Nå, hvor kom vi fra?! (anden del)

Ja, jeg må beklage, at det her bliver et indlæg delt op over flere gange, men gennem de sidste måneders radiotavshed her på bloggen – plus et væld af ufærdiggjorte kladder – må jeg indse, at hvis jeg skal fortsætte med at blogge, så er jeg nødt til at gøre det lidt mere “råt”. Forstået på den måde, at hvor jeg tidligere bryggede på en idé over lidt tid, skrev ned, rettede til i kladden, finpudsede og til slut klikkede “udgiv”, så er min tid til blog nu så presset, at jeg må skrive, når der er et hul og klikke udgiv med det samme. Ellers når jeg aldrig til andet end kladder.

Og der er stadig ord, der vil skrives. Måske er der også stadig nogen, der vil læse ordene. Selvom de er knap så finpudsede.

Men som sagt er ferien altså slut for os. Ungerne har haft 4 ugers ferie, og Manden har været med de tre sidste. Vi har været en uge i Norge, inviteret af min mor, med hele den pukkelryggede, og ellers bare tøffet rundt herhjemme og fået klaret diverse småprojekter, hygget, sovet i telt i haven, set venner, haft legeaftaler, lavet perleplader i STOR stil, og bare nydt at kunne tage det hele sådan lidt fra dag til dag. Det blev også til en tur i Legoland og senere i Bilka, hvor ungerne som noget helt særligt fik lov at købe alt det bland-selv-slik, de ville. De måtte dog kun tage ét stykke af hver slags. Sla-RAF-fenland, siger jeg bare.

Lidt træt efter en lang dag i Legoland


Og nu er det så blevet semi-hverdag. På mandag begynder min lillebitte Troldeunge, som jeg fødte lige i forgårs, i ANDEN KLASSE!! Hvad sker det for det?! Og endnu mere oprørende er det, at min lillebitte Rumpenisse, som blev født i går, skal begynde i 0. klasse!
Jeg er skam klar over, at de ikke er små mere. Som i slet ikke. Men det er altså lidt vildt. Jeg øver mig på at være ligeså klar til at give dem den mængde ansvar, som de er klar til at håndtere.

På vej til SFO første dag efter ferien.


Rumpen er ikke super hooked på det der skole. Mest tror jeg at det handler om, at han har det svært med forandringer. Han har brug for en stor mængde tryghed og kendthed, og selvom han har snuset til skolelivet, både gennem førskole-forløbet og ved at have en storesøster der, så er det stadig ukendt og utrygt farvand, han begiver sig ud på.
I denne uge er han så startet i SFO, og jeg tænker at det er en fin blid start. De første to dage er i hvert fald gået godt, men han nægter at snakke med de voksne, uanset hvor indsmigrende og venlige de er. Men det kommer. Både SFO og skole bliver jo hverdag på et tidspunkt med kendte børn og kendte voksne – når han har lært dem at kende. Og så må vi bare se til, hvornår det bliver.

Bettefyren… ja, ham tager vi i næste skrivepause. 🙂

Fortsættelse følger.

Reklamer

Nå, hvor kom vi fra?! (første del)

Der er helt stille i huset. Jeg kan rent faktisk høre køkkenurets svage tikken, som jeg overhovedet ikke har lagt mærke til de sidste fire uger. I min inbox er der tikket 231 mails ind (de fleste er sandsynligvis nyhedsmails og reklamer af diverse karakter), og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde min macbook åbnet.

Hverdagen er begyndt igen i dag. Eller, ikke den helt rigtige hverdag. Ikke den hverdag, hvor vi alle 5 skal ud ad døren om morgenen og først ses igen henad eftermiddagen. Men sommerferien er slut for denne gang, de to store unger er i SFO, Manden er taget på arbejde, og bettefyren sover formiddagslur. Så der er helt stille.

Hahaha og så jinxede jeg det lige.
Han er vågen.

Fortsættelse følger…

Ahh, endelig hverdag

Det har været en dejlig jul, og vi kom godt ind i det nye år alle fem, men det var særlig rart igår at kunne vinke farvel til mand og børn (red.: vel gjorde hun ej, hun snorksov!) og så ellers nyde roen, bare mig og knirkemesteren.

