Mærkværdige pigebarn vol. 7

Troldetøsen har desværre opdaget, at jeg er bange for edderkopper. En af de der kæmpestore husedderkopper kom kravlende lige imod mig, mens jeg sad på toilet den anden dag, og jeg skreg meget højt, og naturligvis skulle Trolden se, hvad der foregik. Hun fik et memorabelt billede af sin mor med bar røv, der skrigende forsøgte at få sine ben så langt væk fra gulvet som muligt, mens hendes far endevendte hver et stykke tøj, legetøj, pusletaske og badekar i et forsøg på at finde og tilintetgøre bæstet (vi må vist hellere begynde en psykolog-opsparing til tøsen med det samme). Vi har efterfølgende snakket om episoden et par gange med hende, og hun lader umiddelbart ikke til at være traumatiseret. Faktisk tror jeg næsten, at hun synes, det er lidt sjovt, for da vi senere legede en sædvanlig omgang tagfat, sagde hun pludselig: “Så er du edderkoppen, og så er jeg moren!” og så spænede hun ellers skrigende afsted, mens jeg grinende gav den som stor styg edderkop, der kravlede efter hende for at fange hende.
Måske er det alligevel muligt ikke at overføre min angst til hende.

Reklamer

Kære veninde(r)

Jeg er god til at lytte. Rigtig god. Jeg kan sidde stille i meget lang tid ad gangen, nikke, sige “uhm” de rigtige steder, og jeg bliver ikke chokeret, når du afslører din store hemmelighed, hvad enten det er smugrygning, depression eller homoseksualitet. Jeg er god, fordi jeg godt kan lide at lytte. Jeg kan godt lide følelsen af, at du har brug for mig, og jeg føler mig beæret, når du vil dele dine tanker og dit liv med mig.
Problemet opstår bare, når jeg har brug for at sige noget; når jeg gerne vil dele lidt af mit liv med dig. Så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, for du spørger sjældent: “Og hvordan går det så med dig, GG?”. Faktisk spørger du stort set aldrig til mig, og så ved jeg ikke, hvordan jeg skal få sagt, at jeg har det skidt. At jeg er pissebange for fremtiden, angst for at blive færdig med studiet, og at jeg hader mit speciale på fuld smadder, allerede inden jeg har skrevet så meget som en linje på det. Hvordan fortæller jeg, at jeg ikke kan sove om aftenen, og at jeg krøller sammen indeni, hver gang jeg sætter mig for at skulle arbejde på den forhadte opgave.

Jeg kan ikke finde ud af, om det overhovedet er muligt for os at få byttet roller; om jeg kan finde ud af at blive den snakkende, og om du kan være den lyttende. Så nu har jeg bestilt tid hos et menneske, der lever af at lytte, ligesom jeg gjorde sidste år, for så er jeg sikker på, at rollerne er fordelt fra starten. Det er dog den hage ved det, at der først er tid midt i september, så det ville være så vidunderligt, hvis du på et tidspunkt inden da ville spørge mig, hvordan jeg har det.

Sygdom in da house

Den lille Rumpenisse har fået skoldkopper. Vi aner ikke, hvor han har samlet det op, men i går eftermiddags måtte vi sande, at det nok ikke bare var varmeknopper, han har haft i nakken de sidste par dage. Dels havde de spredt sig til hele hans krop, dels var der på flere af dem dukket små bobler med væske op.

Så nu har vi måttet delvist aflyse vores deltagelse i en 30 års fødselsdag i eftermiddag/aften. Mig og Rumpen bliver hjemme, og jeg håber på, at jeg måske kan få læst lidt til den der eksamen, som jeg stadig har ondt i maven over, for der er laaaaang vej til 25 sider, ja blot til en problemformulering. Så måske er det alligevel meget godt med de skoldkopper!

