Kort opsummering, tak

Det er ved at være to år siden jeg bloggede bare nogenlunde sporadisk som gravidgravid, så jeg tænkte, at en re-præsentation af figurgalleriet og bloggen her måske var på sin plads.

Jeg startede gravidgrahvad i foråret 2008, da jeg meget uventet stod med en positiv graviditetstest i hånden. Min mand, som også er min ungdomskæreste, og jeg var ikke som sådan uinteresserede i at få børn; vi havde bare slet ikke tænkt, at det skulle være endnu. Men det blev det og i december 2008 blev vores lille troldepige født.

Det var en stor og voldsom omvæltning at få et barn, amning var noget bøvl, og jeg skrev i den efterfølgende tid meget om de knap så lyse sider ved familielivet. Men efter nogle år begyndte der at falde ro på det hele, og så besluttede vi at få et barn mere, så i august 2011 kom Rumpenissen til verden.

Det krævede også mange kræfter at være familie med to børn, og jeg skrev samtidig speciale og i sommeren 2012 ramte jeg den stenhårde bund i en livskrise, der blev diagnosticeret som stressudløst depression. Parforholdet fik i den proces også nogle ordentlige buler, som jeg efterfølgende også skrev om.

På et tidspunkt begyndte alt at lysne og stilne af, og så blev bloggen helt ærligt lidt kedelig, både at læse og skrive, så jeg stoppede den og kastede min skrivelyst andre steder hen. Men nu, hvor vi igen står foran en ukendt verden, tænker jeg, at gravidgrahvad måske også skal have lov til at følges med mig i næste kapitel af dette vanvittige, vidunderlige liv, som er mit.

Jeg har opdateret min “om”-side, så det der nu står der, passer med der, hvor jeg er nu

Reklamer

Ude godt, hjemme også godt

Ferien lakker mod enden her. Vi kom hjem fra hovedstaden i onsdags og har siden da nusset rundt med både praktiske projekter og legeaftaler med meget savnede venner. Faktisk jublede Trolden i det øjeblik, vi kørte op i indkørslen, fordi hun så, at hendes bedste ven, nabodrengen, var hjemme, så hun løb derover i fuld firspring så snart, hun fik selen af. Så sødt og fantastisk at de kan danne så gode relationer i den alder.

Jeg synes virkelig, at vi har haft en fantastisk ferie i år. Yderpunkterne med henholdsvis camping og storbyferie(-agtigt) har været rigtig godt, og afslutningen med en række dage herhjemme til at komme lidt ind i den vante gænge, inden hverdagen tonser løs, har også været godt givet ud, fornemmer jeg. Børnene har mange indtryk, de skal have bearbejdet, så især Trolden og jeg taler en del om, hvad vi har oplevet. Tidligere når vi har holdt ferie, har jeg lavet et lille skema med små tegninger af, hvad vi skulle opleve (helt små ting som is og negleklipning har ofte også indgået), og så har vi sat krydser hver gang, vi havde oplevet en ting. Denne gang har vi ikke vidst så meget om, hvad ferien skulle indeholde på forhånd, men taget det meget som det kom, så derfor har jeg købt en kina-bog til hvert barn, hvor jeg har forsøgt at få dokumenteret vores oplevelser. Det er så den, vi også bruger, når vi skal snakke om, hvad vi har lavet. Jeg håber, at når de bliver lidt større, kan de selv tegne, hvad vi har lavet. Det bliver sådan en slags barnets bog, der kun bliver opdateret, når vi har tid, nemlig i ferierne. Totalt smart! 🙂

Kinabog1

Kinabog2

Nu er vi så ved at forberede os på, at det er mandag i morgen. Rumpen skal starte i en ny dagpleje, da hans gamle dagplejemor blev sygemeldt med stress i foråret, og siden da har det været en lidt turbulent tid for ham. Vi glæder os til at få lidt mere ro på på den front. Heldigvis er de tre som har været i gæstedagpleje sammen, som skal starte hos den nye, men der er ikke nogen fra hans gamle crowd, der flytter med. Jeg tænker, at starten måske bliver lidt hård for ham, men han er en robust lille fyr, så han skal nok finde ud af det.

