Instagram, jeg beklager. My bad, som man siger.

Mens jeg simultanskriver på tre indlæg – uden at få færdiggjort og udgivet nogen af dem – kan I lige få denne her, som jeg lagde på Instagram igår som respons på denne artikel, der er blevet flittigt delt, i hvert fald blandt mine facebook-venner.

Jeg har læst, at der findes mennesker, som tror at Instagram er en slags 1:1 gengivelse af andre menneskers liv, og som derfor bliver kede af deres egne liv, fordi de oplever akut mangel på pænt arrangeret mad med noget grønt kækt på sned, caffe latte med hjerte i skummet og slanke maver i profil.

Jeg bærer naturligvis min del af skylden for denne udvikling med alle de søde babybilleder jeg poster, som kan forlede folk til at tro, at de også kan få nuttede børn, når sandheden er, at de fleste babyer er klamme og ulækre. Alle kan ikke være så heldige som mig.

For at råde bod på denne vildfarelse og medvirke til Oplysning til Borgerne om Samfundet, viser jeg hermed et billede, hvor selv min nuttede baby har været klam og gylpet mig ned ad ryggen.


I må tro mig når jeg siger, at det var langt mere vidtforgrenet og ulækkert i virkeligheden.

Sæt pris på lugtfrie fotos og instagramfiltre, men husk at det kun er et meget lille udsnit af Livet.

– det samme kan i øvrigt siges om bloggen her. Og de fleste andre blogs, vil jeg tro.

Reklamer

De små glæder

Fornøjelsen ved at klippe tånegle, studse busk og tage strømper på uden at skulle gætte på, om man rammer rigtigt, fordi maven er i vejen.

Nydelsen ved den rituelle rensning af flasker, og fornemmelsen af at man nu er klar til endnu et døgns strabadser.

Altså det er ikke fordi jeg som sådan er vild med at vaske op, men der er nu noget over at line flasker op på rad og række.

Og ikke mindst: små rynkede babyfødder!

Haps!

Så kom han

51 cm og 3438 g kærlighed pakket noget så lækkert ind. Nu mangler han bare sit navn her på bloggen. Det kan jeg tygge på, mens han tygger på mine bryster.

Stilleben 2

Jeg har tidligere lavet et ordligt/ordrigt stilleben. Derfor tallet 2 i titlen. Det første kan læses her

Jeg sidder ved køkkenbordet og hækler lidt på den blæksprutte som ældste-trolden har ønsket sig, siden jeg sidste år til jul, lavede en til min niece.

Der er ikke andre mennesker i køkkenet, men bordet vidner om at de har været her. Der står en halv kop kakao som tidligere i dag var varm. Der ligger en bog med Illustrerede Pirathistorier, som vi har læst højt af. Der er en bunke strøgne perleplader, en kasse med perler og en kasse med perleplader. På bordet står to stearinlys, som har brændt siden morgenmaden, og det ene er brændt helt ned. Der er også en karklud, et par skeer og en iPad, der ligger til opladning.

Alt sammen vidner det om en dag i roligt tempo og med tid til leg og fordybelse. En af den slags dage, som vi har alt for få af, og som ikke kan tvinges frem, men nogle gange opstår efter en række tætpakkede dage. Sådan en dag bliver vi fyldt på igen, både sammen og hver for sig, og så er vi klar til både legeaftaler i eftermiddag og en heldagstur til Djurs Sommerland i morgen.

Efterårsferie er helt ok.

Fra forleden dag da vi var i skoven og byggede hule, og jeg efter gåturen hjem igen fik så mange plukkeveer, at jeg troede jeg var ved at gå i fødsel.

Ikke at jeg tæller ned…

Men i dag er der 6 uger til min termin og 1 uge til efterårsferie/barsel.

Og nu hvor der omsider er kommet styr på barselsvikar, kan jeg mærke, at jeg begynder at kunne glæde mig. Hidtil har det mest været min krop, der har glædet sig, og ikke så meget mit mentale jeg.

Der er dog lige en sidste ekstra-crazy arbejdsuge, der skal klares (hvorfor planlagde jeg så mange aftenmøder i min sidste uge?!!), men allerførst er der hårdt tiltrængt weekend med cola på køl. Håber I får en god en af slagsen derude!

Maven og jeg i vores rette element: på ryggen i sofaen!

Kun et lille stænk vemod

7 dage! Sølle syv dage skal Rumpenissen endnu være ved sin dagplejemor, for 1. maj bliver han opgraderet til børnehavebarn, og han og Trolden får fælles dagligdag.

