Je t’aime Paris

Om fire dage, fire bitte-små dage, tager Manden og jeg på “second honeymoon” til Paris. Jeg glæder mig vanvittigt, samtidig med at vi begge stresser over alt det arbejde, vi hver især er nødt til at få afsluttet, inden vi er klar til at tage en forlænget weekend sammen.
Vi har således ikke rigtig fået planlagt, hvad vi skal, når vi er dernede, udover at sove længe og nyde ikke at skulle spise aftensmad inden kl. 18.
Dette er min 4. tur til byernes by, og Mandens 2. så vi har ikke trang til at fise rundt til alle hovedattraktionerne, men hvad skal vi så? Har du været afsted og sidder du med et par gode tips til et lækkert, ikke for dyrt spisested, eller et rart sted at gå en tur, eller måske et spændende overset museum, så kom frit frem.
Alle tips gengældes med et virtuelt kram!

Reklamer

En beslutning (vistnok)

Efter tre næsten søvnløse nætter har jeg vistnok besluttet mig i forhold til det førnævnte jobtilbud. Jeg søger det.

Det er faktisk ikke fordi, at selve valget er så svært. For jeg synes sådan set, at jobbet lyder spændende, og jeg tror, at jeg vil trives i det, blive glad for det og udfordres af det.
Det svære er fravalget. Hvad går jeg glip af ved at søge denne stilling? Ville der mon dukke andre, mere attraktive jobtilbud op, hvis jeg venter lidt endnu? Noget mere fagligt relevant? Noget mere prestigefyldt?

Den branche, jeg gerne vil ind i, vil stadig være vanskelig at entrere om nogle år, og om jeg skal gøre et kæmpe fodarbejde nu eller senere for måske at få en stilling i periferien af det, jeg egentlig ønsker, kan sådan set være ligegyldigt. Spørgsmålet er også, om det er kampen værd? I dette job vil jeg kunne gøre en meget konkret forskel for nogle mennesker, jeg vil selv få stor indflydelse på jobbets indhold og opbygning, og det ligger dejlig tæt på, hvor vi bor, så vi behøver ikke skulle ud i overvejelser om at sælge hus o.lign.

Det er det, jeg gør. Jeg søger det!

Mon en ko har fire mavefornemmelser? Mon jeg kan låne én?

Jeg er, som de fleste faste læsere af bloggen nok ved, blevet færdig med min uddannelse. Et lille bitte, ekstremt snæver-nørdet nichefag, har jeg læst, udelukkende baseret på interesse og uden at bekymre mig om skrækhistorier om arbejdsløse akademikere og den slags.
Efterhånden har jeg dog fået en ret klar idé om, i hvilken retning, jeg godt kunne tænke mig, at mit arbejdsliv kom til at pege. Men det er, mildt sagt, en vanskelig branche at komme ind i, særligt da den driver rovdrift på frivillig arbejdskraft og løntilskudsstillinger.
Så et mere realistisk bud er noget med at undervise, og det kan da være fint nok, men jeg tænkte, at det var Plan B. Nu har det imidlertid vist sig, at der minsandten også er rift om Plan B-jobopslagene (måske er det de andres Plan A, who knows?), så jeg er ved at miste modet en smule.

Nu er der så sket det, at nogen har foreslået mig til en stilling. Det er et område, jeg har en vis erfaring med, men det ligger langt fra Plan B og endnu længere fra Plan A. Mit indtryk er, at stedet meget gerne vil have fat i mig, og jeg er enormt smigret (alene det vil gøre det svært at sige nej), og på mange måder vil det da være federe at have et arbejde end at være arbejdsløs. Omvendt er jeg også nervøs for at komme for langt væk fra det, jeg egentlig drømmer om, og helt miste kontakten til branchen og den smule netværk, jeg endnu har.

I morgen skal jeg have en uformel, uforpligtende snak med dem, der tilbyder stillingen. Så må jeg lave en plus/minus liste derefter og prøve at finde ud af, hvad jeg egentlig helst vil. Mavefornemmelsen er pt. temmelig splittet.

Forårsfornemmelser

Jeg har sendt en ansøgning til et rigtigt job, som har været opslået og det hele. Bortset fra at de bad om erfaring, matchede det mine kvalifikationer (og tro mig, der er virkelig få jobopslag, der efterspørger mine kvalifikationer), så efter en hård kamp med stemmen i hovedet, der råbte: “DU KAN IKKE FÅ DET. DU ER IKKE KVALIFICERET.” skrev jeg alligevel en ansøgning og sendte den.

