Nå, hvor kom vi fra?! (første del)

Der er helt stille i huset. Jeg kan rent faktisk høre køkkenurets svage tikken, som jeg overhovedet ikke har lagt mærke til de sidste fire uger. I min inbox er der tikket 231 mails ind (de fleste er sandsynligvis nyhedsmails og reklamer af diverse karakter), og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde min macbook åbnet.

Hverdagen er begyndt igen i dag. Eller, ikke den helt rigtige hverdag. Ikke den hverdag, hvor vi alle 5 skal ud ad døren om morgenen og først ses igen henad eftermiddagen. Men sommerferien er slut for denne gang, de to store unger er i SFO, Manden er taget på arbejde, og bettefyren sover formiddagslur. Så der er helt stille.

Hahaha og så jinxede jeg det lige.
Han er vågen.

Fortsættelse følger…

Modsætninger mødes

Min mand nedstammer fra en lang linje af rolige, vestjyske mænd med høj arbejdsmoral og tør humor. De knokler for deres familier, laver practical jokes (min svigerfars favorit var at tage gebisset ud, så hans ansigt faldt underligt sammen og gemme sig i den mørke krog i gangen, mens offeret var på toilettet, og når vedkommende så kom intetanende ud i gangen, fik de sig en ordentlig forskrækkelse) og slår tøhø’er af på stribe. De er mænd med stolthed og ære i livet, og de piver ikke. De går heller ikke til lægen med bagateller, og de taler ikke om følelser.

Mit eksemplar af slagsen er dog også en meget moderne mand og har på mange måder rykket sig langt fra sit vestjyske ophav. Hans rengøringsstandard er højere end min, og han har ofte svunget støvsugeren, inden jeg nåede at opdage, at gulvet var beskidt. Han står for det meste af tøjvaskeriet, men også for bilvaskeriet, og han er udpræget æstetiker og går op i boligindretning og sin egen fremtoning. Men han bærer arven med sig, særligt stoltheden og humoren, og jeg må være ærlig at sige, at jeg faldt for ham på grund af det sidste, men kæmper ind i mellem med at komme overens med det første.

Jeg selv er ud af en familie med mange stærke kvinder og såkaldt “bløde mænd”. I min familie snakker vi, og så taler vi, og så snakker vi lige lidt mere. Jeg driller min mor og min søster (og mig selv) med, at i vores univers har en samtale ikke været god, hvis ikke nogen har grædt. Min mor brugte ofte eventyret om Rumleskaft som en metafor for, at når noget grimt/ondt trækkes frem i lyset og får sat navn på, så forsvinder dets magt. Min stedmor siger, at hvis der er knas i hendes forhold med min far, så er han den første til italesætte det og sige, at det skal de lige have talt om og rettet ud.
Og hvor humoren i min mands familie er practical jokes og tøhø’er, så er min families humor mere ironisk og selvudleverende, hvor vi fortæller historier om, hvor meget vi har dummet os i forskellige situationer.

På mange måder er jeg glad for den dynamik, der er her på matriklen på grund af den bagage, Manden og jeg bærer på og de baggrunde, vi hver især kommer ud af. Når vores samspil er godt, tænker jeg, at vi kan give ungerne det bedste fra begge verdner med sig.
Men lige nu clasher det, og så bliver bagagen en modstander, jeg har lyst til bekæmpe.
Jeg har nemlig opdaget, at meget af det, jeg troede var noget, der foregik i hovedet på mig, fordi jeg var ved at blive skør af at gå på barsel, i virkeligheden handler om, at Manden står midt i en kæmpe krise af en art. Men han tager den vestjyske tilgang til det, og lukker sig derfor inde i sig selv med det, bliver fjern og afvisende, og vil ikke tale med mig om, hvad der sker i ham og ej heller høre, hvad der sker i mig.
Og jeg får lyst til at presse min families tilgang ned over hovedet på ham, tvinge ham til at tale, skubbe ordene ud af ham – hvilket naturligt nok får ham til at lægge endnu mere afstand til mig.
Så nu øver jeg mig i at stå stille. Ikke gøre noget. Bare vente. Til han måske selv er klar. Åh hvor jeg håber at han snart bliver klar til at åbne op. Indtil da forsøger jeg at være imødekommende, inviterende og nysgerrig på ham på en ikke-pushy måde. Uden ord at fortælle ham at jeg er klar til at lytte, når han er klar til at fortælle. Og jeg kæmper hårdt for ikke at blive såret over den stadigt større afstand, der er mellem os, og huske på, at det ikke (nødvendigvis) handler om mig. Og så finde lidt trøst i den stolthed og “no-quitting”-bagage, som han har, og som gør, at han skal mere end langt ud før skilsmisse vil blive en reel mulighed i hans verden. At han lige nu hænger i, fordi han engang har givet mig et løfte i kirken. Og at det må være godt nok. For nu.

