Nå, hvor kom vi fra?! (tredje del)

Kort opsummering: ferien er slut og lige om lidt er det skolestart.

Den mindste gut er lige blevet 8 måneder. Han har brugt sommeren på at få tre tænder, at blive rigtig god til at rotere omkring egen akse, når han ligger på maven (uden dog at kravle eller skubbe sig hverken frem eller tilbage) og på at blive bedre til at spise. Amningen udfasede vi i starten af juli. Der var ikke rigtig mere at komme efter, og da han begyndte at træne sine bide-kundskaber på mit bryst, stoppede jeg det helt.

Bittesmå bisser

Grød siger ham ikke rigtig noget, udover fornøjelsen ved at smøre det rundt i hovedet på sig selv, så han får bare almindelig mad, og det betyder, at det går lidt langsommere med at få fulde måltider af fast føde, end hvis han nu havde været grødbarn. Men han får jo stadig masser af flaske og trives og vokser som han skal, så jeg prøver ikke at være bekymret.

Grød er sjovt!


Til gengæld kan jeg så bekymre mig for, at der er under en måned til, at bettefyren skal i dagpleje. Jeg har virkelig nydt min barsel denne gang, og kan slet ikke rumme, at det snart er slut. Hvor jeg de to foregående gange har været mere afklaret og glædet mig til at begynde på arbejde/studie igen, er jeg denne gang virkelig slet ikke klar til at skulle give afkald på tiden med min lillebitte dreng. Jeg synes han er ALT for lille til at skulle passes af andre end mig.
Vi kunne i princippet godt have ventet en måned, men jeg kan huske med Trolden, at hun begyndte til oktober, og at det blev noget rod, fordi der kom en efterårsferie på tværs, så hun faktisk havde brug for at blive kørt ind igen efter ferien. Det var jo derfor, vi valgte at melde ham til til 1. september – må jeg lige minde mig selv om.

På en måde bliver det også ok at skulle starte op igen. Tidligere har jeg skrevet om, at jeg overvejede at begyndte at arbejde igen, fordi det ikke kørte sindssygt godt på mit arbejde med barselsvikaren, og jeg tror da også, at det ikke bliver helt lige ud af landevejen at komme tilbage, men det bliver også rart nok at kunne gøre noget, når jeg hører om ting, der ikke fungerer. Der bliver i hvert fald udfordringer nok at tage fat på, og jeg kan faktisk godt lide udfordringer.

Så, jeg skal nok blive klar. Jeg har lidt tid endnu, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for både at nyde, men også indstille mig på det nye, der kommer. I eftermiddag skal vi besøge dagplejeren, så jeg håber, at det kan være med til at give mig lidt ro i sindet, når jeg har mødt bettefyrens nye vigtige voksen.

Instagram, jeg beklager. My bad, som man siger.

Mens jeg simultanskriver på tre indlæg – uden at få færdiggjort og udgivet nogen af dem – kan I lige få denne her, som jeg lagde på Instagram igår som respons på denne artikel, der er blevet flittigt delt, i hvert fald blandt mine facebook-venner.

Jeg har læst, at der findes mennesker, som tror at Instagram er en slags 1:1 gengivelse af andre menneskers liv, og som derfor bliver kede af deres egne liv, fordi de oplever akut mangel på pænt arrangeret mad med noget grønt kækt på sned, caffe latte med hjerte i skummet og slanke maver i profil.

Jeg bærer naturligvis min del af skylden for denne udvikling med alle de søde babybilleder jeg poster, som kan forlede folk til at tro, at de også kan få nuttede børn, når sandheden er, at de fleste babyer er klamme og ulækre. Alle kan ikke være så heldige som mig.

For at råde bod på denne vildfarelse og medvirke til Oplysning til Borgerne om Samfundet, viser jeg hermed et billede, hvor selv min nuttede baby har været klam og gylpet mig ned ad ryggen.


I må tro mig når jeg siger, at det var langt mere vidtforgrenet og ulækkert i virkeligheden.

Sæt pris på lugtfrie fotos og instagramfiltre, men husk at det kun er et meget lille udsnit af Livet.

– det samme kan i øvrigt siges om bloggen her. Og de fleste andre blogs, vil jeg tro.

