Uddrag af en SMS-samtale

I anledning af, at Skrupsakken bliver et halvt år i dag, får I hermed et uddrag af min og Mandens SMS-samtale fra dagene omkring hans fødsel. En egentlig fødselsberetning må I have til gode.

Mandag d. 28/11 2016 havde jeg tid til en kontrol på sygehuset. Jeg var på det tidspunkt gået 10 dage over termi, og havde besluttet mig for at bede om en igangsættelse, i stedet for at vente to dage mere før de officielt ville sætte fødslen igang. Manden tog på arbejde for at nå de sidste ting inden barsel, og jeg fik en veninde til at bringe og hente mig på sygehuset.

(brunkagerne var tænkt som bestikkelse)


(Balancid er er middel mod halsbrand – og de var altså hele vejen nede i køkkenet, og jeg var gået i seng ovenpå.)



Skrupsakken blev født ca. 3 timer efter at Manden havde sendt mig hans tidtagning på veerne, som jeg selv ville overtage, fordi jeg mente at han skulle have noget at spise, da jeg troede, at vi ville være igang læææænge endnu. Det var vi så ikke.

Og nu er vi her et halvt år efter. Vi er alle ved at være landet på benene som en familie på fem og om lidt venter der nye udfordringer og omvæltninger, når Rumpenissen begynder i skole efter ferien. Men mere om det en anden gang.

Så kom han

51 cm og 3438 g kærlighed pakket noget så lækkert ind. Nu mangler han bare sit navn her på bloggen. Det kan jeg tygge på, mens han tygger på mine bryster.

Sæt igang

Og hermed er igangsættelsen en realitet! 

Fingers crossed

Så blev det mandag, og baby befinder sig stadig bag ved navlen. Det var sådan set også fint, at han blev derinde denne weekend, så vi kunne nå de to julemarkeder og de to fødselsdagsfester, som var på programmet, og i går da vi tændte det første adventslys, kunne vi fortælle ungerne, at når vi tænder det næste, så er lillebror kommet ud. Så uanset hvad, så lakker denne her graviditet jo mod enden, og vi kan snart tage hul på næste del.

I eftermiddag skal jeg til kontrol på sygehuset, og jeg har besluttet mig for at spørge om, om de vil sætte mig igang. Jeg mener, det er min tredje fødsel, jeg er blevet sat igang de to tidligere gange, og der er intet der tyder på, at min krop har tænkt sig selv at påbegynde en fødsel indenfor de næste par dage. Så hvis det alligevel bliver en igangsættelse, kan vi så ikke ligeså godt få begyndt?

Det er mine argumenter. Så må vi se om de bider på sundhedspersonalet. Jeg har ingen anelse om, hvor strikse den slags regler er, og hvor meget eller lidt frihed jordemoderen har til at bestemme den slags, men det skal ikke forhindre mig i at forsøge.
Der er nemlig også flere, ikke-helt-så-overbevisende-men-stadig-gode-grunde til, at jeg gerne vil til at have klaret den fødsel. For det første har Troldepigen fødselsdag d. 9. december, og jeg vil bare gerne have hendes og lillebrors fødselsdage så langt fra hinanden som muligt. Jeg synes i forvejen, at Troldens dag drukner lidt i julerier, så lillebrors dag behøver ikke lige være en uge inden.
Derudover er vores aftalte pasning af rollingerne, mens jeg føder, ved at glide ud, da bedsteforældrene troede at man ikke længere gik mere end 10 dage over tid, så de begynder nu at få kalenderen fyldt med ting og kan ikke længere stå på standby.
Og så er der selvfølgelig også den detalje, at min hjerne er igang med at spinde diverse skrækscenarier om livet post-fødsel, fordi den har alt for god tid til den slags, særligt om natten, og jeg VED, at det ikke bliver nær så slemt, når man først står i det, men det er svært at overbevise hjernen om.

Men altså, uanset hvad så bliver det spændende hvad der sker i eftermiddag. Hvis de ikke vil sætte mig igang i dag, så får jeg i hvert fald en tid til at blive sat igang, og så må vi få planlagt pasning osv. rundt om det.

