Et brag af en fødselsdag

Så er det i dag, at mindstefyren fylder 1 år. Jeg havde forestillet mig, at indlægget i den anledning måske skulle være en fødselsberetning om hans entré her i tilværelsen, eller processen med at finde det rigtige navn samt en lille afsløring af samme, eller måske et tilbageblik på året der er gået, hvor vi har skullet finde os selv som familie på fem. Det bliver ingen af delene, for drengen lagde særdeles hårdt og blodigt ud, og så er det naturligvis den historie, der skal fortælles.

Vi startede sådan set dagen meget almindeligt. Bettefyren vågnede ved 5-tiden, og så tøffede han og jeg ned og fik en portion havregrød. Efterhånden kom de andre dryssende; Manden vendte hjem fra sin morgenløbetur og de to store kom ned og landede i sofaen foran fjernsynet.
Både Manden og jeg skulle møde tidligt i dag, så mens han gav de store morgenmad skyndte jeg mig at nuppe et bad, og bagefter havde vi lige 10 minutter til fødselsdagssang og gavegivning. Bettefyren blev placeret i sin triptrap-stol ved spisebordet, hvor han sad med store øjne og bankede med i takt på bordet, da vi sang for ham. Gaverne var i hans optik mest til at bide i, men både Rumpen og Trolden var ikke blege for at træde til og vise ham, hvordan man flår gavebånd og papir af. Seancen var hurtigt overstået, og så fik han lov at blive siddende og lege lidt med papiret og sin nye stabel-hund i træ, mens jeg gik med Trolden ud på badeværelset for at sætte hår og få børstet tænder.

Uhm en lækker gave!

Pludselig hører jeg Manden stikke i et brøl og derefter lyder et ordentligt brag. Jeg farer ind i køkkenet, hvor Manden hiver en skrigende 1-årig op af en væltet højstol. Jeg finder sutten, men idet jeg skal til at putte den i hans mund, kan jeg se blodet som pibler frem fra steder jeg ikke umiddelbart kan lokalisere. Munden i hvert fald, men også brystet? Nej, det er nedenunder hagen, der er hul, men det render ned over over brystet. Manden er på nippet til at gå helt i panik over blod og skyld over ikke at kunne nå at forhindre ulykken, så jeg må prøve at finde en smule ræson frem og være den med det kølige overblik, selvom jeg indeni er mindst ligeså panikken, og de to store flintrer rundt og er også forvirrede og usikre.

Frem med nogle kolde klude til at tørre blod op og lægge på for at standse blødningen. Finde telefonen (hvor fisen har jeg mon lagt den?!!) og derefter gå helt i stå over, hvem man ringer til kl. 7 en onsdag morgen. Vagtlægen, skadestuen, én af de mange læger, medicinstuderende eller sygeplejersker vi har i familien, min mor? Hvem?

Imens er Manden ved at være faldet lidt ned igen, og det er bettefyren også, og vi bliver enige om, at jeg smutter hen og afleverer de store i skolen, og så må vi lige tage bestik af situationen, når jeg kommer tilbage.
De store er oprevne, men det er samtidig en anledning til at mindes alle de gange de selv har slået sig – og overlevet. For trolden var det helt store drama dengang hun faldt ned af trappen og for Rumpen var det da han faldt ned i sofabordet. Da jeg afleverer dem er der en stemning af, at det hele nok skal gå, og jeg vender snuden hjem og krydser fingre for, at det er sådan, det er.

Uhm lækkert papir!

Hjemme igen er blødningen aftaget, og vi kan nu se, at bettefyren har en ordentlig flænge i det bløde kød under hagen. Hvor dyb den er, er lidt svært at vurdere men det er tydeligvis heller ikke blot en overfladeskramme, og han har samtidig slået munden, men vi kan ikke få ham til at gabe op, så vi kan se, hvor galt det er gået der. Kun er det tydeligt at overlæben er meget hævet.
Vi bliver enige om, at det om ikke andet er rart at få en læge til at kigge på det, og giver os så til at vente en halv time, indtil telefonerne hos vores egen læge åbner kl. 8.
8.02 kommer jeg igennem og får af en telefonsvarer at vide, at lægehuset holder lukket pga. kursus, og jeg bliver henvist til en læge i en anden by. Her ringer jeg op en del gange, inden det omsider lykkes mig i det mindste at komme i telefonkøen.
Heldigvis er sekretæren sød – og hun har også luret på cpr-nummeret, at uheldet lige er sket på hans fødselsdag, og hun giver os en tid så hurtigt hun kan.

