Hvad vil jeg mon være, når jeg bliver stor?

Det er 5 år og en måned siden, jeg afleverede mit speciale og blev cand.mag. Dengang var jeg i panik, for i modsætning til sygeplejersker, lærere m.m. er der ikke jobopslag efter jobopslag med “cand.mag.” i overskriften. Man skal ligesom selv vælge sin retning og profil, men så kan man til gengæld både gå efter kommunikationsjobs, undervisningsjobs, projektjobs og en helt masse andet. Det er med andre ord meget åbent – og det skræmte mig fra vid og sans.

Nu er jeg igen skræmt fra vid og sans. Det job, som jeg snart har haft i 5 år, har ikke længere midler til min stilling, så pr. 1/1 2019 skal jeg finde noget andet, og netop fordi min profil både er meget bred og meget snæver på samme tid, er jeg gået igang med at kigge mig om efter, hvad jeg så nu skal finde på.

Hvor det som nyuddannet var en buffet af muligheder, mærker jeg nu, at cirklen er indsnævret, og jeg føler, at mit næste job kommer til at blive meget definerende for den retning, mit arbejdsliv kommer til at tage – og dermed kommer jeg også til at panikke over, hvad jeg så skal vælge.
Min erfaring og læring fra uddannelsen begynder jo at blive gammel, og de evner, som jeg ikke har brugt så meget i mit nuværende job, kan måske godt støves af og bruges igen, men hvis jeg nu ikke får dem i spil i næste job, så er de måske rustet fast og ikke sådan lige at få gang i igen.
Til gengæld har jeg jo fået nye evner og erfaringer gennem mit nuværende arbejde, og det kan jeg jo bygge videre på, men er det det jeg vil?

Grundlæggende er det det her med, at ethvert valg også betyder fravalg, og vi lever i en tid, hvor YOLO og FOMO hersker. Vi er så frygteligt bange for at gå glip af noget, bange for at binde os, at blive låst fast. Evig foranderlighed og fleksiblitet er drømmen – men ikke virkeligheden, hvor vi ofte ender med at rende rundt efter vore egne haler og altid kommer til at føle os lidt fortabte og lidt i tvivl. Måske kunne det være meget godt at gro lidt rødder, stå lidt mere fast og gå lidt mere glip. Eller måske har jeg bare læst for meget Svend Brinkmann.

Tvivlen, presset og panikken er her stadig.

Men til gengæld lykkedes det mig nu omsider at komme igennem min skriveblokering i fht. bloggen her. Så alt er ikke helt skidt.

Reklamer

Degraderet til mor

Jeg er ikke så god til at gå på barsel. Det har jeg nævnt en hel del gange under forskellige samtaler i løbet af det sidste halve års tid. Under min første barsel var jeg ved at gå til af ensomhed og skyldfølelse, og under min anden barsel fik jeg næsten stress i et forsøg på at lave en helt anden slags barsel end første gang. Nu er det så tredje gang, og jeg haft meget blandede følelser omkring det, hvilket jeg ikke har været tilbageholdende med at fortælle, når samtalen er faldet på emnet. Jeg har derfor forsøgt at køre positivt spin på mig selv og mit syn på barsel, og det udmøntede sig bla. i følgende kommentar hos Blogsbjerg for en god uges tid siden:

For mit vedkommende står 2017 i høj grad på barsel, og det har før været noget, jeg ikke er så god til. Jeg får spat af den trivielle hverdag, af ikke at kunne “udrette noget”, og jeg kommer nemt til at føle mig ensom. Mit fokuspunkt dette år bliver derfor noget med at minde mig selv om
1) den luksus en barsel er – tænk at få så meget tid, kun til at pleje og opbygge sin familie.
2) at det er et meget vigtigt og værdifuldt arbejde at give et nyt menneske den bedst mulige start på tilværelsen. Så selvom det er trivielt, så udretter jeg noget hver dag – også når jeg ikke engang når at få tøj på selv.
3) at jeg også selv kan gøre noget for at række ud til andre, så det ikke bliver for ensomt. Man kan f.eks. godt sende sms’er når man ammer om natten, så andre har noget hyggeligt at vågne op til.

