Nå, hvor kom vi fra?! (tredje del)

Kort opsummering: ferien er slut og lige om lidt er det skolestart.

Den mindste gut er lige blevet 8 måneder. Han har brugt sommeren på at få tre tænder, at blive rigtig god til at rotere omkring egen akse, når han ligger på maven (uden dog at kravle eller skubbe sig hverken frem eller tilbage) og på at blive bedre til at spise. Amningen udfasede vi i starten af juli. Der var ikke rigtig mere at komme efter, og da han begyndte at træne sine bide-kundskaber på mit bryst, stoppede jeg det helt.

Bittesmå bisser

Grød siger ham ikke rigtig noget, udover fornøjelsen ved at smøre det rundt i hovedet på sig selv, så han får bare almindelig mad, og det betyder, at det går lidt langsommere med at få fulde måltider af fast føde, end hvis han nu havde været grødbarn. Men han får jo stadig masser af flaske og trives og vokser som han skal, så jeg prøver ikke at være bekymret.

Grød er sjovt!


Til gengæld kan jeg så bekymre mig for, at der er under en måned til, at bettefyren skal i dagpleje. Jeg har virkelig nydt min barsel denne gang, og kan slet ikke rumme, at det snart er slut. Hvor jeg de to foregående gange har været mere afklaret og glædet mig til at begynde på arbejde/studie igen, er jeg denne gang virkelig slet ikke klar til at skulle give afkald på tiden med min lillebitte dreng. Jeg synes han er ALT for lille til at skulle passes af andre end mig.
Vi kunne i princippet godt have ventet en måned, men jeg kan huske med Trolden, at hun begyndte til oktober, og at det blev noget rod, fordi der kom en efterårsferie på tværs, så hun faktisk havde brug for at blive kørt ind igen efter ferien. Det var jo derfor, vi valgte at melde ham til til 1. september – må jeg lige minde mig selv om.

På en måde bliver det også ok at skulle starte op igen. Tidligere har jeg skrevet om, at jeg overvejede at begyndte at arbejde igen, fordi det ikke kørte sindssygt godt på mit arbejde med barselsvikaren, og jeg tror da også, at det ikke bliver helt lige ud af landevejen at komme tilbage, men det bliver også rart nok at kunne gøre noget, når jeg hører om ting, der ikke fungerer. Der bliver i hvert fald udfordringer nok at tage fat på, og jeg kan faktisk godt lide udfordringer.

Så, jeg skal nok blive klar. Jeg har lidt tid endnu, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for både at nyde, men også indstille mig på det nye, der kommer. I eftermiddag skal vi besøge dagplejeren, så jeg håber, at det kan være med til at give mig lidt ro i sindet, når jeg har mødt bettefyrens nye vigtige voksen.

Ensom og indebrændt

Hvad er det lige der sker for mit hoved, når jeg er på barsel?! Jeg bliver super indebrændt og sensitiv og kører alting helt vildt meget op, men evner ikke at få meldt noget ud eller sagt det højt, så luften kan gå af ballonen.

I går var en af de mere anstrengende dage herhjemme. Bettefyren var grumpy og ville ikke rigtig noget i sine vågne perioder, så jeg bar ham meget rundt. Heldigvis skriger han sjældent, men han brokker sig og basker rundt med arme og ben for at vise, at noget ikke er som det skal være med ham, og det betyder, at man skal holde godt fast, når man går med ham, så da vi nåede til aften var jeg helt spændt op i nakke og skuldre. Desuden var igår den eneste aften uden program på i denne uge, og jeg længtes egentlig bare efter at være sammen med Manden, og at han måske kunne aflaste mig lidt med at bære rundt på den utilpasse baby.

