Instagram, jeg beklager. My bad, som man siger.

Mens jeg simultanskriver på tre indlæg – uden at få færdiggjort og udgivet nogen af dem – kan I lige få denne her, som jeg lagde på Instagram igår som respons på denne artikel, der er blevet flittigt delt, i hvert fald blandt mine facebook-venner.

Jeg har læst, at der findes mennesker, som tror at Instagram er en slags 1:1 gengivelse af andre menneskers liv, og som derfor bliver kede af deres egne liv, fordi de oplever akut mangel på pænt arrangeret mad med noget grønt kækt på sned, caffe latte med hjerte i skummet og slanke maver i profil.

Jeg bærer naturligvis min del af skylden for denne udvikling med alle de søde babybilleder jeg poster, som kan forlede folk til at tro, at de også kan få nuttede børn, når sandheden er, at de fleste babyer er klamme og ulækre. Alle kan ikke være så heldige som mig.

For at råde bod på denne vildfarelse og medvirke til Oplysning til Borgerne om Samfundet, viser jeg hermed et billede, hvor selv min nuttede baby har været klam og gylpet mig ned ad ryggen.


I må tro mig når jeg siger, at det var langt mere vidtforgrenet og ulækkert i virkeligheden.

Sæt pris på lugtfrie fotos og instagramfiltre, men husk at det kun er et meget lille udsnit af Livet.

– det samme kan i øvrigt siges om bloggen her. Og de fleste andre blogs, vil jeg tro.

Reklamer

Kort opsummering, tak

Det er ved at være to år siden jeg bloggede bare nogenlunde sporadisk som gravidgravid, så jeg tænkte, at en re-præsentation af figurgalleriet og bloggen her måske var på sin plads.

Jeg startede gravidgrahvad i foråret 2008, da jeg meget uventet stod med en positiv graviditetstest i hånden. Min mand, som også er min ungdomskæreste, og jeg var ikke som sådan uinteresserede i at få børn; vi havde bare slet ikke tænkt, at det skulle være endnu. Men det blev det og i december 2008 blev vores lille troldepige født.

Det var en stor og voldsom omvæltning at få et barn, amning var noget bøvl, og jeg skrev i den efterfølgende tid meget om de knap så lyse sider ved familielivet. Men efter nogle år begyndte der at falde ro på det hele, og så besluttede vi at få et barn mere, så i august 2011 kom Rumpenissen til verden.

Det krævede også mange kræfter at være familie med to børn, og jeg skrev samtidig speciale og i sommeren 2012 ramte jeg den stenhårde bund i en livskrise, der blev diagnosticeret som stressudløst depression. Parforholdet fik i den proces også nogle ordentlige buler, som jeg efterfølgende også skrev om.

På et tidspunkt begyndte alt at lysne og stilne af, og så blev bloggen helt ærligt lidt kedelig, både at læse og skrive, så jeg stoppede den og kastede min skrivelyst andre steder hen. Men nu, hvor vi igen står foran en ukendt verden, tænker jeg, at gravidgrahvad måske også skal have lov til at følges med mig i næste kapitel af dette vanvittige, vidunderlige liv, som er mit.

Jeg har opdateret min “om”-side, så det der nu står der, passer med der, hvor jeg er nu

Hallo.. allo.. allo..

Muligvis genoplives bloggen her. Titlen på bloggen passer i hvert fald igen, og fra slutnovember/startdecember vil antallet af børn udmanøvrere antallet af voksne i denne her familie.

Vi er superglade og momentant ramt af panik, så alt er som det skal være.

Så, hvis der stadig findes en eller to læsere tilbage, skal I være velkomne til at droppe forbi til flere overvejelser om livet med børn – og nu endda tre af slagsen.

Jeg har noget i ærmet

Gravidgrahvad er på flere måder ved at have udspillet sin rolle. Jeg synes for eksempel, at mine børn er ved at have en alder, hvor jeg ikke bare kan skrive løs om dem. Desuden har skriveriet været meget famlende det sidste års tid. Jeg har manglet et fokus, så at sige, som handler om mere end selvformidling/iscenesættelse. Det er muligt, at der i ny og næ vil poppe nye indlæg op her, men i det store hele, tror jeg det ikke.