Lortenat

Det har været en af de nætter. Dem, hvor ungen roterer rundt i sengen, klynker hvert 20. minut og hvor man max. får halvanden times sammenhængende søvn ad gangen. Den slags nat, hvor man slet ikke kan forstå, at man nogensinde syntes at det var en god idé at få flere børn, og hvor man forbander sin egen fertilitet. Den slags nat hvor man forsøger at forhandle med et menneske på tre måneder, der på ingen måde overhovedet forstår begrebet “bestikkelse”. Den slags nat hvor “sov nu, sov nu, sov nu” bliver til “sovnusovnusovNU”. Den slags nat hvor man dagen efter opdager 5 nye grå hår og 2 nye rynker.

Sådan en nat var det i nat. En rigtig lortenat. Og forklaringen kom, da jeg omsider overgav mig og stod op med den sure baby-stodder: en ble fyldt med lort, som havde været fyldt med lort lææææænge. Og jeg undrede mig over, hvorfor jeg slet ikke havde lugtet det, indtil jeg kom i tanker om, at jeg jo er drønforkølet og ikke kan lugte en skid – helt bogstaveligt. Men det var jeg vist for træt til at huske i nat.

Og nu er han puttet ud i barnevognen, med ren ble og det hele, og jeg vil finde en pude og et tæppe, lade alt det praktiske flyde og lægge mig på sofaen. Zzzzzzz….

Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Kun en lille bitte smule i tvivl

Det der barsel er stadig noget, jeg ikke er så god til. Før vinterferien kom en af pædagogerne i Rumpens børnehave til uforvarende at spørge, “om jeg så rigtig gik og hyggede mig med at have barsel?”, hvorefter jeg kom til at brække mig i ord ud over hende. Jaja, hvad hjertet af fyldt af, flyder munden over med. Hun så lidt forskrækket ud og øffede noget om, at man jo godt kan starte tidligere på arbejde eller lave forskellige fleks-ordninger.

Jeg arbejder med ledelse af frivillige, og flere af de frivillige, som jeg leder (efter), er også mennesker, jeg ses med privat. Derfor kan jeg følge pænt meget med i, hvad der sker på mit arbejde, og det er faktisk ikke helt vildt godt… for det kører virkelig dårligt. Barselsvikaren har ikke rigtig kunnet løfte opgaven + at der lige kom en række uforudsete udfordringer ind fra siden, hvilket betyder at “mine” frivillige kører på pumperne, og jeg ved, at nogle af de meget sejlivede af slagsen, regner med at stoppe til sommer.

Derfor har jeg de sidste 14 dage oder so brugt en del vågne nattetimer (udover amningerne) på at overveje, om jeg skal starte op igen snart. Jeg er helt ærligt meget bekymret over, hvad jeg mon kommer tilbage til, hvis jeg venter til efteråret med at vende tilbage, sådan som jeg oprindeligt havde tænkt. Jeg frygter at det arbejde, jeg har brugt tre år på at opbygge – med STORT fokus på trivsel i frivilligheden og ikke at brænde ud – vil være fuldstændig spildt, og jeg skal ikke bare begynde forfra: jeg skal også have genopbygget noget tro og tillid.
Mit håb havde egentlig været, at de frivillige under min barsel ville blive mere selvkørende, så jeg, når jeg kom tilbage, ville få mere tid til nogle af de andre (sjovere) projekter, jeg også er ansat til at varetage.
Sådan kan det selvfølgelig stadig nå at ende, hvis de får vendt krisen, men hvad nu hvis de ikke gør?

Som sagt har jeg brugt en del tid på at spekulere, og jeg tror, at jeg er nået frem til, at jeg ikke skal starte igen lige nu. Dels fordi jeg overhovedet ikke er klar til at slippe lille D allerede, men mest fordi min motivation for at begynde handler mere om at skulle redde noget, end det er for min egen skyld. Hvis jeg forestiller mig scenariet at alt kørte på skinner, så kan jeg mærke, at jeg, alt bimshed til trods, ikke ville have lyst til at starte allerede, og så skal jeg ikke. Så må jeg lægge ansvaret fra mig, lukke øjnene og krydse fingre for, at de superkompetente frivillige nok skal få vendt skuden på en eller anden måde.

