Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Reklamer

Ensom og indebrændt

Hvad er det lige der sker for mit hoved, når jeg er på barsel?! Jeg bliver super indebrændt og sensitiv og kører alting helt vildt meget op, men evner ikke at få meldt noget ud eller sagt det højt, så luften kan gå af ballonen.

I går var en af de mere anstrengende dage herhjemme. Bettefyren var grumpy og ville ikke rigtig noget i sine vågne perioder, så jeg bar ham meget rundt. Heldigvis skriger han sjældent, men han brokker sig og basker rundt med arme og ben for at vise, at noget ikke er som det skal være med ham, og det betyder, at man skal holde godt fast, når man går med ham, så da vi nåede til aften var jeg helt spændt op i nakke og skuldre. Desuden var igår den eneste aften uden program på i denne uge, og jeg længtes egentlig bare efter at være sammen med Manden, og at han måske kunne aflaste mig lidt med at bære rundt på den utilpasse baby.

Det er hans putteaften af de store, og imens går jeg rundt med Mister Grumpy og forsøger at finde nye måde at holde ham på, for om muligt at belaste skuldre og nakke lidt mindre. Jeg drømmer om, at han måske kan puttes tidligere i aften, og at Manden og jeg så måske kan finde en ny serie at se sammen eller måske bare få snakket lidt, og jeg begynder at blive utålmodig efter, at han skal få puttet færdigt og komme ned til mig.
Da han så kommer, går der først Praktiske Gris i ham – han putter det sidste i opvaskemaskinen og sætter den i gang, og så melder han ud, at han skal have kigget på noget for forældrebestyrelsen i børnehaven, finder sin computer frem og sætter sig bag skærmen.
Jeg skulle ha’ sagt noget, det ved jeg. Jeg kunne for eksempel have foreslået, at han ventede med det til jeg gik i seng, eller til mens jeg puttede den lille. Eller jeg kunne have sagt, at jeg virkelig havde brug for, at han tog bettefyren lidt for det havde været en anstrengende dag. Jeg kunne have spurgt, om ikke vi skulle gøre noget sammen, når nu det var den eneste aften uden program på i denne uge.
Men jeg sagde ikke noget. I stedet påstod jeg, at bettefyren skulle have skiftet ble, så jeg kunne stå ude på badeværelset og fælde nogle tårer i fred og ro fra larmen af udsugningen.

Jeg bliver nemt ensom, når jeg går på barsel, og jeg husker pludselig, at det primært er i mit parforhold, at jeg bliver ensom. Fordi vores teamwork pludselig er delt op: jeg tager mig af den lille og han tager sig af de store. Fordi aftnerne ikke længere er fælles oaser, hvor vi sammen restituerer efter ungerne er puttet og får snakket og delt liv med hinanden. Og fordi jeg af en eller anden grund ikke længere kan finde ud af at artikulere mine behov, men i stedet iklæder mig en uklædelig martyrrolle, så jeg foretrækker at græde min modige tårer i skjul og ellers fiske efter, at han af sig selv skal tilbyde sin hjælp eller spørge til, hvordan jeg har det.
Jojo, han kunne da helt sikkert oppe sig, men jeg kunne jo begynde med at få åbnet min mund og SAGT noget. Hvorfor hulan er det pludselig blevet et problem?! Og hvorfor føles det som om jeg risikerer noget, hvis jeg fortæller ham, hvordan jeg har det? Hvorfor er jeg så bange for at blive afvist? Jeg ved jo, at han elsker mig, og at han gerne vil hjælpe, men hvordan skal han kunne gøre det, hvis ikke jeg siger noget?!

Så, hovedet ud af navlen og ud at risikere at sige noget højt. Det dør du ikke af. Tværtimod.

Et nytårsønske

Forleden aften var jeg til julefrokost med bettefisen på armen, og som det nogle gange sker til den type arrangementer, så blev vi kastet ud i en selskabsleg, der bestod i at “interviewe og præsentere vores sidemand/kvinde”. Min sidekvinde lå ikke på den lade side med gode spørgsmål, så hun spurgte mig til mine nytårsfortsætter, men ændrede det til mine nytårsønsker, da jeg ikke kunne komme i tanker om et eneste muligt nytårsfortsæt. Men nytårsønsker – dem har jeg flere af!