Nu går jeg så og bider negle, skiftevis af angst for ikke at få jobbet og af angst for at få det. Men med angsten følger også en underlig ro, fordi jeg for alvor begynder at tro på, at der kan vente mig noget godt på den anden side af specialet. At det er muligt at finde en hylde, der passer til mig, og hvor jeg kan få lov at bruge mine evner og gøre en forskel – også selvom det måske ikke bliver i det job, jeg har søgt.

Håbet spirer, og i dag er det i følge kalenderen forår. Glædelig marts!

Et sludreindlæg

Kender I den der mur, man ind i mellem rammer som blogger, hvor mængden af ufærdige kladder hober sig op, mens der er larmende tavshed ude i den udgivne del? Det er som om ingen af mine ideer vil forme sig til et rigtigt indlæg, der hænger sammen og giver mening, så nu prøver jeg i stedet bare at komme med alt det halvfærdige på én gang, for så kan det måske tilsammen udgøre et helt indlæg.

For eksempel er det jo pludselig blevet november. Seriøst, hvem stak af med september og fik oktober med i den vilde flugt? Jeg oplever det som om, at hver eneste månedsskifte i 2012 er kommet totalt bag på mig. “November” betyder, at der er to måneder til, mit speciale skal afleveres, og jeg er seriøst langt fra målet. Senere i dag skal jeg have en snak med én, der måske kan være min specialestøtte og som kan hjælpe med at gennemskue, om det overhovedet er realistisk at nå det til deadline, eller om jeg skal udskyde med det samme (hej endnu mere slutlåns-gæld).

Herhjemme er Rumpen stadig sur. Virkelig pissed faktisk, og jeg er bare så træt af de der eftermiddage med vred tumling, for det dræner overskuddet og tager en masse tid fra Trolden også. Jeg håber sådan, at det går over, når han lærer at gå. Det kan selvfølgelig også være tænder, tigerspring, en fase eller andre af de der forklaringsmodeller, vi forældre klamrer os til, når det bliver for svært at stå i noget, man alligevel ikke kan gøre noget ved.

Jeg har også været ved psykolog igen, og jeg fik fortalt ham om den der plukkede kylling, jeg føler mig som. Vi fik en lang snak om mit overjeg, som efterhånden dominerer alting i mit indre og som slår hårdt ned på mine drømme, mine behov og mine længsler, fordi den ser det som udtryk for egoisme. På en eller anden måde skal jeg få dysset overjeget lidt ned og give en lille smule mere plads til id’et, men allermest plads til jeg’et, for det står lige nu fuldstændigt klemt, og jeg har svært ved at finde frem til det.

Og så har jeg gjort noget, som jeg selv synes er lidt vildt. Jeg har taget et skridt mod at bruge mere tid på det, jeg egentlig allerhelst vil: jeg er nemlig kommet med i en nyopstartet skrivegruppe! Vi har endnu ikke mødt hinanden, så jeg aner ikke, hvad det kommer til at indebære, men jeg håber sådan, at det bliver godt. Jeg er i hvert fald ret stolt af, at jeg prøver at tage mine drømme og mig selv lidt mere seriøst og give mere plads til mig.


Nu lykkedes det mig vist også at få sludret mig gennem noget, der til forveksling ligner et helt indlæg: en slags opdatering på, hvad der sker på denne side af skærmen.
Så er den første kanonkugle mod skriveblokeringen i hvert fald affyret!

Kaos i kulkælderen (det censurerede indlæg vækkes til live)

Jeg har fundet mig en kulkælder, hvor jeg midlertidigt (håber jeg) har taget ophold. Siden mit seneste besøg hos min psykolog, hvor jeg efterfølgende rasede ud her på bloggen for derefter at censurere mig selv, har jeg befundet mig i den nævnte kælder. Jeg kan godt fungere, og jeg går ikke helt i sort, sådan som det jævnligt skete for nogle måneder siden, men jeg bærer rundt på en tung tristhed og træthed, som ikke rigtig vil lette, uanset om jeg overgiver mig til den eller forsøger at kæmpe imod. Jeg er stadig vred på min psykolog, selvom følelsen ikke længere er så intens, for jeg føler, at han tog noget fra mig sidste gang. Noget vigtigt. Nemlig min selvforståelse.