Heldigvis har jeg jo lige et par dage til at køre ham ind, inden jeg selv starter på job d. 1. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, men er også spændt på, hvordan vores nye hverdag bliver. Heldigvis er det et job med en relativ god mængde fleksibilitet (bortset fra nogle til tider ret skæve arbejdstider), så jeg håber, det bliver en blid overgang fra studielivets “arbejd når du vil”.

Alt i alt er jeg meget fortrøstningfuld og ser frem til, hvad livet har at byde på på den anden side af ferien. For et år siden så tingene temmelig anderledes ud, da jeg sad i et sort hul, som jeg ikke kunne komme op af. Jeg er så taknemmelig for, at det lader til at være et overstået kapitel, men jeg tænker også, at jeg fortsat må øve mig i at lytte til mig selv, så jeg ikke ryger så langt ud over kanten igen, inden jeg opdager, at der er noget galt.

Så ren optimisme og lallegladhed herfra!

Nogen hjerneslukkere på linjen?

Og nej, dette er ikke et indlæg med en etisk diskussion om hjernedødskriteriet.
Det er derimod et indlæg om at sove. Eller om ikke at sove.

Jeg har altid haft et godt sovehjerte. Kunne sove hvor som helst, når som helst, og lige så længe det skulle være. Engang var det næsten et problem, fordi jeg ikke vågnede, når min krop var udhvilet, men bare sov og sov indtil jeg blev vækket. Jeg fungerer helt klart bedst på 8-9 timers søvn, men har siden Troldens ankomst til familien vænnet mig til at klare mig med omkring 7 timers søvn.

Siden Rumpens ankomst, og især under min depression, begyndte jeg at lide af søvnløshed. Jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn om aftenen, uanset hvor træt og udkørt, jeg var. Nogle gange var det fordi jeg kom til at spekulere på noget, andre gange kom jeg til at ligge og spekulere fordi jeg ikke kunne sove.

Egentlig er det gået rigtig godt i et langt stykke tid, men nu hvor overvejelser om job fylder rigtig meget, er jeg røget ind i en ny periode med lange nætter, for lidt søvn og en meget uoplagt GG om dagen.
Er der nogen, der ved, hvordan man slukker for sin hjerne, så den ikke forsøger at finde svar på noget om natten, som den heller ikke kan finde svar på om dagen? Hvad gør du, hvis du ikke kan sove?

Trist-trist eller normal-trist?

Har haft nogle dage med demotivation, uden grund-ked-af-det-hed og træthed helt ind til knoglerne. Det er nok meget normalt for de fleste mennesker at opleve den slags dage fra tid til anden, måske særligt når man står uden noget arbejde eller studie at stå op til, og ens daglige kontakt med ikke-blodsbeslægtede mennesker består i at hilse på andre forældre i børnehaven og udfritte pædagogerne om ungernes dag.
Det er nok helt normalt, men når man, som jeg, så lige er godt på vej ud af en depression og i forvejen har en tendens til at overdramatisere, så bliver jeg virkelig bange efter sådan et par dage. Bange for at depressionen kommer snigende tilbage, bange for fosterstillingen, bange for magtesløsheden, ligegyldigheden og håbløsheden. Jeg tager stadig min medicin, og jeg tror slet ikke, at der er noget at være bange for, men alligevel jeg bliver helt forkrampet af frygt og begynder en bebrejdningsspiral på mig selv, hvilket sjovt nok hverken hjælper på nedtrykthed eller “bange for depressionen”-hed.

Det kommer nok til at tage noget tid inden jeg lærer, hvad der er faresignaler, som skal tages alvorligt, og hvad der helt almindelig ked-af-det-hed.

Men send gerne mere slik

Det går faktisk godt. Jeg er selv lidt overrasket, og jeg tør næsten ikke sige det til nogen af frygt for at jinxe det, men det går helt ærligt godt. Jeg har det godt. Jeg er endda i gang med mit speciale igen, og jeg synes ikke, at det er urealistisk at blive færdig til den nye afleveringsfrist 8. april. Faktisk har jeg fundet noget lyst frem igen. Lyst til at blive færdig, lyst til at se hvad den der fremtid har at byde på, lyst til livet, lyst til Manden 🙂
Alting kræver dog stadig mere energi af mig, end jeg har været vant til, og jeg må stadig øve mig i et nedsat tempo. Det er helt vildt vanskeligt, når jeg før har trivedes med høj hastighed og mange bolde i luften. Men som sagt, jeg øver mig, og en dag bliver jeg måske (zen)mester.

