Den traditionsrige jule-brok

Så fik vi taget hul på ugen, hvor både 1. december og 1. søndag i advent rammer, og den tilstundende højtid dermed for alvor tilstunder. På trods af at jeg faktisk holder virkelig meget af julen (vi blev sågar gift den 24. december – mere om det en anden gang, hvis jeg vel at mærke får mig snøvlet sammen til at skrive et indlæg om det), så er det altid med en anelse panik, at jeg ser december nærme sig. Noget af det hænger sammen med “december-bæen”, som Maude fra skøreliv har skrevet om – det med at man helst skal være på forskud med en hel masse ting, og at hvis man ikke er det, så hober det sig op som en slags forstoppelse.

Noget andet af det hænger sammen med de traditioner, man bliver pålagt udefra, særligt når man har børn. I år slipper vi f.eks. for første gang i 6 år for et besøg af “julenissen” med tilhørende dagbog, fordi vi ikke har nogen børnehavebørn pt., og det er jeg sådan set ret lykkelig for. Især fordi det i hvert fald halvdelen af gangene er faldet sammen med Troldens fødselsdag den 9. december, så man samtidig med afholdelse af alverdens festivitas, også lige skulle finde på skøre løjer og dokumentere det hele, gerne med både billeder og tegninger.

Hver for sig er de forskellige traditioner hyggelige og gør børnene glade, bidrager til en særlig stemning og skaber minder, men jeg kan mærke, at jeg ofte bliver så presset af de juletraditioner, jeg ikke selv har skabt, at jeg giver en lille smule slip på de traditioner, jeg selv gerne vil skabe og give videre til mine børn. Jeg har ganske enkelt ikke overskud til det, som faktisk er vigtigst for mig.

Men det er også som om selv de traditioner, jeg holder af og selv er medskaber på, vokser ud af kontrol. Eksempelvis er jeg vokset op med en nisse, “Nissepok”, som var kendetegnet ved et par små træsko, der ved nattetide flyttede rundt i huset, og spøgen bestod i om morgenen at lokalisere træskoene. Det var megahyggeligt, og det ville jeg gerne tage med videre, da vi fik børn.
Så var der nogen, der opfandt “nissedøren” (google det, hvis du ikke er stødt på konceptet før), og min mor købte sådan et sæt til os, så Nissepok havde et sted at bo. Så snart han havde et sted at bo, begyndte han også at lave løjer. Senere insisterede børnene på, at han skulle have risengrød eller pebernødder eller hvad de nu lige fandt på at kokkerere og sætte foran nissedøren. Så fandt min gemal på at nissen også kunne give gaver – især når han fik mad – hvilket tilsvarende fik ungerne til at intensivere deres køkkeneksperimenter. Og sidste år fik de så en decideret julesok, som nissen kunne lægge gaverne i. Dog ikke hver dag. Men altså, alligevel.

Jeg vil tilbage til at finde træskoene. Jeg magter ikke hver aften klokken lidt i dødtræt at finde på nisseløjer, hælde ulækre sammenblandinger af mel, pasta, krydderier og vand ud, og rode skabene igennem for at finde en karamel eller andet, der kan gå for at være en nissegave. Slet ikke når man samtidig skal vaske sutteflasker, smøre madpakker, lægge tøj sammen og alt det andet, som underligt nok ikke holder pause i december.
Jeg gider ikke. Stop. Slut. Færdig. Nissepok flytter træsko og giver muligvis en farvel-gave juleaftensdag, så der er noget tiden kan gå med til juleaften, og that’s it!

Nu skal jeg så lige have overbevist Manden og ungerne. Hvilket næppe kommer til at ske. I det mindste har jeg fri i morgen, og så må jeg se, om jeg ikke kan få klaret at finde adventsgaverne, så jeg kan strege dén ting fra decemberbæens to-do-liste. Nå ja, og så få købt fødselsdagsgaver til både ham den snart 1-årige og hende den snart 9-årige. Og få fundet den der helt perfekte gave til min gave-elskende mand, som han bliver vildt glad for og overrasket over, og som han slet ikke havde tænkt på at ønske sig, mens jeg for min del kun kan komme på at ønske mig kedelige fællesting, som nye gryder og en stavblender.