Det, som han prikkede til, var en drøm. En gammel drøm om, hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen, men som jeg ubevidst lagde på hylden, den dag min mor sagde, at det kunne man ikke leve af; man skulle have noget andet ved siden af. Det er ret banalt. Jeg ville gerne være forfatter. Det vil jeg faktisk stadigvæk, men eftersom jeg har brugt mange år på universitetet på at blive skideskarp til at analysere, er min selvcensur nu blevet så stærk, at jeg ikke længere kan bryde igennem den. Og jeg tør heller ikke. Jeg tør ikke, er bange og vil hellere spille sikkert. En safeplayer – det er hvad jeg er, på trods af at jeg altid har troet, at jeg var det modsatte. En gambler. En med spontaniteten, kreativiteten, det knudrede og det vilde i behold. En, der turde bade i springvandet på rystesammen-turen, og én der gik efter sine drømme, selvom det var urealistisk.
Alt det konfronterede min psykolog mig med, og så sagde han, at jeg faktisk bare er almindelig – jeg kender intet værre skældsord, og jeg har gjort utrolig mange virkeligt fjollede ting (f.eks. ovennævnte springvandsbadning eller det, at jeg udgav mig for at være en dreng de første uger på gym) for at bevise, at jeg i hvert fald ikke er almindelig. Psykologen sagde, at jeg måske bare skal acceptere det. Jeg har mand, børn, hus, bor i en lillebitte by i provinsen, skriver speciale – hvis det ikke er almindeligt, hvad er så? Og lige dér var det så, at jeg blev vred og faktisk ikke hørte resten af, hvad han sagde, udover at han nævnte ordet “almindelig” enormt mange gange, og at det hver gang føltes som om, han flåede et lag hud af mig.

Det er sikkert godt nok at få pillet et forkert selvbillede af. Det gør bare så vanvittigt ondt, og jeg føler mig som en plukket kylling, der går alt for udstillet, sårbar og frysende rundt. Jeg kan ikke identificere mig med “almindelig”. Jeg kan ikke finde selvværd i at være mor eller kone eller specialeskrivende. Men jeg kan godt se, at jeg jo faktisk heller ikke er den lysende stjerne, spontanitetens gudinde eller forfatter in spe. Jeg har haft (og har nok stadig nede under mismodet) enormt meget selvværd bundet op i mit “potentiale” og “det jeg engang bliver til”. Men når jeg alligevel ikke tør bruge det potentiale, jeg måtte have, så bliver jeg jo aldrig til det, jeg gerne vil, og så er det nok bedre at prøve at acceptere og finde værdi i at være almindelig.

Så lige nu er der ren West Side Story-knipsebattle i mit hoved, hvor der på den ene side er en stemme, som maner til ro og eftertanke og forsøger at forlige sig med “normal” og “almindelig”, og på den anden side danser oprøret, “det skal han ikke bestemme” og en (usendt) mail til et forlag rundt og prøver at lokke mig med ud af min comfortzone. Samtidig råber et hylekor omme bagved, at nu løber det hele i ring, og jeg er ved at gentage de samme fejl, jeg lavede lige før, og at jeg skal få grounded det der selvværd, inden jeg gør noget dumt. Midt i hele dette virvar løber jeg, den plukkede kylling, rundt og leder efter udgangen og trappen op fra kulkælderen, væk fra de mange stemmer, og så er det pludselig synd for mig igen, og det magter jeg altså heller ikke, så lige omtrent her er jeg nødt til at slutte indlægget, selvom debatten/råberiet fortsætter i mine tanker.

Et tilbageblik

Hvis jeg skal nå et “rigtigt” nytårsindlæg, så må jeg vist se at komme i gang, inden 2012 for alvor bider sig fast og bliver hverdag. Jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle gribe et tilbageblik på 2011 an, indtil jeg læste Louises indlæg, hvor hun fortæller om året måned for måned. Den idé snupper jeg lige.

Januar var en måned, hvor jeg vekslede mellem at være panisk angst for at miste det lille nye liv, der voksede inden i mig, og at være helt høj på lykkefølelse over det samme. Det overskyggede både, at jeg i samme måned scorede et 12-tal til eksamen og fik min iPhone. Heldigvis sluttede måneden af med en scanning på min fødselsdag, som viste, at alt var, som det skulle være.

I februar fik jeg en pjece fra studenterrådgivningen, der lærte mig, at min dårlige selvdisciplin og mit evindelige udsætteri måske ikke blot var et problem i sig selv, men måske havde en dybere årsag end “sådan er jeg bare”. Jeg brugte så resten af måneden på at udsætte at få ringet til studenterrådgivningen for at få en tid til en samtale.