Og den gave skal ikke byttes

Måske var jeg lige lovlig pessimistisk og depri i sidste indlæg. Måske er pillerne begyndt at virke. I hvert fald synes jeg ikke, at 2013 indtil videre har gjort noget for at leve op til mit hadske udbrud. Det har i stedet været nogle stille og rolige dage krydret med lidt venner, lidt skrivegruppe og en hel dag alene med ungerne, som faktisk var både god og hyggelig og ikke drænede mit overskud, som jeg havde frygtet.

Som en forsinket julegave har jeg vist alligevel fået lidt håb og tro på fremtiden, på lysere tider og på at depressionen en dag forsvinder.

Ikke dårligt, 2013, slet ikke dårligt!

Fuck 2013

Jeg bliver i 2012!

Jaja, det er jo ikke fordi dette år som sådan har været sublimt. Den stod på barsel i årets første fire måneder, derefter en måneds intens eksamensskrivning, et par måneders knap så intenst arbejde med specialet, og derefter et halvt år i livskrise med depressionens fortegn.
Men på trods af (eller måske på grund af) alt det har 2012 været et år i nedsat tempo. Et år, hvor det meget nære har fyldt mest. Det har naturligvis i perioder været meget frustrerende, fordi det ikke har været et tilvalg med snævert fokus, men ganske enkelt fordi jeg ikke kunne overskue mere. Men samtidig har det også været en lettelse ikke at skulle have så meget ansvar. Med depressionen fik jeg et trumf-kort, jeg kunne smide, når min hjerne brændte sammen, og som gav mig ret til at lægge mig i sengen, uanset hvor mange bleer der skulle skiftes eller hvor meget aftensmad, der skulle laves. Og allervigtigst har det givet mig et fripas fra specialet, og det har givet mig mulighed for at udskyde afleveringen. Til 2013.

I 2012 er jeg studerende, mor og hustru. Jeg kender disse roller; jeg har lært at fylde dem ud, og jeg synes efterhånden, at det går okay med dem. Jeg har fundet min fortolkning og sat mit eget præg på det. 2012 er det kendte, det genkendelige, det trygge.
I 2013 afleverer jeg speciale. Og hvad så? Jeg aner det ikke. Jeg har drømme. Forhåbninger. Forventninger. Ambitioner. Men der er så meget, der kan gå galt. Jeg kan så nemt skuffe. Jeg skal bevise, at jeg kan noget, men jeg ved hverken, hvad jeg kan, eller hvordan jeg skal vise det. 2013 er det ukendte, det mystiske, det farlige – og jeg har slet, slet ikke lyst til at give mig i kast med det.

Når rådhusklokken slår sit tolvte slag i nat, tvinges jeg ind i 2013. Ud af det kendte, ind i det uudforskede. Jeg kan ikke gøre andet end at lukke øjnene, krydse fingrene, håbe det bedste og træde ind i det nye år. Minut for minut bliver fremtiden til nutid, og jeg håber, at den er meget mindre skræmmende, når man ser den tæt på.