Ja, det er vist sådan det skal være. Tror jeg nok…

Ensom og indebrændt

Hvad er det lige der sker for mit hoved, når jeg er på barsel?! Jeg bliver super indebrændt og sensitiv og kører alting helt vildt meget op, men evner ikke at få meldt noget ud eller sagt det højt, så luften kan gå af ballonen.

I går var en af de mere anstrengende dage herhjemme. Bettefyren var grumpy og ville ikke rigtig noget i sine vågne perioder, så jeg bar ham meget rundt. Heldigvis skriger han sjældent, men han brokker sig og basker rundt med arme og ben for at vise, at noget ikke er som det skal være med ham, og det betyder, at man skal holde godt fast, når man går med ham, så da vi nåede til aften var jeg helt spændt op i nakke og skuldre. Desuden var igår den eneste aften uden program på i denne uge, og jeg længtes egentlig bare efter at være sammen med Manden, og at han måske kunne aflaste mig lidt med at bære rundt på den utilpasse baby.

Det er hans putteaften af de store, og imens går jeg rundt med Mister Grumpy og forsøger at finde nye måde at holde ham på, for om muligt at belaste skuldre og nakke lidt mindre. Jeg drømmer om, at han måske kan puttes tidligere i aften, og at Manden og jeg så måske kan finde en ny serie at se sammen eller måske bare få snakket lidt, og jeg begynder at blive utålmodig efter, at han skal få puttet færdigt og komme ned til mig.
Da han så kommer, går der først Praktiske Gris i ham – han putter det sidste i opvaskemaskinen og sætter den i gang, og så melder han ud, at han skal have kigget på noget for forældrebestyrelsen i børnehaven, finder sin computer frem og sætter sig bag skærmen.
Jeg skulle ha’ sagt noget, det ved jeg. Jeg kunne for eksempel have foreslået, at han ventede med det til jeg gik i seng, eller til mens jeg puttede den lille. Eller jeg kunne have sagt, at jeg virkelig havde brug for, at han tog bettefyren lidt for det havde været en anstrengende dag. Jeg kunne have spurgt, om ikke vi skulle gøre noget sammen, når nu det var den eneste aften uden program på i denne uge.
Men jeg sagde ikke noget. I stedet påstod jeg, at bettefyren skulle have skiftet ble, så jeg kunne stå ude på badeværelset og fælde nogle tårer i fred og ro fra larmen af udsugningen.

Jeg bliver nemt ensom, når jeg går på barsel, og jeg husker pludselig, at det primært er i mit parforhold, at jeg bliver ensom. Fordi vores teamwork pludselig er delt op: jeg tager mig af den lille og han tager sig af de store. Fordi aftnerne ikke længere er fælles oaser, hvor vi sammen restituerer efter ungerne er puttet og får snakket og delt liv med hinanden. Og fordi jeg af en eller anden grund ikke længere kan finde ud af at artikulere mine behov, men i stedet iklæder mig en uklædelig martyrrolle, så jeg foretrækker at græde min modige tårer i skjul og ellers fiske efter, at han af sig selv skal tilbyde sin hjælp eller spørge til, hvordan jeg har det.
Jojo, han kunne da helt sikkert oppe sig, men jeg kunne jo begynde med at få åbnet min mund og SAGT noget. Hvorfor hulan er det pludselig blevet et problem?! Og hvorfor føles det som om jeg risikerer noget, hvis jeg fortæller ham, hvordan jeg har det? Hvorfor er jeg så bange for at blive afvist? Jeg ved jo, at han elsker mig, og at han gerne vil hjælpe, men hvordan skal han kunne gøre det, hvis ikke jeg siger noget?!

Så, hovedet ud af navlen og ud at risikere at sige noget højt. Det dør du ikke af. Tværtimod.