Bettefyren er ved at kollapse af træthed nu. Klokken nærmer sig 9, og han vil altså have sin formiddagslur! Blod eller ej. Han forsøger at lægge sig til at sove på puslebordet, men de onde forældre hiver ham rundt for at skifte det blodbestænkte tøj, og så skal han minsandten også have overtøj på – og det er ikke engang for at komme ud i barnevognen!
Han snupper sig en minilur på køreturen til den anden læge, men trækkes så brutalt ud af drømmeland igen for at komme ind i et pakket venteværelse.
Her vågner han imidlertid op til sit gamle selv og charmer og snakker med alle som gider give ham et øjebliks øjenkontakt. Sekretæren er det mest overskudsagtige menneske, jeg nogensinde har mødt i den profession, og når telefonen ikke kimer bag skranken, går hun om på den anden side og snakker med de forskellige patienter. Hun kommer hen til os og bruger lidt tid på at snakke med Mindsten og husker endda at ønske ham tillykke, mens hun beklager overfor os, at der er lidt ventetid, men forsikrer at han nok snart skal komme til.

Lægen er en rar mand, som hurtigt konstaterer at det heldigvis ikke er gået så galt, som det kunne, men at flængen dog skal limes lidt. Så efter lidt lim og lidt plaster – under store protester og diverse flugtforsøg fra Bettefyren – kan vi forældre omsider ånde lettet op. Det gik jo heldigvis alt sammen alligevel.

Yay for gaver!

Så nu sidder Manden og jeg her ved køkkenbordet, hvor alt gik galt i morges, bag hver sin computerskærm og holder fælles hjemmearbejdsdag. Bettefyren er afleveret til fødselsdagsfejring i dagplejen – under løfter om at hun ringer, hvis der bliver det mindste – og i eftermiddag fortsætter vi festen. Forhåbentlig med mere kage og mindre blod.

Reklamer

Piratfest for Rumpenissen

I søndags blev Rumpenissen 5 år. Det er en dag han har glædet sig LÆNGE til! Allerede før sommerferien begyndte han at tale om det, og vi prøvede at hjælpe ham med ventetiden ved at sige, at hans fødselsdag først var efter sommerferien – med det resultat at han første dag i børnehave efter ferien var mega-muggen, fordi det ikke var hans fødselsdag endnu.

I torsdags blev det så tid til at holde fødselsdagen for hele hans gruppe i børnehaven. Han havde kæmpet meget med sig selv over, om vi skulle holde fødselsdagen henne i børnehaven eller om de skulle komme hjem og besøge ham. Der er nemlig den politik, at det kun er ved 5 års fødselsdage, at de tager børnene med ud af huset – beskæringer, beskæringer. Så på den ene side var det nu muligheden var der, på den anden side kunne han næsten ikke rumme tanken om, at alle de børn skulle lege med hans legetøj – og hvad nu hvis noget gik i stykker?
Kompromiset blev, at vi ryddede stuen for al lego og spærrede af til overetagen, så børnene ikke kunne komme ind på værelserne, men kun være i stuen og køkkenet. Så kunne vi finde noget legetøj frem, som de gerne måtte lege med.

Han havde desuden ønsket sig en piratfest. Vi er erfarne temafest-planlæggere (se fx. her og her om vores suveræne kobberbryllup, som stadig afventer sit eget indlæg), så det burde være en smal sag for os at lave en piratfest.
Det endte med, at det hele stort set blev planlagt og lavet aftenen før – stor tak til google og til det faktum at Rumpen ikke er den første dreng i verden, der har ønsket sig en piratfest.

Aftnen før sad jeg således og lavede individuelle skattekort og skatte til samtlige 14 unger. Det endte med at blive en slags historie, jeg fortalte for ungerne om min tip-tip oldefar, Torben Toben som var pirat, og som ville lade sin skat gå i arv til en ægte pirat-arving.

Torben Toben i al sin vælde – i virkeligheden et fremgooglet billede, printet af dårlig printer og sat i fin gammel guldramme.


Så var der en række udfordringer, der skulle vise, at ungerne var værdige arvinger:
– de skulle sige som en pirat (arrr, splitte mine bramsejl, ohøj o. lign.)

– derefter var det også vigtigt at ligne en pirat. Her var lidt sort ansigtsmaling udgangspunkt for både ar, overskæg, beskidte kinder og et par enkelte dødningehoved-tatoveringer.