Det er hans putteaften af de store, og imens går jeg rundt med Mister Grumpy og forsøger at finde nye måde at holde ham på, for om muligt at belaste skuldre og nakke lidt mindre. Jeg drømmer om, at han måske kan puttes tidligere i aften, og at Manden og jeg så måske kan finde en ny serie at se sammen eller måske bare få snakket lidt, og jeg begynder at blive utålmodig efter, at han skal få puttet færdigt og komme ned til mig.
Da han så kommer, går der først Praktiske Gris i ham – han putter det sidste i opvaskemaskinen og sætter den i gang, og så melder han ud, at han skal have kigget på noget for forældrebestyrelsen i børnehaven, finder sin computer frem og sætter sig bag skærmen.
Jeg skulle ha’ sagt noget, det ved jeg. Jeg kunne for eksempel have foreslået, at han ventede med det til jeg gik i seng, eller til mens jeg puttede den lille. Eller jeg kunne have sagt, at jeg virkelig havde brug for, at han tog bettefyren lidt for det havde været en anstrengende dag. Jeg kunne have spurgt, om ikke vi skulle gøre noget sammen, når nu det var den eneste aften uden program på i denne uge.
Men jeg sagde ikke noget. I stedet påstod jeg, at bettefyren skulle have skiftet ble, så jeg kunne stå ude på badeværelset og fælde nogle tårer i fred og ro fra larmen af udsugningen.

Jeg bliver nemt ensom, når jeg går på barsel, og jeg husker pludselig, at det primært er i mit parforhold, at jeg bliver ensom. Fordi vores teamwork pludselig er delt op: jeg tager mig af den lille og han tager sig af de store. Fordi aftnerne ikke længere er fælles oaser, hvor vi sammen restituerer efter ungerne er puttet og får snakket og delt liv med hinanden. Og fordi jeg af en eller anden grund ikke længere kan finde ud af at artikulere mine behov, men i stedet iklæder mig en uklædelig martyrrolle, så jeg foretrækker at græde min modige tårer i skjul og ellers fiske efter, at han af sig selv skal tilbyde sin hjælp eller spørge til, hvordan jeg har det.
Jojo, han kunne da helt sikkert oppe sig, men jeg kunne jo begynde med at få åbnet min mund og SAGT noget. Hvorfor hulan er det pludselig blevet et problem?! Og hvorfor føles det som om jeg risikerer noget, hvis jeg fortæller ham, hvordan jeg har det? Hvorfor er jeg så bange for at blive afvist? Jeg ved jo, at han elsker mig, og at han gerne vil hjælpe, men hvordan skal han kunne gøre det, hvis ikke jeg siger noget?!

Så, hovedet ud af navlen og ud at risikere at sige noget højt. Det dør du ikke af. Tværtimod.

Fingers crossed

Så blev det mandag, og baby befinder sig stadig bag ved navlen. Det var sådan set også fint, at han blev derinde denne weekend, så vi kunne nå de to julemarkeder og de to fødselsdagsfester, som var på programmet, og i går da vi tændte det første adventslys, kunne vi fortælle ungerne, at når vi tænder det næste, så er lillebror kommet ud. Så uanset hvad, så lakker denne her graviditet jo mod enden, og vi kan snart tage hul på næste del.

I eftermiddag skal jeg til kontrol på sygehuset, og jeg har besluttet mig for at spørge om, om de vil sætte mig igang. Jeg mener, det er min tredje fødsel, jeg er blevet sat igang de to tidligere gange, og der er intet der tyder på, at min krop har tænkt sig selv at påbegynde en fødsel indenfor de næste par dage. Så hvis det alligevel bliver en igangsættelse, kan vi så ikke ligeså godt få begyndt?

Det er mine argumenter. Så må vi se om de bider på sundhedspersonalet. Jeg har ingen anelse om, hvor strikse den slags regler er, og hvor meget eller lidt frihed jordemoderen har til at bestemme den slags, men det skal ikke forhindre mig i at forsøge.
Der er nemlig også flere, ikke-helt-så-overbevisende-men-stadig-gode-grunde til, at jeg gerne vil til at have klaret den fødsel. For det første har Troldepigen fødselsdag d. 9. december, og jeg vil bare gerne have hendes og lillebrors fødselsdage så langt fra hinanden som muligt. Jeg synes i forvejen, at Troldens dag drukner lidt i julerier, så lillebrors dag behøver ikke lige være en uge inden.
Derudover er vores aftalte pasning af rollingerne, mens jeg føder, ved at glide ud, da bedsteforældrene troede at man ikke længere gik mere end 10 dage over tid, så de begynder nu at få kalenderen fyldt med ting og kan ikke længere stå på standby.
Og så er der selvfølgelig også den detalje, at min hjerne er igang med at spinde diverse skrækscenarier om livet post-fødsel, fordi den har alt for god tid til den slags, særligt om natten, og jeg VED, at det ikke bliver nær så slemt, når man først står i det, men det er svært at overbevise hjernen om.

