Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Tredje dag er tudedag

I nat gav jeg lillefisen sin første flaske, og jeg græd mig gennem seancen.

Det kom bag på mig at jeg blev så ked af det. Jeg var på alle måder forberedt på, at jeg også denne gang skulle køre parløb mellem amning og flaske. Jeg har ryddet en hel hylde til flasker, modermælkserstatning og andet udstyr, og vi havde købt det hele ind, så vi var klar. Jeg har endda på forhånd kontaktet og mødtes med min sundhedsplejerske for at snakke om, hvordan jeg kom bedst muligt igang med begge dele.

Alligevel ramte følelsen af mislykkethed og nederlag mig, og jeg må erkende, at det er et tab og en sorg for mig, at jeg ikke kan amme fuldt ud – men også at det er en ny sorg for hvert barn, jeg får. Jeg troede at jeg havde bearbejdet det; at jeg var på den anden side; at alle mine praktiske forberedelser netop viste at det her var noget, jeg var afklaret med. Det er det også. Jeg har bearbejdet sorgen over ikke at kunne fuldamme Trolden og over heller ikke at kunne det med Rumpen. Men først nu kan jeg bearbejde sorgen over ikke at ku’ fuldamme lille Knirke, og det er okay.

Det er okay at være ked af og græde. Det må jeg godt. Og jeg VED, at flaske er fint, at der er fordele ved det, og at den gode mor ikke sidder i brysterne. Jeg ved det.  Men det lindrer ikke tabet og smerten, og derfor er det okay at sørge. Det går jo over igen, når flaske bliver hverdag.

Jeg har også måttet græde lidt for Rumpens skyld. Han er virkelig på overarbejde i disse dage med alle de mange barselsgæster, med sit rolleskifte fra lillebror til storebror/midterbarn, og ikke mindst med storesøsters fødselsdag om knap en uge. Det er alt i alt lidt svært at være Rumpe – og Rumpens forældre.

Kvalmende lykkelig

Tænk sig, vi har nu haft den lille fyr hos os i to døgn. Jeg kører stadig på det vildeste adreanalinrus, banket op af kærlighed og lykke. Han er simpelthen så… rigtig! Lige ham vi ventede på uden at vide det.

Nu løber mælken snart til og vi skal for alvor igang med amning og med al sandsynlighed flaske også (søg på indlæg fra august/september 2011, hvis du vil kende forhistorien – kan ikke overskue at linke når jeg skriver på telefonen). Det er jeg spændt på, men føler mig tryg i skridtene på vejen, og jeg ved hvilke tegn, jeg skal kigge efter, hvis der heller ikke er nok mælk denne gang, og så ved jeg også hvad der så er at gøre.

Men for nu forsøger jeg at tage det hele i små bidder og huske at nyde ham undervejs, for han er virkelig lækker. Skal holde mig i skindet for ikke at baby-spamme hele internettet!

Det var det herfra. Tilbage til baby-nydning!

Goddag tredje trimester

Det går så lynende stærkt!

Jeg havde på fornemmelsen allerede i sommers, at i det øjeblik vi ramte august på kalenderen, ville tiden flyve afsted – og jeg fik ret. Om lidt rammer vi september. Jeg har knap 7 uger tilbage, inden jeg går på barsel (og skal lige nå at have ansat en barselsvikar inden), og i fredags ramte jeg så tredje trimester af graviditeten.

time flies

Det går godt. Jeg har det godt. Generelt har mine graviditeter været ukomplicerede med intet udover det forventelige af ekstra træthed og ømhed i kroppen. Denne gang har jeg endda formået at tage markant mindre på – i hvert fald indtil videre. Men jeg kan godt mærke, at det begynder at blive hårdere; at der er langt ned til gulvet hvis når jeg taber noget; at selv en lille gåtur udløser en række plukkeveer; at jeg helst skal holde mig fra at løfte ungerne; og at søvnen begynder at blive markant dårligere med indlagte tissepauser og krampe i benene. Desuden har jeg fået åreknuder! ARG – dem har jeg været forskånet for, men ikke længere. Og efter sigende forsvinder de ikke efter graviditeten.