– og som ægte pirat skulle man naturligvis have klap for øjet. Jeg havde klippet noget sort karton ud og klipset bukseelastik på, og det gik rent ind hos ungerne.

– så var ungerne klar til den sidste og endelige udfordring: kunne de læse et skattekort? Manden havde lavet en grundplansskitse over vores grund, som vi havde printet i A5. De blev krøllet og rullet i kaffegrums, og inden børnene ankom var jeg rundt og gemme de 15 skatte og sætte kryds på tilhørende skattekort.

“skattekisterne” er købt i Søstrene Grene


På trods af forklaring af hvordan kortet skulle forstås, var det svært for ungerne at gøre det helt på egen hånd, men med lidt hjælp og “det bliver varmere/koldere” lykkedes det alle at finde deres skat, som indeholdt 2 chokoladeguldmønter og en ballon.

Derefter var det tid til boller og kage. Bollerne blev transformeret til den øde ø, hvor skatten var begravet, takket være kakaorør og basilikum, samt nogle pirat-fødselsdagslys jeg engang fandt i en hobbybutik.

Den øde ø – en vigtig del af ethvert piratunivers.


Manden havde lavet et piratskib af en chokoladekage bagt i rugbrødsform og skåret til og pyntet med kakaorørs-kanoner mm.

Som drikkelse kunne ungerne vælge mellem klar rom (vand), hvid rom (mælk) eller gylden rom (hyldeblomstsaft) – altsammen hældt på flasker med patentlåg og prydet med labels med noget semi-kalligrafi for at give det et pirat-feel.

Jeg synes alt i alt at det lykkedes os at lave en helt hæderlig temafest, og særlig stolt var jeg nok af at det også lige lykkedes mig at lynimprovisere en ekstra pirat-historie om Torben Toben, da nogle af ungerne efterspurgte flere historier om hans liv. En ungdom brugt på impro-teater blev pludselig meget værdifuld. 😊

Så meget at glæde sig til og over

Vi går en spændende uge i møde her på matriklen. Udover at begge voksne har susende travlt med at blive færdig med arbejdet inden ferie om 14 dage, så står vi foran flere store begivenheder i vores familieliv:

Trolden afslutter 0. klasse! Jeg kan slet ikke forstå, hvor det år er blevet af, men jeg tænker egentlig at det nok vil være den følelse, jeg vil sidde med de næste mange år, når skoleafslutningerne nærmer sig.

På torsdag skal jeg skannes og om bettefisen gider arte sig, får vi afgjort “kampen” om, hvorvidt ungerne skal have en lillesøster eller en lillebror. Jeg glæder mig også til at kunne begynde at gå lidt mere målrettet på navnejagt. At vælge navn er helt klart noget af det sjoveste ved at få børn, og skulle jeg hverken føde eller opdrage dem, ville jeg have 100 børn, bare så jeg kunne navngive dem alle sammen.

På fredag har Manden og jeg kobberbryllup, og vi fejrer det på dagen ved at tage vores unger og forældre med ud at spise. Lørdag holder vi årtiets fest for søskende og venner – en temafest med charter som overskrift. Gæsterne har fået tilsendt boarding pass, der vil være helstegt pattegris og som en ekstra overraskelse har vi lejet en turistbus for en time, hvor vi vil køre rundt i vores lillebitte jydske by, og jeg vil underholde med både fiktionelle og faktuelle uddrag fra byens historie. Vi glæder os!

Stegeso for begyndere

Til den føromtalte fest, som i øvrigt var super hyggelig, afslappet og nede på jorden, blev jeg også beriget med gode gaver. Blandt andet fik jeg sådan en fin Römertopf-tingest:

stegeso

Jeg har hørt at de skulle være supergode og smarte og lave lækker mad, men jeg er temmelig blank på, hvor jeg lige skal starte. Og er det noget med at de skal ligge i vand, når de ikke bliver brugt?

Tips, tricks og almen hjælp til en stegeso-newbie modtages med tak!

Jeg bliver aldrig for voksen til fødselsdagsfester!

Der er fordele og ulemper ved at have fødselsdag i januar. Den helt store fordel er naturligvis JANUARUDSALG!! som giver sig udslag i flere og/eller større gaver. Desuden løfter det en ellers lidt trist og depri måned, at man kan se frem til opmærksomhed og forkælelse i forbindelse med dagen.
Da jeg var barn, var den største ulempe, at mine jule- og fødselsdagsgaver ofte blev slået sammen – og nogle gange endda også til en fælles gave med min lillebror, som har fødselsdag fire dage efter mig. Som voksen er den største ulempe, at jeg meget sjældent får gjort noget ud af at fejre mig selv. Når vi når til november tænker jeg, at “til min næste fødselsdag skal jeg virkelig give den gas”, men også at “det er for tidligt at invitere nogen allerede nu; jeg venter lidt.” Og så rammer vi december, som drukner i juleri og nytårsfesteri og før man ser sig om, står der 15. januar på kalenderen, og så er det alt alt for sent at få inviteret nogen.

