Lortenat

Det har været en af de nætter. Dem, hvor ungen roterer rundt i sengen, klynker hvert 20. minut og hvor man max. får halvanden times sammenhængende søvn ad gangen. Den slags nat, hvor man slet ikke kan forstå, at man nogensinde syntes at det var en god idé at få flere børn, og hvor man forbander sin egen fertilitet. Den slags nat hvor man forsøger at forhandle med et menneske på tre måneder, der på ingen måde overhovedet forstår begrebet “bestikkelse”. Den slags nat hvor “sov nu, sov nu, sov nu” bliver til “sovnusovnusovNU”. Den slags nat hvor man dagen efter opdager 5 nye grå hår og 2 nye rynker.

Sådan en nat var det i nat. En rigtig lortenat. Og forklaringen kom, da jeg omsider overgav mig og stod op med den sure baby-stodder: en ble fyldt med lort, som havde været fyldt med lort lææææænge. Og jeg undrede mig over, hvorfor jeg slet ikke havde lugtet det, indtil jeg kom i tanker om, at jeg jo er drønforkølet og ikke kan lugte en skid – helt bogstaveligt. Men det var jeg vist for træt til at huske i nat.

Og nu er han puttet ud i barnevognen, med ren ble og det hele, og jeg vil finde en pude og et tæppe, lade alt det praktiske flyde og lægge mig på sofaen. Zzzzzzz….

Man ved man har dummet sig…

Når man, i et forsøg på at fjerne en smule arp inden bettefyrens dåb i morgen, opdager, at man ikke har noget babyolie, men finder en sjat lavendelolie og tænker: “Potato/potaaaato” og smører den lille guts hovedbund ind i stadset.

Jeg har netop taget ham op fra lur og drengen (+ overtøj, dyne og lift) STINKER som om tusind duftlys brændte på samme tid.

Og den sjat vand han får på hovedet imorgen kan næppe vaske stanken væk, så jeg må nok hellere smække ham i et bad og håbe at det kan tage det.

Typisk altså!

Men han er heldigvis stadig en glad bavian.

Coming up next is: Bitterhed

Jeg troede, at det var lykkedes mig at snyde mig selv til at tro, at jeg i virkeligheden først har termin i næste uge. Jeg troede, at jeg på den måde kunne undgå den vrede, frustration og bitterhed, som ramte mig de sidste to gange, jeg gik over tid, både med Trolden (se her og her) og med Rumpen (læs her og et virkelig bittert indlæg her).

De to foregående gange har jeg været igennem en proces, der går fra at nå terminsdatoen (ah, så kom vi så langt) til at gå nogle dage over tid (det er også rart liiige at kunne nå de sidste akutte forberedelser) til at begynde at blive utålmodig (nu MÅ der altså snart ske noget) til at blive decideret indebrændt (GRRRRRR JEG HADER ALT OG ALLE) til at nå en slags accept af tingenes tilstand (nå, jeg bliver så den første evigheds-gravide. Jaja, men så tager vi det med) indtil fødslen til sidst bliver sat i gang.

Fordi det har været sådan før, har jeg prøvet at indstille mig på, at sådan bliver det igen, og det har faktisk hjulpet – indtil i går hvor bitterheden forsigtigt meldte sin ankomst.
Det startede med, at jeg egentlig havde lagt en hel del planer for, hvad jeg gerne ville nå, men jeg endte med at have så ondt i ryggen, lænden og bækkenet, at jeg måtte kapitulere og lægge mig på sofaen det meste af dagen. Det giver selvfølgelig en herlig masse tid til at læse blogs og facebook og den slags, og så var det, at jeg opdagede, at én jeg gik til gravid-svømning med – som i parentes bemærket havde termin 14 dage EFTER mig – havde født en lille pige med hvad der må betegnes som værende en drømmefødsel. GRRRR!
Jamen fedt for hende, men hvor bliver min drømmefødsel og min unge af? Jeg spørger bare. Er der modhager i min livmoder eller hvad? Hvorfor kommer børnene ikke ud, før de bliver tvunget til det?

Til mit held, kan man sige, har reglementet omkring igangsættelser ændret sig, siden jeg sidst fødte for 5 år siden, sådan at de nu vil have børnene ud, inden man er gået fulde 14 dage over tid. Derfor skal jeg i morgen ringe til hospitalet for at få en tid til kontrol på mandag, og hvis ellers alt ser fint ud der, får jeg en tid til igangsætning i midten af næste uge. Og weekenden er spækket med planer om alt fra julemarkeder til fødselsdagsfester, så mon ikke jeg får så meget at se til, at jeg glemmer at være bitter? Det håber jeg, for helt ærligt, det gør jo hverken fra eller til med den der indestængte vrede, udover at jeg bliver utålelig for resten af min familie.