Min lettelse bunder uden tvivl i, at mens Manden begyndte arbejdet igen på årets mest mandags-agtige mandag (red.: hun mener mandag den 2. januar), begyndte skole og institutioner først igen igår. Det vil sige tre dage, hvor jeg helt alene jonglerede tre børn, hvoraf de to største var rimeligt hyper det meste af tiden – hvilket nogle gange gav sig udslag i supergode (vilde) lege sammen, når de lige ramte hinandens hyper-niveau. Andre gange var det konstante konflikter, diverse uretfærdigheder og alskens brok fra skiftevis den ene og den anden.

Men alle dage lykkedes det mig at sørge for, at både børn og voksen blev påklædte i løbet af dagen, og der blev serveret både morgenmad, frokost og eftermiddagsmad. Ingen døde eller led fysisk overlast. Det var helt klart en succes! Men ikke en letkøbt én af slagsen, hvorfor jeg nu er ret taknemmelig for genåbning af diverse offentlige institutioner til opbevaring af afkom.

 

Trods alt er det ikke tre spædbørn, jeg skal håndtere, og jeg er meget taknemmelig for, at mine store børn har den alder, de har. De kan godt holde lidt øje med den sovende knirke-fyr, mens jeg tager mig et bad, og at de så henter mig ud af det, fordi den lille gut åbnede det ene øje på klem, det må man jo tage med, eller også må man være lidt mere specifik i sine beskrivelser af, hvad det vil sige at “hente mor hvis han vågner”.

På nogle måder har det måske ligefrem været udviklende for de store, at jeg ind i mellem er låst i en stol med en baby på mit bryst. Da lillebror pludselig vågnede midt i, at de andre to stod og skreg på morgenmad, som jeg var ved at finde frem, så måtte de jo til at blive lidt mere selvhjulpne, og det lykkedes da også Trolden at få smurt Rumpenissens bolle og ved fælles hjælp fik de også tørret det mælk op, de spildte, da de skulle hælde det op i glassene. Og selvom de brokkede sig undervejs, og jeg forklarede dem, at sådan noget skal de jo alligevel lære, så de en dag kan flytte hjemmefra, så tror jeg faktisk, at de også nød det lidt.

Men alt i alt: ah, endelig hverdag! Og ah, endelig weekend lige om lidt.

Stilleben 2

Jeg har tidligere lavet et ordligt/ordrigt stilleben. Derfor tallet 2 i titlen. Det første kan læses her

Jeg sidder ved køkkenbordet og hækler lidt på den blæksprutte som ældste-trolden har ønsket sig, siden jeg sidste år til jul, lavede en til min niece.

Der er ikke andre mennesker i køkkenet, men bordet vidner om at de har været her. Der står en halv kop kakao som tidligere i dag var varm. Der ligger en bog med Illustrerede Pirathistorier, som vi har læst højt af. Der er en bunke strøgne perleplader, en kasse med perler og en kasse med perleplader. På bordet står to stearinlys, som har brændt siden morgenmaden, og det ene er brændt helt ned. Der er også en karklud, et par skeer og en iPad, der ligger til opladning.

Alt sammen vidner det om en dag i roligt tempo og med tid til leg og fordybelse. En af den slags dage, som vi har alt for få af, og som ikke kan tvinges frem, men nogle gange opstår efter en række tætpakkede dage. Sådan en dag bliver vi fyldt på igen, både sammen og hver for sig, og så er vi klar til både legeaftaler i eftermiddag og en heldagstur til Djurs Sommerland i morgen.

Efterårsferie er helt ok.

Fra forleden dag da vi var i skoven og byggede hule, og jeg efter gåturen hjem igen fik så mange plukkeveer, at jeg troede jeg var ved at gå i fødsel.

En hverdags-observation i Amsterdam

I januar var Manden på konference med sit arbejde i Amsterdam, og vi fik ordnet det så snildt, at jeg kunne tage med. På den måde havde jeg god tid til at rende på museer, hvilket han alligevel ikke gider, og vi kunne stadig være sammen om aftenen, spise ude og hygge os, som om vi havde rigtig ferie sammen. Win-win!


En af dagene havde jeg en oplevelse, som er blevet hængende hos mig.

Det var frokosttid og jeg havde fundet mig noget mad på sådan en café, der var så smart, at den, i stedet for de almindelige små caféborde, kun havde borde i spisebords-størrelser eller langborde, så man ligesom blev tvunget til at sidde sammen med nogen, man ikke kendte.
Ved “mit” bord kom der således en mand og en kvinde og satte sig. De snakkede naturligvis nederlandsk, hvilket jeg ikke fattede noget af, men så blev det på en eller anden måde så meget mere spændende at prøve at lure, hvad deres relation til hinanden var. Var de mon et par? Eller måske kollegaer? Eller søskende?