Marts var en måned fyldt med begivenheder af den gode slags: min mor hev mig ud af udsætteriet og lavede speciale-skrivningsgruppe med mig, Rumpenissen blev scannet og viste sig at være en dreng, og Manden og jeg fejrede vores 10 års dag som par. Desuden var det også måneden, hvor Den Evige Vinter stoppede, og foråret begyndte at titte frem.

April var en måned af lidt mere blandet karakter. I starten af måneden forsvandt det varme vand fra vores hus, men vi havde ikke råd til at få skiftet varmebeholderen, så vi lærte os at tage bad i koldt vand og koge vand til Troldens bade. Det var også her, at jeg begyndte i noget samtaleterapi for at lære mig selv og min udsættertrang bedre at kende. Et af de mere positive højdepunkter var, at jeg i slutningen af måneden mødte hende her.

Maj var både en rigtig hård og en rigtig fantastisk måned. Jeg var i Berlin på tøsetur med en god veninde, jeg var på kursus, hvor jeg blev undervist af en af mine faglige helte, og min mave nåede en størrelse, så ingen behøvede at være i tvivl om, at det var en baby og ikke for meget kage, der forårsagede udvidelsen. Men det var også en stresset måned på hjemmefronten, hvor Manden og jeg på skift var afsted til alt muligt, og derfor næsten ikke så hinanden. Og så syntes jeg jo dengang, at det var vildt hårdt at stå alene med et barn. Det må man godt grine lidt af nu, når man har to børn og dermed et andet perspektiv. Hehe

Juni gik i høj grad med at komme så langt med mit speciale, at jeg var klar til at holde barsel i juli. Det var også måneden, hvor Trolden fandt ud af, at hun selv kunne stå ud af sin juniorseng, hvorefter en daglig (aftenlig?) kamp udspillede sig for at få hende til at blive i sengen. Der var også rigtigt lækkert vejr, hvilket fik vandet i min krop til at stige (falde?) og udspile mine fødder.

I juli vandt jeg over min dårlige selvdisciplin og fik klaret alt, hvad der skulle klares på specialet inden barsel. Troldetøsen havde sidste dag hos hendes dagplejemor, og ellers stod måneden i feriens og familieforøgelsens tegn. Vi var på Bornholm, da jeg var i 38./39. uge, og jeg var ganske godt tilfreds med den våde, småkolde danske sommer, for ellers var jeg blevet bugseret væk fra Dueodde af Greenpeace, mens de råbte slagord om at redde hvalerne.

Første del af august gik med gæstedagpleje og indkøring i børnehave for Troldetøsen, og for mit vedkommende med at blive mere og mere arrig og indebrændt, efterhånden som jeg lagde terminsdatoen bag mig med flere og flere dage. Det endte med endnu en igangsættelse, og d. 21. august kl. 23.45 blev en kæmpe baby på 4130 g lagt op på min mave. Resten af måneden gik med at kæmpe med at få amningen i gang, og derefter at overveje for og imod at droppe den selv samme helt.
I øvrigt var det også i august, at vi efter fem måneder uden varmt vand endelig besluttede os for at få en kassekredit, så vi kunne få lavet varmtvandsbeholderen.

September var måneden, hvor hverdagen skulle forsøge at indfinde sig. Jeg skulle lære at jonglere mellem to børns behov, at komme ud af døren med Rumpenissen, når Trolden skulle hentes, at være alene om to børn nogle timer hver eftermiddag, og meget andet som jeg i dag ikke længere tænker over som noget særligt. Det var en hård måned, også fordi dilemmaet amning vs. flaske blev ved at husere, indtil jeg til sidst besluttede mig for at fortsætte, som jeg hele tiden havde gjort, med lidt af hvert.

I oktober blev Rumpenissen døbt, jeg kæmpede mod søvnløshed, og jeg indså (med hjælp fra Manden og sundhedsplejersken), at jeg var nødt til at skære lidt ned på barselsaktiviteterne, inden jeg udviklede reel stress. Jeg sover stadig vildt dårligt, og jeg øver mig stadig i at sige nej. Det var ikke nok med en måned til at lære det.

November startede godt med, at dobbeltsengen blev genindviet til andet end at sove i, men derefter er det mindre gode highlights, jeg husker fra den måned. Det gik op for os, at vi ikke havde nogen at fejre jul med, Manden havde sindssygt meget overarbejde og jeg blev bitter, og min søde kusine mistede sin mand, kun 28 år gammel. Et kæmpe chok, som fik de øvrige knapt så fantastiske ting til at virke små og ynkelige til sammenligning.