Kryds fingre for mig! 😀

Coming up next is: Bitterhed

Jeg troede, at det var lykkedes mig at snyde mig selv til at tro, at jeg i virkeligheden først har termin i næste uge. Jeg troede, at jeg på den måde kunne undgå den vrede, frustration og bitterhed, som ramte mig de sidste to gange, jeg gik over tid, både med Trolden (se her og her) og med Rumpen (læs her og et virkelig bittert indlæg her).

De to foregående gange har jeg været igennem en proces, der går fra at nå terminsdatoen (ah, så kom vi så langt) til at gå nogle dage over tid (det er også rart liiige at kunne nå de sidste akutte forberedelser) til at begynde at blive utålmodig (nu MÅ der altså snart ske noget) til at blive decideret indebrændt (GRRRRRR JEG HADER ALT OG ALLE) til at nå en slags accept af tingenes tilstand (nå, jeg bliver så den første evigheds-gravide. Jaja, men så tager vi det med) indtil fødslen til sidst bliver sat i gang.

Fordi det har været sådan før, har jeg prøvet at indstille mig på, at sådan bliver det igen, og det har faktisk hjulpet – indtil i går hvor bitterheden forsigtigt meldte sin ankomst.
Det startede med, at jeg egentlig havde lagt en hel del planer for, hvad jeg gerne ville nå, men jeg endte med at have så ondt i ryggen, lænden og bækkenet, at jeg måtte kapitulere og lægge mig på sofaen det meste af dagen. Det giver selvfølgelig en herlig masse tid til at læse blogs og facebook og den slags, og så var det, at jeg opdagede, at én jeg gik til gravid-svømning med – som i parentes bemærket havde termin 14 dage EFTER mig – havde født en lille pige med hvad der må betegnes som værende en drømmefødsel. GRRRR!
Jamen fedt for hende, men hvor bliver min drømmefødsel og min unge af? Jeg spørger bare. Er der modhager i min livmoder eller hvad? Hvorfor kommer børnene ikke ud, før de bliver tvunget til det?

Til mit held, kan man sige, har reglementet omkring igangsættelser ændret sig, siden jeg sidst fødte for 5 år siden, sådan at de nu vil have børnene ud, inden man er gået fulde 14 dage over tid. Derfor skal jeg i morgen ringe til hospitalet for at få en tid til kontrol på mandag, og hvis ellers alt ser fint ud der, får jeg en tid til igangsætning i midten af næste uge. Og weekenden er spækket med planer om alt fra julemarkeder til fødselsdagsfester, så mon ikke jeg får så meget at se til, at jeg glemmer at være bitter? Det håber jeg, for helt ærligt, det gør jo hverken fra eller til med den der indestængte vrede, udover at jeg bliver utålelig for resten af min familie.

Goddag tredje trimester

Det går så lynende stærkt!

Jeg havde på fornemmelsen allerede i sommers, at i det øjeblik vi ramte august på kalenderen, ville tiden flyve afsted – og jeg fik ret. Om lidt rammer vi september. Jeg har knap 7 uger tilbage, inden jeg går på barsel (og skal lige nå at have ansat en barselsvikar inden), og i fredags ramte jeg så tredje trimester af graviditeten.

time flies

Det går godt. Jeg har det godt. Generelt har mine graviditeter været ukomplicerede med intet udover det forventelige af ekstra træthed og ømhed i kroppen. Denne gang har jeg endda formået at tage markant mindre på – i hvert fald indtil videre. Men jeg kan godt mærke, at det begynder at blive hårdere; at der er langt ned til gulvet hvis når jeg taber noget; at selv en lille gåtur udløser en række plukkeveer; at jeg helst skal holde mig fra at løfte ungerne; og at søvnen begynder at blive markant dårligere med indlagte tissepauser og krampe i benene. Desuden har jeg fået åreknuder! ARG – dem har jeg været forskånet for, men ikke længere. Og efter sigende forsvinder de ikke efter graviditeten.

Ved både Troldens og Rumpenissens fødsel er jeg gået henholdsvis 16 og 14 dage over tid og er blevet sat i gang, så det regner jeg med også at gøre denne gang. Jeg får brug for den ekstra tid til at nå at blive klar, for jeg tror ikke at jeg når at komme i gang med noget som helst baby-relateret før jeg går på barsel. Vi er ikke engang begyndt at skære ned i de 47 navne vi har stående på vores brainstorm-navne-liste. Ej heller få fundet og vasket baby-tøj (og få et overblik over, hvor meget der stadig kan bruges). Der skal også anskaffes nye sutteflasker (denne gang går jeg ind til amningen med bevidstheden om at det bliver nødvendigt at supplere med flaske), og ikke mindst en ny bil med plads til 3 autostole og to voksne – hvilket vi i følge banken slet ikke har råd til. Jamen hvad så? Skal børnene bare skiftes til at ligge i bagagerummet?

