg fik en veninde til at bringe og hente mig på sygehuset.

(brunkagerne var tænkt som bestikkelse)


(Balancid er er middel mod halsbrand – og de var altså hele vejen nede i køkkenet, og jeg var gået i seng ovenpå.)



Skrupsakken blev født ca. 3 timer efter at Manden havde sendt mig hans tidtagning på veerne, som jeg selv ville overtage, fordi jeg mente at han skulle have noget at spise, da jeg troede, at vi ville være igang læææænge endnu. Det var vi så ikke.

Og nu er vi her et halvt år efter. Vi er alle ved at være landet på benene som en familie på fem og om lidt venter der nye udfordringer og omvæltninger, når Rumpenissen begynder i skole efter ferien. Men mere om det en anden gang.

Instagram, jeg beklager. My bad, som man siger.

Mens jeg simultanskriver på tre indlæg – uden at få færdiggjort og udgivet nogen af dem – kan I lige få denne her, som jeg lagde på Instagram igår som respons på denne artikel, der er blevet flittigt delt, i hvert fald blandt mine facebook-venner.

Jeg har læst, at der findes mennesker, som tror at Instagram er en slags 1:1 gengivelse af andre menneskers liv, og som derfor bliver kede af deres egne liv, fordi de oplever akut mangel på pænt arrangeret mad med noget grønt kækt på sned, caffe latte med hjerte i skummet og slanke maver i profil.

Jeg bærer naturligvis min del af skylden for denne udvikling med alle de søde babybilleder jeg poster, som kan forlede folk til at tro, at de også kan få nuttede børn, når sandheden er, at de fleste babyer er klamme og ulækre. Alle kan ikke være så heldige som mig.

For at råde bod på denne vildfarelse og medvirke til Oplysning til Borgerne om Samfundet, viser jeg hermed et billede, hvor selv min nuttede baby har været klam og gylpet mig ned ad ryggen.


I må tro mig når jeg siger, at det var langt mere vidtforgrenet og ulækkert i virkeligheden.

Sæt pris på lugtfrie fotos og instagramfiltre, men husk at det kun er et meget lille udsnit af Livet.

– det samme kan i øvrigt siges om bloggen her. Og de fleste andre blogs, vil jeg tro.