Hvor er den gode indkøbsliste-app?

Apropos mangel på tid så er noget af det første, der bliver ofret på hverdagens pressede alter, i hvert fald i denne husstand, indkøb og madplan. Det er på en måde paradoksalt, for kunne jeg få det til at fungere, ville det afhjælpe en stor del af den daglige “Shit shit shit, skal vi virkelig have aftensmad igen i dag?”-stress.

I mindre pressede tider fungerer familiens indkøbsrutine på den måde, at jeg begynder med en liste over alt, hvad vi mangler. Herefter tjekker jeg, hvad vi har af grøntsager og øvrige rester, der trænger til at blive brugt, samt ser ugens tilbud igennem og ud fra det sammenstykker jeg en madplan og fylder indkøbslisten ud med det, vi mangler for at kunne lave de pågældende retter.
Det er en aktivitet, der tager ca. halvanden times tid og oftest foregår lørdag formiddag, hvorefter vi handler ind til hele den efterfølgende uge og kun skal supplere med mælk og brød.

Når jeg så bliver presset på tid, eller pludselig skal til fødselsdag eller andre uhyrligheder om lørdagen, går der kuk i mit system, og jeg kan ikke finde tiden til hverken at få lavet madplan eller handlet ind (og det er helt sikkert også fordi de to aktiviteter er blevet sammenflettet så tæt i mit hoved, at jeg ikke tror, at det er muligt at lave indkøbsliste den ene dag og handle ind den næste).

I den nyligt overståede pressede periode slog det mig, at min indkøbsliste som regel består af de samme ting hver uge. I hvert fald er mindst halvdelen gengangere, for vi skal sjovt nok altid have gulerødder, mælk, toiletpapir og hamburgerryg. Det blev en øjenåbner for mig, og jeg indså, at kunne jeg få lavet en basis-indkøbsliste, ville det måske ikke blive så uoverskueligt for mig at få tilføjet de få ekstra tilbud og manglende ingredienser, selv i travle tider.

Min hjerne opererer ikke altid helt logisk, så i stedet for at udforme listen gik jeg i gang med at lede efter en indkøbsliste-app, hvor man kunne oprette basislisten, samt selvfølgelig rette i den og tilføje både tilbud og andre indkøb. Allerhelst én som også kunne gruppere det i kategorier, fx frugt og grønt og kolonialvarer. Og endnu mere allerhelst én, hvor man kan dele listen mellem flere devices, så det ikke gør det store om det er min mand eller jeg, der handler ind.

Til min store skuffelse kunne jeg ikke finde en app, som kunne alt det. Jeg kunne godt finde én, der grupperede det, og én hvor man kan tilføje tilbud fra tilbudsaviser, og sågar én, der kunne tilpasse listen til den butik man befandt sig i, så man ikke skulle gå omveje. Men ingen af dem kunne oprette en basisliste, som man kan gemme fra uge til uge.

I stedet har jeg nu printet min basisliste ud, og så må jeg gå helt old school til værks med at skrive de øvrige indkøb på i hånden og tage en fysisk seddel med mig i butikken, som jeg så kan gå og strege ud på. Det har selvfølgelig også en charme, bortset fra at jeg formåede at få den gennemblødt i regnen, da jeg debuterede i old school-indkøb, og derfor ikke kunne læse det hele og heller ikke strege ud undervejs.

Er der nogen af jer, der har fundet den gyldne indkøbsliste-app? Eller er det kun mig, der køber det samme uge efter uge, så der ikke er noget marked for sådan en app?

Reklamer

5 tegn på at tid er en mangelvare

I går løb jeg ind i en af mine tætteste veninder i Fakta, og selvom vi prioriterer hinanden højt, og helst skal ses en gang om ugen, er det snart en måned, siden vi sidst har haft rigtig tid sammen, hvor det ikke bare er en hurtig krammer, når vi tilfældigvis henter børn på samme tid.

Vi blev hurtigt enige om, at det var træls, men at der simpelthen ikke ER tid lige nu. “Det er jo næsten værre end december!” udbrød min veninde. Og ja, det er faktisk, om ikke værre, så i hvert fald lige så galt som december med alle sommerafslutningerne og whatnot.

Her er 5 tydelige tegn på, at vi halser efter hverdagen og kun lige når det allervigtigste:

  1. Hårene på mine ben er efterhånden ved at være tilbage på vinterpels-stadiet.
  2. Køleskabet glor tomt på mig, når jeg åbner det.
  3. Familien lever af konceptet “morgenmad til aftensmad”, samt pølsehorn og pirogger fra fryseren – lavet i bedre tider.
  4. De stueplanter, jeg ville omplante i maj, står stadig ved siden af hoveddøren og dør lige så stille for mine øjne.
  5. Ungernes madpakker består for tiden bla. af revet ost, som de får med i en lille bøtte. Gourmet!