Nå, men vi når det nok. Han er jo 3’er, den lille fyr, og så kan man ikke forvente samme service som 1’eren. Til gengæld er der to andre børn, som også deler kærlighed og gener med den lille ny, og som måske kan lokkes til at underholde ham, mens de voksne farer rundt og køber sutteflasker og bil. Det er en skudsikker plan!

Et tilbageblik

Hvis jeg skal nå et “rigtigt” nytårsindlæg, så må jeg vist se at komme i gang, inden 2012 for alvor bider sig fast og bliver hverdag. Jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle gribe et tilbageblik på 2011 an, indtil jeg læste Louises indlæg, hvor hun fortæller om året måned for måned. Den idé snupper jeg lige.

Januar var en måned, hvor jeg vekslede mellem at være panisk angst for at miste det lille nye liv, der voksede inden i mig, og at være helt høj på lykkefølelse over det samme. Det overskyggede både, at jeg i samme måned scorede et 12-tal til eksamen og fik min iPhone. Heldigvis sluttede måneden af med en scanning på min fødselsdag, som viste, at alt var, som det skulle være.

I februar fik jeg en pjece fra studenterrådgivningen, der lærte mig, at min dårlige selvdisciplin og mit evindelige udsætteri måske ikke blot var et problem i sig selv, men måske havde en dybere årsag end “sådan er jeg bare”. Jeg brugte så resten af måneden på at udsætte at få ringet til studenterrådgivningen for at få en tid til en samtale.

Marts var en måned fyldt med begivenheder af den gode slags: min mor hev mig ud af udsætteriet og lavede speciale-skrivningsgruppe med mig, Rumpenissen blev scannet og viste sig at være en dreng, og Manden og jeg fejrede vores 10 års dag som par. Desuden var det også måneden, hvor Den Evige Vinter stoppede, og foråret begyndte at titte frem.

April var en måned af lidt mere blandet karakter. I starten af måneden forsvandt det varme vand fra vores hus, men vi havde ikke råd til at få skiftet varmebeholderen, så vi lærte os at tage bad i koldt vand og koge vand til Troldens bade. Det var også her, at jeg begyndte i noget samtaleterapi for at lære mig selv og min udsættertrang bedre at kende. Et af de mere positive højdepunkter var, at jeg i slutningen af måneden mødte hende her.

Maj var både en rigtig hård og en rigtig fantastisk måned. Jeg var i Berlin på tøsetur med en god veninde, jeg var på kursus, hvor jeg blev undervist af en af mine faglige helte, og min mave nåede en størrelse, så ingen behøvede at være i tvivl om, at det var en baby og ikke for meget kage, der forårsagede udvidelsen. Men det var også en stresset måned på hjemmefronten, hvor Manden og jeg på skift var afsted til alt muligt, og derfor næsten ikke så hinanden. Og så syntes jeg jo dengang, at det var vildt hårdt at stå alene med et barn. Det må man godt grine lidt af nu, når man har to børn og dermed et andet perspektiv. Hehe

Juni gik i høj grad med at komme så langt med mit speciale, at jeg var klar til at holde barsel i juli. Det var også måneden, hvor Trolden fandt ud af, at hun selv kunne stå ud af sin juniorseng, hvorefter en daglig (aftenlig?) kamp udspillede sig for at få hende til at blive i sengen. Der var også rigtigt lækkert vejr, hvilket fik vandet i min krop til at stige (falde?) og udspile mine fødder.

I juli vandt jeg over min dårlige selvdisciplin og fik klaret alt, hvad der skulle klares på specialet inden barsel. Troldetøsen havde sidste dag hos hendes dagplejemor, og ellers stod måneden i feriens og familieforøgelsens tegn. Vi var på Bornholm, da jeg var i 38./39. uge, og jeg var ganske godt tilfreds med den våde, småkolde danske sommer, for ellers var jeg blevet bugseret væk fra Dueodde af Greenpeace, mens de råbte slagord om at redde hvalerne.