Men altså, uanset hvad så bliver det spændende hvad der sker i eftermiddag. Hvis de ikke vil sætte mig igang i dag, så får jeg i hvert fald en tid til at blive sat igang, og så må vi få planlagt pasning osv. rundt om det.

Kryds fingre for mig! 😀

Der er altid håb

Jeg er vågnet op til både den mørkeste og den lyseste morgen længe. Den mørkeste, fordi en uberegnelig, orange mand er blevet leder for én af vores verdens største supermagter. Den lyseste, fordi der er faldet rigtig ægte sne, som reflekterer lyset og får verden til at virke mindre mørk og grå.

Som jeg skrev igår i en kommentar til Cille, så bliver jeg virkelig skræmt af det scenarie som nu er blevet virkelighed, hvor vi har Trump og Putin som ledere for de største supermagter i verden. De er begge voldsomt uberegnelige og handler udelukkende ud fra egen personlige agenda, og så vidt vides er empati og medmenneskelighed ikke noget, der er særlig veludviklet hos hverken den ene eller den anden.
Det gør mig bange, fordi jeg fornemmer at tredje verdenskrig ikke er så langt ude i horisonten, som den kunne være. Fordi jeg ikke ved, hvilken slags verden mine børn kommer til at vokse op i, udover at den bliver markant anderledes end det, jeg selv er vokset op med.

Men jeg prøver at lægge frygten væk, for frygt har aldrig været drivkraft for noget godt. Frygt fører altid til mere mig selv og mindre andre. Når frygten styrer, vil vi bygge mure, og vi skaber “dem og os”-scenarier. Frygt er et stærkt virkemiddel, og det er dybest set frygt, der får et menneske som Donald Trump til at vinde præsidentvalget.
For en del år siden var jeg i Prag og her besøgte jeg et virkelig glimrende museum, som viste dagligdagen i den tid, da Tjekkiet var en del af Sovjetunionen. Her blev det beskrevet, hvordan regimet med jævne mellemrum lod luftalarmerne lyde, så folk skyndte sig i beskyttelsesrummene, uden at der var noget angreb overhovedet. Men fjendebilledet og frygten blev opretholdt og så var det lettere at styre folket. Et bange folk stiller ikke så mange spørgsmål og gør, hvad de får besked på, hvis de føler at lederne kan beskytte dem.

Vi må erkende, at i vores verden er håb og næstekærlighed ikke længere opgaver, vi kan udlicitere til lederne – ikke engang i demokratiske lande. Vi har været vant til et velfærdssamfund, hvor det var samfundets ansvar at hjælpe de svage og udsatte, om det så var ældre, handicappede, hjemløse, flygtninge eller børn. Det kan vi ikke længere regne med. Det er blevet vores personlige ansvar og opgave – hvis vi tør tage den på os; hvis vi tør gå ud af vores comfortzones; hvis vi tør lade noget andet end frygt styre os.

Derfor er der stadig håb. Derfor er det også en lys morgen. Vi kan stadig gøre en forskel – måske endda mere nu, hvor mørket trænger sig om os. Her vil selv det mindste lys skinne klarere.
Helt konkret hvad er det så, der får dit hjerte til at bløde? Er det børnene? Flygtningene? De hjemløse? Uanset hvad er det er, så er der helt sikkert nogen, som allerede er i gang med at hjælpe og gøre en forskel. Undersøg det, og find ud af hvordan du kan hjælpe, om det er økonomisk hjælp, frivillig hjælp, eller måske et helt karriereskifte så det også er dit professionelle jeg, der hjælper.
Lyt til dem, du er uenige med. Hør hvad de siger. Stræb ikke efter at få anerkendelse fra dem, der er over dig i det sociale hierarki, som ingen rigtig tør italesætte findes, men øv dig i at være noget for dem, der er under dig. Vis venlighed overfor selv de største idioter, og tilgiv! Tilgiv for dælendulendytme da! Tilgivelse er den eneste ægte brobygger, vi har.