Men i år SKULLE der altså ske noget, så selvom jeg er en uge for sent på den, er mand og børn i dag smidt ud af huset, en flok veninder er inviteret, og jeg har købt ind til tapas og drinks. Vi skal bruge eftermiddagen på at lave maden sammen, særligt fordi der er flere, som ikke kender hinanden i forvejen og at gøre noget praktisk er altid en god måde at bonde på. Jeg glæder mig helt vildt til hygge, venindetid og ikke mindst til at kunne sove længe i morgen efter denne lørdag morgen, der begyndte kl. 4.05.
Jeg håber virkelig aldrig, at jeg bliver for voksen til fødselsdagsfester!

Om at sidde med ryggen til festen

introvert

Vi var til børnefødselsdag i lørdags. Mig og ungerne. En af Troldens gode veninder fyldte 5 år, og det blev fejret med en rigtig fin prinsessefest med mange hyggelige aktiviteter og en hel del andre unger, som Trolden ikke kendte. Fødselsdagen skulle egentlig foregå udenfor, men Trolden insisterede på at sidde inde på fødselarens værelse og lege selv, hvorefter Rumpen naturligvis også nægtede at gå ud og deltage i festlighederne. Jeg lod dem gøre det et stykke tid, men da der skulle til at serveres kagemand, mente jeg, at nu var det altså tid til at komme ud og være med.
Rumpen tøffede fint med, og til sidst kom Trolden også, stærkt lokket af boller, kage og saftevand, men hun blev helt ulykkelig, da hun så de mange piger sidde om bordet. “De kigger på mig.” hulkede hun ned i min skulder og blev ved med at sige, at jeg skulle bede dem om at lade være med at se på hende.

Det hele endte med, at hun – og Rumpen, som jo altid vil gøre præcis det samme som sin søster – kom til at sidde ved tag-selv-bordet med ryggen til de andre børn, og så var det at det pludselig slog mig, at min datter er introvert.

Egentlig er det utroligt, at det først er gået op for mig nu. Hun har altid været utryg i nye forsamlinger og skal bruge tid på at tø op overfor ukendte mennesker. Hun elsker at lege for sig selv – selvom hun også fungerer rigtig godt i små grupper og helst på tomandshånd med gode legekammerater.

Selv var jeg lidt genert som barn, men er i dag meget ekstrovert, hvorimod Manden er udpræget introvert. Så han må lære Trolden – og mig – at det er helt i orden ikke at have lyst til store forsamlinger og mange nye mennesker, og sammen må vi finde ud af, hvordan vi støtter Trolden i hendes stærke fornemmelse for sine grænser og hjælper hende til at navigere i svære situationer; for eksempel børnefødselsdage, som der jo nok kommer et par stykker af endnu.

Rumpen 2 år

Vi kæmper stadig herhjemme. Det er ikke så let for nogen af os at vænne sig til, at jeg har fast weekendarbejde og i det hele taget er mindre fleksibel, end jeg var som studerende. Manden kæmper også med presset, der er som selvstændig, og med at strukturere tid og ressourcer.
Det er ikke for at fiske efter ynk, men blot som en forklaring på, hvorfor bloggen her ikke ligger så højt på prioriteringslisten for tiden. Jeg har en klar idé om, at det vil ændre sig på et tidspunkt, men indtil da må I bære over med en lidt omskiftelig frekvens af indlæg.

