Det var så det

Jeg husker det, som var det i slutningen af august 2004, at jeg mødte op til rus-uge på mit nye studie og fik serveret snaps og vitaminpille af tutorerne.

Jeg husker det, som var det i mandags kl. lidt over 11, at jeg sammen med et lille udpluk af min brogede familie fes rundt på nogle gange på et fremmed fakultet for at finde det rum, hvor jeg skulle aflevere mit speciale. Som i alle gode eventyr lykkedes det naturligvis til sidst, og jeg fik min hjemmelavede kandidat-hat på, fordi jeg engang var for nærig til at købe en studenterhue, og i det hele taget synes at det er totalt anti-klimaks at aflevere et speciale, man ikke skal forsvare, så jeg var nødt til at lave en slags fest ud af afleveringen, selvom jeg jo i princippet ikke ved, om jeg har bestået endnu.

20130410-143143.jpg
Kandidat-hatten

Men nu er det slut. Næsten 9 års studier og to børn senere har jeg lukket skolekapitlet i mit liv. Jeg ryddede min specialeplads i dag, hvilket gjorde mig mere sentimental, end jeg havde troet, det ville. Jeg har ikke ligefrem nydt specialeprocessen, og jeg er lykkelig for, at det er ovre nu, men jeg har alt i alt været rigtig glad for at studere.

20130410-143323.jpg
Specialeplads-rester

Det er altid vemodigt at slutte et kapitel i sit liv, særligt når man står på en blank side uden at kende så meget som titlen på næste kapitel. Jeg har søgt to jobs og fået afslag på begge. Især det ene gjorde ondt at få, fordi det var intet mindre end et barselsvikariat i Drømmejobbet!
Men jeg har stadig nogle muligheder, jeg skal afsøge, og nogle folk jeg skal hive fat i, så jeg er ikke helt modløs endnu, selvom der ikke rigtig viser sig nogle åbninger i den retning, jeg allerhelst vil.

Lige nu øver jeg mig i at stå stille på den blanke side og nyde at kunne slappe af med (relativt) god samvittighed, og så ellers udnytte, at jeg kan hente ungerne tidligere og give dem fridage og tid hver for sig. Om knap 14 dage tager vi alle sammen en uge i sommerhus for at få genopladet familiebatterierne.
Det er vist tiltrængt for os alle sammen!

Reklamer

Siden sidst

  • har jeg arbejdet næsten konstant, undtagen i børnefamilie-krisetiderne om morgenen og sidst på eftermiddagen
  • har jeg afleveret min eksamen til tiden og det hele
  • er Rumpenissen blevet helt rask efter skoldkoppe-angrebet, selvom der stadig er små ar efter det
  • er vi begyndt at eksperimentere med ikke at give Troldetøsen sin middagslur
  • er Rumpenissens første små tænder trængt op gennem tandkødet
  • har verdens lækreste Mand rundet de 30 år
  • har jeg skrevet omtrent 100 blogindlæg i mine tanker
  • har jeg i virkeligheden ikke skrevet så meget som en eneste kladde
  • har savnet jer, faktisk, og det er godt at være tilbage, selvom jeg sikkert rammes af en eller anden underlig præstationsangst og skriveblokade, når nu det er så lang tid siden.

Midlertidigt lukket

Jeg har brændt både veninder og fødselarer af, og nu er turen kommet til bloggen her. Jeg har en eksamen, der skal skrives, den skal afleveres 31. maj, og Fru Vægelsind her har endnu ikke besluttet sig for analyseobjektet.

See you on the other side!

(Skulle du have et par fingre til overs, må du gerne krydse dem for mig; eller eventuelt sende lidt medvind, hvis det er det, du har i overskud; klapsalver og “heja, heja” modtages også med tak!)

Sygdom in da house

Den lille Rumpenisse har fået skoldkopper. Vi aner ikke, hvor han har samlet det op, men i går eftermiddags måtte vi sande, at det nok ikke bare var varmeknopper, han har haft i nakken de sidste par dage. Dels havde de spredt sig til hele hans krop, dels var der på flere af dem dukket små bobler med væske op.

Så nu har vi måttet delvist aflyse vores deltagelse i en 30 års fødselsdag i eftermiddag/aften. Mig og Rumpen bliver hjemme, og jeg håber på, at jeg måske kan få læst lidt til den der eksamen, som jeg stadig har ondt i maven over, for der er laaaaang vej til 25 sider, ja blot til en problemformulering. Så måske er det alligevel meget godt med de skoldkopper!

20120505-131951.jpg

20120505-132008.jpg

I forhold til hvor mange skoldkopper han har, er han relativt upåvirket. Feber og lidt sløjhed har ikke kunnet få bugt med hans trang til at splitte storesøsterens LEGO ad.