Det er sandt, at jeg ikke er god til barsel, at jeg kommer til at kede mig, og at jeg nemt kan føle mig ensom. Men. Jeg har luret mig selv. Jeg har nemlig en skjult agenda, når jeg igen og igen taler om, hvor dårlig jeg er til at være på barsel. Det er en måde at distancere sig på; en sproglig distance til både barsel og ikke mindst mor-rollen.

Når jeg er på barsel sker der nemlig det, at min identitet bliver udfordret. Alt for meget af min værdi og identitet er hængt op på, hvem jeg er i kraft af mit arbejde og mine evner, og jeg kommer til at føle det som en degradering, når jeg primært (kun?) er mor. Det ser jeg ikke den store værdi i, desværre.

Jeg kender andre for hvem det at være mor er en opgradering. Kvinder, som har “fundet hjem” i mor-rollen; som før havde en rastløs sjæl, men som fandt noget identitet og mening på et dybt plan, da de blev mødre. Jeg kender også kvinder, som brændende ønsker sig at blive mødre, og som føler, at manglen på den rolle i deres liv degraderer dem som mennesker og særligt som kvinder.

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med det. Måske handler det – for mig – om at tage imod den anledning, som min tredje barsel er, til at arbejde min identitet et sundere sted hen, så den hverken skal hvile på mit arbejde eller på mine børn. Og samtidig omfavne min mor-rolle og tage den på mig i stedet for at distancere mig. Det kunne være et meget godt projekt for 2017.

Barselspanik

Nu har jeg næsten gennemlevet en hel barselsuge!
Det har været så godt og tiltrængt, og meget af tiden bliver brugt liggende på sofaen, men det er vel også én af grundene til, at man går på barsel inden barnet er født.

Lige så stille begynder vi også at blive klar til lillebrors ankomst. I efterårsferien havde vi besøg af min far og stedmor, og de hjalp med en hel masse gode praktiske ting. Bl.a. fik min stedmor og jeg sorteret alt ungernes aflagte tøj, som bare var blevet kastet lidt tilfældigt ned i nogle poser og derefter ud i vores meget rummelige skur. Sorteringen resulterede i tre sække, som blev sendt til genbrug; én sæk til recirkulation hos min lille niece med alt det, der var for piget til at jeg vil putte lillebror i det, og et helt hav af flyttekasser med alt det sortererede tøj.
Jeg har også fået hentet en barnevogn og købt vinterstøvler til de to store.

På den måde bliver vi stille og roligt klar til at tage imod den lille fyr. Vi mangler dog stadig at købe bil, men det er noget med banken, og forhåbentlig får vi styr på det i denne uge, så vi kan købe i næste uge. Og så er der sådan noget som at få pakket en taske til hospitalet og den slags, men vi når det nok.

Men i takt med at vi bliver parat, bliver jeg også ind i mellem ramt af panik: SHIT – der kommer rent faktisk et BARN?!! Endda en lille bitte baby som bare skriger og skider. Og jeg skal igennem ammecirkus, natteroderi og bleskift igen. Og hvad vil det gøre ved vores familie? Det hele bliver lige rystet rundt med sådan et lille menneskes ankomst, og hvordan vil ungerne reagere og hvordan vil vi voksne reagere?
Usikkerheden ved, hvordan livet med lillebror kommer til at se ud, skræmmer mig ind imellem fra vid og sans. Men det er jo fordi det er ukendt – jeg kender vores familie, som den har set ud de sidste fem år: mor, far, troldepige og rumpenisse, og det er jeg tryg ved, for det har jeg lært at navigere i.

Der er det ved fremtiden, at den kan se meget skræmmende ud fra afstand, men et klogt menneske har engang lært mig, at i det øjeblik at fremtiden bliver til nutid, så er den slet ikke så farlig – så kan man handle og agere i dét nu, men man kan ikke handle og håndtere fremtiden før den er blevet til nutid, og det er derfor den virker så skræmmende nogle gange. Så det bedste man kan gøre er at prøve at lade være med at tænke for meget på fremtiden og i stedet forholde sig til det nu, man står i, og handle der. Med et bibelsk udtryk, så har hver dag jo nok i sin plage.
Og når lillebror så kommer til verden, så finder vi jo ud af det. Så lærer vi vores nye familiesammensætning at kende og begynder stille og roligt at kunne handle og navigere i dét nu, der er til den tid.

Københavner eller jyde?