Straks efter de havde bestilt, hev manden sin smartphone frem og begravede sin opmærksomhed i den. Kvinden sad afventende et øjeblik, men da manden ikke lod til at kigge op lige foreløbig, tog hun et af de magasiner, som lå på bordet og begyndte at bladre lidt i det. Ind i mellem snakkede de sammen, dog uden at fjerne deres blik fra hverken telefon eller magasin.
Mens de spiste, fortsatte samtalen – dog primært med blikket vendt mod telefon/magasin – og uden at jeg kunne forstå ordene, fik jeg en fornemmelse af hårdhed i deres tone til hinanden – men det kunne måske også godt bare være klangen i det hollandske sprog.

Til sidste rejste de sig og gik, og jeg fulgte dem med blikket hen over pladsen, som cafeen lå på. Manden, som var markant højere end kvinden, gik hurtigt og var hele tiden et skridt foran kvinden, som måtte småløbe for at følge med.

sillywalks

Min konklusion på mit lille observationsstudie blev, at de enten måtte være et par eller i meget nær familie. Man ville ganske enkelt ikke behandle en kollega på den måde – uanset hvor uenige man var om noget. Med en kollega ville man oppe sig og ikke bare begrave sin opmærksomhed i telefonen, og man ville tilpasse sit gå-tempo til den kollega, man havde spist frokost med.
Det er i de nære relationer, at vi tillader os at være vores værste selv og behandle andre med mindre respekt, end vi ville give selv vores værste kollega.


Jeg tror, at oplevelsen er blevet hængende hos mig, fordi den viser mig lidt om, hvordan jeg selv kommer til at behandle mine nærmeste. At jeg ofte anstrenger mig mere for at vise mig god og venlig overfor mennesker, der faktisk ikke betyder nær så meget for mig, som dem jeg anstrenger mig mindst overfor. Det er da paradoksalt!
Omvendt er det også i de nære relationer, at jeg føler mig tryg nok til ikke at skulle fremtvinge en facade af positivitet og venlighed, hvis det ikke er sådan, jeg har det. Det er der, jeg kan stå ved mine dårlige sider – og stadig have en forventning om at blive elsket på trods.
Og det er selvfølgelig godt – men måske kunne jeg godt anstrenge mig bare en lille smule mere i det daglige, så mine nærmeste ikke kun skal elske mig på trods, men også lidt på grund af…

Siden sidst…

…har Trolden afsluttet 0. klasse, men hun var hønesyg det meste af sin sidste uge. Dog fik jeg lov til at komme forbi med hende en times tid den allersidste dag, så hun fik sagt “God sommer” til lærerne og kammeraterne. Hun var meget bekymret over, om hun gik glip af sidste skoledag, for som hun sagde: “Mor, det er bare den vigtigste dag!”, så det var godt, at hun trods alt fik sagt farvel.

…har Manden og jeg fejret kobberbryllup, som man gør i eventyrerne: 3 hele dages festivitas! Som nævnt fejrede vi det selv fredag med restaurantbesøg for vores unger og vores forældre, og lørdag med den helt store tema-fest i charterstil. Men allerede torsdag aften blev vi “overrasket” med æresport og sang ved vores hoveddør, og så mange mennesker, som der vist aldrig før er stoppet ind i vores stue på én gang. Det var i sandhed en fest, og lørdagens hurlumhej skal vist uddybes i sit eget indlæg.

…har jeg været til scanning, og vi ved nu, at det er en lillebror, der ankommer i vores familie slut-november. Det har skørt nok overrasket mig, for uden jeg var klar over det, har jeg åbenbart tænkt, at det ville blive en pige. Jeg tror, at det hænger sammen med at vi faktisk havde fundet et pigenavn, som vi begge to var ret vilde med, og så må jeg have konkluderet, at så blev det nok en pige. Men stille og roligt falder det på plads hos mig, at vores familie kommer til at bestå af to piger og tre drenge (voksne inkluderet – vi har INGEN planer om 5 børn!). Ungerne er i hvert fald begejstrede og snakker meget om og til lillebror, som er begyndt at sparke så meget igennem, at de kan være heldige at mærke det.

…har jeg købt graviditetstøj. Jeg er nu lidt over halvvejs og ingen bør længere være i tvivl om, at det er en baby – og ikke kage – der har udvidet min mave.