Men dette er ikke enden, for min skrivetrang lever endnu. Jeg har noget i ærmet. Noget andet, men stadig mig. Måske endda endnu mere mig. Hvis du gerne vil have besked, når der sker noget, så send mig en mail på gravidgrahvad @ gmail . com

Tak til dig, som har fulgt mig så langt. Det har været en fornøjelse!

Årsager til, at mine børn græder

Begivenheder, der i løbet af det sidste døgn har ført til de største vredesudbrud og været årsag til både gråd og tændersskæren herhjemme:

Rumpenissen: Fik ikke lov til at åbne for en pakke helt ny ost, da der allerede var én, der var åben. Det tog det meste af morgenen at få ham til at falde ned igen.

Troldetøsen: Jeg kom til at folde børnehavens fastelavnsfest-invitation, så den kunne komme ned i hendes taske. Konflikten varede fra i går ved afhentningstid, da moderen så ufølsomt foldede invitationen, til i morges, da konflikten blev løst ved, at børnehaven gavmildt gav barnet endnu en invitation, da hun berettede om moderens dumhed.

Jeg har desværre ikke nogen billeder af de røde øjne, tårevædede kinder og hisktende børn, selvom det naturligvis er et syn for guder, men tjek eventuelt denne blog, hvor en mand poster billeder af grædende børn, samt årsagen til gråden. F.eks. denne lille gut, som ikke kan finde sin badeand:

Where’s my rubber duck?

Vinterdvalen er forbi, lysten er tilbage!

Det nærmer sig et halvt år siden, jeg havde en form for regelmæssig bloggetrang. Den forsvandt under et travlt og intenst efterår – men hvad det var vi havde så travlt med, kan jeg selvfølgelig ikke huske mere.
Men nu er der igen begyndt at melde sig en trang til formulere tanker og observationer, eller i det mindste formulere nogle ord, som kun skal formuleres fordi jeg selv har lyst til at formulere dem. Ikke noget burde, ikke noget arbejde, ikke noget pres. Ren og skær lyst!

Og lyst skal der handles på. Så det gør jeg. Ved at skrive sådan et forords-agtigt indlæg uden andet indhold end at sige: Hvis der stadig skulle sidde en læser eller to tilbage et sted, så kan I godt komme frem, for gravidgrahvad er ved at vågne op af dvalen!

Godmorgen, blev der sagt!

Visdom fra den 4-årige

Måske skulle man prøve det der blogging igen? Det var jo sjovt engang, men så kom Livet lige forbi og vupti, gik der over en måned uden nogen form for aktivitet her på stedet. Vi giver det lige endnu et skud og ser, om det kan blive sjovt igen.

20131031-213103.jpg

Trolden har efterhånden nået den alder, hvor der strømmer alle mulige fantastiske tanker ud af hendes mund. Hun overvejer, ræsonnerer og prøver at forstå logikken i det, hun oplever. Her er tre af mine yndlingssamtaler med hende fra den sidste måneds tid.

“Når man er forelsket, får man røde kinder. Og så kan man kysse en frø og så bliver den til en prins. Man kan også kysse en haletudsefrø eller en rotte.”

“Adam og Eva blev smidt ud, fordi de havde spist af Guds æbler uden at spørge om lov først.”

En aften taler vi om uhyggelige drømme. Trolden forklarer, at hun har drømt om Mumitroldenes spøgelser, som vil have fat i bedstemorens ur. “Drømmer du også uhyggeligt mor?” “Ja, jeg har engang drømt, at far og Rumpenissen og dig blev væk fra mig, så jeg slet ikke kunne finde jer, og så blev jeg rigtig bange og ked af det.” Trolden tager mig i hånden og siger: “Det’ fordi du ikke må give slip på hånden, mor. Du skal blive ved med at holde fast, så bliver du ikke væk.”

Et ikke-brokkende indlæg

Det er på tide at skrive et indlæg, kan jeg mærke. Og tiden er rigtig, eftersom Manden er ude af huset, ungerne sover, og computeren er tændt. Problemet er mest, at jeg ikke lige kan samle min koncentration om at finde et fokuspunkt for skriverierne. For jeg gider ikke brokke mig. Hverken over den her hverdag, som stadig trækker tænder ud og gør mig så træt, så træt, at jeg stort set har opgivet at have et liv på de sociale medier (blog inkl). Ej heller vil jeg brokke mig over opdagelsen af 10 ekstra kilo, som i løbet af et år har sat sig udvalgte steder på min krop, for jeg er endnu ikke motiveret til at gøre noget ved det, og så skal man ikke brokke sig over det. Jeg vil heller ikke brokke mig over ungernes eller mandens konstante behov for opmærksomhed og al deres kræven, for det har nok i virkeligheden slet ikke ændret sig; det er mit overskud til at håndtere deres behov, den er gal med.