3 tegn på at vi er københavnere:
1. Ikke mindre end tre gange er vi blevet spurgt om vej, og vi kunne svare hver gang (og rigtigt endda!)
2. Har benyttet den offentlige trafik
3. Vi blev informeret om metrobyggeriet og det blev bla. understreget, at arbejdet tager længere tid, men laver mindre støj for at genere os naboer så lidt som muligt.

3 tegn på at vi er jyder
1. Kan man købe klippekort i busserne?Og hvorfor går man ind ad fordøren? Det er da underligt!
2. Vi har været på kanalrundfart med nettobådene. Godt vejr; for dårlig udsigt til den lille havfrue.
3. Jeg har udviklet en slags paranoia og tror, der er brugte kanyler på alle legepladser, og må konstant bekæmpe trangen til at undersøge det hele inden ungerne slippes løs i fri leg.

3 tegn jeg ikke ved hvor skal placeres
1. Trolden vil kun benytte legepladserne med strømper på. Sandaler kommer der sand i, og sandet er for groft til hendes åbenbart ret sarte fødder.
2. Betalte overpris for en cafe-frokost, fordi den lå op ad en legeplads til Trolden og med skyggefulde træer til sovende Rumpe i klapvogn.
3. Har ignoreret flere Hus Forbi-sælgere.

Et sludreindlæg

Kender I den der mur, man ind i mellem rammer som blogger, hvor mængden af ufærdige kladder hober sig op, mens der er larmende tavshed ude i den udgivne del? Det er som om ingen af mine ideer vil forme sig til et rigtigt indlæg, der hænger sammen og giver mening, så nu prøver jeg i stedet bare at komme med alt det halvfærdige på én gang, for så kan det måske tilsammen udgøre et helt indlæg.

For eksempel er det jo pludselig blevet november. Seriøst, hvem stak af med september og fik oktober med i den vilde flugt? Jeg oplever det som om, at hver eneste månedsskifte i 2012 er kommet totalt bag på mig. “November” betyder, at der er to måneder til, mit speciale skal afleveres, og jeg er seriøst langt fra målet. Senere i dag skal jeg have en snak med én, der måske kan være min specialestøtte og som kan hjælpe med at gennemskue, om det overhovedet er realistisk at nå det til deadline, eller om jeg skal udskyde med det samme (hej endnu mere slutlåns-gæld).

Herhjemme er Rumpen stadig sur. Virkelig pissed faktisk, og jeg er bare så træt af de der eftermiddage med vred tumling, for det dræner overskuddet og tager en masse tid fra Trolden også. Jeg håber sådan, at det går over, når han lærer at gå. Det kan selvfølgelig også være tænder, tigerspring, en fase eller andre af de der forklaringsmodeller, vi forældre klamrer os til, når det bliver for svært at stå i noget, man alligevel ikke kan gøre noget ved.

Jeg har også været ved psykolog igen, og jeg fik fortalt ham om den der plukkede kylling, jeg føler mig som. Vi fik en lang snak om mit overjeg, som efterhånden dominerer alting i mit indre og som slår hårdt ned på mine drømme, mine behov og mine længsler, fordi den ser det som udtryk for egoisme. På en eller anden måde skal jeg få dysset overjeget lidt ned og give en lille smule mere plads til id’et, men allermest plads til jeg’et, for det står lige nu fuldstændigt klemt, og jeg har svært ved at finde frem til det.

Og så har jeg gjort noget, som jeg selv synes er lidt vildt. Jeg har taget et skridt mod at bruge mere tid på det, jeg egentlig allerhelst vil: jeg er nemlig kommet med i en nyopstartet skrivegruppe! Vi har endnu ikke mødt hinanden, så jeg aner ikke, hvad det kommer til at indebære, men jeg håber sådan, at det bliver godt. Jeg er i hvert fald ret stolt af, at jeg prøver at tage mine drømme og mig selv lidt mere seriøst og give mere plads til mig.


Nu lykkedes det mig vist også at få sludret mig gennem noget, der til forveksling ligner et helt indlæg: en slags opdatering på, hvad der sker på denne side af skærmen.
Så er den første kanonkugle mod skriveblokeringen i hvert fald affyret!