Hvad gør I andre, når livet indhenter og overhaler én?

Nå, hvor kom vi fra?! (tredje del)

Kort opsummering: ferien er slut og lige om lidt er det skolestart.

Den mindste gut er lige blevet 8 måneder. Han har brugt sommeren på at få tre tænder, at blive rigtig god til at rotere omkring egen akse, når han ligger på maven (uden dog at kravle eller skubbe sig hverken frem eller tilbage) og på at blive bedre til at spise. Amningen udfasede vi i starten af juli. Der var ikke rigtig mere at komme efter, og da han begyndte at træne sine bide-kundskaber på mit bryst, stoppede jeg det helt.

Bittesmå bisser

Grød siger ham ikke rigtig noget, udover fornøjelsen ved at smøre det rundt i hovedet på sig selv, så han får bare almindelig mad, og det betyder, at det går lidt langsommere med at få fulde måltider af fast føde, end hvis han nu havde været grødbarn. Men han får jo stadig masser af flaske og trives og vokser som han skal, så jeg prøver ikke at være bekymret.

Grød er sjovt!


Til gengæld kan jeg så bekymre mig for, at der er under en måned til, at bettefyren skal i dagpleje. Jeg har virkelig nydt min barsel denne gang, og kan slet ikke rumme, at det snart er slut. Hvor jeg de to foregående gange har været mere afklaret og glædet mig til at begynde på arbejde/studie igen, er jeg denne gang virkelig slet ikke klar til at skulle give afkald på tiden med min lillebitte dreng. Jeg synes han er ALT for lille til at skulle passes af andre end mig.
Vi kunne i princippet godt have ventet en måned, men jeg kan huske med Trolden, at hun begyndte til oktober, og at det blev noget rod, fordi der kom en efterårsferie på tværs, så hun faktisk havde brug for at blive kørt ind igen efter ferien. Det var jo derfor, vi valgte at melde ham til til 1. september – må jeg lige minde mig selv om.

På en måde bliver det også ok at skulle starte op igen. Tidligere har jeg skrevet om, at jeg overvejede at begyndte at arbejde igen, fordi det ikke kørte sindssygt godt på mit arbejde med barselsvikaren, og jeg tror da også, at det ikke bliver helt lige ud af landevejen at komme tilbage, men det bliver også rart nok at kunne gøre noget, når jeg hører om ting, der ikke fungerer. Der bliver i hvert fald udfordringer nok at tage fat på, og jeg kan faktisk godt lide udfordringer.

Så, jeg skal nok blive klar. Jeg har lidt tid endnu, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for både at nyde, men også indstille mig på det nye, der kommer. I eftermiddag skal vi besøge dagplejeren, så jeg håber, at det kan være med til at give mig lidt ro i sindet, når jeg har mødt bettefyrens nye vigtige voksen.

Lortenat

Det har været en af de nætter. Dem, hvor ungen roterer rundt i sengen, klynker hvert 20. minut og hvor man max. får halvanden times sammenhængende søvn ad gangen. Den slags nat, hvor man slet ikke kan forstå, at man nogensinde syntes at det var en god idé at få flere børn, og hvor man forbander sin egen fertilitet. Den slags nat hvor man forsøger at forhandle med et menneske på tre måneder, der på ingen måde overhovedet forstår begrebet “bestikkelse”. Den slags nat hvor “sov nu, sov nu, sov nu” bliver til “sovnusovnusovNU”. Den slags nat hvor man dagen efter opdager 5 nye grå hår og 2 nye rynker.

Sådan en nat var det i nat. En rigtig lortenat. Og forklaringen kom, da jeg omsider overgav mig og stod op med den sure baby-stodder: en ble fyldt med lort, som havde været fyldt med lort lææææænge. Og jeg undrede mig over, hvorfor jeg slet ikke havde lugtet det, indtil jeg kom i tanker om, at jeg jo er drønforkølet og ikke kan lugte en skid – helt bogstaveligt. Men det var jeg vist for træt til at huske i nat.

Og nu er han puttet ud i barnevognen, med ren ble og det hele, og jeg vil finde en pude og et tæppe, lade alt det praktiske flyde og lægge mig på sofaen. Zzzzzzz….

Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Noget om glemsomhed

Forleden dag, da vi var ude at køre, fik jeg anledning til at lytte med på en lille samtale mellem de to ældste børn. Trolden spurgte Rumpenissen om, hvad han havde lavet i børnehaven den dag, og han svarede:

Rumpe, 5 år: Jeg kan ikke huske det. Min hjerne har smidt sedlen væk og kan ikke finde den.

Trolden, 8 år: Måske har den smidt det i skraldespanden?

Rumpe: Nej, den har krøllet den sammen og smidt den i bunken med de andre sedler. Det er derfor jeg ikke kan huske noget som helst.

Ahh, endelig hverdag

Det har været en dejlig jul, og vi kom godt ind i det nye år alle fem, men det var særlig rart igår at kunne vinke farvel til mand og børn (red.: vel gjorde hun ej, hun snorksov!) og så ellers nyde roen, bare mig og knirkemesteren.

Min lettelse bunder uden tvivl i, at mens Manden begyndte arbejdet igen på årets mest mandags-agtige mandag (red.: hun mener mandag den 2. januar), begyndte skole og institutioner først igen igår. Det vil sige tre dage, hvor jeg helt alene jonglerede tre børn, hvoraf de to største var rimeligt hyper det meste af tiden – hvilket nogle gange gav sig udslag i supergode (vilde) lege sammen, når de lige ramte hinandens hyper-niveau. Andre gange var det konstante konflikter, diverse uretfærdigheder og alskens brok fra skiftevis den ene og den anden.

Men alle dage lykkedes det mig at sørge for, at både børn og voksen blev påklædte i løbet af dagen, og der blev serveret både morgenmad, frokost og eftermiddagsmad. Ingen døde eller led fysisk overlast. Det var helt klart en succes! Men ikke en letkøbt én af slagsen, hvorfor jeg nu er ret taknemmelig for genåbning af diverse offentlige institutioner til opbevaring af afkom.

 

Trods alt er det ikke tre spædbørn, jeg skal håndtere, og jeg er meget taknemmelig for, at mine store børn har den alder, de har. De kan godt holde lidt øje med den sovende knirke-fyr, mens jeg tager mig et bad, og at de så henter mig ud af det, fordi den lille gut åbnede det ene øje på klem, det må man jo tage med, eller også må man være lidt mere specifik i sine beskrivelser af, hvad det vil sige at “hente mor hvis han vågner”.

På nogle måder har det måske ligefrem været udviklende for de store, at jeg ind i mellem er låst i en stol med en baby på mit bryst. Da lillebror pludselig vågnede midt i, at de andre to stod og skreg på morgenmad, som jeg var ved at finde frem, så måtte de jo til at blive lidt mere selvhjulpne, og det lykkedes da også Trolden at få smurt Rumpenissens bolle og ved fælles hjælp fik de også tørret det mælk op, de spildte, da de skulle hælde det op i glassene. Og selvom de brokkede sig undervejs, og jeg forklarede dem, at sådan noget skal de jo alligevel lære, så de en dag kan flytte hjemmefra, så tror jeg faktisk, at de også nød det lidt.

Men alt i alt: ah, endelig hverdag! Og ah, endelig weekend lige om lidt.

Ikke at jeg tæller ned…

Men i dag er der 6 uger til min termin og 1 uge til efterårsferie/barsel.

Og nu hvor der omsider er kommet styr på barselsvikar, kan jeg mærke, at jeg begynder at kunne glæde mig. Hidtil har det mest været min krop, der har glædet sig, og ikke så meget mit mentale jeg.

Der er dog lige en sidste ekstra-crazy arbejdsuge, der skal klares (hvorfor planlagde jeg så mange aftenmøder i min sidste uge?!!), men allerførst er der hårdt tiltrængt weekend med cola på køl. Håber I får en god en af slagsen derude!

Maven og jeg i vores rette element: på ryggen i sofaen!

En hverdags-observation i Amsterdam

I januar var Manden på konference med sit arbejde i Amsterdam, og vi fik ordnet det så snildt, at jeg kunne tage med. På den måde havde jeg god tid til at rende på museer, hvilket han alligevel ikke gider, og vi kunne stadig være sammen om aftenen, spise ude og hygge os, som om vi havde rigtig ferie sammen. Win-win!


En af dagene havde jeg en oplevelse, som er blevet hængende hos mig.

Det var frokosttid og jeg havde fundet mig noget mad på sådan en café, der var så smart, at den, i stedet for de almindelige små caféborde, kun havde borde i spisebords-størrelser eller langborde, så man ligesom blev tvunget til at sidde sammen med nogen, man ikke kendte.
Ved “mit” bord kom der således en mand og en kvinde og satte sig. De snakkede naturligvis nederlandsk, hvilket jeg ikke fattede noget af, men så blev det på en eller anden måde så meget mere spændende at prøve at lure, hvad deres relation til hinanden var. Var de mon et par? Eller måske kollegaer? Eller søskende?