På langt de fleste måder bliver det bare helt vildt godt. Han glæder sig rigtig, rigtig meget – især til at få madpakke med! Der er åbenbart ikke noget så spændende i denne verden som fire flade leverpostejsmadder pakket ned i en plastikkasse og lidt frugt/grønt ved siden af.
Det bliver også dejligt for os kun at skulle aflevere og hente ét sted.
Rumpen er også mere end klar til børnehavens udfordringer. Hvor jeg i sin tid syntes, at Trolden var meget lille til at slippe dagplejens trygge rammer, så tænker jeg slet ikke sådan om Rumpen. Han har krudt i røven, og børnehaven kan bare bedre matche hans behov for vilde lege og masser af tid på legepladsen og i sandkassen. Desuden kender jeg nu i modsætning til sidst det sted og de voksne, der skal tage sig af ham, og jeg har fuld tillid til, at det bliver godt.

Så faktisk er der slet ikke noget, som ikke bliver godt. Det er kun det stik af vemod, jeg oplever, ved at skulle sige farvel til dagplejemoderen og trygheden der, som gør det en lille smule svært. Og vemod er okay, når man skal sige farvel til noget kendt og goddag til noget nyt, ikke?

20140422-110145.jpg
Det er denne lille-store fis, der snart bliver børnehavedreng. Her ses han – meget koncentreret – i færd med at styre en cykelbåds-svane i Tivoli Friheden i påsken.

Rumpen 2 år

Vi kæmper stadig herhjemme. Det er ikke så let for nogen af os at vænne sig til, at jeg har fast weekendarbejde og i det hele taget er mindre fleksibel, end jeg var som studerende. Manden kæmper også med presset, der er som selvstændig, og med at strukturere tid og ressourcer.
Det er ikke for at fiske efter ynk, men blot som en forklaring på, hvorfor bloggen her ikke ligger så højt på prioriteringslisten for tiden. Jeg har en klar idé om, at det vil ændre sig på et tidspunkt, men indtil da må I bære over med en lidt omskiftelig frekvens af indlæg.

Det, jeg i virkeligheden ville skrive om, var jo Rumpenissen, som fyldte hele 2 år d. 21/8! Det var en stor dag for en lille fyr, og godt hjulpet af storesøsteren lærte han snart at se pointen i at flå papir af gaver. Han blev fejret af venner og naboer med hvide boller og ostehaps ad libitum – så bliver det i hans optik ikke bedre. Vi andre fik også lidt kage.
For at samle op på hvem og hvordan den 2-årige Rumpenisse er, præsenterer jeg her:

RUMPENS BLÅ BOG

Alder: 2 år og 5 dage
Hårfarve: Det er endnu lidt svært at vide, selvom vi for en 14 dage siden havde debut med første hårvask. Blond-mørkeblond-rødligt, gætter jeg på.
Kendetegn: Lille, robust fyr med en udvidet følelsesskala i begge ender – både meget glad og meget hidsig
Yndlingslegetøj: Smølfer! “Mynsj” som han kalder dem. De fungerer pt. som bamser for ham og følger ham overalt, undtagen når de bliver væk, hvorfor vi har købt et lille fjernlager.
Sprog: Snakker som et vandfald. Vi forældre forstår ca. 70%, uindviede forstår 30%. Udover “mynsj” er meget brugte ord: “ellekom” (tak for mad/velbekomme), “ovenpå” (ovenpå/udenfor/nedenunder), “kreja” (Kaj & Andrea) og “ejpaaaad” (iPad/iPhone/fjernsyn).
Livretter: Ost med ost på, boller og på særlige dage, kødsovs.
Kan ikke fordrage: Frugt! En bid banan i ny og næ går an, men alt andet får ham til at skære ansigter, som om man gav ham citron.
Bryder sig heller ikke om: at få nej. Bliver ordet nævnt, nedlægges der omgående protest i form af øredøvende skrigerier og kasten med ting.
Elsker at: blive nusset og tumlet med. Kropskontakt FTW!
Elsker også: sin storesøster. Og ind i mellem sine forældre.
Bedste venner: Storesøster, M og S i dagplejen og storesøsters bedste ven, A (som dog ikke ved det).
Fremtiden: skal være entertainer, når han bliver stor. Elsker opmærksomhed og udnytter den til fulde med alskens gøren sig til og skaben sig. Spiller i øvrigt guitar på alt og danser hver gang, der er musik.
Alt i alt: Rumpen er fantastisk!

20130826-091100.jpg

Ude godt, hjemme også godt

Ferien lakker mod enden her. Vi kom hjem fra hovedstaden i onsdags og har siden da nusset rundt med både praktiske projekter og legeaftaler med meget savnede venner. Faktisk jublede Trolden i det øjeblik, vi kørte op i indkørslen, fordi hun så, at hendes bedste ven, nabodrengen, var hjemme, så hun løb derover i fuld firspring så snart, hun fik selen af. Så sødt og fantastisk at de kan danne så gode relationer i den alder.