Kære dejlige mand. Hvis du skulle støde på dette indlæg, så vid, at jeg elsker dig og savner dig.

Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Ensom og indebrændt

Hvad er det lige der sker for mit hoved, når jeg er på barsel?! Jeg bliver super indebrændt og sensitiv og kører alting helt vildt meget op, men evner ikke at få meldt noget ud eller sagt det højt, så luften kan gå af ballonen.

I går var en af de mere anstrengende dage herhjemme. Bettefyren var grumpy og ville ikke rigtig noget i sine vågne perioder, så jeg bar ham meget rundt. Heldigvis skriger han sjældent, men han brokker sig og basker rundt med arme og ben for at vise, at noget ikke er som det skal være med ham, og det betyder, at man skal holde godt fast, når man går med ham, så da vi nåede til aften var jeg helt spændt op i nakke og skuldre. Desuden var igår den eneste aften uden program på i denne uge, og jeg længtes egentlig bare efter at være sammen med Manden, og at han måske kunne aflaste mig lidt med at bære rundt på den utilpasse baby.

Det er hans putteaften af de store, og imens går jeg rundt med Mister Grumpy og forsøger at finde nye måde at holde ham på, for om muligt at belaste skuldre og nakke lidt mindre. Jeg drømmer om, at han måske kan puttes tidligere i aften, og at Manden og jeg så måske kan finde en ny serie at se sammen eller måske bare få snakket lidt, og jeg begynder at blive utålmodig efter, at han skal få puttet færdigt og komme ned til mig.
Da han så kommer, går der først Praktiske Gris i ham – han putter det sidste i opvaskemaskinen og sætter den i gang, og så melder han ud, at han skal have kigget på noget for forældrebestyrelsen i børnehaven, finder sin computer frem og sætter sig bag skærmen.
Jeg skulle ha’ sagt noget, det ved jeg. Jeg kunne for eksempel have foreslået, at han ventede med det til jeg gik i seng, eller til mens jeg puttede den lille. Eller jeg kunne have sagt, at jeg virkelig havde brug for, at han tog bettefyren lidt for det havde været en anstrengende dag. Jeg kunne have spurgt, om ikke vi skulle gøre noget sammen, når nu det var den eneste aften uden program på i denne uge.
Men jeg sagde ikke noget. I stedet påstod jeg, at bettefyren skulle have skiftet ble, så jeg kunne stå ude på badeværelset og fælde nogle tårer i fred og ro fra larmen af udsugningen.

Jeg bliver nemt ensom, når jeg går på barsel, og jeg husker pludselig, at det primært er i mit parforhold, at jeg bliver ensom. Fordi vores teamwork pludselig er delt op: jeg tager mig af den lille og han tager sig af de store. Fordi aftnerne ikke længere er fælles oaser, hvor vi sammen restituerer efter ungerne er puttet og får snakket og delt liv med hinanden. Og fordi jeg af en eller anden grund ikke længere kan finde ud af at artikulere mine behov, men i stedet iklæder mig en uklædelig martyrrolle, så jeg foretrækker at græde min modige tårer i skjul og ellers fiske efter, at han af sig selv skal tilbyde sin hjælp eller spørge til, hvordan jeg har det.
Jojo, han kunne da helt sikkert oppe sig, men jeg kunne jo begynde med at få åbnet min mund og SAGT noget. Hvorfor hulan er det pludselig blevet et problem?! Og hvorfor føles det som om jeg risikerer noget, hvis jeg fortæller ham, hvordan jeg har det? Hvorfor er jeg så bange for at blive afvist? Jeg ved jo, at han elsker mig, og at han gerne vil hjælpe, men hvordan skal han kunne gøre det, hvis ikke jeg siger noget?!

Så, hovedet ud af navlen og ud at risikere at sige noget højt. Det dør du ikke af. Tværtimod.

Noget om glemsomhed

Forleden dag, da vi var ude at køre, fik jeg anledning til at lytte med på en lille samtale mellem de to ældste børn. Trolden spurgte Rumpenissen om, hvad han havde lavet i børnehaven den dag, og han svarede:

Rumpe, 5 år: Jeg kan ikke huske det. Min hjerne har smidt sedlen væk og kan ikke finde den.