20120505-131951.jpg

20120505-132008.jpg

I forhold til hvor mange skoldkopper han har, er han relativt upåvirket. Feber og lidt sløjhed har ikke kunnet få bugt med hans trang til at splitte storesøsterens LEGO ad.

Rendyrket panik

Jamen lad os da endelig prøve at klemme lidt flere udsving på følelsesregistret ind. Det er jo ikke, fordi jeg har nok i at svinge mellem depri og mellemfornøjet. Nej nej, lad os da endelig tilføje lidt panik også. Man skulle jo nødig kede sig.

Efter i en måned stort set dagligt at have tjekket uni’s hjemmeside(r) for at se, om min eksamensdato er slået op, kom den endelig i dag. D. 31. maj, skal jeg aflevere en 25 siders opgave i et fag, jeg havde for tre år siden, og jeg aner endnu ikke, hvad jeg skal skrive om. Jeg har heller ikke krav på noget vejledning, for det brugte jeg for tre år siden på en opgave, som jeg var nødt til at skrotte halvvejs.

Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal nå det. Virkelig ikke!

Debut

I aften skal Manden til herre-aften-tam-tam-fødselsdags-noget-med-pizza-og-øl. Det kan jeg sagtens unde ham. Sagtens. Der er bare lige den hage ved det, at det starter tidligt, og at det foregår en god times kørsel fra vores hjem, hvilket betyder, at jeg for første gang skal klare aftensmads- og puttesituationen herhjemme helt alene med to unger.
Bevares, Manden har ikke været spærret inde de sidste fem måneder med adgangsforbud mellem 17 og 20, men jeg har tidligere indkaldt forstærkning i form af bedsteforældre, veninder eller søskende. Det har jeg med vilje ikke gjort denne gang, fordi jeg i min naivitet tænkte, at jeg jo skal lære det før eller siden, hvilket da er rigtigt nok, men nu hvor Kampen snart blæses igang, ville jeg ønske, at jeg havde satset på “siden” fremfor “før”.

Wish me luck!

Et indlæg i datid

Vi har længe kredset om Den Varme Grød, Manden og mig. Først var der jo blødningen efter fødslen, som var en belejlig undskyldning for mig til at udskyde det; senere kunne jeg undskylde mig med at være for træt. Jeg længtes efter det, samtidig med at jeg var angst for, at jeg ikke kunne finde ud af at hengive mig til det. Desuden var der frygten for, hvordan det ville være, når jeg nu har født endnu et barn og måske ikke er den hurtigste knallert på tanken til at få lavet mine bækkenbundsøvelser. Jeg var efterhånden så anspændt omkring det, at tanken om at skulle hen- og overgive mig blev fjernere og fjernere.

I har måske bemærket, at jeg skriver i datid.

En misforståelse sårede. Vi snakkede om det. Vi grinede sammen. Vi pjattede. Vi kyssede. Vi blev tætte igen. Helt tætte. Først på det følelsesmæssige plan, hvor hele arbejdsfællesskabet blev erstattet af genforelskelse, varme og kærlighed. Og så var det pludselig ikke så svært at hengive sig, også på det fysiske plan.
Intimiteten, forelskelsen og kærligheden lå lige under overfladen. Vi har bare ikke brugt tid nok på at kradse i den. Det håber jeg, vi vil huske at gøre fremover.

Hvo intet vover

Meget apropos har jeg i morgen meldt mig til en konference-dag. Dagen er i sig selv spændende og et tiltrængt fagligt input til min barselsdopede hjerne, men det er i mindst lige så høj grad en mulighed for at netværke og mingle og gøre opmærksom på mig selv i det miljø, jeg håber at skulle ud og være professionel i, når jeg bliver færdig.

Der er bare lige det ved det, at jeg jo rent faktisk er på barsel, fordi jeg har et barn, der har brug for sin mor, så jeg har forsigtigt spurgt om jeg måtte tage Rumpenissen med. Det fik jeg lov til, men blev samtidig indskærpet, at hvis han gav lyd, skulle jeg forlade lokalet, og der var ingen tilstødende lokaler, jeg kunne benytte.