Rendyrket panik

Jamen lad os da endelig prøve at klemme lidt flere udsving på følelsesregistret ind. Det er jo ikke, fordi jeg har nok i at svinge mellem depri og mellemfornøjet. Nej nej, lad os da endelig tilføje lidt panik også. Man skulle jo nødig kede sig.

Efter i en måned stort set dagligt at have tjekket uni’s hjemmeside(r) for at se, om min eksamensdato er slået op, kom den endelig i dag. D. 31. maj, skal jeg aflevere en 25 siders opgave i et fag, jeg havde for tre år siden, og jeg aner endnu ikke, hvad jeg skal skrive om. Jeg har heller ikke krav på noget vejledning, for det brugte jeg for tre år siden på en opgave, som jeg var nødt til at skrotte halvvejs.

Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal nå det. Virkelig ikke!

Lugter det brændt? Det er bare mig, der tænker

Jeg tænker så det knager for tiden i et forsøg på at lure fremtiden lidt i kortene og tage nogle beslutninger, som jeg alligevel ikke helt formår at gennemskue. Det handler om dagplejeplads, Mandens barsel, en eksamensopgave, jeg skal skrive, og særligt om hvordan de tre ting griber ind i hinanden.

I forhold til eksamensopgaven, så er det en opgave som skal afleveres og bestås inden jeg kan aflevere speciale, så det vil sige, at den skal ud af vagten her i forbindelse med sommereksamenerne. Jeg vil rigtig gerne have halvanden måned til at skrive opgaven, hvor jeg ikke også skal jonglere en Rumpenisse, for det bliver ikke rigtig effektivt arbejde så. Manden og jeg har derfor aftalt, at han tager noget barsel og også står for indkøring af Rumpenisse i dagpleje.
Og så skulle man egentlig tro, at den skid var slået.

Men det er den naturligvis ikke, for vi er oppe imod intet mindre end universitetsbureaukrati på et universitet, som er igang med en mega omstrukturering, og dem som burde vide noget, ved faktisk ikke rigtig noget. Derudover balancerer jeg mellem to forskellige institutter, og det gør det bare endnu mere kringlet. Så summa summarum er, at jeg ikke kan få noget som helst at vide om, hvornår jeg skal aflevere min opgave. Jeg kan ikke engang få noget at vide om, hvornår det kan tænkes, at jeg kan få noget at vide om, hvornår min opgave skal afleveres. Sommereksamenerne plejer at ligge mellem 20. maj og 30. juni, men det er ligesom en pænt stor margen! Så hvornår skal Manden tage barsel, og hvornår skal Rumpenissen i dagpleje? Manden vil helst ikke tage mere barsel end højst nødvendigt (phss – utilfreds lyd!) og jeg vil helst ikke have, at Rumpenissen starter i dagpleje før end nødvendigt – både af økonomiske årsager og følelsesmæssige.

Det ender nok med, at vi bare må lukke øjnene og så gætte på et eller andet, for Manden skal snart have meldt barsel på sit arbejde, ligesom vi også snart skal have meldt Rumpen ind i dagpleje-systemet.

Magic eight-ball, where are you?!

Så så man lige mig!

På trods af 4 timers søvn, manglende selvdisciplin og en på alle måder rædselsfuld forberedelsesproces lykkedes det mig alligevel at lave et 12-tal til eksamen i går. Jeg var så glad (eller træt?), at jeg begyndte at tude!

Nekrolog over min selvdisciplin

Så sidder jeg igen på min pind. Min eksamens-nats-pind.
Jeg er træt af mig selv, og min totale mangel på selvdisciplin. Jeg skal imorgen holde en halv times oplæg, og jeg har haft 14 dage til at forberede det. Alligevel sidder jeg nu på den forkerte side af midnat og arbejder for at nå at blive færdig, så jeg ved, hvad jeg skal fylde den halve time ud med. Jeg er desværre ingen ørn til at snakke for min syge moster i den slags situationer. Der skal være kød på, ellers går jeg kold. Sådan har jeg altid været, og alligvel har jeg åbenbart ikke lært lektien: at hvis der skal være kød på, skal jeg bruge meget tid på forberedelse!