Men så kom december med fest med fest på. Troldetøsen blev 3 år, vi fandt en løsning på spørgsmålet om julefejring og i det hele taget var det bare en rigtig hyggelig måned og, bortset fra lidt sygdom, en dejlig afslutning på et skønt år.

Jeg ser med forventning frem mod 2012. Jeg håber, at det bliver året, hvor jeg afslutter min uddannelse, og jeg ved, at det bliver året, hvor både Manden og jeg runder et skarpt hjørne. Vi bliver begge 30 år og dermed rigtige voksne 😉 Men jeg glæder mig også bare til hverdagen, til at nyde mine børn og se dem trives og udvikles, og til at for alvor at finde vores ben at stå på som familie på fire. Bring it on!

Hvo intet vover

Meget apropos har jeg i morgen meldt mig til en konference-dag. Dagen er i sig selv spændende og et tiltrængt fagligt input til min barselsdopede hjerne, men det er i mindst lige så høj grad en mulighed for at netværke og mingle og gøre opmærksom på mig selv i det miljø, jeg håber at skulle ud og være professionel i, når jeg bliver færdig.

Der er bare lige det ved det, at jeg jo rent faktisk er på barsel, fordi jeg har et barn, der har brug for sin mor, så jeg har forsigtigt spurgt om jeg måtte tage Rumpenissen med. Det fik jeg lov til, men blev samtidig indskærpet, at hvis han gav lyd, skulle jeg forlade lokalet, og der var ingen tilstødende lokaler, jeg kunne benytte.

Det er jo alt sammen fair nok, men nu sidder jeg her aftenen inden og har ondt i maven ved tanken om, hvor forfærdeligt det kan gå, hvis Rumpen vil tage sig en af hans skrige-dage. Men på den anden side… hvis han beslutter sig for en charme-dag, vil de mennesker, jeg skal netværke med, måske huske mig som overskudsmoderen med det fantastiske barn og alle straks tilbyde mig et job!

Hvo intet vover, intet vinder, ikke sandt?!

Tanker om køn

I morgen skal Rebellen scannes. Midtvejs-scanningen. For jeg er åbenbart ved at være halvvejs i graviditeten. Det er så også under denne scanning, at man, hvis ungen ellers gider ligge rigtigt og være lidt samarbejdsvillig, kan få kønnet at vide.

Jeg har tidligere nævnt, at jeg gerne ville have en dreng, men jeg er nok ved at revidere den opfattelse lidt. For det første kan jeg slet ikke forholde mig til, at der inden i mig skulle være en lille tissemand. For det andet har jeg ingen anelse om, hvordan man er mor for en dreng – jeg har en fornemmelse af, hvad det vil sige at være mor til en pige. Og det der med at ville have en dreng for at prøve noget andet – jamen, med en anden pige bliver det jo også noget andet. Og for det sidste så kender jeg mange to-søstre-konstellationer, hvor pigerne har utrolig meget glæde af hinanden.
Så jeg ved slet ikke længere, hvad jeg ønsker mig.

Eller jo, det gør jeg. Jeg ønsker mig et barn, som har det godt og trives, og som får et godt forhold til sin storesøster. Hvilken formular skal jeg bruge, og hvor skal jeg sende den hen?!

Mens søndagen smuldrer

Nogen knipsede, og så forsvandt der lige en uge af mit liv, og jeg sidder og stirrer på søndagen, der allerede er ved at smuldre mellem fingrene på mig, uden at jeg egentlig rigtig har nået at opdage, at det har været weekend.

Og hvad er tiden så gået med, kan man fristes til at spørge. Det korte svar er, at det ved jeg ikke. Det lidt længere svar må være:
– at forsøge at blive helt rask efter sidste weekends sygdom
– at få kogt mulige emner for specialet ned til tre (STOR bedrift, som jeg skal roses for!)
– planlægge og afvikle fødselsdagsfest for mig selv for 1/3 af den pukkelryggede; så mangler vi bare sidste 2/3
– en hel masse hverdag med aflevering, hentning, madlavning, vasketøj og andre sisyfos-aktiviteter

Hvis jeg ikke begynder at se mig lidt bedre for, så forsvinder livet, mens jeg forsøger at gøre mig klar til at gå i lag med det!