Så hvad kan jeg så finde på, når nu jeg ikke gider brokke mig? Er der egentlig noget godt i mit liv, måske endda en lille sjov anekdote, jeg kan dele med world wide web?

Hm…

Der er faktisk masser af godt. Jeg er så heldig, at mit liv er befolket med mennesker, som vil mig det bedste, og som interesserer sig for mig. Jeg er gift med min bedste ven, og sammen har vi lavet nogle helt fantastiske spændende små væsener, som jeg elsker at få lov til at lære bedre og bedre at kende. Taknemmeligheden fylder faktisk ligeså meget som trætheden, måske endda mere.

Sjove anekdoter er jeg desværre ikke leveringsdygtig i, medmindre prutte- og bøvselyde kan indgå, for det topper børnehumor-skalaen herhjemme pt. Ellers er der Troldens all time greatest!

Forhåbentlig vender jeg snart tilbage med noget mere sammenhæng og mindre træthed.

Rablerier – nu med lama

Det er jo slet ikke sommerferie endnu. Først om 14 dage holder vi her i familien officielt ferie og skal for første gang forsøge os med camping-konceptet. Alligevel sumper jeg personligt rundt i en herlig og befriende feriestemning. Jeg kan helt ærligt ikke huske, hvornår i mit liv, jeg sidst har været under så lidt ydre pres. Ingen deadlines på arbejdet, intet studie, ingen eksamner at læse til, ingen opgaver at skrive – og jeg NYDER det! Jeg elsker at kunne aflevere ungerne om morgenen og så tage hjem og nogle dage sumpe på sofaen hele dagen, andre dage tage livtag med evighedsprojekter som tøjsortering og oprydning i de digitale billeder. Vidunderligt, siger jeg!

Men feriestemningen har også forplantet sig til bloggen (og facebook/twitter/instagram og samtlige andre sociale medier), som har ligget lidt stille. Jeg har derfor besluttet lige at give den gas denne sidste uge af juni med et dagligt indlæg for derefter at gå på blog-ferie hele juli. Så er der forhåbentligt masser at skrive om, når jeg vender tilbage, plus alt omkring opstart på nyt job.

August bliver spændende. Juli bliver hyggelig. Og den sidste uge af juni bliver sikkert også rigtig fin. Jeg lover indlæg med app-anbefalinger, overvejelser i forbindelse med mit nye job, frisure-nyt, det længe ventede hyldest-digt til Konen og hvad der nu ellers måtte dukke op. Her er et billede af en lama:

En samtale med (en irriterende udgave af) mig selv

GG: Du burde starte indlægget med at undskylde dit fravær.
Mig: Ej, det gider jeg fiseme ikke. Det er en kliché efterhånden.
GG: Det er ikke kliche; det er kotume.
Mig: Jamen, jeg har kun været væk en uge!
GG: Ja, men netop som du har skrevet hver dag i maj – eller det lykkedes jo ikke helt alligevel?
Mig: Næsten.
GG: Det er jo det, jeg mener. Dit fravær har været om ikke savnet, så bemærket.
Mig: Jeg gider ikke undskylde. Jeg har jo ikke engang en god forklaring.
GG: Så find på én! Sygdom, dødsfald, tredje verdenskrig!
Mig: Du er så dramatisk. Men der har jo faktisk været både sygdom og dødsfald. Men det er lige meget. Det behøver ikke komme på bloggen.
GG: Så du vil altså bare skrive et nyt indlæg uden nogen yderligere forklaring?
Mig: Ja.
GG: Og hvad vil du så skrive om?
Mig: Jaeh… øh.. tja, jeg ved det ikke helt endnu. Jeg har bare lyst til at skrive.
GG: Boooooring!
Mig: Hold nu kæft, jeg forsøger at skrive!
GG: Not saying a word.

GG: Du skriver vores samtale, gør du ikke?
Mig: Luk røven!