The end is near

Terminsdagen både kom og gik i fredags uden at gøre særligt væsen af sig. Ingen veer, bare meget mave og ret aktiv baby indenbords, og sådan er det fortsat. Der er tidspunkter, hvor jeg bare VIRKELIG gerne ikke vil være gravid mere, og så er der andre tidspunkter, hvor jeg kommer i tanker om, at det er sidste graviditet, jeg kommer til at opleve, og at der også er visse fordele ved at være gravid. Og da jeg uanset hvad max. er gravid halvanden uge endnu, tænkte jeg at det måske var meget godt lige at minde mig selv om, de fordele der også er.
Hermed en pros/cons liste over at være gravid:

Fordele:
1. Bryster! De er pæne, når man er gravid, og det er med at drage nytte af deres rundhed inden te-poserne sætter ind igen efter endt amning.
2. Hår! Jeg fælder næsten ikke, når jeg er gravid, og jeg kan lave en tyk, tyk fletning, Elsa-style (hvis jeg ellers kunne flette). Til gengæld taber jeg hår i hele lokker, så snart ungen er ude.
3. Jeg har en slags ferie lige nu, hvor jeg har flere timer dagligt kun til at nære mine egne behov. Bare sove, når jeg har brug for det, og spise, når jeg har brug for det, og stene Netflix, når jeg har brug for det.
4. Krop i det hele taget. Når man er rimelig højgravid, som jeg er lige nu, så spekulerer man ikke helt så meget over sit udseende og vægt. Min krop bliver i højere grad værdisat efter dens funktionalitet og ikke over dens udseende. Det er faktisk ret befriende.
5. Jeg sover stadig rimelig godt om natten, naturligvis med indlagte tissepauser og krampe i læggen, men trods alt en god lang nats søvn (især fordi jeg oftest går i seng inden kl. 22).

Og så er der lige de få ulemper, som jeg VIRKELIG glæder mig til at slippe af med:
1. Halsbrand! Jamen, det er nærmest en konstant tilstand og jeg æder Balancid, som var det slik.
2. Tarmsystem midlertidig ude af drift. Sådan har det været hver gang, og det varer for mit vedkommende hele graviditeten, og der er ingen præparater som for alvor hjælper.
3. Smerten ved at sidde ned i længere tid. Først og fremmest får jeg ondt i ryg og lænd, men der er også en skør muskel (tror jeg) mellem maven og det ene bryst, som altid begynder at blive øm, når jeg har siddet ned i over en time.

Konklusionen må være, at der trods alt er flere fordele ved at være gravid end der er ulemper. Meeeen, lad det nu ikke være en undskyldning for at blive derinde mere end højst nødvendigt, vel lillebror?!

Ikke at jeg tæller ned…

Men i dag er der 6 uger til min termin og 1 uge til efterårsferie/barsel.

Og nu hvor der omsider er kommet styr på barselsvikar, kan jeg mærke, at jeg begynder at kunne glæde mig. Hidtil har det mest været min krop, der har glædet sig, og ikke så meget mit mentale jeg.

Der er dog lige en sidste ekstra-crazy arbejdsuge, der skal klares (hvorfor planlagde jeg så mange aftenmøder i min sidste uge?!!), men allerførst er der hårdt tiltrængt weekend med cola på køl. Håber I får en god en af slagsen derude!

Maven og jeg i vores rette element: på ryggen i sofaen!

10 grunde til at se frem til barsel

Jeg har fridag i dag og det har givet anledning til at reflektere lidt over plussiden ved barselsorlov (og her tænker jeg specifikt på de 4-6 uger der er FØR barnet kommer ud).