Jeg er ikke et særlig julefestligt bekendtskab i disse dage. Det må vi også hellere få lavet om.

Reklamer

Dagen derpå

Da jeg var barn, blev dagene efter juleaften brugt på at rejse landet rundt og besøge diverse slægtninge, tage til julefrokoster og andre arrangementer. Jeg husker, hvordan vi en juledagsmorgen stod i øsende regnvejr og ventede på bussen til toget. Andre gange var det lange køreture i bil, hvor man på bagsædet kunne lege lidt med en julegave, mens min mor røg sine køre-smøger for nedrullede vinduer, og vi brokkede os over at det var alt for koldt.

Min opfattelse af “rigtig jul” handlede derfor om at være på farten og se en masse mennesker.

Derfor var det noget af et kulturchok at møde Mandens familie, som dels ikke er særlig stor, hvorfor en julefrokost med hele familien samlet kunne afvikles med et enkelt besøg, og dels er mere mageligt indrettet, så de havde tradition for, at man juledag ikke gik udenfor en dør, og for børnenes vedkommende slet ikke fik tøj på den dag, men blev inde og legede med sine julegaver, spiste rester af julemad og julegodter, og måske samledes om noget i tv.

Det har taget mig lidt tid at vænne mig til det – og kostet lidt dårlig samvittighed at melde fra til julekomsammener – men jeg er faktisk blevet rigtig glad for at holde juledag i nedsat tempo.

Således ligger Manden nu og sover på sofaen med en ligeledes sovende baby på maven. De to ældste spiller LEGO Dimensions – den ene med sine nye rulleskøjter på, som har været på hendes fødder stort set uafbrudt siden hun fik dem igår. Den anden har bygget sin nye Flexitrax-bane rundt i hele stuen, hvor den nu står til fri afbenyttelse til leg og til at falde over. Jeg selv sidder iklædt nat-amme-outfit og sutsko i min mest fantastiske jule- og forskudsfødselsdagsgave fra hele min pukkelryggede familie: en gyngestol!

Min nye bedste ven: Børge M


Dagen derpå tegner til at blive helt perfekt!

Et nytårsønske

Forleden aften var jeg til julefrokost med bettefisen på armen, og som det nogle gange sker til den type arrangementer, så blev vi kastet ud i en selskabsleg, der bestod i at “interviewe og præsentere vores sidemand/kvinde”. Min sidekvinde lå ikke på den lade side med gode spørgsmål, så hun spurgte mig til mine nytårsfortsætter, men ændrede det til mine nytårsønsker, da jeg ikke kunne komme i tanker om et eneste muligt nytårsfortsæt. Men nytårsønsker – dem har jeg flere af!

Mit ønske for det nye år er, at vi må lande på benene igen – nu som familie på fem. Med lillebrors ankomst blev vores familie, som den har set ud de sidste 5 år, kastet op i luften, hvor vi nu svæver rundt, hulter til bulter, og hver især forsøger at navigere så godt vi kan i vægtløs tilstand. Det gør det absolut ikke nemmere, at det også er december, som i al dens hygge og herlighed, også er en ekstra presset tid, hvor der skal sørges for gaver (thank God for online shopping!), afholdes diverse julekomsammener og fødselsdage, og så skal der naturligvis nisses og hygges og jules.

Jeg tror især, at manden min er hårdt ramt. Naturligvis. Meget af det vi før var to om, med de to store, står han nu selv med, fordi jeg er på med den lille og stadig bruger de fleste af døgnets timer på at amme. Jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, men bliver også frustreret over at jeg ikke kan bidrage som før.

Ungerne er også pressede og reagerer ved at gå tilbage i udvikling, være mere konfliktsøgende og skrue op for fjollerierne. Her er det særligt Rumpenissen, som forsøger at gemme en usikkerhed eller ked-af-det-hed bag en klovnemaske, hvad enten han leger baby eller laver fagter og grimasser for at få lillebror til at grine, hvis han græder (hvilket en 2 uger gammel baby reagerer rimeligt lidt på).