…har jeg meldt mig ind i en online mødregruppe – og meldt mig ud igen. Når det er tredje gang, bliver jeg bare lidt træt af spørgsmål som “Kan man godt tage til koncert, når man er gravid?” og “Hvilken barnevogn vil I købe?”. Been there, done that. Bortset fra, at vi da nok alligevel bliver nødt til at købe ny barnevogn – og ny bil.

…har vi nydt en uges ferie med venner på camping. Nydelsen bestod klart i at være sammen med gode venner, som har børn, der klikker godt med vores. Camping-delen er ikke min favorit, men det har også sin charme. Desværre var vejret bestemt ikke med os, hvilket forøger mit had til ferieformen med flere decibel.

…har vi været på en halv-impulsiv tur til Berlin med ungerne. Det var rigtig godt, og det skal også have sit eget indlæg. Vi har været lidt frem og tilbage om, hvad vi skulle i år – syntes ikke at pengene rakte til det helt vilde, men omvendt er vores situation næste år helt anderledes med et lille nyt menneske og den dagsrytme, der følger med sådan én. Derfor endte det med, at vi ville benytte os af, at vores børn er relativt store og godt kan få noget ud af sådan en by-ferie.

…har vi stadig lidt ferie herhjemme. Ungerne og jeg er så heldige at have knap halvanden uge endnu, mens Manden begynder igen på mandag. Sommerferien er den eneste reelle ferie om året, jeg har, så derfor har jeg fire ugers ferie. Jeg har stort set altid i hvert fald lidt arbejde på øvrige helligdage og ferier. Så jeg stornyder det, lægger arbejdet helt væk, og kaster mig over diverse projekter herhjemme.

På kanten af ferie

Uh, så er det i morgen vi rejser, og jeg kan næsten ikke samle mig om alle de løse ender, jeg skal have lukket på arbejde i dag. Jeg har bare lyst til at tage hjem, få pakket, og så ellers sidde og vente indtil det bliver i morgen.

Jeg var så fræk at bestille turen inden vi fandt pasning til ungerne, fordi jeg fandt et okay godt tilbud på en pakkerejse, og bagefter sendte jeg så en mail rundt til hele den pukkelryggede og bad om assistance. Således er weekenden blevet en lappeløsning af mange forskellige passere – men for ungerne bliver det en tour de force med alle deres yndlingsmennesker. Needless to say, de glæder sig helt vildt!
Jeg glæder mig særligt over, at min far og min mor har formået at koordinere indbyrdes, hvornår ungerne skal fra det ene sted til det andet. Selvom de har været skilt i over 20 år, har der været perioder, særligt mens jeg var teenager, hvor de slet ikke kunne kommunikere ordentligt, og frygten for at de igen bliver sure på hinanden sidder stadig i mig, selvom det kun er blevet bedre, siden min søster for 7 år siden besluttede sig for ikke længere at tage hensyn ved at lave to fester af alt for at undgå at de mødtes, og derved kickstartede både min og hendes hensyns-frigørelse.

Min mor og far kan kommunikere, ungerne glæder sig til ferie, Manden glæder sig til ferie, jeg glæder mig til ferie, solen skinner ind ad mit vindue og i morgen ved denne tid lander vi i Paris. Life is good!

Je t’aime Paris

Om fire dage, fire bitte-små dage, tager Manden og jeg på “second honeymoon” til Paris. Jeg glæder mig vanvittigt, samtidig med at vi begge stresser over alt det arbejde, vi hver især er nødt til at få afsluttet, inden vi er klar til at tage en forlænget weekend sammen.
Vi har således ikke rigtig fået planlagt, hvad vi skal, når vi er dernede, udover at sove længe og nyde ikke at skulle spise aftensmad inden kl. 18.
Dette er min 4. tur til byernes by, og Mandens 2. så vi har ikke trang til at fise rundt til alle hovedattraktionerne, men hvad skal vi så? Har du været afsted og sidder du med et par gode tips til et lækkert, ikke for dyrt spisested, eller et rart sted at gå en tur, eller måske et spændende overset museum, så kom frit frem.
Alle tips gengældes med et virtuelt kram!