Ræk ud, min ven, ræk ud. Byg ikke mure omkring dig selv og din familie i et forsøg på at skærme dem og dig mod verden; det giver altid bagslag og skaber afstand og frygt, og det er ikke det, vores verden har brug for nu.

Der er altid håb. Du og jeg bærer håbet.

Barselspanik

Nu har jeg næsten gennemlevet en hel barselsuge!
Det har været så godt og tiltrængt, og meget af tiden bliver brugt liggende på sofaen, men det er vel også én af grundene til, at man går på barsel inden barnet er født.

Lige så stille begynder vi også at blive klar til lillebrors ankomst. I efterårsferien havde vi besøg af min far og stedmor, og de hjalp med en hel masse gode praktiske ting. Bl.a. fik min stedmor og jeg sorteret alt ungernes aflagte tøj, som bare var blevet kastet lidt tilfældigt ned i nogle poser og derefter ud i vores meget rummelige skur. Sorteringen resulterede i tre sække, som blev sendt til genbrug; én sæk til recirkulation hos min lille niece med alt det, der var for piget til at jeg vil putte lillebror i det, og et helt hav af flyttekasser med alt det sortererede tøj.
Jeg har også fået hentet en barnevogn og købt vinterstøvler til de to store.

På den måde bliver vi stille og roligt klar til at tage imod den lille fyr. Vi mangler dog stadig at købe bil, men det er noget med banken, og forhåbentlig får vi styr på det i denne uge, så vi kan købe i næste uge. Og så er der sådan noget som at få pakket en taske til hospitalet og den slags, men vi når det nok.

Men i takt med at vi bliver parat, bliver jeg også ind i mellem ramt af panik: SHIT – der kommer rent faktisk et BARN?!! Endda en lille bitte baby som bare skriger og skider. Og jeg skal igennem ammecirkus, natteroderi og bleskift igen. Og hvad vil det gøre ved vores familie? Det hele bliver lige rystet rundt med sådan et lille menneskes ankomst, og hvordan vil ungerne reagere og hvordan vil vi voksne reagere?
Usikkerheden ved, hvordan livet med lillebror kommer til at se ud, skræmmer mig ind imellem fra vid og sans. Men det er jo fordi det er ukendt – jeg kender vores familie, som den har set ud de sidste fem år: mor, far, troldepige og rumpenisse, og det er jeg tryg ved, for det har jeg lært at navigere i.

Der er det ved fremtiden, at den kan se meget skræmmende ud fra afstand, men et klogt menneske har engang lært mig, at i det øjeblik at fremtiden bliver til nutid, så er den slet ikke så farlig – så kan man handle og agere i dét nu, men man kan ikke handle og håndtere fremtiden før den er blevet til nutid, og det er derfor den virker så skræmmende nogle gange. Så det bedste man kan gøre er at prøve at lade være med at tænke for meget på fremtiden og i stedet forholde sig til det nu, man står i, og handle der. Med et bibelsk udtryk, så har hver dag jo nok i sin plage.
Og når lillebror så kommer til verden, så finder vi jo ud af det. Så lærer vi vores nye familiesammensætning at kende og begynder stille og roligt at kunne handle og navigere i dét nu, der er til den tid.

På kanten af ferie

Uh, så er det i morgen vi rejser, og jeg kan næsten ikke samle mig om alle de løse ender, jeg skal have lukket på arbejde i dag. Jeg har bare lyst til at tage hjem, få pakket, og så ellers sidde og vente indtil det bliver i morgen.