I går aftes fik jeg dog omsider hul igennem til Rumpen. Jeg skulle til at putte ham, men lige i samme øjeblik begyndte bettefisen at græde efter mad. Jeg foreslog Rumpen, at han kunne komme med ned i stuen, mens jeg ammede, og jeg så puttede ham bagefter, men han blev bare bundulykkelig og begyndte at græde. Så jeg fik i stedet monteret lillebror på et bryst, mens jeg trøstede Rumpen. Han kunne ikke selv sætte nogen ord på, hvad han var ked af, men jeg fik lov at ae ham og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham. Jeg forsøgte især at understrege, at han har en helt særlig plads i mit hjerte, som ingen kan tage fra ham. Jeg ved ikke, om det er dét, der er på spil hos ham, men det er i hvert fald noget der ligger mig på sinde, at han ved.

Så, jeg glæder mig til at vi lander igen – forhåbentlig på benene. Jeg er klar over, at alt hvad vi oplever pt. af konflikter, ked-af-det-hed og frustration er fuldt ud normalt, og at det går over igen. Det er bare hårdt nu her, mens det står på.

Hvad vil du være når du bliver stor?

Det spørgsmål havde de haft på dagsordnen til gruppesamling i børnehaven forleden dag. Og til forældrenes store fornøjelse var alle svarene blevet skrevet ned, så man kunne tjekke sit barns forestillinger om fremtiden ud.

Der var både børn, der ville være politimænd og brandmænd, og én der gerne ville være mor (en pige, trods alt). Så var der ham, der gerne ville være politmand i et SWAT-team og ham, der gerne ville være trucker. Der var også en hel del, der gerne ville være gymnastiklærere (WTF?!), og så var der Rumpenissen, som vi helt generelt og naturligvis har store forhåbninger til. Han vil åbenbart gerne være julemand, når han bliver stor.

Jeg forestiller mig, at det kommer til at se ca. sådan her ud:

santa

Morgenstund har jul i mund

Et af de store privilegier ved at være gået fra studerende til arbejdende er uden tvivl indkomsten. Vi har pludselig råd til al mulig slags vild luksus; for eksempel køber vi nu det bløde, men dyre toiletpapir, så ens baller ikke længere bliver flænset af det billige sandpapir.

I går flottede jeg mig ved at gå til tandlæge for første gang i seks år og få kigget på den tand, der har gjort ondt i et halvt års tid efterhånden, men som jeg blev ved med at udskyde undersøgelsen af, fordi jeg vidste, at en bedre økonomi var lige om hjørnet. Det viste sig så, at der på magisk vis ingen huller var. I stedet var det en gammel fyldning, som af en eller anden årsag var begyndt at udvide sig, og dermed få tanden til at begynde at revne! Avs for sørnsen da. Den rare tandlæge fjernede så den gamle fyldning og har, for at mindske smerterne, lagt en midlertidig fyldning i, der indeholder et lindrende middel, inden han om en uges tid vil lægge en ny fyldning.

Det interessante er, at det lindrende middel er nellikeolie, så jeg har fornøjelsen af en konstant smag af nelliker i min mund. Det føles lidt som om, jeg har ædt en hel juleaften med flæskesteg, grantræ og pynteappelsiner. Om lidt begynder jeg nok at lave marcipankonfekt og nynne “Jingle Bells”. Med lidt held slår jeg samtlige julekataloger i for tidlig julefejring i år. In your face, Magasin!