Første del af august gik med gæstedagpleje og indkøring i børnehave for Troldetøsen, og for mit vedkommende med at blive mere og mere arrig og indebrændt, efterhånden som jeg lagde terminsdatoen bag mig med flere og flere dage. Det endte med endnu en igangsættelse, og d. 21. august kl. 23.45 blev en kæmpe baby på 4130 g lagt op på min mave. Resten af måneden gik med at kæmpe med at få amningen i gang, og derefter at overveje for og imod at droppe den selv samme helt.
I øvrigt var det også i august, at vi efter fem måneder uden varmt vand endelig besluttede os for at få en kassekredit, så vi kunne få lavet varmtvandsbeholderen.

September var måneden, hvor hverdagen skulle forsøge at indfinde sig. Jeg skulle lære at jonglere mellem to børns behov, at komme ud af døren med Rumpenissen, når Trolden skulle hentes, at være alene om to børn nogle timer hver eftermiddag, og meget andet som jeg i dag ikke længere tænker over som noget særligt. Det var en hård måned, også fordi dilemmaet amning vs. flaske blev ved at husere, indtil jeg til sidst besluttede mig for at fortsætte, som jeg hele tiden havde gjort, med lidt af hvert.

I oktober blev Rumpenissen døbt, jeg kæmpede mod søvnløshed, og jeg indså (med hjælp fra Manden og sundhedsplejersken), at jeg var nødt til at skære lidt ned på barselsaktiviteterne, inden jeg udviklede reel stress. Jeg sover stadig vildt dårligt, og jeg øver mig stadig i at sige nej. Det var ikke nok med en måned til at lære det.

November startede godt med, at dobbeltsengen blev genindviet til andet end at sove i, men derefter er det mindre gode highlights, jeg husker fra den måned. Det gik op for os, at vi ikke havde nogen at fejre jul med, Manden havde sindssygt meget overarbejde og jeg blev bitter, og min søde kusine mistede sin mand, kun 28 år gammel. Et kæmpe chok, som fik de øvrige knapt så fantastiske ting til at virke små og ynkelige til sammenligning.

Men så kom december med fest med fest på. Troldetøsen blev 3 år, vi fandt en løsning på spørgsmålet om julefejring og i det hele taget var det bare en rigtig hyggelig måned og, bortset fra lidt sygdom, en dejlig afslutning på et skønt år.

Jeg ser med forventning frem mod 2012. Jeg håber, at det bliver året, hvor jeg afslutter min uddannelse, og jeg ved, at det bliver året, hvor både Manden og jeg runder et skarpt hjørne. Vi bliver begge 30 år og dermed rigtige voksne 😉 Men jeg glæder mig også bare til hverdagen, til at nyde mine børn og se dem trives og udvikles, og til at for alvor at finde vores ben at stå på som familie på fire. Bring it on!

Fødselsberetning og billedspam

Disclaimer: Hvis man ikke bryder sig om at læse om fødsler, smerter og kropsvæsker, skal man nøjes med at kigge på billederne i dette indlæg.

Rumpenissen er i dag en måned gammel, og ikke om jeg forstår, hvor den tid blev af. Den forsvandt ligesom i overvejelser om amning vs. flaske, bekymringer om Rumpenissens velbefindende og en forfærdelig masse skrigeture, som heldigvis er ved at aftage i takt med, at indtaget af MME (forkortelsen for modermælkserstatning, for de uindviede) stiger.
Så det er kun passende at benytte denne anledning til at kigge lidt tilbage på begivenhederne, der for godt fire uger siden kickstartede kernefamilie-livet med to børn, nemlig fødslen. Desuden har jeg slet ikke fået spammet jer nok med billeder af den lille fyr, så det sker så også nu.

Photobucket

Da jeg var gået ti dage over tid, var jeg til en undersøgelse på hospitalet, hvor de tilbød mig igangsætning. Den takkede jeg venligt, men bestemt nej til, da jeg var meget angst for at fødslen skulle gå som Troldungens, som blandt andet blev hård, fordi den var sat kunstigt i gang, og veerne ikke arbejdede nok med. Denne gang var jeg meget mere bevidst om, at igangsættelsen var et tilbud, jeg kunne sige nej til, hvilket jeg så gjorde. I stedet fik jeg så en ny tid til tjek den dag, jeg var 14 dage over tid.