Tilfældige nedslag i min jul

  1. Rumpenissen nåede akkurat at tage sine første skridt inden jul. D. 22/12, netop som jeg var ved at forklare min stedmor, at han stadig ikke havde lært at gå, slap han sit tag i sin bedstemors bukseben for at stavre et par usikre skridt hen til mig. Numse-hopperiet er stadig den foretrukne metode til at komme omkring, men lige så stille bliver han mere og mere ben-båren.
  2. Juleaften blev fejret hos min svigermor, hvor vi blev nogle dage. Det var hyggeligt, men til sidst glædede jeg mig i dén grad til grøntsager, der ikke var kogt; mad uden sovs; børn, der ville sove bare lidt længere end til 5.30; og en dyne, der ikke var lavet af bly. Hvorfor er ældre menneskers dyner altid så tunge?
  3. Trolden fik for første gang lov til at være længe oppe juleaften, eftersom hun og Rumpen var de eneste børn. Vi har altid været lidt smånazistiske omkring sengetider – også i ferier – men hun er ved at have en alder nu, hvor hun ikke længere går i flitsbue over ALT, når hun er overtræt. Hun klarede det virkelig fint med alle gaverne, selvom hun partout ville hjælpe alle med at pakke op, og hver gang var ved at eksplodere af spænding, uagtet om indholdet var til hende eller ej. Det var virkelig sødt og hyggeligt.
  4. Apropos gaver har vi (for en gang skyld) ramt hovedet på sømmet i forhold til at finde noget godt til ungerne: Trolden fik et Sylvanian Family dukkehus, som vi har købt brugt, så det var til at betale. Hun har altid været god til at lege selv, men med dukkehuset kryber hun langt ind i sjove og spændende universer hun selv finder på. For eksempel er de Sylvanian Family-dyr som hun fik i fødselsdagsgave mere eller mindre forment adgang til huset. Det beboes i stedet af Spiderman, Batman og en mængde små plastikdinosaurere, som drikker kaffe og bekæmper kriminelle i viktorianske omgivelser.
    Rumpen fik en lidt mere robust udgave af den klassiske plastikscooter, nemlig en Pukylino begyndercykel. Han har som sagt lige lært at gå selv, og i løbet af to dage har han lært at komme op og ned ad cyklen, skubbe sig frem, bakke og dreje. Han kan endnu ikke komme over dørtrin, men triller lystigt rundt i stue og køkken, så jeg ind i mellem bliver bekymret for, om han nu dropper at gå, når det går så fint på cykel. Rumpen har også fået et rædsel af et elektrisk børnekeyboard med dyrelyde, forindspillede sange og whatnot. Den er ved at drive os voksne til vanvid, men Trolden og Rumpen danser og synger med og hygger sig faktisk sammen om den.
  5. Jeg har endnu ikke mærket nogen effekt af de antidepressive, men jeg kan mærke, at det har lettet meget blot ved at tage beslutningen om at begynde på piller. Ubevidst har jeg brugt meget mental energi på at tænke i fordele og ulemper, og det kan jeg slappe af fra nu.
  6. På den anden side nærmer januar (og 2013) sig, og jeg føler et øget pres for at komme i gang med specialet igen, så jeg kan blive færdig og få det afleveret. Til marts er det 2 år (!!!) siden jeg underskrev min specialekontrakt. Jeg vil virkelig gerne have det afsluttet – samtidig med, at jeg overhovedet ikke har lyst til at blive færdig med min uddannelse.
  7. I øvrigt har Manden og jeg også haft bryllupsdag. Ni år siden vi sagde ja. Vi var unge – meget unge, men det føltes på alle måder som det rigtige. Og det gør det stadig. Jeg skrev på facebook, at jeg er mere forelsket i dag end jeg var dengang. Det er selvfølgelig svært at måle og sammenligne kærlighed. Den er så stærkt knyttet til objektet for kærligheden. Da vi blev gift, elskede jeg Manden for det, jeg vidste om ham dengang – selvfølgelig med et par småfejl, som jeg nok skulle få rettet op på henad vejen. Nu ved jeg endnu mere om ham og (heldigt nok) er min kærlighed vokset proportionelt med det. Jeg har også opdaget, at det er meget svært at rette småfejl. Ligesom jeg bliver pissesur på ham, når han forsøger at korrigere mig. Så vi prøver ikke så ihærdigt længere. Måske er det i virkeligheden den vigtigste lektie efter ni års ægteskab. I må få historien om, hvorfor vi valgte at blive gift juleaftensdag en anden gang.

Når mit bedste ikke er godt nok

I det danske sprog findes det her underlige udtryk: “at gøre sit bedste”. Det bruges ofte, som en trøst: “Nå, men du gjorde dit bedste”. Sådan helt generelt er jeg ikke god til at gøre mit bedste. Jeg er dovent anlagt og vil helst ikke anstrenge mig for meget. Så har jeg nemlig også en forklaring, hvis noget ikke lykkes for mig: “Jamen, jeg gjorde jo heller ikke mit bedste, for så var det jo nok blevet en succes.” Det er et spørgsmål om kontrol.

Min rolle som mor er nok noget af det tætteste, jeg har været på at gøre mit bedste. Jeg synes, at jeg prøver, for her er virkelig noget på spil: mine unger! Det er ikke altid, at jeg lykkes helt så godt, som jeg tror, jeg kunne, men alt i alt synes jeg faktisk, at det er tæt på at være mit bedste.