jul

Tilfældige nedslag i min jul

  1. Rumpenissen nåede akkurat at tage sine første skridt inden jul. D. 22/12, netop som jeg var ved at forklare min stedmor, at han stadig ikke havde lært at gå, slap han sit tag i sin bedstemors bukseben for at stavre et par usikre skridt hen til mig. Numse-hopperiet er stadig den foretrukne metode til at komme omkring, men lige så stille bliver han mere og mere ben-båren.
  2. Juleaften blev fejret hos min svigermor, hvor vi blev nogle dage. Det var hyggeligt, men til sidst glædede jeg mig i dén grad til grøntsager, der ikke var kogt; mad uden sovs; børn, der ville sove bare lidt længere end til 5.30; og en dyne, der ikke var lavet af bly. Hvorfor er ældre menneskers dyner altid så tunge?
  3. Trolden fik for første gang lov til at være længe oppe juleaften, eftersom hun og Rumpen var de eneste børn. Vi har altid været lidt smånazistiske omkring sengetider – også i ferier – men hun er ved at have en alder nu, hvor hun ikke længere går i flitsbue over ALT, når hun er overtræt. Hun klarede det virkelig fint med alle gaverne, selvom hun partout ville hjælpe alle med at pakke op, og hver gang var ved at eksplodere af spænding, uagtet om indholdet var til hende eller ej. Det var virkelig sødt og hyggeligt.
  4. Apropos gaver har vi (for en gang skyld) ramt hovedet på sømmet i forhold til at finde noget godt til ungerne: Trolden fik et Sylvanian Family dukkehus, som vi har købt brugt, så det var til at betale. Hun har altid været god til at lege selv, men med dukkehuset kryber hun langt ind i sjove og spændende universer hun selv finder på. For eksempel er de Sylvanian Family-dyr som hun fik i fødselsdagsgave mere eller mindre forment adgang til huset. Det beboes i stedet af Spiderman, Batman og en mængde små plastikdinosaurere, som drikker kaffe og bekæmper kriminelle i viktorianske omgivelser.
    Rumpen fik en lidt mere robust udgave af den klassiske plastikscooter, nemlig en Pukylino begyndercykel. Han har som sagt lige lært at gå selv, og i løbet af to dage har han lært at komme op og ned ad cyklen, skubbe sig frem, bakke og dreje. Han kan endnu ikke komme over dørtrin, men triller lystigt rundt i stue og køkken, så jeg ind i mellem bliver bekymret for, om han nu dropper at gå, når det går så fint på cykel. Rumpen har også fået et rædsel af et elektrisk børnekeyboard med dyrelyde, forindspillede sange og whatnot. Den er ved at drive os voksne til vanvid, men Trolden og Rumpen danser og synger med og hygger sig faktisk sammen om den.
  5. Jeg har endnu ikke mærket nogen effekt af de antidepressive, men jeg kan mærke, at det har lettet meget blot ved at tage beslutningen om at begynde på piller. Ubevidst har jeg brugt meget mental energi på at tænke i fordele og ulemper, og det kan jeg slappe af fra nu.
  6. På den anden side nærmer januar (og 2013) sig, og jeg føler et øget pres for at komme i gang med specialet igen, så jeg kan blive færdig og få det afleveret. Til marts er det 2 år (!!!) siden jeg underskrev min specialekontrakt. Jeg vil virkelig gerne have det afsluttet – samtidig med, at jeg overhovedet ikke har lyst til at blive færdig med min uddannelse.
  7. I øvrigt har Manden og jeg også haft bryllupsdag. Ni år siden vi sagde ja. Vi var unge – meget unge, men det føltes på alle måder som det rigtige. Og det gør det stadig. Jeg skrev på facebook, at jeg er mere forelsket i dag end jeg var dengang. Det er selvfølgelig svært at måle og sammenligne kærlighed. Den er så stærkt knyttet til objektet for kærligheden. Da vi blev gift, elskede jeg Manden for det, jeg vidste om ham dengang – selvfølgelig med et par småfejl, som jeg nok skulle få rettet op på henad vejen. Nu ved jeg endnu mere om ham og (heldigt nok) er min kærlighed vokset proportionelt med det. Jeg har også opdaget, at det er meget svært at rette småfejl. Ligesom jeg bliver pissesur på ham, når han forsøger at korrigere mig. Så vi prøver ikke så ihærdigt længere. Måske er det i virkeligheden den vigtigste lektie efter ni års ægteskab. I må få historien om, hvorfor vi valgte at blive gift juleaftensdag en anden gang.