Degraderet til mor

Jeg er ikke så god til at gå på barsel. Det har jeg nævnt en hel del gange under forskellige samtaler i løbet af det sidste halve års tid. Under min første barsel var jeg ved at gå til af ensomhed og skyldfølelse, og under min anden barsel fik jeg næsten stress i et forsøg på at lave en helt anden slags barsel end første gang. Nu er det så tredje gang, og jeg haft meget blandede følelser omkring det, hvilket jeg ikke har været tilbageholdende med at fortælle, når samtalen er faldet på emnet. Jeg har derfor forsøgt at køre positivt spin på mig selv og mit syn på barsel, og det udmøntede sig bla. i følgende kommentar hos Blogsbjerg for en god uges tid siden:

For mit vedkommende står 2017 i høj grad på barsel, og det har før været noget, jeg ikke er så god til. Jeg får spat af den trivielle hverdag, af ikke at kunne “udrette noget”, og jeg kommer nemt til at føle mig ensom. Mit fokuspunkt dette år bliver derfor noget med at minde mig selv om
1) den luksus en barsel er – tænk at få så meget tid, kun til at pleje og opbygge sin familie.
2) at det er et meget vigtigt og værdifuldt arbejde at give et nyt menneske den bedst mulige start på tilværelsen. Så selvom det er trivielt, så udretter jeg noget hver dag – også når jeg ikke engang når at få tøj på selv.
3) at jeg også selv kan gøre noget for at række ud til andre, så det ikke bliver for ensomt. Man kan f.eks. godt sende sms’er når man ammer om natten, så andre har noget hyggeligt at vågne op til.

Det er sandt, at jeg ikke er god til barsel, at jeg kommer til at kede mig, og at jeg nemt kan føle mig ensom. Men. Jeg har luret mig selv. Jeg har nemlig en skjult agenda, når jeg igen og igen taler om, hvor dårlig jeg er til at være på barsel. Det er en måde at distancere sig på; en sproglig distance til både barsel og ikke mindst mor-rollen.

Når jeg er på barsel sker der nemlig det, at min identitet bliver udfordret. Alt for meget af min værdi og identitet er hængt op på, hvem jeg er i kraft af mit arbejde og mine evner, og jeg kommer til at føle det som en degradering, når jeg primært (kun?) er mor. Det ser jeg ikke den store værdi i, desværre.

Jeg kender andre for hvem det at være mor er en opgradering. Kvinder, som har “fundet hjem” i mor-rollen; som før havde en rastløs sjæl, men som fandt noget identitet og mening på et dybt plan, da de blev mødre. Jeg kender også kvinder, som brændende ønsker sig at blive mødre, og som føler, at manglen på den rolle i deres liv degraderer dem som mennesker og særligt som kvinder.

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med det. Måske handler det – for mig – om at tage imod den anledning, som min tredje barsel er, til at arbejde min identitet et sundere sted hen, så den hverken skal hvile på mit arbejde eller på mine børn. Og samtidig omfavne min mor-rolle og tage den på mig i stedet for at distancere mig. Det kunne være et meget godt projekt for 2017.

Ahh, endelig hverdag

Det har været en dejlig jul, og vi kom godt ind i det nye år alle fem, men det var særlig rart igår at kunne vinke farvel til mand og børn (red.: vel gjorde hun ej, hun snorksov!) og så ellers nyde roen, bare mig og knirkemesteren.

Min lettelse bunder uden tvivl i, at mens Manden begyndte arbejdet igen på årets mest mandags-agtige mandag (red.: hun mener mandag den 2. januar), begyndte skole og institutioner først igen igår. Det vil sige tre dage, hvor jeg helt alene jonglerede tre børn, hvoraf de to største var rimeligt hyper det meste af tiden – hvilket nogle gange gav sig udslag i supergode (vilde) lege sammen, når de lige ramte hinandens hyper-niveau. Andre gange var det konstante konflikter, diverse uretfærdigheder og alskens brok fra skiftevis den ene og den anden.

Men alle dage lykkedes det mig at sørge for, at både børn og voksen blev påklædte i løbet af dagen, og der blev serveret både morgenmad, frokost og eftermiddagsmad. Ingen døde eller led fysisk overlast. Det var helt klart en succes! Men ikke en letkøbt én af slagsen, hvorfor jeg nu er ret taknemmelig for genåbning af diverse offentlige institutioner til opbevaring af afkom.

 

Trods alt er det ikke tre spædbørn, jeg skal håndtere, og jeg er meget taknemmelig for, at mine store børn har den alder, de har. De kan godt holde lidt øje med den sovende knirke-fyr, mens jeg tager mig et bad, og at de så henter mig ud af det, fordi den lille gut åbnede det ene øje på klem, det må man jo tage med, eller også må man være lidt mere specifik i sine beskrivelser af, hvad det vil sige at “hente mor hvis han vågner”.