Kaos i kulkælderen (det censurerede indlæg vækkes til live)

Jeg har fundet mig en kulkælder, hvor jeg midlertidigt (håber jeg) har taget ophold. Siden mit seneste besøg hos min psykolog, hvor jeg efterfølgende rasede ud her på bloggen for derefter at censurere mig selv, har jeg befundet mig i den nævnte kælder. Jeg kan godt fungere, og jeg går ikke helt i sort, sådan som det jævnligt skete for nogle måneder siden, men jeg bærer rundt på en tung tristhed og træthed, som ikke rigtig vil lette, uanset om jeg overgiver mig til den eller forsøger at kæmpe imod. Jeg er stadig vred på min psykolog, selvom følelsen ikke længere er så intens, for jeg føler, at han tog noget fra mig sidste gang. Noget vigtigt. Nemlig min selvforståelse.

Det, som han prikkede til, var en drøm. En gammel drøm om, hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen, men som jeg ubevidst lagde på hylden, den dag min mor sagde, at det kunne man ikke leve af; man skulle have noget andet ved siden af. Det er ret banalt. Jeg ville gerne være forfatter. Det vil jeg faktisk stadigvæk, men eftersom jeg har brugt mange år på universitetet på at blive skideskarp til at analysere, er min selvcensur nu blevet så stærk, at jeg ikke længere kan bryde igennem den. Og jeg tør heller ikke. Jeg tør ikke, er bange og vil hellere spille sikkert. En safeplayer – det er hvad jeg er, på trods af at jeg altid har troet, at jeg var det modsatte. En gambler. En med spontaniteten, kreativiteten, det knudrede og det vilde i behold. En, der turde bade i springvandet på rystesammen-turen, og én der gik efter sine drømme, selvom det var urealistisk.
Alt det konfronterede min psykolog mig med, og så sagde han, at jeg faktisk bare er almindelig – jeg kender intet værre skældsord, og jeg har gjort utrolig mange virkeligt fjollede ting (f.eks. ovennævnte springvandsbadning eller det, at jeg udgav mig for at være en dreng de første uger på gym) for at bevise, at jeg i hvert fald ikke er almindelig. Psykologen sagde, at jeg måske bare skal acceptere det. Jeg har mand, børn, hus, bor i en lillebitte by i provinsen, skriver speciale – hvis det ikke er almindeligt, hvad er så? Og lige dér var det så, at jeg blev vred og faktisk ikke hørte resten af, hvad han sagde, udover at han nævnte ordet “almindelig” enormt mange gange, og at det hver gang føltes som om, han flåede et lag hud af mig.

Det er sikkert godt nok at få pillet et forkert selvbillede af. Det gør bare så vanvittigt ondt, og jeg føler mig som en plukket kylling, der går alt for udstillet, sårbar og frysende rundt. Jeg kan ikke identificere mig med “almindelig”. Jeg kan ikke finde selvværd i at være mor eller kone eller specialeskrivende. Men jeg kan godt se, at jeg jo faktisk heller ikke er den lysende stjerne, spontanitetens gudinde eller forfatter in spe. Jeg har haft (og har nok stadig nede under mismodet) enormt meget selvværd bundet op i mit “potentiale” og “det jeg engang bliver til”. Men når jeg alligevel ikke tør bruge det potentiale, jeg måtte have, så bliver jeg jo aldrig til det, jeg gerne vil, og så er det nok bedre at prøve at acceptere og finde værdi i at være almindelig.

Så lige nu er der ren West Side Story-knipsebattle i mit hoved, hvor der på den ene side er en stemme, som maner til ro og eftertanke og forsøger at forlige sig med “normal” og “almindelig”, og på den anden side danser oprøret, “det skal han ikke bestemme” og en (usendt) mail til et forlag rundt og prøver at lokke mig med ud af min comfortzone. Samtidig råber et hylekor omme bagved, at nu løber det hele i ring, og jeg er ved at gentage de samme fejl, jeg lavede lige før, og at jeg skal få grounded det der selvværd, inden jeg gør noget dumt. Midt i hele dette virvar løber jeg, den plukkede kylling, rundt og leder efter udgangen og trappen op fra kulkælderen, væk fra de mange stemmer, og så er det pludselig synd for mig igen, og det magter jeg altså heller ikke, så lige omtrent her er jeg nødt til at slutte indlægget, selvom debatten/råberiet fortsætter i mine tanker.