Ude godt, hjemme også godt

Ferien lakker mod enden her. Vi kom hjem fra hovedstaden i onsdags og har siden da nusset rundt med både praktiske projekter og legeaftaler med meget savnede venner. Faktisk jublede Trolden i det øjeblik, vi kørte op i indkørslen, fordi hun så, at hendes bedste ven, nabodrengen, var hjemme, så hun løb derover i fuld firspring så snart, hun fik selen af. Så sødt og fantastisk at de kan danne så gode relationer i den alder.

Jeg synes virkelig, at vi har haft en fantastisk ferie i år. Yderpunkterne med henholdsvis camping og storbyferie(-agtigt) har været rigtig godt, og afslutningen med en række dage herhjemme til at komme lidt ind i den vante gænge, inden hverdagen tonser løs, har også været godt givet ud, fornemmer jeg. Børnene har mange indtryk, de skal have bearbejdet, så især Trolden og jeg taler en del om, hvad vi har oplevet. Tidligere når vi har holdt ferie, har jeg lavet et lille skema med små tegninger af, hvad vi skulle opleve (helt små ting som is og negleklipning har ofte også indgået), og så har vi sat krydser hver gang, vi havde oplevet en ting. Denne gang har vi ikke vidst så meget om, hvad ferien skulle indeholde på forhånd, men taget det meget som det kom, så derfor har jeg købt en kina-bog til hvert barn, hvor jeg har forsøgt at få dokumenteret vores oplevelser. Det er så den, vi også bruger, når vi skal snakke om, hvad vi har lavet. Jeg håber, at når de bliver lidt større, kan de selv tegne, hvad vi har lavet. Det bliver sådan en slags barnets bog, der kun bliver opdateret, når vi har tid, nemlig i ferierne. Totalt smart! 🙂

Kinabog1

Kinabog2

Nu er vi så ved at forberede os på, at det er mandag i morgen. Rumpen skal starte i en ny dagpleje, da hans gamle dagplejemor blev sygemeldt med stress i foråret, og siden da har det været en lidt turbulent tid for ham. Vi glæder os til at få lidt mere ro på på den front. Heldigvis er de tre som har været i gæstedagpleje sammen, som skal starte hos den nye, men der er ikke nogen fra hans gamle crowd, der flytter med. Jeg tænker, at starten måske bliver lidt hård for ham, men han er en robust lille fyr, så han skal nok finde ud af det.

Heldigvis har jeg jo lige et par dage til at køre ham ind, inden jeg selv starter på job d. 1. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, men er også spændt på, hvordan vores nye hverdag bliver. Heldigvis er det et job med en relativ god mængde fleksibilitet (bortset fra nogle til tider ret skæve arbejdstider), så jeg håber, det bliver en blid overgang fra studielivets “arbejd når du vil”.

Alt i alt er jeg meget fortrøstningfuld og ser frem til, hvad livet har at byde på på den anden side af ferien. For et år siden så tingene temmelig anderledes ud, da jeg sad i et sort hul, som jeg ikke kunne komme op af. Jeg er så taknemmelig for, at det lader til at være et overstået kapitel, men jeg tænker også, at jeg fortsat må øve mig i at lytte til mig selv, så jeg ikke ryger så langt ud over kanten igen, inden jeg opdager, at der er noget galt.

Så ren optimisme og lallegladhed herfra!

Københavner eller jyde?

3 tegn på at vi er københavnere:
1. Ikke mindre end tre gange er vi blevet spurgt om vej, og vi kunne svare hver gang (og rigtigt endda!)
2. Har benyttet den offentlige trafik
3. Vi blev informeret om metrobyggeriet og det blev bla. understreget, at arbejdet tager længere tid, men laver mindre støj for at genere os naboer så lidt som muligt.

3 tegn på at vi er jyder
1. Kan man købe klippekort i busserne?Og hvorfor går man ind ad fordøren? Det er da underligt!
2. Vi har været på kanalrundfart med nettobådene. Godt vejr; for dårlig udsigt til den lille havfrue.
3. Jeg har udviklet en slags paranoia og tror, der er brugte kanyler på alle legepladser, og må konstant bekæmpe trangen til at undersøge det hele inden ungerne slippes løs i fri leg.

3 tegn jeg ikke ved hvor skal placeres
1. Trolden vil kun benytte legepladserne med strømper på. Sandaler kommer der sand i, og sandet er for groft til hendes åbenbart ret sarte fødder.
2. Betalte overpris for en cafe-frokost, fordi den lå op ad en legeplads til Trolden og med skyggefulde træer til sovende Rumpe i klapvogn.
3. Har ignoreret flere Hus Forbi-sælgere.