Ved både Troldens og Rumpenissens fødsel er jeg gået henholdsvis 16 og 14 dage over tid og er blevet sat i gang, så det regner jeg med også at gøre denne gang. Jeg får brug for den ekstra tid til at nå at blive klar, for jeg tror ikke at jeg når at komme i gang med noget som helst baby-relateret før jeg går på barsel. Vi er ikke engang begyndt at skære ned i de 47 navne vi har stående på vores brainstorm-navne-liste. Ej heller få fundet og vasket baby-tøj (og få et overblik over, hvor meget der stadig kan bruges). Der skal også anskaffes nye sutteflasker (denne gang går jeg ind til amningen med bevidstheden om at det bliver nødvendigt at supplere med flaske), og ikke mindst en ny bil med plads til 3 autostole og to voksne – hvilket vi i følge banken slet ikke har råd til. Jamen hvad så? Skal børnene bare skiftes til at ligge i bagagerummet?

Nå, men vi når det nok. Han er jo 3’er, den lille fyr, og så kan man ikke forvente samme service som 1’eren. Til gengæld er der to andre børn, som også deler kærlighed og gener med den lille ny, og som måske kan lokkes til at underholde ham, mens de voksne farer rundt og køber sutteflasker og bil. Det er en skudsikker plan!

Et tilbageblik

Hvis jeg skal nå et “rigtigt” nytårsindlæg, så må jeg vist se at komme i gang, inden 2012 for alvor bider sig fast og bliver hverdag. Jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle gribe et tilbageblik på 2011 an, indtil jeg læste Louises indlæg, hvor hun fortæller om året måned for måned. Den idé snupper jeg lige.

Januar var en måned, hvor jeg vekslede mellem at være panisk angst for at miste det lille nye liv, der voksede inden i mig, og at være helt høj på lykkefølelse over det samme. Det overskyggede både, at jeg i samme måned scorede et 12-tal til eksamen og fik min iPhone. Heldigvis sluttede måneden af med en scanning på min fødselsdag, som viste, at alt var, som det skulle være.

I februar fik jeg en pjece fra studenterrådgivningen, der lærte mig, at min dårlige selvdisciplin og mit evindelige udsætteri måske ikke blot var et problem i sig selv, men måske havde en dybere årsag end “sådan er jeg bare”. Jeg brugte så resten af måneden på at udsætte at få ringet til studenterrådgivningen for at få en tid til en samtale.

Marts var en måned fyldt med begivenheder af den gode slags: min mor hev mig ud af udsætteriet og lavede speciale-skrivningsgruppe med mig, Rumpenissen blev scannet og viste sig at være en dreng, og Manden og jeg fejrede vores 10 års dag som par. Desuden var det også måneden, hvor Den Evige Vinter stoppede, og foråret begyndte at titte frem.

April var en måned af lidt mere blandet karakter. I starten af måneden forsvandt det varme vand fra vores hus, men vi havde ikke råd til at få skiftet varmebeholderen, så vi lærte os at tage bad i koldt vand og koge vand til Troldens bade. Det var også her, at jeg begyndte i noget samtaleterapi for at lære mig selv og min udsættertrang bedre at kende. Et af de mere positive højdepunkter var, at jeg i slutningen af måneden mødte hende her.

Maj var både en rigtig hård og en rigtig fantastisk måned. Jeg var i Berlin på tøsetur med en god veninde, jeg var på kursus, hvor jeg blev undervist af en af mine faglige helte, og min mave nåede en størrelse, så ingen behøvede at være i tvivl om, at det var en baby og ikke for meget kage, der forårsagede udvidelsen. Men det var også en stresset måned på hjemmefronten, hvor Manden og jeg på skift var afsted til alt muligt, og derfor næsten ikke så hinanden. Og så syntes jeg jo dengang, at det var vildt hårdt at stå alene med et barn. Det må man godt grine lidt af nu, når man har to børn og dermed et andet perspektiv. Hehe

Juni gik i høj grad med at komme så langt med mit speciale, at jeg var klar til at holde barsel i juli. Det var også måneden, hvor Trolden fandt ud af, at hun selv kunne stå ud af sin juniorseng, hvorefter en daglig (aftenlig?) kamp udspillede sig for at få hende til at blive i sengen. Der var også rigtigt lækkert vejr, hvilket fik vandet i min krop til at stige (falde?) og udspile mine fødder.