Beklager

Jeg lagde et indlæg på bloggen i går, efter jeg havde været ved psykolog. Jeg var rimelig opkørt, vred og ked af det. Det blev et mærkeligt indlæg, og jeg har fjernet det igen, for jeg tror ikke, at det giver mening for andre at læse. Det handlede om, at min psykolog rammer nogle virkelig ømme punkter, og jeg bryder mig mindre og mindre om mig selv, jo mere jeg opdager hvem jeg er, og hvordan jeg tænker. Jeg satser dog stadig på, at vi på et eller andet tidspunkt begynder at bygge mit selvværd op igen, men det er en ganske hård proces indtil da.
Måske er det også derfor, at jeg ikke får skrevet så meget herinde for tiden. Fordi det, der fylder lige nu, er så privat og vanskeligt at håndtere, og det giver bare nogle underlige navlepillende indlæg, som ikke rigtig har relevans for andre end mig selv.

Her skulle der så gerne være en konklusion af en art. Sådan er det bedst at slutte et blogindlæg, men jeg kan ikke lige finde på noget. Beklager.

Ser min røv stor ud i den her offerrolle?

Jeg ved ikke, om dette indlæg vil have relevans for nogen som helst andre end mig selv, så jeg må advare om, at indlægget kan fremstå som lige rigeligt navlepillende og selvsmagende. Men jeg havde brug for at skrive det.

Jeg har fået en ny psykolog. Jeg har været ved to andre, og jeg har oplevet, at afhængig af hvor jeg starter fortællingen om mig, får jeg forskellige svar på, hvorfor jeg er ked af det, og hvad der skal til for, at jeg får det bedre. De har begge to haft fat i noget, og jeg syntes også, at jeg har fået noget med fra mine sessions der, men det har alligevel været med en oplevelse af, at de ikke ramte helt præcist, uden at jeg selv ved, hvor “bulls eye” egentlig er.

Men nu har jeg så prøvet en ny, og selvom jeg kun har haft en times samtale der, har det allerede flyttet mere end de ti tidligere. Forskellen er, at ham den nye på en eller anden måde opdager de forsvarsværker, jeg ubevidst sætter op, fordi der er følelser, jeg overhovedet ikke har lyst til at gå ind i eller vedkende mig. Derfor var det også en konsultation, der gjorde ondt, og som har åbnet for en lang række tanker og følelser, som jeg faktisk helst ville være foruden. Det er nemlig meget gamle smerter, og helt kliche-agtigt involverer det mine forældre, deres skilsmisse og en dyb, dyb følelse af svigt.
Men det er jo et lukket kapitel. Jeg kan da ikke komme her over tyve år efter og begynde at råbe af dem og sige, at jeg er pissevred og ked af det, og at jeg helt barnligt synes, at min mor var egoistisk, når hun valgte sig selv over sin familie, over os, over mig! Men jeg fik ikke sagt alt det, da jeg var otte år. Jeg havde ikke ordene til det og måske heller ikke erkendelsen af, at det var sådan jeg følte.

På en måde stoppede jeg dér. Som otte-årig. Eller måske lidt ældre. Med en dyb mistillid til voksne og voksenlivet, som jeg siden har bekæmpet med oprør. Jeg ville ikke giftes; jeg ville ikke have børn; jeg vil ikke tage ansvar; jeg vil ikke være voksen. I mellemtiden er jeg så alligevel blevet gift, og jeg har fået børn. Begge dele kostede store kriser i mit liv, og nu står jeg overfor den sidste store fæstning, der skal indtages, inden jeg vitterligt er full-blown voksen: afslutning af uddannelse! Intet under at det udløser den største krise af dem alle. Jeg vil vil vil VIL ikke være færdig! Aldrig!

Men jeg er jo voksen, og jeg har ansvar. Meget endda. Økonomisk og menneskeligt. Jeg har en familie, jeg skal være noget for og som har brug for mig, så det nytter ikke noget at kaste sig ned på gulvet og skrige højt, mens jeg hamrer løs med arme og ben. På et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde bliver jeg nødt til at rejse mig op, lade “stakkels GG”, “det er vel nok synd for mig” og “se mig, rør mig, bekræft mig, pas på mig” blive liggende i støvet, iklæde mig ansvaret for mig selv, og så ellers kaste mig ud i det der voksenliv, som efter sigende også har noget godt at byde på.
Jeg ved det godt. Jeg ved godt, at det er det, der skal til. Men jeg har ikke lyst. Ikke endnu. Støvet og martyrrollen er så dejligt bedøvende, og det er også synd for mig, at jeg sådan skal tage et ansvar på mig, når jeg nu ikke vil. Stakkels mig. Stakkels, stakkels GG.

