Hvad vil jeg mon være, når jeg bliver stor?

Det er 5 år og en måned siden, jeg afleverede mit speciale og blev cand.mag. Dengang var jeg i panik, for i modsætning til sygeplejersker, lærere m.m. er der ikke jobopslag efter jobopslag med “cand.mag.” i overskriften. Man skal ligesom selv vælge sin retning og profil, men så kan man til gengæld både gå efter kommunikationsjobs, undervisningsjobs, projektjobs og en helt masse andet. Det er med andre ord meget åbent – og det skræmte mig fra vid og sans.

Nu er jeg igen skræmt fra vid og sans. Det job, som jeg snart har haft i 5 år, har ikke længere midler til min stilling, så pr. 1/1 2019 skal jeg finde noget andet, og netop fordi min profil både er meget bred og meget snæver på samme tid, er jeg gået igang med at kigge mig om efter, hvad jeg så nu skal finde på.

Hvor det som nyuddannet var en buffet af muligheder, mærker jeg nu, at cirklen er indsnævret, og jeg føler, at mit næste job kommer til at blive meget definerende for den retning, mit arbejdsliv kommer til at tage – og dermed kommer jeg også til at panikke over, hvad jeg så skal vælge.
Min erfaring og læring fra uddannelsen begynder jo at blive gammel, og de evner, som jeg ikke har brugt så meget i mit nuværende job, kan måske godt støves af og bruges igen, men hvis jeg nu ikke får dem i spil i næste job, så er de måske rustet fast og ikke sådan lige at få gang i igen.
Til gengæld har jeg jo fået nye evner og erfaringer gennem mit nuværende arbejde, og det kan jeg jo bygge videre på, men er det det jeg vil?

Grundlæggende er det det her med, at ethvert valg også betyder fravalg, og vi lever i en tid, hvor YOLO og FOMO hersker. Vi er så frygteligt bange for at gå glip af noget, bange for at binde os, at blive låst fast. Evig foranderlighed og fleksiblitet er drømmen – men ikke virkeligheden, hvor vi ofte ender med at rende rundt efter vore egne haler og altid kommer til at føle os lidt fortabte og lidt i tvivl. Måske kunne det være meget godt at gro lidt rødder, stå lidt mere fast og gå lidt mere glip. Eller måske har jeg bare læst for meget Svend Brinkmann.

Tvivlen, presset og panikken er her stadig.

Men til gengæld lykkedes det mig nu omsider at komme igennem min skriveblokering i fht. bloggen her. Så alt er ikke helt skidt.

Reklamer

Momentan hjernelammelse til jobsamtalen

Nåmmen, så sad jeg der til samtale på det job, jeg har søgt. Det gik fint. Stemningen var god. Jeg havde taget en eller anden personlighedstest, som de var ret imponerede af resultatet af. Solen skinnede udenfor og gjorde det lettere at være den bedste udgave af sig selv indenfor.
Lige indtil spørgsmålet: “Kan du nævne en international person, som du beundrer eller ser op til? Og hvorfor?”. Det stod helt stille i mit hoved. Fuldstændig stille. En person? International? Beundrer? Hvad er det? Langsomt kom min hjerne i svingninger, og jeg kom i tanker om navne som “Nelson Mandela” og “Mother Theresa”, men afviste begge, da jeg i virkeligheden ved meget lidt om deres arbejde. Så fik jeg et billede af Angelina Jolie på min nethinde, men udover lejlighedsvis misundelse over hendes skønhed beundrer jeg hende egentlig ikke, så hvorfor hun dukkede op er mig uvist.

Jeg rodede rundt i min hjernes pulterkammer for at finde kartoteket med helte, men det dukkede bare ikke op, og jeg endte med at sige noget, som jeg end ikke vil gentage her på bloggen, fordi det er så langt ude, at det er helt pinligt.
Helte-kartoteket er endnu ikke dukket op, og jeg ved faktisk stadig ikke, hvad jeg kunne have svaret i stedet for det, jeg gjorde. Hvad ville du have sagt, eller hvad synes du, jeg skulle have sagt?