Jeg var så fræk at bestille turen inden vi fandt pasning til ungerne, fordi jeg fandt et okay godt tilbud på en pakkerejse, og bagefter sendte jeg så en mail rundt til hele den pukkelryggede og bad om assistance. Således er weekenden blevet en lappeløsning af mange forskellige passere – men for ungerne bliver det en tour de force med alle deres yndlingsmennesker. Needless to say, de glæder sig helt vildt!
Jeg glæder mig særligt over, at min far og min mor har formået at koordinere indbyrdes, hvornår ungerne skal fra det ene sted til det andet. Selvom de har været skilt i over 20 år, har der været perioder, særligt mens jeg var teenager, hvor de slet ikke kunne kommunikere ordentligt, og frygten for at de igen bliver sure på hinanden sidder stadig i mig, selvom det kun er blevet bedre, siden min søster for 7 år siden besluttede sig for ikke længere at tage hensyn ved at lave to fester af alt for at undgå at de mødtes, og derved kickstartede både min og hendes hensyns-frigørelse.

Min mor og far kan kommunikere, ungerne glæder sig til ferie, Manden glæder sig til ferie, jeg glæder mig til ferie, solen skinner ind ad mit vindue og i morgen ved denne tid lander vi i Paris. Life is good!

Trist-trist eller normal-trist?

Har haft nogle dage med demotivation, uden grund-ked-af-det-hed og træthed helt ind til knoglerne. Det er nok meget normalt for de fleste mennesker at opleve den slags dage fra tid til anden, måske særligt når man står uden noget arbejde eller studie at stå op til, og ens daglige kontakt med ikke-blodsbeslægtede mennesker består i at hilse på andre forældre i børnehaven og udfritte pædagogerne om ungernes dag.
Det er nok helt normalt, men når man, som jeg, så lige er godt på vej ud af en depression og i forvejen har en tendens til at overdramatisere, så bliver jeg virkelig bange efter sådan et par dage. Bange for at depressionen kommer snigende tilbage, bange for fosterstillingen, bange for magtesløsheden, ligegyldigheden og håbløsheden. Jeg tager stadig min medicin, og jeg tror slet ikke, at der er noget at være bange for, men alligevel jeg bliver helt forkrampet af frygt og begynder en bebrejdningsspiral på mig selv, hvilket sjovt nok hverken hjælper på nedtrykthed eller “bange for depressionen”-hed.

Det kommer nok til at tage noget tid inden jeg lærer, hvad der er faresignaler, som skal tages alvorligt, og hvad der helt almindelig ked-af-det-hed.

Fuck 2013

Jeg bliver i 2012!

Jaja, det er jo ikke fordi dette år som sådan har været sublimt. Den stod på barsel i årets første fire måneder, derefter en måneds intens eksamensskrivning, et par måneders knap så intenst arbejde med specialet, og derefter et halvt år i livskrise med depressionens fortegn.
Men på trods af (eller måske på grund af) alt det har 2012 været et år i nedsat tempo. Et år, hvor det meget nære har fyldt mest. Det har naturligvis i perioder været meget frustrerende, fordi det ikke har været et tilvalg med snævert fokus, men ganske enkelt fordi jeg ikke kunne overskue mere. Men samtidig har det også været en lettelse ikke at skulle have så meget ansvar. Med depressionen fik jeg et trumf-kort, jeg kunne smide, når min hjerne brændte sammen, og som gav mig ret til at lægge mig i sengen, uanset hvor mange bleer der skulle skiftes eller hvor meget aftensmad, der skulle laves. Og allervigtigst har det givet mig et fripas fra specialet, og det har givet mig mulighed for at udskyde afleveringen. Til 2013.

I 2012 er jeg studerende, mor og hustru. Jeg kender disse roller; jeg har lært at fylde dem ud, og jeg synes efterhånden, at det går okay med dem. Jeg har fundet min fortolkning og sat mit eget præg på det. 2012 er det kendte, det genkendelige, det trygge.
I 2013 afleverer jeg speciale. Og hvad så? Jeg aner det ikke. Jeg har drømme. Forhåbninger. Forventninger. Ambitioner. Men der er så meget, der kan gå galt. Jeg kan så nemt skuffe. Jeg skal bevise, at jeg kan noget, men jeg ved hverken, hvad jeg kan, eller hvordan jeg skal vise det. 2013 er det ukendte, det mystiske, det farlige – og jeg har slet, slet ikke lyst til at give mig i kast med det.