  1. Man kan i ro og mag GÅ hen og aflevere og hente børn fra skole og børnehave. Og når plukkeveerne så kommer, kan man lægge sig en time på sofaen, når man er kommet hjem igen.
  2. Man kan spise frokost kl. 9.30 og igen 11.30 og igen 13.30.
  3. Man kan tage sig et bad midt på dagen i stedet for at skulle nå det lige fra morgenen af.
  4. Man kan få lov at lukke op for pakkeposten iført håndklæde og trusser, fordi man kan tage et bad midt på dagen.
  5. Man kan således slippe for at se pakkepost-yndlingen (for naturligvis var det en ung mand og ikke den midaldrende dame med “mullet”-frisuren, som plejer  køre i vores område) i øjnene og i stedet se ham kigge akavet rundt mens man selv forsøger at holde godt fast i håndklæde og underskrive pakken på samme tid.
  6. Man kan hækle videre på det alt for svære babytæppe, man startede på for et halvt år siden, og se de samme youtube-videoer med instruktioner om og om igen. Jeg tænker at det bliver en god konfirmationsgave.
  7. Man kan skrive blogindlæg midt i det, der plejer være arbejdstid.
  8. Man kan se 7 afsnit af New Girl på Netflix helt uden at opdage, at der går tid og liv med det.
  9. Man kan hente unger tidligt (hvis ellers man kan få sig snøvlet færdig med sit blogindlæg).
  10. Man kan gå på toilet 2 gange i timen uden at skulle skjule det for kollegerne.

Goddag tredje trimester

Det går så lynende stærkt!

Jeg havde på fornemmelsen allerede i sommers, at i det øjeblik vi ramte august på kalenderen, ville tiden flyve afsted – og jeg fik ret. Om lidt rammer vi september. Jeg har knap 7 uger tilbage, inden jeg går på barsel (og skal lige nå at have ansat en barselsvikar inden), og i fredags ramte jeg så tredje trimester af graviditeten.

time flies

Det går godt. Jeg har det godt. Generelt har mine graviditeter været ukomplicerede med intet udover det forventelige af ekstra træthed og ømhed i kroppen. Denne gang har jeg endda formået at tage markant mindre på – i hvert fald indtil videre. Men jeg kan godt mærke, at det begynder at blive hårdere; at der er langt ned til gulvet hvis når jeg taber noget; at selv en lille gåtur udløser en række plukkeveer; at jeg helst skal holde mig fra at løfte ungerne; og at søvnen begynder at blive markant dårligere med indlagte tissepauser og krampe i benene. Desuden har jeg fået åreknuder! ARG – dem har jeg været forskånet for, men ikke længere. Og efter sigende forsvinder de ikke efter graviditeten.

Ved både Troldens og Rumpenissens fødsel er jeg gået henholdsvis 16 og 14 dage over tid og er blevet sat i gang, så det regner jeg med også at gøre denne gang. Jeg får brug for den ekstra tid til at nå at blive klar, for jeg tror ikke at jeg når at komme i gang med noget som helst baby-relateret før jeg går på barsel. Vi er ikke engang begyndt at skære ned i de 47 navne vi har stående på vores brainstorm-navne-liste. Ej heller få fundet og vasket baby-tøj (og få et overblik over, hvor meget der stadig kan bruges). Der skal også anskaffes nye sutteflasker (denne gang går jeg ind til amningen med bevidstheden om at det bliver nødvendigt at supplere med flaske), og ikke mindst en ny bil med plads til 3 autostole og to voksne – hvilket vi i følge banken slet ikke har råd til. Jamen hvad så? Skal børnene bare skiftes til at ligge i bagagerummet?

Nå, men vi når det nok. Han er jo 3’er, den lille fyr, og så kan man ikke forvente samme service som 1’eren. Til gengæld er der to andre børn, som også deler kærlighed og gener med den lille ny, og som måske kan lokkes til at underholde ham, mens de voksne farer rundt og køber sutteflasker og bil. Det er en skudsikker plan!

Graviditetsbetinget klodsethed

Mens jeg skriver videre på hvad der må blive verdens længste indlæg om vores ferie i Berlin, må jeg hellere sætte lidt fut i bloggen igen, så alt hvad jeg skriver ikke bare forbliver kladde.

Jeg er ikke sikker på at det er en anerkendt diagnose, men jeg lider voldsomt af graviditetsbetinget klodsethed. Det er kommet ca. midtvejs i graviditeten – ligesom de foregående to gange. Pludselig begynder jeg at tabe ting, falde over ting og vælte ting.

På mit arbejde fik jeg, da jeg blev fastansat her i foråret, en fin kop med mit navn skrevet på for at illustrere, at jeg nu både havde – og var – fast inventar. Her den anden dag er jeg på vej ind i køkkenet for at fylde den med kaffe, og *brag, klir, klir* ryger den på gulvet og splintres. Der var ingen, der kom gående imod mig; ingen der skubbede; intet særligt jeg skulle være opmærksom på. Jeg snublede ikke; havde ej heller mange ting i favnen – faktisk havde jeg kun koppen – men alligevel glider den helt uforvarende bare ud af min hånd og ryger på gulvet.