Trolden, 8 år: Måske har den smidt det i skraldespanden?

Rumpe: Nej, den har krøllet den sammen og smidt den i bunken med de andre sedler. Det er derfor jeg ikke kan huske noget som helst.

Ahh, endelig hverdag

Det har været en dejlig jul, og vi kom godt ind i det nye år alle fem, men det var særlig rart igår at kunne vinke farvel til mand og børn (red.: vel gjorde hun ej, hun snorksov!) og så ellers nyde roen, bare mig og knirkemesteren.

Min lettelse bunder uden tvivl i, at mens Manden begyndte arbejdet igen på årets mest mandags-agtige mandag (red.: hun mener mandag den 2. januar), begyndte skole og institutioner først igen igår. Det vil sige tre dage, hvor jeg helt alene jonglerede tre børn, hvoraf de to største var rimeligt hyper det meste af tiden – hvilket nogle gange gav sig udslag i supergode (vilde) lege sammen, når de lige ramte hinandens hyper-niveau. Andre gange var det konstante konflikter, diverse uretfærdigheder og alskens brok fra skiftevis den ene og den anden.

Men alle dage lykkedes det mig at sørge for, at både børn og voksen blev påklædte i løbet af dagen, og der blev serveret både morgenmad, frokost og eftermiddagsmad. Ingen døde eller led fysisk overlast. Det var helt klart en succes! Men ikke en letkøbt én af slagsen, hvorfor jeg nu er ret taknemmelig for genåbning af diverse offentlige institutioner til opbevaring af afkom.

 

Trods alt er det ikke tre spædbørn, jeg skal håndtere, og jeg er meget taknemmelig for, at mine store børn har den alder, de har. De kan godt holde lidt øje med den sovende knirke-fyr, mens jeg tager mig et bad, og at de så henter mig ud af det, fordi den lille gut åbnede det ene øje på klem, det må man jo tage med, eller også må man være lidt mere specifik i sine beskrivelser af, hvad det vil sige at “hente mor hvis han vågner”.

På nogle måder har det måske ligefrem været udviklende for de store, at jeg ind i mellem er låst i en stol med en baby på mit bryst. Da lillebror pludselig vågnede midt i, at de andre to stod og skreg på morgenmad, som jeg var ved at finde frem, så måtte de jo til at blive lidt mere selvhjulpne, og det lykkedes da også Trolden at få smurt Rumpenissens bolle og ved fælles hjælp fik de også tørret det mælk op, de spildte, da de skulle hælde det op i glassene. Og selvom de brokkede sig undervejs, og jeg forklarede dem, at sådan noget skal de jo alligevel lære, så de en dag kan flytte hjemmefra, så tror jeg faktisk, at de også nød det lidt.

Men alt i alt: ah, endelig hverdag! Og ah, endelig weekend lige om lidt.

Dagen derpå

Da jeg var barn, blev dagene efter juleaften brugt på at rejse landet rundt og besøge diverse slægtninge, tage til julefrokoster og andre arrangementer. Jeg husker, hvordan vi en juledagsmorgen stod i øsende regnvejr og ventede på bussen til toget. Andre gange var det lange køreture i bil, hvor man på bagsædet kunne lege lidt med en julegave, mens min mor røg sine køre-smøger for nedrullede vinduer, og vi brokkede os over at det var alt for koldt.

Min opfattelse af “rigtig jul” handlede derfor om at være på farten og se en masse mennesker.

Derfor var det noget af et kulturchok at møde Mandens familie, som dels ikke er særlig stor, hvorfor en julefrokost med hele familien samlet kunne afvikles med et enkelt besøg, og dels er mere mageligt indrettet, så de havde tradition for, at man juledag ikke gik udenfor en dør, og for børnenes vedkommende slet ikke fik tøj på den dag, men blev inde og legede med sine julegaver, spiste rester af julemad og julegodter, og måske samledes om noget i tv.

Det har taget mig lidt tid at vænne mig til det – og kostet lidt dårlig samvittighed at melde fra til julekomsammener – men jeg er faktisk blevet rigtig glad for at holde juledag i nedsat tempo.

Således ligger Manden nu og sover på sofaen med en ligeledes sovende baby på maven. De to ældste spiller LEGO Dimensions – den ene med sine nye rulleskøjter på, som har været på hendes fødder stort set uafbrudt siden hun fik dem igår. Den anden har bygget sin nye Flexitrax-bane rundt i hele stuen, hvor den nu står til fri afbenyttelse til leg og til at falde over. Jeg selv sidder iklædt nat-amme-outfit og sutsko i min mest fantastiske jule- og forskudsfødselsdagsgave fra hele min pukkelryggede familie: en gyngestol!