Sammensværgelsen

Forleden dag stod jeg i mine egne tanker og lavede mad, så der gik lidt tid, inden det gik op for mig, at Trolden gik i pendulfart mellem stuen og skraldespanden, hvor hun smed et eller andet ud. Pludselig slog det mig, at både Trolden og Rumpenissen havde været mistænkeligt stille i ret lang tid, så jeg lod maden stå og gik ind i stuen for at se, hvad de to bøller nu havde gang i. Midt på gulvet sad Rumpen med chokolade i hele fjæset og ved siden af ham sad Trolden med Rumpens chokoladekalender, som hun var ved at rive fra hinanden, mens hun stopfodrede Rumpen. Det overraskende var, at hun ikke så ud til at spise af det selv. De havde en fest og vidste tydeligvis begge, at de lavede ballade, for de prøvede at stikke af, da jeg kom. Men da Rumpen stadig ikke kan gå, men humper frem på numsen, blev de to små røvere hurtigt indfanget igen (desuden er der ikke så mange steder at flygte hen i vores stue).

Det er vist første gang de to har rottet sig sammen om at lave ballade, men jeg gætter på, at det næppe er sidste.

20121218-201219.jpg

Flået julekalender.

First world problems

Hvad i alverden skal Rumpenissen ønske sig til jul? Hvad har en dreng på knap 16 mdr. brug for? Det eneste jeg kan se, at han interesserer sig for, er alt, hvad Trolden leger med. Og hans største interesse i det er at smage på det eller splitte det ad for at fremkalde en ikke (på nogen som helst måde overhovedet) ubetydelig reaktion fra hende.

Jeg er helt ærligt fuldstændig blank. Han må undvære julegaver i år! Eller også giver vi bare Trolden lidt ekstra, så det ikke gør noget, at Rumpen ødelægger det.

Jeg ved i øvrigt heller ikke, hvad jeg selv ønsker mig, udover de der halvkedelige praktiske ting, som ingen gider give mig, selvom det har stået på min ønskeseddel de sidste fem år: regntøj, gummistøvler og tilskud til et tandlægebesøg.

Det’ sørme, det’ snart …

Temperaturen ligger under frysepunktet. I går sneede det. Vi har været til julehygge i børnehaven og lavet dekorationer og konfekt. Sidste holdbarhedsdato for mælken er i december. Tegn efter tegn på, at det er lige om lidt, det sker, det der jul.

20121130-101718.jpg

Et tilbageblik

Hvis jeg skal nå et “rigtigt” nytårsindlæg, så må jeg vist se at komme i gang, inden 2012 for alvor bider sig fast og bliver hverdag. Jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle gribe et tilbageblik på 2011 an, indtil jeg læste Louises indlæg, hvor hun fortæller om året måned for måned. Den idé snupper jeg lige.

Januar var en måned, hvor jeg vekslede mellem at være panisk angst for at miste det lille nye liv, der voksede inden i mig, og at være helt høj på lykkefølelse over det samme. Det overskyggede både, at jeg i samme måned scorede et 12-tal til eksamen og fik min iPhone. Heldigvis sluttede måneden af med en scanning på min fødselsdag, som viste, at alt var, som det skulle være.

I februar fik jeg en pjece fra studenterrådgivningen, der lærte mig, at min dårlige selvdisciplin og mit evindelige udsætteri måske ikke blot var et problem i sig selv, men måske havde en dybere årsag end “sådan er jeg bare”. Jeg brugte så resten af måneden på at udsætte at få ringet til studenterrådgivningen for at få en tid til en samtale.

Marts var en måned fyldt med begivenheder af den gode slags: min mor hev mig ud af udsætteriet og lavede speciale-skrivningsgruppe med mig, Rumpenissen blev scannet og viste sig at være en dreng, og Manden og jeg fejrede vores 10 års dag som par. Desuden var det også måneden, hvor Den Evige Vinter stoppede, og foråret begyndte at titte frem.

April var en måned af lidt mere blandet karakter. I starten af måneden forsvandt det varme vand fra vores hus, men vi havde ikke råd til at få skiftet varmebeholderen, så vi lærte os at tage bad i koldt vand og koge vand til Troldens bade. Det var også her, at jeg begyndte i noget samtaleterapi for at lære mig selv og min udsættertrang bedre at kende. Et af de mere positive højdepunkter var, at jeg i slutningen af måneden mødte hende her.