Lad os bare tage dagen i dag som eksempel og fuldstændigt fortrænge, hvad de øvrige 14 dage er gået med:
– jeg stod op, tog bad, tøj på og afleverede trolden
– jeg spiste morgenmad, mens jeg tjekkede facebook og blogs
– jeg tænkte “nu skal jeg i gang” og satte vand over til the
– jeg drak the og tjekkede nyheder
– jeg kikkede igen på facebook og blogs
– jeg tog mig alvorligt sammen og åbnede et par af de dokumenter, jeg har arbejdet i, gik helt i panik over, at jeg ikke anede, hvad mit næste skridt skulle være og åbnede igen facebook og blogs
– jeg var sulten og smurte mig lidt mad
– jeg spiste mad og så et afsnit af Klovn
– jeg tænkte “nu skal jeg altså se at komme igang” og så så jeg et afsnit mere
– jeg blev rigtig ked af min manglende selvdisciplin og straffede mig selv hårdt ved at æde en pose chips og drikke en halv liter rød sodavand
– jeg gik tilbage til computeren, tjekkede facebook og blogs
– jeg spillede lidt Angry Birds og Fruit Ninja på iPony’en, fordi der kom en besked, som jeg lige skulle læse
– jeg skrev en mismodig status-update på facebook
– jeg ringede lidt sammen med en medstuderende og fik en lille smule gejst tilbage
– jeg arbejde en slags effektivt en halv times tid og opdagede så, at det var tid til at hente trolden

Så var der alt det almindelig ulvetime-ræs med madlavning og putning, og så har jeg ellers siddet på min flade og arbejdet nogenlunde stabilt siden. Bortset fra, at jeg lige har brugt tyve minutter på at skrive denne nekrolog over mit selvbillede som en god studerende. Jeg frygter virkelig specialet!

Må man godt få det man ønsker sig?

Jeg er nervøs for i morgen. Ikke så meget, fordi jeg skal aflevere en eksamensopgave som endnu ikke er færdig, men fordi jeg skal til lægen og ha’ taget blodprøve, vælge fødested, vejes og alt det der, man nu skal, når man har tisset på en pind. Jeg er nemlig bange for, at det vil vise sig, at jeg slet ikke er gravid! At det er gået i sig selv, og at jeg bare render og bilder mig selv ind, at jeg har kvalme og er træt.
Enten det, eller også så mister jeg barnet senere!

Jeg ved, at det er dybt irrationelt at tænke sådan. Der er ikke nogen logisk helbredsmæssig grund til, at jeg skulle abortere, og statistisk set er der større sandsynlighed for, at barnet bliver inde i varmen end, at det forlader mig og min krop.

Sidste gang var jeg så overrasket over bare det at være blevet gravid, at jeg ikke skænkede den minimale risiko en eneste tanke. Men denne gang fylder det så meget hos mig, at jeg en overgang hele tiden følte trang til at klemme lårene sammen, så ungen ikke kunne komme ud, og bakterierne ikke kunne komme ind!

Jeg tror, at angsten hænger sammen med, at jeg virkelig ønsker det, denne gang. Jeg vil virkelig gerne have den lille ork i vores familie, og jeg er bange for at ved at ønske det så meget, så jinxer jeg det og får ikke lov at beholde det. Jeg ved ikke, hvad det er for en grundlov, der står skrevet i mit følelsesregister, men jeg kan mærke, at jeg har en grundlæggende mistillid til, at man får det man ønsker sig. For eksempel kunne jeg rigtig godt tænke mig, at den lille ork er en dreng, fordi der er to drenge på vej i vores nære familie/omgangskreds, men fordi jeg ønsker mig det, er jeg overbevist om, at det bliver en pige.
Igen meget mærkeligt og dybt irrationelt, men problemet er, at jeg tror på det.

Derfor må jeg stadig med mellemrum øve mig i at slappe af i lårmusklerne og huske på, at jeg faktisk ikke kan gøre fra eller til. Et barn er en gave, og kun tiden vil vise, om vi får lov at beholde denne her!

Freedom a la William Wallace

Det var en sejr på mere end en måde, da jeg i går afleverede min eksamensopgave. For det første var en lang kamp mod overspringshandlinger og ugidelighed endelig overstået, og jeg havde rent faktisk skrevet en helt okay opgave, som jeg ikke skammede mig ved at aflevere.
For det andet har jeg nu gennemført et helt semester* med den lille musling på armen. Der har været dage, hvor jeg har tudet på vej hjem i toget, men også dage hvor hun charmerede både lærere og medstuderende. Dage, hvor jeg intet hørte af undervisningen, fordi jeg traskede gangene tynde med et skrigende barn, og andre hvor hun sov på alle de rigtige tidspunkter. Men det lykkedes mig! Og jeg er ærlig talt SÅ stolt af både hende og mig selv.

Nu har jeg taget et års barsel fra studiet, men vender pr. 1/7 tilbage fra barsel i mit lille kvart-tids job, hvor jeg primært arbejder hjemmefra. Altså et helt år med masser af tid til at lege Familien Danmark!

* = ja, okay helt færdig med semesteret er jeg ganske vist ikke, da jeg bliver nødt til at tage en re-eksamen til august.