I juli vandt jeg over min dårlige selvdisciplin og fik klaret alt, hvad der skulle klares på specialet inden barsel. Troldetøsen havde sidste dag hos hendes dagplejemor, og ellers stod måneden i feriens og familieforøgelsens tegn. Vi var på Bornholm, da jeg var i 38./39. uge, og jeg var ganske godt tilfreds med den våde, småkolde danske sommer, for ellers var jeg blevet bugseret væk fra Dueodde af Greenpeace, mens de råbte slagord om at redde hvalerne.

Første del af august gik med gæstedagpleje og indkøring i børnehave for Troldetøsen, og for mit vedkommende med at blive mere og mere arrig og indebrændt, efterhånden som jeg lagde terminsdatoen bag mig med flere og flere dage. Det endte med endnu en igangsættelse, og d. 21. august kl. 23.45 blev en kæmpe baby på 4130 g lagt op på min mave. Resten af måneden gik med at kæmpe med at få amningen i gang, og derefter at overveje for og imod at droppe den selv samme helt.
I øvrigt var det også i august, at vi efter fem måneder uden varmt vand endelig besluttede os for at få en kassekredit, så vi kunne få lavet varmtvandsbeholderen.

September var måneden, hvor hverdagen skulle forsøge at indfinde sig. Jeg skulle lære at jonglere mellem to børns behov, at komme ud af døren med Rumpenissen, når Trolden skulle hentes, at være alene om to børn nogle timer hver eftermiddag, og meget andet som jeg i dag ikke længere tænker over som noget særligt. Det var en hård måned, også fordi dilemmaet amning vs. flaske blev ved at husere, indtil jeg til sidst besluttede mig for at fortsætte, som jeg hele tiden havde gjort, med lidt af hvert.

I oktober blev Rumpenissen døbt, jeg kæmpede mod søvnløshed, og jeg indså (med hjælp fra Manden og sundhedsplejersken), at jeg var nødt til at skære lidt ned på barselsaktiviteterne, inden jeg udviklede reel stress. Jeg sover stadig vildt dårligt, og jeg øver mig stadig i at sige nej. Det var ikke nok med en måned til at lære det.

November startede godt med, at dobbeltsengen blev genindviet til andet end at sove i, men derefter er det mindre gode highlights, jeg husker fra den måned. Det gik op for os, at vi ikke havde nogen at fejre jul med, Manden havde sindssygt meget overarbejde og jeg blev bitter, og min søde kusine mistede sin mand, kun 28 år gammel. Et kæmpe chok, som fik de øvrige knapt så fantastiske ting til at virke små og ynkelige til sammenligning.

Men så kom december med fest med fest på. Troldetøsen blev 3 år, vi fandt en løsning på spørgsmålet om julefejring og i det hele taget var det bare en rigtig hyggelig måned og, bortset fra lidt sygdom, en dejlig afslutning på et skønt år.

Jeg ser med forventning frem mod 2012. Jeg håber, at det bliver året, hvor jeg afslutter min uddannelse, og jeg ved, at det bliver året, hvor både Manden og jeg runder et skarpt hjørne. Vi bliver begge 30 år og dermed rigtige voksne 😉 Men jeg glæder mig også bare til hverdagen, til at nyde mine børn og se dem trives og udvikles, og til at for alvor at finde vores ben at stå på som familie på fire. Bring it on!

Amning revisited

Jeg lover, at jeg nok snart skal finde på noget andet at blogge om, men I må lige trækkes med endnu et indlæg om ammesituationen herhjemme. Det er jo ligesom også det, det meste af min tid går med, så på den måde afspejler bloggen mit liv (lidt for) godt.