Maj var både en rigtig hård og en rigtig fantastisk måned. Jeg var i Berlin på tøsetur med en god veninde, jeg var på kursus, hvor jeg blev undervist af en af mine faglige helte, og min mave nåede en størrelse, så ingen behøvede at være i tvivl om, at det var en baby og ikke for meget kage, der forårsagede udvidelsen. Men det var også en stresset måned på hjemmefronten, hvor Manden og jeg på skift var afsted til alt muligt, og derfor næsten ikke så hinanden. Og så syntes jeg jo dengang, at det var vildt hårdt at stå alene med et barn. Det må man godt grine lidt af nu, når man har to børn og dermed et andet perspektiv. Hehe

Juni gik i høj grad med at komme så langt med mit speciale, at jeg var klar til at holde barsel i juli. Det var også måneden, hvor Trolden fandt ud af, at hun selv kunne stå ud af sin juniorseng, hvorefter en daglig (aftenlig?) kamp udspillede sig for at få hende til at blive i sengen. Der var også rigtigt lækkert vejr, hvilket fik vandet i min krop til at stige (falde?) og udspile mine fødder.

I juli vandt jeg over min dårlige selvdisciplin og fik klaret alt, hvad der skulle klares på specialet inden barsel. Troldetøsen havde sidste dag hos hendes dagplejemor, og ellers stod måneden i feriens og familieforøgelsens tegn. Vi var på Bornholm, da jeg var i 38./39. uge, og jeg var ganske godt tilfreds med den våde, småkolde danske sommer, for ellers var jeg blevet bugseret væk fra Dueodde af Greenpeace, mens de råbte slagord om at redde hvalerne.

Første del af august gik med gæstedagpleje og indkøring i børnehave for Troldetøsen, og for mit vedkommende med at blive mere og mere arrig og indebrændt, efterhånden som jeg lagde terminsdatoen bag mig med flere og flere dage. Det endte med endnu en igangsættelse, og d. 21. august kl. 23.45 blev en kæmpe baby på 4130 g lagt op på min mave. Resten af måneden gik med at kæmpe med at få amningen i gang, og derefter at overveje for og imod at droppe den selv samme helt.
I øvrigt var det også i august, at vi efter fem måneder uden varmt vand endelig besluttede os for at få en kassekredit, så vi kunne få lavet varmtvandsbeholderen.

September var måneden, hvor hverdagen skulle forsøge at indfinde sig. Jeg skulle lære at jonglere mellem to børns behov, at komme ud af døren med Rumpenissen, når Trolden skulle hentes, at være alene om to børn nogle timer hver eftermiddag, og meget andet som jeg i dag ikke længere tænker over som noget særligt. Det var en hård måned, også fordi dilemmaet amning vs. flaske blev ved at husere, indtil jeg til sidst besluttede mig for at fortsætte, som jeg hele tiden havde gjort, med lidt af hvert.

I oktober blev Rumpenissen døbt, jeg kæmpede mod søvnløshed, og jeg indså (med hjælp fra Manden og sundhedsplejersken), at jeg var nødt til at skære lidt ned på barselsaktiviteterne, inden jeg udviklede reel stress. Jeg sover stadig vildt dårligt, og jeg øver mig stadig i at sige nej. Det var ikke nok med en måned til at lære det.

November startede godt med, at dobbeltsengen blev genindviet til andet end at sove i, men derefter er det mindre gode highlights, jeg husker fra den måned. Det gik op for os, at vi ikke havde nogen at fejre jul med, Manden havde sindssygt meget overarbejde og jeg blev bitter, og min søde kusine mistede sin mand, kun 28 år gammel. Et kæmpe chok, som fik de øvrige knapt så fantastiske ting til at virke små og ynkelige til sammenligning.

Men så kom december med fest med fest på. Troldetøsen blev 3 år, vi fandt en løsning på spørgsmålet om julefejring og i det hele taget var det bare en rigtig hyggelig måned og, bortset fra lidt sygdom, en dejlig afslutning på et skønt år.

Jeg ser med forventning frem mod 2012. Jeg håber, at det bliver året, hvor jeg afslutter min uddannelse, og jeg ved, at det bliver året, hvor både Manden og jeg runder et skarpt hjørne. Vi bliver begge 30 år og dermed rigtige voksne 😉 Men jeg glæder mig også bare til hverdagen, til at nyde mine børn og se dem trives og udvikles, og til at for alvor at finde vores ben at stå på som familie på fire. Bring it on!