Det var en søndag formiddag, og jeg gik ud fra, at jeg som sidst skulle tjekkes i hoved og den anden ende, og så igen skulle sige nej tak til igangsætning, og derefter gå derfra med en ny tid til tjek. Derfor kørte jeg bare selv afsted, mens Manden var hjemme med Trolden.

Det startede også meget som sidst. Jordemoderen, som faktisk var den samme som assisterede mig ved Troldens fødsel, konkluderede, at der stadig ikke var tegn på, at fødslen var på trapperne, og så sluttede hun mig ellers til diverse maskiner, som målte Rumpenissens hjerterytme, eventuelle veer osv. Det så fint ud, fik jeg at vide, og så var jeg ellers mentalt ved at gøre mig klar til at skulle hjem igen. Dog skulle der lige scannes for at se, om der var nok fostervand, men der havde været rigeligt ved sidste tjek, så jeg gik ikke ud fra, at det ville være et problem.
Reservelægen, som skulle foretage scanningen, var vældig flink, men også næsten over-pædagogisk, da han forklarede mig, hvad det var han skulle scanne efter. Han konkluderede nu hurtigt, at det så fint ud, men så tog hans pædagogiske side over igen, da han omhyggeligt forklarede mig, at anbefalingerne var ændrede, siden jeg havde født sidst, og nu ville man gerne have babyerne ud af maverne senest 42+0, som det hedder på fødsels-fagsprog. Men han havde snakket med jordemoderen om min sidste fødsel, og han kunne godt forstå, at jeg helst ikke ville sættes igang, men han var nødt til at vende min situation med sin overordnede.
Så gik han, og jeg sad lettere forvirret tilbage og fattede ikke helt, hvad der foregik, udover at jeg åbenbart ikke bare sådan lige fik en ny tid til tjek.

Photobucket

Da reservelægen kom tilbage, var min jordemoder med ham, og jeg fik en instinktiv følelse af at være kaldt ind på rektors kontor til skideballe og alvorlig samtale. Skideballe fik jeg nu ikke, men lægen talte længe om de ændrede anbefalinger og sagde, at når man gik meget over tid kunne det komme så vidt, at barnet ikke havde kræfter til at tåle fødslen, og det ville jeg vel ikke risikere? Så stemte jordemoderen i og fortalte om, hvor ofte andengangsfødsler var en let omgang, og at Trolden jo allerede havde banet vejen i samarbejde med den kop, hun blev taget med, og at alt sandsynligvis ville gå meget nemmere denne gang. Jeg følte mig meget lille og meget sårbar, og nej, jeg ville da ikke risikere, at Rumpenissen ikke kunne tåle at blive født, bare fordi jeg var angst for igangsættelsen. Jeg begyndte at græde og ønskede mest af alt, at Manden var hos mig og kunne trøste mig og hjælpe mig, når man sådan blev talt alvorligt til af mennesker i kitler.

Til sidst indvilgede jeg i at blive sat igang. Jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne andet. Jeg fik lagt en stikpille op og skulle så ligge på en briks i 45 min. og vente på, at den blev opløst. Det var så her, at jeg skrev dette, for noget skulle jeg jo få tiden til at gå med. Jeg ringede også til Manden og satte ham ind i situationen og bad ham få fat i min mor, som skulle passe Trolden.

Jordemoderen havde sagt, at det var højst usandsynligt, at der ville ske noget med den første stikpille, så jeg skulle komme igen samme aften til et tjek og en ny pille. Men denne gang ville jeg altså have Manden med, så vi var blevet enige med min mor om, at hun ligeså godt kunne få Trolden med sig hjem – også selvom fødslen måske først gik igang om et døgns tid.
Så da jeg kom hjem, gik der praktisk gris i både Manden og mig, for vi skulle lige have pakket alt, hvad Trolden skulle have med på en mini-ferie hos mormor, og samtidig skulle jeg også tude lidt ind i mellem af angst for, hvordan det hele dog skulle gå. Men vi fik pakket det hele, og min mor kom, og da vi vinkede til dem, da de kørte igen, begyndte jeg at mærke nogle underlige små smerter i underlivet. De mærkedes ikke, som jeg huskede veer, men da de ret hurtigt begyndte at blive regelmæssige, tænkte jeg, at det måske alligevel var en slags plukkeveer. De var dog på ingen måde særlig kraftige, så vi kørte bare afsted til hospitalet til den aftalte tid.