I øvrigt fik jeg jobbet, og de havde endda ændret arbejdsopgaverne og titlen, så det passer bedre med min personlighed og kvalifikationer. Pr. 1/8 er jeg således ikke længere arbejdsløs.

En samtale med jobcenteret

Rumpen forstår at time sin sygdom til de mest ubelejlige tidspunkter. Sidste uge ramte han præcis den dag, hvor jeg havde møde med a-kassen, og Manden også havde møder hele dagen. Det lykkedes os dog at få mingeleret rundt med tingene, så han blev passet, mens jeg passede mit a-kasse-møde.

Fordi Rumpen og Nemesis åbenbart er gode venner, vågnede han brændende varm i går morges: en dag hvor jeg havde møde med jobcenteret og Manden også havde et uudsætteligt møde. Det endte med, at jeg måtte ringe og melde fra hos jobcenteret. Jeg snakkede med en dame, som blot sagde, at hun ville lade beskeden gå videre. Et par timer senere ringede en anden fra jobcenteret til mig, og samtalen forløb nogenlunde sådan her:

Jobcenter-mand: Jeg kan se, at du har meldt fra til mødet, fordi du har et sygt barn.
Mig: Øhh.. ja?
Jobcenter-mand: Børns sygedag er sådan set en ordning en arbejdsgiver kan have; det er ikke en lovlig grund til at blive væk fra et møde i jobcenteret.
Mig: Nå. Øh… okay. (shitshitshitshit)
Jobcenter-mand: Du skulle have meldt ferie så.
Mig: Jamen, øh. Hvad så…
Jobcenter-mand: Men jeg har hørt, at du har en jobsamtale i eftermiddag?
Mig: Øh.. nej. Øh.. hva?
Jobcenter-mand: (hviskende) Det er så her, du skal sige ja.
Mig: (lyd af ti-øren der falder) Ja! Ja, det har jeg.
Jobcenter-mand: Nå, jamen så kan du jo ikke komme. Det noterer jeg, og så får du en ny indkaldelse til møde. Held og lykke i eftermiddag.

😀

En beslutning (vistnok)

Efter tre næsten søvnløse nætter har jeg vistnok besluttet mig i forhold til det førnævnte jobtilbud. Jeg søger det.

Det er faktisk ikke fordi, at selve valget er så svært. For jeg synes sådan set, at jobbet lyder spændende, og jeg tror, at jeg vil trives i det, blive glad for det og udfordres af det.
Det svære er fravalget. Hvad går jeg glip af ved at søge denne stilling? Ville der mon dukke andre, mere attraktive jobtilbud op, hvis jeg venter lidt endnu? Noget mere fagligt relevant? Noget mere prestigefyldt?

Den branche, jeg gerne vil ind i, vil stadig være vanskelig at entrere om nogle år, og om jeg skal gøre et kæmpe fodarbejde nu eller senere for måske at få en stilling i periferien af det, jeg egentlig ønsker, kan sådan set være ligegyldigt. Spørgsmålet er også, om det er kampen værd? I dette job vil jeg kunne gøre en meget konkret forskel for nogle mennesker, jeg vil selv få stor indflydelse på jobbets indhold og opbygning, og det ligger dejlig tæt på, hvor vi bor, så vi behøver ikke skulle ud i overvejelser om at sælge hus o.lign.

Det er det, jeg gør. Jeg søger det!

Nogen hjerneslukkere på linjen?

Og nej, dette er ikke et indlæg med en etisk diskussion om hjernedødskriteriet.
Det er derimod et indlæg om at sove. Eller om ikke at sove.

Jeg har altid haft et godt sovehjerte. Kunne sove hvor som helst, når som helst, og lige så længe det skulle være. Engang var det næsten et problem, fordi jeg ikke vågnede, når min krop var udhvilet, men bare sov og sov indtil jeg blev vækket. Jeg fungerer helt klart bedst på 8-9 timers søvn, men har siden Troldens ankomst til familien vænnet mig til at klare mig med omkring 7 timers søvn.

Siden Rumpens ankomst, og især under min depression, begyndte jeg at lide af søvnløshed. Jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn om aftenen, uanset hvor træt og udkørt, jeg var. Nogle gange var det fordi jeg kom til at spekulere på noget, andre gange kom jeg til at ligge og spekulere fordi jeg ikke kunne sove.