På nogle måder har det måske ligefrem været udviklende for de store, at jeg ind i mellem er låst i en stol med en baby på mit bryst. Da lillebror pludselig vågnede midt i, at de andre to stod og skreg på morgenmad, som jeg var ved at finde frem, så måtte de jo til at blive lidt mere selvhjulpne, og det lykkedes da også Trolden at få smurt Rumpenissens bolle og ved fælles hjælp fik de også tørret det mælk op, de spildte, da de skulle hælde det op i glassene. Og selvom de brokkede sig undervejs, og jeg forklarede dem, at sådan noget skal de jo alligevel lære, så de en dag kan flytte hjemmefra, så tror jeg faktisk, at de også nød det lidt.

Men alt i alt: ah, endelig hverdag! Og ah, endelig weekend lige om lidt.

Et nytårsønske

Forleden aften var jeg til julefrokost med bettefisen på armen, og som det nogle gange sker til den type arrangementer, så blev vi kastet ud i en selskabsleg, der bestod i at “interviewe og præsentere vores sidemand/kvinde”. Min sidekvinde lå ikke på den lade side med gode spørgsmål, så hun spurgte mig til mine nytårsfortsætter, men ændrede det til mine nytårsønsker, da jeg ikke kunne komme i tanker om et eneste muligt nytårsfortsæt. Men nytårsønsker – dem har jeg flere af!

Mit ønske for det nye år er, at vi må lande på benene igen – nu som familie på fem. Med lillebrors ankomst blev vores familie, som den har set ud de sidste 5 år, kastet op i luften, hvor vi nu svæver rundt, hulter til bulter, og hver især forsøger at navigere så godt vi kan i vægtløs tilstand. Det gør det absolut ikke nemmere, at det også er december, som i al dens hygge og herlighed, også er en ekstra presset tid, hvor der skal sørges for gaver (thank God for online shopping!), afholdes diverse julekomsammener og fødselsdage, og så skal der naturligvis nisses og hygges og jules.

Jeg tror især, at manden min er hårdt ramt. Naturligvis. Meget af det vi før var to om, med de to store, står han nu selv med, fordi jeg er på med den lille og stadig bruger de fleste af døgnets timer på at amme. Jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, men bliver også frustreret over at jeg ikke kan bidrage som før.

Ungerne er også pressede og reagerer ved at gå tilbage i udvikling, være mere konfliktsøgende og skrue op for fjollerierne. Her er det særligt Rumpenissen, som forsøger at gemme en usikkerhed eller ked-af-det-hed bag en klovnemaske, hvad enten han leger baby eller laver fagter og grimasser for at få lillebror til at grine, hvis han græder (hvilket en 2 uger gammel baby reagerer rimeligt lidt på).

I går aftes fik jeg dog omsider hul igennem til Rumpen. Jeg skulle til at putte ham, men lige i samme øjeblik begyndte bettefisen at græde efter mad. Jeg foreslog Rumpen, at han kunne komme med ned i stuen, mens jeg ammede, og jeg så puttede ham bagefter, men han blev bare bundulykkelig og begyndte at græde. Så jeg fik i stedet monteret lillebror på et bryst, mens jeg trøstede Rumpen. Han kunne ikke selv sætte nogen ord på, hvad han var ked af, men jeg fik lov at ae ham og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham. Jeg forsøgte især at understrege, at han har en helt særlig plads i mit hjerte, som ingen kan tage fra ham. Jeg ved ikke, om det er dét, der er på spil hos ham, men det er i hvert fald noget der ligger mig på sinde, at han ved.

Så, jeg glæder mig til at vi lander igen – forhåbentlig på benene. Jeg er klar over, at alt hvad vi oplever pt. af konflikter, ked-af-det-hed og frustration er fuldt ud normalt, og at det går over igen. Det er bare hårdt nu her, mens det står på.

De små glæder

Fornøjelsen ved at klippe tånegle, studse busk og tage strømper på uden at skulle gætte på, om man rammer rigtigt, fordi maven er i vejen.

Nydelsen ved den rituelle rensning af flasker, og fornemmelsen af at man nu er klar til endnu et døgns strabadser.

Altså det er ikke fordi jeg som sådan er vild med at vaske op, men der er nu noget over at line flasker op på rad og række.

Og ikke mindst: små rynkede babyfødder!

Haps!