Min nye bedste ven: Børge M


Dagen derpå tegner til at blive helt perfekt!

Et nytårsønske

Forleden aften var jeg til julefrokost med bettefisen på armen, og som det nogle gange sker til den type arrangementer, så blev vi kastet ud i en selskabsleg, der bestod i at “interviewe og præsentere vores sidemand/kvinde”. Min sidekvinde lå ikke på den lade side med gode spørgsmål, så hun spurgte mig til mine nytårsfortsætter, men ændrede det til mine nytårsønsker, da jeg ikke kunne komme i tanker om et eneste muligt nytårsfortsæt. Men nytårsønsker – dem har jeg flere af!

Mit ønske for det nye år er, at vi må lande på benene igen – nu som familie på fem. Med lillebrors ankomst blev vores familie, som den har set ud de sidste 5 år, kastet op i luften, hvor vi nu svæver rundt, hulter til bulter, og hver især forsøger at navigere så godt vi kan i vægtløs tilstand. Det gør det absolut ikke nemmere, at det også er december, som i al dens hygge og herlighed, også er en ekstra presset tid, hvor der skal sørges for gaver (thank God for online shopping!), afholdes diverse julekomsammener og fødselsdage, og så skal der naturligvis nisses og hygges og jules.

Jeg tror især, at manden min er hårdt ramt. Naturligvis. Meget af det vi før var to om, med de to store, står han nu selv med, fordi jeg er på med den lille og stadig bruger de fleste af døgnets timer på at amme. Jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, men bliver også frustreret over at jeg ikke kan bidrage som før.

Ungerne er også pressede og reagerer ved at gå tilbage i udvikling, være mere konfliktsøgende og skrue op for fjollerierne. Her er det særligt Rumpenissen, som forsøger at gemme en usikkerhed eller ked-af-det-hed bag en klovnemaske, hvad enten han leger baby eller laver fagter og grimasser for at få lillebror til at grine, hvis han græder (hvilket en 2 uger gammel baby reagerer rimeligt lidt på).

I går aftes fik jeg dog omsider hul igennem til Rumpen. Jeg skulle til at putte ham, men lige i samme øjeblik begyndte bettefisen at græde efter mad. Jeg foreslog Rumpen, at han kunne komme med ned i stuen, mens jeg ammede, og jeg så puttede ham bagefter, men han blev bare bundulykkelig og begyndte at græde. Så jeg fik i stedet monteret lillebror på et bryst, mens jeg trøstede Rumpen. Han kunne ikke selv sætte nogen ord på, hvad han var ked af, men jeg fik lov at ae ham og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham. Jeg forsøgte især at understrege, at han har en helt særlig plads i mit hjerte, som ingen kan tage fra ham. Jeg ved ikke, om det er dét, der er på spil hos ham, men det er i hvert fald noget der ligger mig på sinde, at han ved.

Så, jeg glæder mig til at vi lander igen – forhåbentlig på benene. Jeg er klar over, at alt hvad vi oplever pt. af konflikter, ked-af-det-hed og frustration er fuldt ud normalt, og at det går over igen. Det er bare hårdt nu her, mens det står på.

Fingers crossed

Så blev det mandag, og baby befinder sig stadig bag ved navlen. Det var sådan set også fint, at han blev derinde denne weekend, så vi kunne nå de to julemarkeder og de to fødselsdagsfester, som var på programmet, og i går da vi tændte det første adventslys, kunne vi fortælle ungerne, at når vi tænder det næste, så er lillebror kommet ud. Så uanset hvad, så lakker denne her graviditet jo mod enden, og vi kan snart tage hul på næste del.

I eftermiddag skal jeg til kontrol på sygehuset, og jeg har besluttet mig for at spørge om, om de vil sætte mig igang. Jeg mener, det er min tredje fødsel, jeg er blevet sat igang de to tidligere gange, og der er intet der tyder på, at min krop har tænkt sig selv at påbegynde en fødsel indenfor de næste par dage. Så hvis det alligevel bliver en igangsættelse, kan vi så ikke ligeså godt få begyndt?