Hip hurra for prinsesserne (fortsat)

Jeg tænker fortsat over det her med prinsesserne som rollemodeller, og hvor vores unger kan finde rollemodeller, der udtrykker sårbarhed. Superheltemor syntes nemlig ikke, at det er det, som Disney-prinsesserne står for, og jeg kan egentlig godt følge hende, selvom jeg må tilstå, at det er meget længe siden jeg har set en “rigtig” disney-prinsesse-film, og måske tillægger jeg dem ting, der ikke er der. Men de originale eventyr har i hvert fald lidt af det, vil jeg vove at påstå.

Men i dag slog det mig lige, at det i bund og grund er fuldstændig ligemeget om vores unger er pjattede med Spiderman eller Askepot. Den smule indflydelse, som de fiktive rollemodeller har, er jo minimal i forhold til vores indflydelse som forældre! Så hvis vores unger skal lære at handlekraft og sårbarhed godt kan leve side om side, og at begge dele er lige godt og vigtigt, så må de se os leve med vores handlekraft og sårbarhed i en sund balance… eller i det mindste se os slås for at finde balancen. Det er os, der er vores børns vigtigste rollemodeller. Vi sætter selv standarden!

og nej, det er ikke rocket science, men det gik bare lige op for mig. Måske vidste I det allerede alle sammen, og i så fald beklager jeg min tungnemhed. 🙂

Hip hurra for prinsesserne!

Jeg ville egentlig have skrevet et helt andet indlæg i dag (det må så komme i morgen – eller senere i dag, hvis jeg ikke kan styre mig), men for nylig læste jeg et indlæg hos Superheltemor, som har fået de små grå til at snurre i mit hoved. Indlægget handler om, at Superheltemors datter i lang tid klædte sig ud som prinsesse, men at hun (sagt med glimt i øjet) har overlevet den periode med fornuften i behold. I kommentarerne snakker flere med om Disney-prinsesserne som rollemodeller for pigerne, og at mange af os som sådan ikke har noget imod det lyserøde, men mere imod den passivitet, de udviser. Vi foretrækker de handlekraftige tøser som Pippi, Fiona og de andre prinsesser fra Shrek-universet som rollemodeller for vores piger.

Jeg er også drengepige og i et eller andet omfang også opdraget til at være det. Min mor prøvede på mange måder – og helt sikkert i bedste mening – at få mig til at gå imod min generthed overfor andre børn og min angst for edderkopper (den første har jeg overvundet, den anden er om muligt endnu værre i dag). Hun var selv en tough girl, der som barn både kunne slås for retfærdighed i skolegården og klatre i træer. Hun var også tough, da hun bad min far om at holde op med at græde, mens de sammen fortalte os, at de skulle skilles. Jeg kan stadig huske det chok, jeg fik, den første gang jeg så min mors sårbarhed: hun brød fuldstændig sammen til begravelsen af hendes kæreste (død meget pludseligt i en alder af 38 år) og måtte slæbes væk fra graven, så de kunne sænke kisten ned. Da var jeg 15 år.

Og så er det, at jeg tænker, at måske er det vigtigt, at vi også giver eventyr-prinsesserne lov til at være rollemodeller – også selvom de hverken kan karate eller løfte en hest. Men de repræsenterer en sårbarhed, som i hvert fald jeg selv besidder, og som jeg nogle gange glemmer at tage vare på. Tværtimod oplever jeg, at vi er flere, som ofte forkaster den, afskriver den og bliver vrede på den. Men vi er sårbare som mennesker, og ind i mellem har vi brug for at være passive og lade andre hjælpe os. Nogle gange støder vi på ting, som er så svære, at vi ikke selv kan håndtere det, og så er det helt ok at bede om hjælp – om det så er en prins, en psykolog eller en god ven, der kan redde os.
Vi er ikke øer. Vi har brug for hinanden, og vi skal passe på vores sårbarhed, som kvinder og som mennesker. Den er tæt forbundet til vores følsomhed og vores empati.

Så lad os også bruge prinsesserne som rollemodeller, og lad ikke vores børn blive 15 år, før de ser, at vi også er sårbare og ikke altid kan klare alting selv.