Straks efter de havde bestilt, hev manden sin smartphone frem og begravede sin opmærksomhed i den. Kvinden sad afventende et øjeblik, men da manden ikke lod til at kigge op lige foreløbig, tog hun et af de magasiner, som lå på bordet og begyndte at bladre lidt i det. Ind i mellem snakkede de sammen, dog uden at fjerne deres blik fra hverken telefon eller magasin.
Mens de spiste, fortsatte samtalen – dog primært med blikket vendt mod telefon/magasin – og uden at jeg kunne forstå ordene, fik jeg en fornemmelse af hårdhed i deres tone til hinanden – men det kunne måske også godt bare være klangen i det hollandske sprog.

Til sidste rejste de sig og gik, og jeg fulgte dem med blikket hen over pladsen, som cafeen lå på. Manden, som var markant højere end kvinden, gik hurtigt og var hele tiden et skridt foran kvinden, som måtte småløbe for at følge med.

sillywalks

Min konklusion på mit lille observationsstudie blev, at de enten måtte være et par eller i meget nær familie. Man ville ganske enkelt ikke behandle en kollega på den måde – uanset hvor uenige man var om noget. Med en kollega ville man oppe sig og ikke bare begrave sin opmærksomhed i telefonen, og man ville tilpasse sit gå-tempo til den kollega, man havde spist frokost med.
Det er i de nære relationer, at vi tillader os at være vores værste selv og behandle andre med mindre respekt, end vi ville give selv vores værste kollega.


Jeg tror, at oplevelsen er blevet hængende hos mig, fordi den viser mig lidt om, hvordan jeg selv kommer til at behandle mine nærmeste. At jeg ofte anstrenger mig mere for at vise mig god og venlig overfor mennesker, der faktisk ikke betyder nær så meget for mig, som dem jeg anstrenger mig mindst overfor. Det er da paradoksalt!
Omvendt er det også i de nære relationer, at jeg føler mig tryg nok til ikke at skulle fremtvinge en facade af positivitet og venlighed, hvis det ikke er sådan, jeg har det. Det er der, jeg kan stå ved mine dårlige sider – og stadig have en forventning om at blive elsket på trods.
Og det er selvfølgelig godt – men måske kunne jeg godt anstrenge mig bare en lille smule mere i det daglige, så mine nærmeste ikke kun skal elske mig på trods, men også lidt på grund af…

I løbet af den sidste uge…

  1. har jeg haft en gys-opgave på arbejde (i modsætning til gab og guf-opgaver). Men grundlæggende trives jeg godt med at blive kastet ud på dybt vand – især bagefter når jeg opdagede at jeg faktisk lærte nogle nye svømmetag.
  2. har jeg været i et af de der rædselsfulde indendørs legelande med ungerne, og det viste sig at de havde så meget fest med det, at jeg fik en halv time for mig selv med en kop kaffe og lidt hækleri. Jeg forudser, at det ikke er sidste gang jeg frekventerer helvedes forgård.
  3. har jeg oplevet at et menneske har misbrugt min tillid og mit navn på det groveste. Vi snakker falsk mailadresse og Facebook-profil i mit navn, samt løgne om døde venner for at få min medlidenhed og opmærksomhed. Jeg var sågar på nippet til at tage til en begravelse for én, som viste sig slet ikke at være død. Jeg krydser alt, hvad krydses kan, for at det er overstået nu, og forsøger ikke at lade det ødelægge min tro på, at mennesker grundlæggende er gode og i udgangspunktet altid taler sandt.
  4. har jeg slet ikke ligget nok ned, og jeg begynder at se frem til efterårsferien som for mit vedkommende går over i barsel (GAH – knap 8 uger til termin er der nu)
  5. har jeg NÆSTEN fået ansat en barselsvikar. Håber sådan at det snart falder helt på plads.
  6. har vi prøvekørt bilernes svar på et fragtskib for at finde ud af om det var den slags, vi skal investere i, nu hvor vi efter flere forsøg har måttet opgive at få plads til tre autostole og to voksne i vores nuværende køretøj.
  7. Vi køber højst sandsynligt bilernes svar på et fragtskib. I dag har vi møde med banken for at overbevise dem om, at det er en skidegod plan at låne os penge til sådan en.

Fest i helvedes forgård