Photobucket

Tilbage på hospitalet blev jeg igen tilsluttet en maskine, der målte alt muligt på Rumpenissen, mens Manden spillede på sin iPhone og stirrede intenst på den lille skærm, hver gang en jordemoder skulle rode mig i skrævet. Maskinen, jeg var tilsluttet, registrerede de små smerter som veer, og jeg kunne se, at de var meget regelmæssige. Jordemoderen konkluderede det samme, men da hun undersøgte mig, var jeg kun knapt to cm åben. Hun var derfor lidt i vildrede med, om hun skulle give mig endnu en stikpille, eller om hun skulle forsøge at tage vandet ved at prikke hul på livmoderen. Det endte dog med endnu en pille, og vi fik en ny tid næste morgen og blev sendt hjem.

Nu var klokken blevet henad halv otte, og vi havde ikke fået aftensmad, så vi blev enige om at køre forbi McDonald’s på vejen hjem. Det var ikke meget jeg fik spist, for mens vi var der begyndte veerne for alvor at tage fat, og jeg måtte klamre mig til den fedtede bordkant hver gang en ve overmandede mig. Vi snakkede lidt frem og tilbage om, hvorvidt vi skulle tage hjem eller prøve at tage tilbage til fødegangen, men jeg var bange for, at vi alligevel bare ville blive sendt hjem igen, så vi besluttede at køre hjemad.
Men at sidde ned i en bil, når man har veer, er simpelthen på grænsen til tortur, så efter ti minutters kørsel måtte jeg bede Manden om at vende om. Jeg kunne slet ikke overskue en halv times kørsel hjem og så en halv time tilbage igen. Så ville jeg hellere sidde ude på hospitalets gang og vente på, at fødslen gik i gang for alvor.

Da vi kom tilbage til hospitalet gjorde veerne endnu mere nullernaller, og da vi blev vist ind i et undersøgelsesrum brød jeg helt sammen. Dels på grund af smerterne, men mest fordi angsten for, hvad der ventede, fyldte så meget. Hvordan skulle det dog gå? Hvor lang tid skulle jeg udholde smerten? Og gjorde veerne nu deres arbejde, eller var det ligesom sidst?
Heldigvis blev min frygt gjort til skamme. Da jordemoderen undersøgte mig, var jeg tre cm åben og dermed i aktiv fødsel, så hun indskrev mig på fødegangen og gav mig grimt hospitalstøj at tage på. Derefter skulle vi gå! hele vejen ned til fødegangen, som måske i virkeligheden ikke var så langt væk, men det føltes som et halvmarathon, når man havde veer og var nødt til at standse hvert og hvert andet øjeblik for at klamre sig til, hvad der nu var indenfor rækkevidde (oftest Manden).

På fødegangen blev vi modtaget af en vældig sød jordemoder, som fortalte, at hun havde vundet lodtrækningen, for de var tre jordemødre på vagt, og jeg var den eneste fødende. Hun var så sød, at jeg begyndte at tude igen, fordi jeg blev helt overvældet over den omsorg, hun udstrålede.

Photobucket

Herefter står slagets gang ikke helt tydeligt i min erindring. Det var noget med et lavement, noget med mange onde, onde veer, noget med noget akupunktur, noget med at jeg ville have en dyne at putte mig under, men de blev ved at tage den fra mig, fordi de ikke kunne komme til for den. Der var også noget med at kæmpe imod pressetrangen, og især står det helt tydeligt for mig, at jeg, mens jeg kæmpede for ikke at presse, kom til at skide ud over det hele. Not my finest hour!
Lige da det nærmede sig, at jeg måtte få lov at give efter for presseveerne, var der vagtskifte. Skidegodt timet! Ind kom en ny jordemoder, som sikkert også var sød, men som blev ved med at kalde mig alle mulige forkerte navne under fødslen, fordi hun ligesom blev kastet ind i kampens hede og åbenbart ikke havde haft overskud til at lære mit navn rigtigt.

På et tidspunkt blev jeg kommanderet om på siden at ligge, fordi veerne ikke var kraftige nok. Det øjeblik gik alt i stå og angsten, som ellers var forduftet lidt mens jeg koncentrerede mig om veerne, slog ud i lys lue. Nu ville det blive som sidst! Nu skulle jeg dirigeres rundt som en cirkushest. Nu skulle jeg presse og presse uden, at der skete noget. Det ville helt sikkert ende med en kop, eller måske endda et kejsersnit! Mine følelser gik helt amok, men i virkeligheden gik der kun et øjeblik, før min krop igen gjorde hvad den skulle, og veerne arbejdede på højtryk.