Det, jeg i virkeligheden ville skrive om, var jo Rumpenissen, som fyldte hele 2 år d. 21/8! Det var en stor dag for en lille fyr, og godt hjulpet af storesøsteren lærte han snart at se pointen i at flå papir af gaver. Han blev fejret af venner og naboer med hvide boller og ostehaps ad libitum – så bliver det i hans optik ikke bedre. Vi andre fik også lidt kage.
For at samle op på hvem og hvordan den 2-årige Rumpenisse er, præsenterer jeg her:

RUMPENS BLÅ BOG

Alder: 2 år og 5 dage
Hårfarve: Det er endnu lidt svært at vide, selvom vi for en 14 dage siden havde debut med første hårvask. Blond-mørkeblond-rødligt, gætter jeg på.
Kendetegn: Lille, robust fyr med en udvidet følelsesskala i begge ender – både meget glad og meget hidsig
Yndlingslegetøj: Smølfer! “Mynsj” som han kalder dem. De fungerer pt. som bamser for ham og følger ham overalt, undtagen når de bliver væk, hvorfor vi har købt et lille fjernlager.
Sprog: Snakker som et vandfald. Vi forældre forstår ca. 70%, uindviede forstår 30%. Udover “mynsj” er meget brugte ord: “ellekom” (tak for mad/velbekomme), “ovenpå” (ovenpå/udenfor/nedenunder), “kreja” (Kaj & Andrea) og “ejpaaaad” (iPad/iPhone/fjernsyn).
Livretter: Ost med ost på, boller og på særlige dage, kødsovs.
Kan ikke fordrage: Frugt! En bid banan i ny og næ går an, men alt andet får ham til at skære ansigter, som om man gav ham citron.
Bryder sig heller ikke om: at få nej. Bliver ordet nævnt, nedlægges der omgående protest i form af øredøvende skrigerier og kasten med ting.
Elsker at: blive nusset og tumlet med. Kropskontakt FTW!
Elsker også: sin storesøster. Og ind i mellem sine forældre.
Bedste venner: Storesøster, M og S i dagplejen og storesøsters bedste ven, A (som dog ikke ved det).
Fremtiden: skal være entertainer, når han bliver stor. Elsker opmærksomhed og udnytter den til fulde med alskens gøren sig til og skaben sig. Spiller i øvrigt guitar på alt og danser hver gang, der er musik.
Alt i alt: Rumpen er fantastisk!

20130826-091100.jpg

Det var så det

Jeg husker det, som var det i slutningen af august 2004, at jeg mødte op til rus-uge på mit nye studie og fik serveret snaps og vitaminpille af tutorerne.

Jeg husker det, som var det i mandags kl. lidt over 11, at jeg sammen med et lille udpluk af min brogede familie fes rundt på nogle gange på et fremmed fakultet for at finde det rum, hvor jeg skulle aflevere mit speciale. Som i alle gode eventyr lykkedes det naturligvis til sidst, og jeg fik min hjemmelavede kandidat-hat på, fordi jeg engang var for nærig til at købe en studenterhue, og i det hele taget synes at det er totalt anti-klimaks at aflevere et speciale, man ikke skal forsvare, så jeg var nødt til at lave en slags fest ud af afleveringen, selvom jeg jo i princippet ikke ved, om jeg har bestået endnu.

20130410-143143.jpg
Kandidat-hatten

Men nu er det slut. Næsten 9 års studier og to børn senere har jeg lukket skolekapitlet i mit liv. Jeg ryddede min specialeplads i dag, hvilket gjorde mig mere sentimental, end jeg havde troet, det ville. Jeg har ikke ligefrem nydt specialeprocessen, og jeg er lykkelig for, at det er ovre nu, men jeg har alt i alt været rigtig glad for at studere.

20130410-143323.jpg
Specialeplads-rester

Det er altid vemodigt at slutte et kapitel i sit liv, særligt når man står på en blank side uden at kende så meget som titlen på næste kapitel. Jeg har søgt to jobs og fået afslag på begge. Især det ene gjorde ondt at få, fordi det var intet mindre end et barselsvikariat i Drømmejobbet!
Men jeg har stadig nogle muligheder, jeg skal afsøge, og nogle folk jeg skal hive fat i, så jeg er ikke helt modløs endnu, selvom der ikke rigtig viser sig nogle åbninger i den retning, jeg allerhelst vil.

Lige nu øver jeg mig i at stå stille på den blanke side og nyde at kunne slappe af med (relativt) god samvittighed, og så ellers udnytte, at jeg kan hente ungerne tidligere og give dem fridage og tid hver for sig. Om knap 14 dage tager vi alle sammen en uge i sommerhus for at få genopladet familiebatterierne.
Det er vist tiltrængt for os alle sammen!

Kære Rumpenisse

I går var det et år siden, at jeg sad og klamrede mig til et fedtet bord på McDonald’s, fordi stikpillerne endelig begyndte at virke, og veerne overmandede mig, mens din far og jeg forsøgte at få lidt aftensmad, inden vi kørte hjem. Godt fire timer senere kom du ud, helt rynket og bulldog-agtig.