Når rådhusklokken slår sit tolvte slag i nat, tvinges jeg ind i 2013. Ud af det kendte, ind i det uudforskede. Jeg kan ikke gøre andet end at lukke øjnene, krydse fingrene, håbe det bedste og træde ind i det nye år. Minut for minut bliver fremtiden til nutid, og jeg håber, at den er meget mindre skræmmende, når man ser den tæt på.

Kaos i kulkælderen (det censurerede indlæg vækkes til live)

Jeg har fundet mig en kulkælder, hvor jeg midlertidigt (håber jeg) har taget ophold. Siden mit seneste besøg hos min psykolog, hvor jeg efterfølgende rasede ud her på bloggen for derefter at censurere mig selv, har jeg befundet mig i den nævnte kælder. Jeg kan godt fungere, og jeg går ikke helt i sort, sådan som det jævnligt skete for nogle måneder siden, men jeg bærer rundt på en tung tristhed og træthed, som ikke rigtig vil lette, uanset om jeg overgiver mig til den eller forsøger at kæmpe imod. Jeg er stadig vred på min psykolog, selvom følelsen ikke længere er så intens, for jeg føler, at han tog noget fra mig sidste gang. Noget vigtigt. Nemlig min selvforståelse.

Det, som han prikkede til, var en drøm. En gammel drøm om, hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen, men som jeg ubevidst lagde på hylden, den dag min mor sagde, at det kunne man ikke leve af; man skulle have noget andet ved siden af. Det er ret banalt. Jeg ville gerne være forfatter. Det vil jeg faktisk stadigvæk, men eftersom jeg har brugt mange år på universitetet på at blive skideskarp til at analysere, er min selvcensur nu blevet så stærk, at jeg ikke længere kan bryde igennem den. Og jeg tør heller ikke. Jeg tør ikke, er bange og vil hellere spille sikkert. En safeplayer – det er hvad jeg er, på trods af at jeg altid har troet, at jeg var det modsatte. En gambler. En med spontaniteten, kreativiteten, det knudrede og det vilde i behold. En, der turde bade i springvandet på rystesammen-turen, og én der gik efter sine drømme, selvom det var urealistisk.
Alt det konfronterede min psykolog mig med, og så sagde han, at jeg faktisk bare er almindelig – jeg kender intet værre skældsord, og jeg har gjort utrolig mange virkeligt fjollede ting (f.eks. ovennævnte springvandsbadning eller det, at jeg udgav mig for at være en dreng de første uger på gym) for at bevise, at jeg i hvert fald ikke er almindelig. Psykologen sagde, at jeg måske bare skal acceptere det. Jeg har mand, børn, hus, bor i en lillebitte by i provinsen, skriver speciale – hvis det ikke er almindeligt, hvad er så? Og lige dér var det så, at jeg blev vred og faktisk ikke hørte resten af, hvad han sagde, udover at han nævnte ordet “almindelig” enormt mange gange, og at det hver gang føltes som om, han flåede et lag hud af mig.

Det er sikkert godt nok at få pillet et forkert selvbillede af. Det gør bare så vanvittigt ondt, og jeg føler mig som en plukket kylling, der går alt for udstillet, sårbar og frysende rundt. Jeg kan ikke identificere mig med “almindelig”. Jeg kan ikke finde selvværd i at være mor eller kone eller specialeskrivende. Men jeg kan godt se, at jeg jo faktisk heller ikke er den lysende stjerne, spontanitetens gudinde eller forfatter in spe. Jeg har haft (og har nok stadig nede under mismodet) enormt meget selvværd bundet op i mit “potentiale” og “det jeg engang bliver til”. Men når jeg alligevel ikke tør bruge det potentiale, jeg måtte have, så bliver jeg jo aldrig til det, jeg gerne vil, og så er det nok bedre at prøve at acceptere og finde værdi i at være almindelig.