I modsætning til ved Troldens fødsel havde jeg meget mere lyd på denne gang. Jeg brølede hver gang, jeg skulle presse og klemte Mandens hånd helt blå. Jeg gik ikke ind i mig selv på samme måde som sidst, men gav smerten afløb i et ur-brøl. Alene det viser, at jeg havde meget mere overskud ved denne fødsel, også fordi det hele gik meget hurtigere.

Efter cirka femogfyrreminutters pressen og brølen kom Rumpenissens hoved ud, og jeg blev beordret i gispe-modus, mens hans hoved var halvt inde, halvt ude. EKSTREMT smertefuldt! Men det tog kun et øjeblik, så kom der endnu en ve, og derefter endnu en, og så var han helt ude. Jeg tror nok, at jeg tudede igen. Jeg var så lykkelig for, at det var overstået, og at der ikke havde været nogen kop involveret. Jeg var også glad for Rumpenissen, men mere for at jeg havde overskud til at se på ham og tage ham ind. Det havde kostet megen skyldfølelse, at jeg ikke kunne det med Trolden, fordi jeg var for udmattet.

Da jeg havde født moderkagen og var blevet syet, og Rumpenissen havde fundet et bryst at sutte på, blev vi ladt alene tilbage i fødestuen. Manden spurgte, hvilket af de to navne han skulle hedde, men jeg kunne ikke finde ud af det. Jeg syntes ikke rigtig, at jeg havde set ham ordentligt endnu. Først lå han jo på min mave, og nu kunne jeg kun se halvdelen af hans ansigt, mens han suttede løs. Til sidst gav han dog slip, og jeg fik lov til at se ham rigtigt. Hans ansigt var sådan lidt bredt i det, lidt firkantet, og rynket som en bulldog, så jeg syntes, at han skulle hedde Hector, som var et kraftfuldt navn. Det hed han så i omtrent et kvarter, og så opdagede jeg, at jeg i mine tanker kaldte ham Vitus, som var den anden mulighed. Jeg nævnte det forsigtigt for Manden, som blev helt lettet, for han havde netop tænkt det samme. Så sådan endte det.

Photobucket

Og nu har vi så haft ham en måned, den lille Rumpenisse. Han er blevet større og knapt så firkantet i hovedet, og hans navn er ligesom vokset fast på ham, så nu kan han ikke hedde andet. Han er begyndt at smile på en måde, jeg tror er bevidst, og han har hormonknopper ud over det hele, så jeg forestiller mig, at jeg godt ved, hvordan han kommer til at se ud som teenager. Han ligner Trolden en hel del, og hun ligner jo sin far, men min mor siger, at han er fuldstændig, som da jeg var lille, og jeg har for nylig opdaget, at han har kløftet hage ligesom mig. Han har også skæve lillefingre som både min mor og mig. Jeg tror også, at han i virkeligheden er en meget glad dreng – omstændighederne har bare ikke lige været, så han har kunnet vise det, for det er ikke nemt at være glad, når man er sulten og træt, fordi man ikke kan sove ordentligt, når man er sulten.

Men jeg glæder mig rigtig meget til den næste måned med ham. Jeg glæder mig til at se, hvem han vil vise sig at være, og jeg glæder mig til, at livet som familie på fire bliver lidt mere hverdag end det har været den første måned.
Rigtig stort tillykke med din et-måneds-dag, søde Rumpenisse!

Glemsomhed

Goddag efterveer. Hej ømme bryster og sår på brystvorterne. Davs myoser i skuldre og nakke. Aloha krampe i ben og ryg.

Jeg havde vist et øjeblik glemt, at smerterne ikke er væk, bare fordi selve fødslen er overstået.

Forløsning

Han er her nu, den lille Rumpenisse.

Fødslen gik langt bedre end sidst, men jeg har stadig til gode at “smutte en mandel”, og lige nu vil jeg bestemt ikke igennem flere fødsler – nogensinde!

Men han er her nu, den lille Rumpenisse, og jeg er glad, taknemmelig og lettet!

20110822-142725.jpg