Nu er der så gået et år, og du er ikke længere en baby, hvilket du selv har markeret ved at holde op med at bruge sut (til stor frustration for dine forældre, der må op og trøste dig et ukendt antal gange om natten). Du vil også helst spise mad, som du selv kan få lov at putte i munden, og du foretrækker det legetøj, din søster bruger. Du er svært glad for at lave pruttelyde med munden eller køre pegefingeren på læberne og lave en lang serie “bllr bllr bllr” med rigeligt spyt. Men du begynder også at øve dig på rigtige ord, og vi er ret overbeviste om, at du siger “Se”, når du peger på noget spændende. Du har i et par måneder bevæget dig rundt ved at humpe frem på numsen, men har for nylig fundet ud af at stå på alle fire – godt nok flytter du dig bagud, men mon ikke du inden så længe lurer, at du også kan komme fremad i den stilling.
Du er en helt utrolig glad, mild og charmerende lille gut. Du elsker at danse (eller altså, du rokker frem og tilbage i takt til musikken), og når du rigtig ruller dig ud med hovedet på skrå og slår smut med dine skønne, mørke øjne, er der ingen, der kan modstå dig. Men du kan også blive gal, og så går dine små tykke ben som trommestikker, mens du skriger i vilden sky af arrigskab. Jeg gætter på, at du forsøger at trampe i gulvet?!

Men kære lille Rumpenissen, din søster, din far og jeg er helt pjattede med dig, og vi er så glade for, at du er en del af vores familie. Tillykke med din 1 års fødselsdag, skønne dreng!

20120824-162326.jpg

Rumpens første år i iPhone-billeder.

Smalltalk-spasseren

“Hej. Jeg hedder GG, og jeg har en depression. Jeg siger det bare, fordi jeg ikke kan finde ud af at smile, smalltalke og smålyve mig igennem en helt almindelig samtale, men det betyder ikke, at du behøver føle ansvar for at spørge en masse ind til den og virke interesseret/bekymret/forfærdet. Især hvis du ikke føler noget som helst i den dur – blot ubehag ved at jeg kaster noget så voldsomt i hovedet på dig, bare fordi du var venlig nok til at spørge, hvordan det går.”
Sådan burde jeg indlede alle mine samtaler. Eller også burde jeg ikke snakke med nogen overhovedet. Jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af det mere. Faktisk har jeg altid været utrolig dårlig til at smalltalke, men det har ligesom fundet et helt nyt niveau af pinlighed med depressionen. Et eksempel:

Forleden under afhentning af børn møder jeg en anden mor fra børnehaven. Vi har været i mødregruppe sammen, kender hinanden sådan nogenlunde, men snakker kun sammen, når vi lige støder ind i hinanden. Ungerne er i bilen og jeg er også ved at gøre mig klar til at stige ind; hun kommer på cykel med barn bagpå, men stopper ud for bilen og spørger venligt til vores sommerferie. “Ja, den blev sådan lidt special, fordi jeg har fået en depression” siger jeg, inden jeg når at overveje, om det rent faktisk er noget, jeg har lyst til at dele med hende. Og tidspunktet, GG, tidspunktet! Du er på vej til at køre, børnene venter i bilen, hendes datter venter på cyklen, der er på alle måder lagt op til en hurtig omgang: “Skøn ferie, dårligt vejr, men hyggeligt alligevel, vi snakkes ved, hej hej.” og alligevel får jeg med ordet depression sparket gang i en længere: “Åh nej, og hvorfor det, og får du hjælp, og det er jeg godt nok ked af.” Og hun mener det virkelig, det tror jeg, hun gør, men hun står også med flakkende blikke og vil gerne videre, men kan ikke tillade sig det, før hun har spurgt mere ind til den der depression, og jeg bliver forlegen og sur på mig selv over at have mistet fornemmelsen for, hvornår og hvordan man siger sådan noget til folk, og det bliver i det hele taget så pisseakavet.

Og nu skal vi snart til fest. En fødselsdagsfest hos skønne mennesker, men jeg kender kun værtsparret, og jeg kommer garanteret til at spolere det hele ved at sige depression alt, alt for mange gange til folk, som i virkeligheden er ligeglade. Måske skriver jeg et papskilt med ordet og hænger det på maven. Eller får trykt 5000 visitkort med teksten: “Beklager min manglende situationsfornemmelse.” Så kan jeg give det som undskyld til alle, jeg fører en samtale med i løbet af aftenen.
Der er ligesom allerede lagt i ovnen til et brag af en fest, ikke?!