Så kom depressionen og spiste mit humør til forret, mit selvværd til hovedret og mit overskud til dessert. Særligt den sidste måneds tid er kurven knækket (igen), og jeg er styrtdykket i den helt forkerte retning.

Jeg gør stadig mit bedste, men mit bedste er blevet markant ringere. Det der overskud, jeg havde før, som gjorde, at jeg kunne vælge mine kampe med omhu, er væk. På den ene side magter jeg ikke at tage nogen kampe overhovedet, og Trolden får for eksempel pludselig lov til at spise aftensmad foran fjernsynet og andre ting, der tidligere ville være ganske uhørt. På den anden side bliver jeg virkelig irriteret og vred over små ligegyldige ting, som jeg tidligere ville have båret over med; for eksempel kom jeg her den anden dag til at skælde Trolden ud, fordi hun havde spillet et af mine spil på min iPhone. Hun blev ked af det og i min surhed fik jeg sagt i en alt for nedladende og spydig tone: “Og nu begynder du at græde”, hvilket hun også gjorde. Hulkende gik hun hen til sin far, og da han spurgte, hvad hun var ked af, svarede hun: “Mor er sur på mig.”

Det der blik i hendes øjne, da jeg nedgjorde hende, fordi hun blev ked af det, og den fortvivlelse, jeg hørte i hendes stemme, da hun fortalte om, at jeg var sur – min hjerne har optaget det og klippet det sammen til en lille film, den spiller for mig igen og igen. Jeg er så flov over det, og det gør mig virkelig ondt, at min depression skal gå ud over hende.
Desværre bliver min egen konklusionen på den smerte, jeg påfører min familie, som regel, at det nok i virkeligheden ville være bedre for både mand og børn, at jeg ikke var her – en tanke jeg heldigvis oftest magter at skyde ned, når den opstår, men ikke desto mindre en tanke, der jævnligt popper op.

I morgen har jeg en aftale med min læge. Når nu et halvt års terapi ikke har hjulpet, så må medicinen gøre mig glad igen, så jeg ikke skal fake-smile mig gennem julen og forsikre folk om, at “det går nok snart over” og “selvfølgelig er der lys for enden af tunnelen” for at undgå at overføre min egen mangel på håb til dem. Jeg er træt af at fake-håbe og fake-smile. Jeg vil gerne prøve noget af det rigtige håb og måske lidt tro på, at jeg bliver ægte glad igen en dag. Håb og tro – er det for corny at ønske sig i julegave? Nu prøver jeg i hvert fald at se, om det mon fås i pilleform på recept fra lægen.

Farverig depression

Jeg stod i butikken og smalltalkede med ekspedienten, der var ved at pakke den gave ind, som jeg havde købt. Det var en tøjbutik, så vi snakkede om farver på tøj, og han kommenterede min ret farverige påklædning (grøn poncho, rød hue, spraglet tørklæde og pink vanter), og jeg fik sagt noget om, at cirkusklovne er mit største “fashion icon”, og at jeg bliver trist, hvis jeg ikke har farver på mit tøj. “Jamen, så får du ikke nogen november-depression?!” spurgte/sagde han så.

Der blev en mærkelig pause. Jeg blev ked af det og følte mig dum. For jeg har jo en depression. Uanset hvor mange farver jeg har på mit tøj, så er jeg stadig ked af det. Uanset hvor meget jeg anstrenger mig for at smile, smalltalke og fyre jokes af, så folk ser forbløffet på mig, når hvis jeg fortæller, at jeg er depressiv, så narrer jeg ikke mig selv. Hvor er det fjollet at tro, at farverne på mit tøj kan hjælpe i den ene eller den anden retning. Jeg har sågar været dum nok til at lægge billeder på instagram af særligt farverige outfit under titlen “Fighting depression”. Jeg ved ikke om det er andre eller mig selv, jeg forsøger at narre.

Jeg fik vist fremstammet noget med, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for at holde tristheden fra døren, men jeg må have set mærkelig ud i hovedet, for smalltalken forstummede, og ekspedienten blev meget fokuseret på sit indpakkeri. Jeg kvitterede ved at skynde mig at få betalt og forlade butikken med gave, spraglet tøj, depression og det hele.