Det er mine argumenter. Så må vi se om de bider på sundhedspersonalet. Jeg har ingen anelse om, hvor strikse den slags regler er, og hvor meget eller lidt frihed jordemoderen har til at bestemme den slags, men det skal ikke forhindre mig i at forsøge.
Der er nemlig også flere, ikke-helt-så-overbevisende-men-stadig-gode-grunde til, at jeg gerne vil til at have klaret den fødsel. For det første har Troldepigen fødselsdag d. 9. december, og jeg vil bare gerne have hendes og lillebrors fødselsdage så langt fra hinanden som muligt. Jeg synes i forvejen, at Troldens dag drukner lidt i julerier, så lillebrors dag behøver ikke lige være en uge inden.
Derudover er vores aftalte pasning af rollingerne, mens jeg føder, ved at glide ud, da bedsteforældrene troede at man ikke længere gik mere end 10 dage over tid, så de begynder nu at få kalenderen fyldt med ting og kan ikke længere stå på standby.
Og så er der selvfølgelig også den detalje, at min hjerne er igang med at spinde diverse skrækscenarier om livet post-fødsel, fordi den har alt for god tid til den slags, særligt om natten, og jeg VED, at det ikke bliver nær så slemt, når man først står i det, men det er svært at overbevise hjernen om.

Men altså, uanset hvad så bliver det spændende hvad der sker i eftermiddag. Hvis de ikke vil sætte mig igang i dag, så får jeg i hvert fald en tid til at blive sat igang, og så må vi få planlagt pasning osv. rundt om det.

Kryds fingre for mig! 😀

Klar parat til skolestart

Nu skal det hele jo ikke kun handle om lillebror. Jeg har jo hele to andre herlige unger, som rent faktisk fylder det meste af min tid, så længe lillebror endnu er indenbords.

For eksempel var vi forleden til et informationsmøde omkring skolestart. Rumpen skal nemlig starte i skole efter sommerferien, og han kan næsten ikke vente! Han knokler med bogstaverne og har længe kunnet skrive sin storesøsters navn, men nægtet at skrive sit eget, fordi han ikke kunne få s’et til at vende rigtigt. Det blev næsten hele tiden til et 3-tal eller en lang spiral, som han tydeligt kunne se var forkert. Og så blev han gal og rev papiret i stykker, kastede med blyanten eller skyndte sig at lave kruseduller ud over hele papiret, så ingen kunne se, at han havde lavet noget forkert. Åh altså, det er så svært ikke at være perfekt og god til alting hele tiden, men vi forsøger at understrege vigtigheden af processen og rose og anerkende den og ikke bare resultatet.

Men for ikke så længe siden lykkedes det ham OMSIDER at lære s’et, så han nu kan vende det rigtigt hver gang! Så nu skriver han glad og gerne sit eget navn – på alt! Hvis han finder en gammel bon, hvis der ligger et stykke papir på bordet, hvis han lige synes at biblioteksbogen er ret meget hans, på sine arme osv. Men hey, det er vel skrivetræning alt sammen.

Forleden skrev Øglemor om fritidsaktiviteter, og jeg blev pludselig så glad for at bo i en lille by med et meget begrænset udbud af den slags. På samme måde er jeg også utrolig glad for byens størrelse, når det gælder overgangen fra børnehave til skole. Der er tre børnehaver i byen, og ingen friskoler eller andre oplagte skoletilbud indenfor en nogenlunde køre-radius, hvilket betyder at så godt som alle unger fra børnehaverne begynder på byens folkeskole. Tidligere havde de et langt indskolingsforløb, hvor de ældste børnehavebørn lige så stille og roligt blev sluset over i SFO’en, men efter reformen er der ikke råd til helt så meget, men indskolingsgrupperne mødes stadig hver mandag i SFO’en, hvor lærer hinanden at kende på kryds og tværs af afdelingerne. Det giver så meget tryghed i forhold til skolestarten, ikke mindst fordi bedstevennerne fra børnehaven følger med videre i skolen og de har lært at forholde sig til lokaliteterne på forhånd, så hverken menneskene eller stedet er fuldstændigt nyt.

Det bliver så underligt til sommer. Tænk sig, så har vi to skolebørn lige pludselig! Til gengæld har vi så også én, som ikke engang er begyndt i dagpleje. Mærkeligt scenarie. Slet ikke til at rumme lige nu. Men det skal jeg selvfølgelig heller ikke. Det er det der med at lade fremtiden blive i fremtiden og vente med at tackle den til den er blevet nutid, som jeg tidligere skrev om.
Det vigtigste er, at Rumpen glæder sig, og jeg tror, vi vil give ham en skoletaske i julegave, så han er endnu mere klar.