Egentlig er det gået rigtig godt i et langt stykke tid, men nu hvor overvejelser om job fylder rigtig meget, er jeg røget ind i en ny periode med lange nætter, for lidt søvn og en meget uoplagt GG om dagen.
Er der nogen, der ved, hvordan man slukker for sin hjerne, så den ikke forsøger at finde svar på noget om natten, som den heller ikke kan finde svar på om dagen? Hvad gør du, hvis du ikke kan sove?

Mon en ko har fire mavefornemmelser? Mon jeg kan låne én?

Jeg er, som de fleste faste læsere af bloggen nok ved, blevet færdig med min uddannelse. Et lille bitte, ekstremt snæver-nørdet nichefag, har jeg læst, udelukkende baseret på interesse og uden at bekymre mig om skrækhistorier om arbejdsløse akademikere og den slags.
Efterhånden har jeg dog fået en ret klar idé om, i hvilken retning, jeg godt kunne tænke mig, at mit arbejdsliv kom til at pege. Men det er, mildt sagt, en vanskelig branche at komme ind i, særligt da den driver rovdrift på frivillig arbejdskraft og løntilskudsstillinger.
Så et mere realistisk bud er noget med at undervise, og det kan da være fint nok, men jeg tænkte, at det var Plan B. Nu har det imidlertid vist sig, at der minsandten også er rift om Plan B-jobopslagene (måske er det de andres Plan A, who knows?), så jeg er ved at miste modet en smule.

Nu er der så sket det, at nogen har foreslået mig til en stilling. Det er et område, jeg har en vis erfaring med, men det ligger langt fra Plan B og endnu længere fra Plan A. Mit indtryk er, at stedet meget gerne vil have fat i mig, og jeg er enormt smigret (alene det vil gøre det svært at sige nej), og på mange måder vil det da være federe at have et arbejde end at være arbejdsløs. Omvendt er jeg også nervøs for at komme for langt væk fra det, jeg egentlig drømmer om, og helt miste kontakten til branchen og den smule netværk, jeg endnu har.

I morgen skal jeg have en uformel, uforpligtende snak med dem, der tilbyder stillingen. Så må jeg lave en plus/minus liste derefter og prøve at finde ud af, hvad jeg egentlig helst vil. Mavefornemmelsen er pt. temmelig splittet.

Så kom regningen

Nogle dages fantastisk solskin, udeleg og sommertøj har åbenbart en pris, og Rumpen og jeg er udset til at betale den. Jeg må bøde med kæmpe forkølelsessår og mistet stemme, og Rumpen med feber, snot og hoste. Og så lige i dag, hvor jeg har møde med a-kassen! Typisk. Vi har måttet lægge pasnings-puslespillet med alle de små brikker, vi kunne komme i tanker om, og det er også lykkedes.
Nu er det så bare spændende, hvad a-kassen siger (for jeg kan jo ikke sige noget med min manglende stemme). Der er ganske givet et jobsøgningsindlæg på vej.

20130521-123332.jpg
Rumpen er for syg til dagpleje, men ikke til sandkasse og iPhone-tiggeri!

Den arbejdsløse optimist

Jeg skrev tidligere om et job, jeg havde søgt. Jeg fik det ikke. Blev ikke engang kaldt til samtale, og selvom oddsne var umulige, fordi de havde fået sindssygt mange ansøgninger, er jeg alligevel lidt skuffet. Kunne de virkelig ikke se, hvor perfekt jeg ville være i det job?

Det er først for nylig gået op for mig, at jeg er arbejdsløs. Jeg har bare tænkt al min pludselige frihed som en slags ferie efter specialet, inden jeg skulle igang med noget andet. Men nu lader det der “andet” til ikke bare at komme flyvende af sig selv. Jeg vidste jo godt, at man kan fodre svin med arbejdsløse nyuddannede akademikere, men jeg havde helt naivt tænkt, at jeg da nok skulle finde ud af et eller andet.