Jeg synes virkelig, at vi har haft en fantastisk ferie i år. Yderpunkterne med henholdsvis camping og storbyferie(-agtigt) har været rigtig godt, og afslutningen med en række dage herhjemme til at komme lidt ind i den vante gænge, inden hverdagen tonser løs, har også været godt givet ud, fornemmer jeg. Børnene har mange indtryk, de skal have bearbejdet, så især Trolden og jeg taler en del om, hvad vi har oplevet. Tidligere når vi har holdt ferie, har jeg lavet et lille skema med små tegninger af, hvad vi skulle opleve (helt små ting som is og negleklipning har ofte også indgået), og så har vi sat krydser hver gang, vi havde oplevet en ting. Denne gang har vi ikke vidst så meget om, hvad ferien skulle indeholde på forhånd, men taget det meget som det kom, så derfor har jeg købt en kina-bog til hvert barn, hvor jeg har forsøgt at få dokumenteret vores oplevelser. Det er så den, vi også bruger, når vi skal snakke om, hvad vi har lavet. Jeg håber, at når de bliver lidt større, kan de selv tegne, hvad vi har lavet. Det bliver sådan en slags barnets bog, der kun bliver opdateret, når vi har tid, nemlig i ferierne. Totalt smart! 🙂

Kinabog1

Kinabog2

Nu er vi så ved at forberede os på, at det er mandag i morgen. Rumpen skal starte i en ny dagpleje, da hans gamle dagplejemor blev sygemeldt med stress i foråret, og siden da har det været en lidt turbulent tid for ham. Vi glæder os til at få lidt mere ro på på den front. Heldigvis er de tre som har været i gæstedagpleje sammen, som skal starte hos den nye, men der er ikke nogen fra hans gamle crowd, der flytter med. Jeg tænker, at starten måske bliver lidt hård for ham, men han er en robust lille fyr, så han skal nok finde ud af det.

Heldigvis har jeg jo lige et par dage til at køre ham ind, inden jeg selv starter på job d. 1. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, men er også spændt på, hvordan vores nye hverdag bliver. Heldigvis er det et job med en relativ god mængde fleksibilitet (bortset fra nogle til tider ret skæve arbejdstider), så jeg håber, det bliver en blid overgang fra studielivets “arbejd når du vil”.

Alt i alt er jeg meget fortrøstningfuld og ser frem til, hvad livet har at byde på på den anden side af ferien. For et år siden så tingene temmelig anderledes ud, da jeg sad i et sort hul, som jeg ikke kunne komme op af. Jeg er så taknemmelig for, at det lader til at være et overstået kapitel, men jeg tænker også, at jeg fortsat må øve mig i at lytte til mig selv, så jeg ikke ryger så langt ud over kanten igen, inden jeg opdager, at der er noget galt.

Så ren optimisme og lallegladhed herfra!

Ankommet

Jeg ligger og slænger mig i en sofa på Nørrebro. Omsider har krapylerne overgivet sig til søvnen, og der er ro nu, bortset fra lyden af trafik og snakkende mennesker udenfor i Nørrebroparken.

Turen herover gik ganske fint. Jeg havde købt en bunke bestikkelse (figenstænger, ostehaps, plastik-insekter, mini-maracas og pixibøger) med den intention at pakke det ind til en mængde små gaver, som ungerne kunne få undervejs. Jeg nåede dog ikke at få det pakket ind (måske man skulle få den slags lyse ideer i lidt bedre tid end dagen inden man skal køre), så vi havde i stedet en trylle-kasse med i bilen, som med jævne mellemrum (dvs. når der var optræk til skrigeture) tryllede sjov og spas frem fra dets magiske dyb.

20130718-212956.jpg

Nå, men som sagt er vi altså ankommet. Vi overlevede at finde vej med upålidelig og langsom gps, ensrettede gader og københavnske cyklister, der kører som havde de ild i r*ven. Nu er der kun en udfordring tilbage, men overlever vi den, har vores parforhold bevist sit værd og vil leve lykkeligt til dets ende. Det er naturligvis Dobbeltdynen, der her er tale om. Om vi klarer den, må morgendagen vise.

Så kom regningen

Nogle dages fantastisk solskin, udeleg og sommertøj har åbenbart en pris, og Rumpen og jeg er udset til at betale den. Jeg må bøde med kæmpe forkølelsessår og mistet stemme, og Rumpen med feber, snot og hoste. Og så lige i dag, hvor jeg har møde med a-kassen! Typisk. Vi har måttet lægge pasnings-puslespillet med alle de små brikker, vi kunne komme i tanker om, og det er også lykkedes.
Nu er det så bare spændende, hvad a-kassen siger (for jeg kan jo ikke sige noget med min manglende stemme). Der er ganske givet et jobsøgningsindlæg på vej.

20130521-123332.jpg
Rumpen er for syg til dagpleje, men ikke til sandkasse og iPhone-tiggeri!