Jeg har nemlig opdaget, hvorfor det er så svært for mig at slippe amningen helt. Og det har i virkeligheden intet at gøre med “Den Gode Mor” eller ammemafiaen eller nogen som helst form for ydre pres. Det er fordi, jeg ganske enkelt synes, at det er hyggeligt! Ikke så meget på grund af kontakten med Rumpenissen, selvom det da også er meget sjovt, men fordi det giver mig en god halv time til at læse, spille på iPonyen eller blot falde lidt i staver/søvn. Amning er tid for mig selv, mens jeg laver noget “fornuftigt” – og dét er svært at give afkald på. Det er bare ikke det samme med flasken. Dels fordi Rumpenissen kan tømme en flaske på fem minutter, men mest fordi jeg mangler den frie arm til at bladre i bogen eller swipe på telefonen.

Så nu har jeg fundet en slags ro i tingenes tilstand. Vi kører parløb mellem bryster og flaske, og det er fint for mig og fint for Rumpenissen, som glad æder alt, hvad der bliver serveret for ham. Ind i mellem er der dage, hvor han næsten kun får flaske, og andre dage løber mælken, så mit tøj bliver vådt. Sådan har det i virkeligheden været, siden vi startede med at supplere amningen; forskellen er blot, at jeg er okay med det nu. Jeg håber bare, at jeg kan nå at blive færdig med at læse Harry Potter-serien (igen igen), inden mælken for alvor slipper op!

Plus og minus-lister

Argumenter for at stoppe amningen helt:
– det er lidt til grin at amme i 35-40 min. hvorefter ungen æder 70 ml MME (modermælkserstatning) på fem minutter, især om natten
– Manden og jeg vil være helt jævnbyrdige i fht. madgivningen, hvilket vil give mig mere frihed
– frihed til at tage mig mere af Trolden og frihed til at gå i biografen, for eksempel
– mine bryster bliver mine igen (og Mandens 😉 )
– jeg vil få mere overskud, i stedet for at vade rundt i dette limbo, hvor jeg ikke kan tage en beslutning

Argumenter for at blive ved at amme:
– det koster 400-500 kr. om måneden at have Rumpenissen på MME
– mine bryster er pænere, når der er mælk i
– en hel masse følelser og stolthed, der er bundet op på at få amningen til at fungere
– update: og nå ja, det er selvfølgelig også det, Sundhedsstyrelsen anbefaler at man gør

Med venlig hilsen Nemesis?

Jamen, goddag brystbetændelse. Tænk at vi skulle mødes her, netop som vi var ved at ha styr på da shit med amning og flaske. Jeg går ud fra, at du skal hilse fra Nemesis?!

Den nye hverdag

I morgen begynder den nye hverdag. Den hverdag, hvor Mandens barsel er slut, og han skal arbejde, og Trolden skal i børnehave, og jeg skal være herhjemme sammen med Rumpenissen. Jeg ved godt, at det ikke er den helt rigtige hverdag; at det er en tidslomme, en barselsboble, som vil briste igen på et tidspunkt, men de næste 8 måneder oder so vil det være den nye hverdag.

Lige så stille kan jeg mærke angsten komme krybende. Angsten for, at Rumpenissen vil skrige dagen lang, og at jeg ikke har nogen til at aflaste. Angsten for, at jeg ikke kan finde ud af at komme ud af døren, når Trolden skal hentes. Angsten for, at jeg ikke kan holde ked-af-det-heden over min manglende mælk fra sindet. Angsten for, at den fødselsdepression jeg med nød og næppe undslap sidst, skal indhente mig nu. Men allermest: angsten for ensomheden!

En ammestuehistorie

Rumpenissen sover (for en gangs skyld), så jeg vil skynde mig at benytte mig af, at jeg har begge arme fri til at skrive en lidt længere opdatering end mit iPhone-bloggeri tillader.

Jeg har i den sidste uges tid fået mange flashbacks til den første tid med Troldungen. Hun græd meget, ville gerne ligge ved brystet hele tiden, men spiste ikke ordentligt igennem, fordi hun blev ved med at falde i en søvn, som alligevel ikke var særlig dyb, fordi hun faktisk var sulten. Det var ekstremt hårdt, men der gik lang tid, før jeg fattede, at det ikke var normalt, så hun var vel en seks-syv uger, før vi i samarbejde med sundhedsplejersken begyndte at supplere amningen med flaske, fordi jeg ganske enkelt ikke kunne producere nok mælk – hvilket tusind sundhedsinstanser ellers har fortalt mig var en gammel skrøne, og at det i virkeligheden handlede om den rigtige ammeteknik.