Jeg klamrer mig stadig til naiviteten og optimismen. Der SKAL dukke noget op. Det gør der helt sikkert. Et eller andet. Jeg har nemlig allerede snuset lidt til, hvad der kan ske, hvis jeg mister modet. Det giver rastløse dage, hvor jeg ikke kan koncentrere mig om noget som helst. Det giver lange nætter, hvor jeg ligger dødtræt og lysvågen og spekulerer som en gal over, hvad jeg kan gøre for at vise, at jeg vil være en gevinst for enhver arbejdsgiver. Det giver i det hele taget en meget dårlig, demotiveret og trist udgave af mig selv.

Så derfor forsøger jeg at holde fast i naiviteten, håbet og optimismen. Det duer ikke at gå ned med flaget, endnu inden karensmåneden er gået, og jeg har fået mine første dagpenge. Ja, jeg er jo faktisk ikke engang rigtig arbejdsløs endnu. Først når jeg får dagpenge, må jeg gå ned, ikke?

Hvad der fylder lige nu

Okay, indrømmet. Der har været lidt stille her på bloggen. Man har åbenbart ikke så meget fri som arbejdsløs-afventende-forhåndsgodkendelses-person, som jeg troede. Jamen, der er jo konstant noget at gøre! Aflevere børn, vaske tøj, se Harry Potter-filmene fra ende til anden, rydde op, handle ind og falde i søvn på sofaen morgen, middag og aften. Jeg kan slet ikke få klemt bloggeriet ind i det stramme program. 🙂

Lige nu er alle hverdagsaktiviteterne dog lagt på hylden for en stund, for i lørdags tog vi i sommerhus. Turen er planlagt for længe siden, men det har vist sig at være endnu mere perfekt og tiltrængt end vi troede. Dels har vi alle enormt meget brug for at få tanket op på samværskontoen efter mit fysiske og mentale fravær under specialeskrivningen, og dels giver det Manden lidt ro i overgangen fra fast job til selvstændig. Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet om det, men han tager springet her 1. maj. Det bliver så godt til ham og til os. Og eftersom jeg bliver rig, når jeg går fra SU til dagpenge, er det økonomiske ikke noget issue.

Apropos arbejdslivet, så har det vist sig, at jeg desværre ikke har mit studiejob i baghånden alligevel. Jeg troede, at de gerne ville have mig tilbage, og at de gerne ville opgradere stillingen fra studiejob til deltid, så det har ligesom været min plan, hvis jeg ikke fandt noget andet. Nu viser det sig så, at de pga. økonomi og store organisatoriske ændringer ikke kan tilbyde mig deltid alligevel. De vil stadig gerne have mig tilbage, men kan ikke give mig flere timer end studiejobbet, og det er jo lige i underkanten.
Så jeg er gået på lidt mere seriøs job-hunt. Jeg har blandt andet én ude at svæve nu, som jeg på en måde rigtig gerne vil have. Det virker som et super arbejdsmiljø, passer perfekt med mine kvalifikationer og der er både nogle fede udfordringer og noget som jeg ved, jeg kan. Der er kun et minus: hvis jeg får det, skal vi sælge huset og flytte, og på trods af hvor fremmed jeg har følt mig i denne her lilleput-by, vi bor i, så har jeg faktisk ikke lyst til at flytte. Jeg er glad for vores hus, børnenes institutioner, de få, men gode venner vi har i byen, og lige for nylig er vi begyndt at få noget med vores naboer at gøre, fordi Trolden er blevet bedste ven med deres søn, som hun går i børnehave med, og de leger sammen næsten hver dag. Men, der har været 250 ansøgere til jobbet, så jeg sætter ikke næsen (for meget) op efter det. Hvis jeg på trods af de odds får stillingen, jamen så er det nok fordi, det er det, vi skal.

Hov, det blev meget jobsnak det her. I virkeligheden skulle indlægget handle om hvor fantastisk, det er, at holde ferie med sin familie. Bare lige de allermest vigtigste yndlingsmennesker. Lige nu sover de alle sammen. Men det gør dem ikke mindre søde. Faktisk tværtimod, engang i mellem. Jeg vil drikke resten af min småkolde kaffe, og så må jeg se, om jeg kan levere lidt billedspam én af dagene, bare for at gøre jer misundelige.