Det er jo alt sammen fair nok, men nu sidder jeg her aftenen inden og har ondt i maven ved tanken om, hvor forfærdeligt det kan gå, hvis Rumpen vil tage sig en af hans skrige-dage. Men på den anden side… hvis han beslutter sig for en charme-dag, vil de mennesker, jeg skal netværke med, måske huske mig som overskudsmoderen med det fantastiske barn og alle straks tilbyde mig et job!

Hvo intet vover, intet vinder, ikke sandt?!

Den nye hverdag

I morgen begynder den nye hverdag. Den hverdag, hvor Mandens barsel er slut, og han skal arbejde, og Trolden skal i børnehave, og jeg skal være herhjemme sammen med Rumpenissen. Jeg ved godt, at det ikke er den helt rigtige hverdag; at det er en tidslomme, en barselsboble, som vil briste igen på et tidspunkt, men de næste 8 måneder oder so vil det være den nye hverdag.

Lige så stille kan jeg mærke angsten komme krybende. Angsten for, at Rumpenissen vil skrige dagen lang, og at jeg ikke har nogen til at aflaste. Angsten for, at jeg ikke kan finde ud af at komme ud af døren, når Trolden skal hentes. Angsten for, at jeg ikke kan holde ked-af-det-heden over min manglende mælk fra sindet. Angsten for, at den fødselsdepression jeg med nød og næppe undslap sidst, skal indhente mig nu. Men allermest: angsten for ensomheden!

Uden titel

Så ligger jeg her på en briks på sygehuset med en stikpille lagt op og skal vente femogfyrre minutter, inden jeg må tage hjem. Der er blevet talt med beroligende, men bestemte ord til mig, og henvist til statistikker for andengangsfødendes nemme, ukomplicerede fødsler.

Igangsættelsen er nu en realitet, og jeg skal vente femogfyrre minutter, før jeg kan komme hjem og græde min frygt ud i armene på ham, jeg elsker.

Om frygten for at traumatisere sit barn

Forleden havde en veninde og jeg en snak om det sindssyge ansvar, det er at have børn, og om hvordan man kan undgå at komme til at traumatisere dem eller ødelægge dem eller binde dem for hårdt til sig eller tværtimod ikke elske dem nok.

Jeg sagde noget med, at jeg synes, det er en kæmpe lettelse, at jeg ikke kan vide, hvad det er, der kommer til at præge mine børn – hverken positivt eller negativt. Jeg kan gøre mit bedste, men jeg er ikke herre over deres oplevelse af tingene. Mine søskende og jeg har en meget forskellig opfattelse af vores barndom, vores sår er forskellige, og vi har tacklet helingen af dem forskelligt – fordi vi er forskellige mennesker. Ens barndom er jo ikke blot de hændelser, man oplever, men i langt højere grad den måde, hvorpå man oplever dem.
Det fritager mig ikke for ansvaret for at gøre mit allerbedste som mor, men det kan fritage mig for en skyld, som, hvis den får lov at fylde for meget, kan handlingslamme mig, og som i virkeligheden ikke er min.
Jeg håber bare, at hvis jeg gør alt, hvad jeg kan for at vise mine unger, at de er elskede højt og betingelsesløst, så kan det være et fundament, som de sår, jeg måtte påføre dem, kan hvile på, og som kan forhindre sårene i at gå for dybt ned.

Efter en meget lang enetale kikkede min veninde på mig og sagde: “Men så har du jo accepteret, at du kommer til at skade dine børn. Det kan jeg ikke.”

Og nu kan jeg ikke helt finde ud af, om det alligevel er hende, der har fat i den lange ende – for man skal da ikke bare slå sig til ro med, at man skader sine børn. Eller hvad?!