Så lige nu er der ren West Side Story-knipsebattle i mit hoved, hvor der på den ene side er en stemme, som maner til ro og eftertanke og forsøger at forlige sig med “normal” og “almindelig”, og på den anden side danser oprøret, “det skal han ikke bestemme” og en (usendt) mail til et forlag rundt og prøver at lokke mig med ud af min comfortzone. Samtidig råber et hylekor omme bagved, at nu løber det hele i ring, og jeg er ved at gentage de samme fejl, jeg lavede lige før, og at jeg skal få grounded det der selvværd, inden jeg gør noget dumt. Midt i hele dette virvar løber jeg, den plukkede kylling, rundt og leder efter udgangen og trappen op fra kulkælderen, væk fra de mange stemmer, og så er det pludselig synd for mig igen, og det magter jeg altså heller ikke, så lige omtrent her er jeg nødt til at slutte indlægget, selvom debatten/råberiet fortsætter i mine tanker.

Ser min røv stor ud i den her offerrolle?

Jeg ved ikke, om dette indlæg vil have relevans for nogen som helst andre end mig selv, så jeg må advare om, at indlægget kan fremstå som lige rigeligt navlepillende og selvsmagende. Men jeg havde brug for at skrive det.

Jeg har fået en ny psykolog. Jeg har været ved to andre, og jeg har oplevet, at afhængig af hvor jeg starter fortællingen om mig, får jeg forskellige svar på, hvorfor jeg er ked af det, og hvad der skal til for, at jeg får det bedre. De har begge to haft fat i noget, og jeg syntes også, at jeg har fået noget med fra mine sessions der, men det har alligevel været med en oplevelse af, at de ikke ramte helt præcist, uden at jeg selv ved, hvor “bulls eye” egentlig er.

Men nu har jeg så prøvet en ny, og selvom jeg kun har haft en times samtale der, har det allerede flyttet mere end de ti tidligere. Forskellen er, at ham den nye på en eller anden måde opdager de forsvarsværker, jeg ubevidst sætter op, fordi der er følelser, jeg overhovedet ikke har lyst til at gå ind i eller vedkende mig. Derfor var det også en konsultation, der gjorde ondt, og som har åbnet for en lang række tanker og følelser, som jeg faktisk helst ville være foruden. Det er nemlig meget gamle smerter, og helt kliche-agtigt involverer det mine forældre, deres skilsmisse og en dyb, dyb følelse af svigt.
Men det er jo et lukket kapitel. Jeg kan da ikke komme her over tyve år efter og begynde at råbe af dem og sige, at jeg er pissevred og ked af det, og at jeg helt barnligt synes, at min mor var egoistisk, når hun valgte sig selv over sin familie, over os, over mig! Men jeg fik ikke sagt alt det, da jeg var otte år. Jeg havde ikke ordene til det og måske heller ikke erkendelsen af, at det var sådan jeg følte.

På en måde stoppede jeg dér. Som otte-årig. Eller måske lidt ældre. Med en dyb mistillid til voksne og voksenlivet, som jeg siden har bekæmpet med oprør. Jeg ville ikke giftes; jeg ville ikke have børn; jeg vil ikke tage ansvar; jeg vil ikke være voksen. I mellemtiden er jeg så alligevel blevet gift, og jeg har fået børn. Begge dele kostede store kriser i mit liv, og nu står jeg overfor den sidste store fæstning, der skal indtages, inden jeg vitterligt er full-blown voksen: afslutning af uddannelse! Intet under at det udløser den største krise af dem alle. Jeg vil vil vil VIL ikke være færdig! Aldrig!

Men jeg er jo voksen, og jeg har ansvar. Meget endda. Økonomisk og menneskeligt. Jeg har en familie, jeg skal være noget for og som har brug for mig, så det nytter ikke noget at kaste sig ned på gulvet og skrige højt, mens jeg hamrer løs med arme og ben. På et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde bliver jeg nødt til at rejse mig op, lade “stakkels GG”, “det er vel nok synd for mig” og “se mig, rør mig, bekræft mig, pas på mig” blive liggende i støvet, iklæde mig ansvaret for mig selv, og så ellers kaste mig ud i det der voksenliv, som efter sigende også har noget godt at byde på.
Jeg ved det godt. Jeg ved godt, at det er det, der skal til. Men jeg har ikke lyst. Ikke endnu. Støvet og martyrrollen er så dejligt bedøvende, og det er også synd for mig, at jeg sådan skal tage et ansvar på mig, når jeg nu ikke vil. Stakkels mig. Stakkels, stakkels GG.