På samme måde har min kavalergang adskillige gange måtte gribe mad, nødder, chips, slik og hvad andet, der egentlig var tiltænkt min mund.

Jeg husker fra en af de tidligere graviditeter, hvordan jeg under en indkøbstur fik væltet en fin opstilling af toiletpapir, bare ved at tage de to pakker, som vi havde brug for.

Det er ikke engang fordi jeg har fået vand i kroppen – endnu – og mine fingre er hævet til dobbelt størrelse. Det ville i det mindste have været en plausibel grund, men da der tilsyneladende ikke findes en sådan, har jeg opfundet syndromet: graviditetsbetinget klodsethed. Hvis jeg siger det hurtigt nok, når folk ikke at opfatte, at det er en helt hjemmelavet betegnelse. 😀

clumsy

Uden forbindelse

Nettet er nede på mit arbejde for tiden (vi kører nu på 2. uge uden). Utroligt, så afhængig man er af internettet til ALT! Jeg kan ikke sende mails, læse mails, hente inspiration, få adgang til de online ressourcer jeg bruger i arbejdet eller slå nyheder op i de frivilliges Facebook-gruppe.


Omvendt kan jeg ikke lave alle de overspringshandlinger, jeg plejer at lave (fx. læse blogs), så jeg er rimelig effektiv. Men snedig som jeg er, opfinder jeg bare nye overspringshandlinger men de føles på en måde mere konstruktive. Jeg slår fx. mine hidtige rekorder i Cooking Dash-spillet på min telefon. Jeg læser i den fagbog, jeg har haft til at ligge på mit skrivebord i et halvt år uden at åbne. Jeg laver te, jeg drikker te, jeg tisser teen ud igen (babyen kan åbenbart overhovedet ikke lide kaffe, i hvert fald får jeg akut kvalme hver gang jeg drikker det, så har skiftet til te).

Desuden er mine arbejdsdage nu blevet sådan, at jeg møder ind om morgenen og får lavet alt hvad jeg kan uden brug af internet, og over middag tager jeg så hjem og får sendt mails og andre ting, det kræver netforbindelse. Og det føles faktisk meget rart, afslappende og effektivt at arbejde på den måde.

Meeen, nu må den forbindelse alligevel godt snart blive genetableret!

Dødsspiralen

Mig
Træthed. Uendelig træthed. Ugidelighed. Über-sårbar. Intet overskud. Irritation over at skulle opfylde andres behov. Manglende fornemmelse for hvilke egne behov, man kunne have lyst til at få stillet. Træthed.

Ungerne
Edgy. Pylrede. Hysteriske. Overfølsomme og supersensitive. Vrede. Frustration. Ked af det. Gråd, skrigeri, råberi, smiden sig på jorden. Edgy.

Manden
Travl. Fjern. Irriteret og vrissen. Lukket. Ikke rigtig tilstede. Måske bare travl?

—>
Dette er den dødsspiral vi kører rundt i, og turen er alt, alt for lang. Rundt og rundt og rundt, og jeg ved ikke længere, hvad der er op og ned, eller om hønen kom før ægget. Naturligvis hænger det sammen. Underskud smitter. Irritation smitter. Men det gør latter også, så hvorfor er den helt forstummet? Der er ellers nok at grine af, hvis man er til galgenhumor.

Hvor skal jeg gribe fat for at få spiralen til at stoppe med at grave os alle sammen længere og længere væk fra hinanden? Hvor skal man starte?

Måske er det vejret? Mørket, vinteren, kulden. Måske er det mig? Depressions-fallback? Nej, det er ikke det. Måske er det manglen på kommunikation, tid og vilje til at få reddet trådene ordentligt ud? Småkonflikterne hober sig op og ligger i en rodet klump i krogene af Ægteskabet. Måske er svaret hovedrengøring. Måske er svaret tid. Måske er svaret søvn.

Måske skal jeg forsøge at fokusere på min del af spiralen og sætte ind der, hvor jeg kan. Hvis jeg nu begynder at køre i den modsatte retning, kan jeg så få stoppet spiralen, så vi alle kan komme af? Men kan jeg køre i den modsatte retning helt alene? Bliver jeg kørt ned af de andre? Og kan jeg overhovedet få vendt min egen dødsspiral?

Overskud, hvor er du?