I starten gik det fint med Rumpenissen. På grund af “den mislykkede amning” sidst fik vi lov at blive på patienthotellet med ham i nogle dage efter fødslen for at prøve at få det godt i gang denne gang. Vi fik også rigtig meget hjælp af søde jordemødre, som opfordrede os til at lade ham sutte alt det, han ville i starten for at få produktionen godt i gang. Vi lå hud mod hud, og jeg havde næsten dårlig samvittighed over at gå på toilet uden ham. Men han suttede, som han skulle, og alt var godt, og så tog vi hjem.

Hjemme begyndte mælken at løbe til, og så var det, at vi var blevet instrueret i at holde ham igang, mens han spiste. Han måtte ikke sove, men skulle få tømt af ved begge bryster, og så kunne han holde pause på cirka tre timer inden næste måltid. AS IF!
Når den lille fidus havde spist mine bryster helt i stykker i op til halvanden time (for at være sikker på at han fik tømt godt af), så gik der ti minutter før han igen begyndte at søge og sugede sig fast til sine fingre, dynen eller faderens skulder – afhængig af hvad der var inden for rækkevidde. Og når der ikke blev serveret, begyndte han at skrige. Meget. Højt. Længe.
Vi gik med ham, nussede ham, skiftede ham, men alt sammen handlede det bare om at få tiden mellem amninger op på to timer, hvilket sjældent lykkedes, før vi kapitulerede og lagde ham til igen.

Men nu er vi jo erfarne forældre, og da dette her i mistænkelig grad mindede os om situationen med Troldepigen, var vi klar over, at sådan skal det ikke være. Vi havde brug for noget hjælp! Men sundhedsplejersken havde ikke kontaktet os endnu, så hvem skulle vi henvende os til? Vi ringede til barselsgangen, som foreslog mig at malke ud efter amning, og så give ham, hvad der end måtte være tilbage. “Bare 10-20 ml kan måske være nok til at få ham til at falde til ro.” AS IF! Prøv med 3-5 ml, og nej, det var ikke nok til at få ham til at falde til ro.
“Så skal I nok kontakte sundhedsplejersken.”

Vi ringede mandag til sundhedsplejen og fik at vide, at de var gået hjem for i dag. Kl. 12.30!! “Men i morgen kl. 8 er de her igen.”

Kl. 8 tirsdag meldte nummeret fejl. Kl. 10 tirsdag fik vi endelig hul igennem og fik et nyt nummer at ringe på, direkte til den sundhedsplejerske, som kører i vores område. Kl. 10.05 lagde vi besked på hendes svarer. Kl. 10.30 prøvede vi at ringe igen, men blev stadig mødt af en telefonsvarer. Kl. 11 var jeg ved at blive vanvittig af skrigeri, sultent barn, ømme bryster og ingen udsigt til hjælp, så jeg ringede igen til barselsgangen – og fik at vide, at jeg skulle ringe tilbage kl. 13.

Jeg ved godt, at vi bare kunne have givet ham den der flaske, men jeg havde sådan brug for, at det blev blåstemplet. At nogen sagde til mig, at det ikke er fordi, jeg gør noget forkert, at det ikke kan lykkes. At alle muligheder ligesom blev udelukket for mig, så jeg ikke skal sidde tilbage og tænke “Hvad nu hvis…”

Kl. 13 fik jeg fat i en sød jordemoder, som lyttede til mig, mens jeg halvt hulkende gengav scenarierne herhjemme fra. Desværre stod hun selv lige og skulle tage imod en patient, men hun ville give mit nummer videre til aftenvagten, som mødte kl. 15, for hun ville nok have tid til at se mig sidst på eftermiddagen.

Kl. 15.30 ringede jordemoder-aftenvagten, og jeg fik en tid til et tjek og en samtale kl. 17.
Og ENDELIG. Her er beviset, blåstemplingen og udelukkelsen af andre muligheder:

Photobucket

Jeg har nu fået papir på, at min søn godt må få flaske, og jeg håber sådan, at det vil give os et mere roligt barn. Om ikke andet sover han nu og har gjort det næsten en time, så mon ikke der er håb forude?!