Mit ønske for det nye år er, at vi må lande på benene igen – nu som familie på fem. Med lillebrors ankomst blev vores familie, som den har set ud de sidste 5 år, kastet op i luften, hvor vi nu svæver rundt, hulter til bulter, og hver især forsøger at navigere så godt vi kan i vægtløs tilstand. Det gør det absolut ikke nemmere, at det også er december, som i al dens hygge og herlighed, også er en ekstra presset tid, hvor der skal sørges for gaver (thank God for online shopping!), afholdes diverse julekomsammener og fødselsdage, og så skal der naturligvis nisses og hygges og jules.

Jeg tror især, at manden min er hårdt ramt. Naturligvis. Meget af det vi før var to om, med de to store, står han nu selv med, fordi jeg er på med den lille og stadig bruger de fleste af døgnets timer på at amme. Jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, men bliver også frustreret over at jeg ikke kan bidrage som før.

Ungerne er også pressede og reagerer ved at gå tilbage i udvikling, være mere konfliktsøgende og skrue op for fjollerierne. Her er det særligt Rumpenissen, som forsøger at gemme en usikkerhed eller ked-af-det-hed bag en klovnemaske, hvad enten han leger baby eller laver fagter og grimasser for at få lillebror til at grine, hvis han græder (hvilket en 2 uger gammel baby reagerer rimeligt lidt på).

I går aftes fik jeg dog omsider hul igennem til Rumpen. Jeg skulle til at putte ham, men lige i samme øjeblik begyndte bettefisen at græde efter mad. Jeg foreslog Rumpen, at han kunne komme med ned i stuen, mens jeg ammede, og jeg så puttede ham bagefter, men han blev bare bundulykkelig og begyndte at græde. Så jeg fik i stedet monteret lillebror på et bryst, mens jeg trøstede Rumpen. Han kunne ikke selv sætte nogen ord på, hvad han var ked af, men jeg fik lov at ae ham og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham. Jeg forsøgte især at understrege, at han har en helt særlig plads i mit hjerte, som ingen kan tage fra ham. Jeg ved ikke, om det er dét, der er på spil hos ham, men det er i hvert fald noget der ligger mig på sinde, at han ved.

Så, jeg glæder mig til at vi lander igen – forhåbentlig på benene. Jeg er klar over, at alt hvad vi oplever pt. af konflikter, ked-af-det-hed og frustration er fuldt ud normalt, og at det går over igen. Det er bare hårdt nu her, mens det står på.

De små glæder

Fornøjelsen ved at klippe tånegle, studse busk og tage strømper på uden at skulle gætte på, om man rammer rigtigt, fordi maven er i vejen.

Nydelsen ved den rituelle rensning af flasker, og fornemmelsen af at man nu er klar til endnu et døgns strabadser.

Altså det er ikke fordi jeg som sådan er vild med at vaske op, men der er nu noget over at line flasker op på rad og række.

Og ikke mindst: små rynkede babyfødder!

Haps!

Kvalmende lykkelig

Tænk sig, vi har nu haft den lille fyr hos os i to døgn. Jeg kører stadig på det vildeste adreanalinrus, banket op af kærlighed og lykke. Han er simpelthen så… rigtig! Lige ham vi ventede på uden at vide det.

Nu løber mælken snart til og vi skal for alvor igang med amning og med al sandsynlighed flaske også (søg på indlæg fra august/september 2011, hvis du vil kende forhistorien – kan ikke overskue at linke når jeg skriver på telefonen). Det er jeg spændt på, men føler mig tryg i skridtene på vejen, og jeg ved hvilke tegn, jeg skal kigge efter, hvis der heller ikke er nok mælk denne gang, og så ved jeg også hvad der så er at gøre.

Men for nu forsøger jeg at tage det hele i små bidder og huske at nyde ham undervejs, for han er virkelig lækker. Skal holde mig i skindet for ikke at baby-spamme hele internettet!

Det var det herfra. Tilbage til baby-nydning!

Så kom han

51 cm og 3438 g kærlighed pakket noget så lækkert ind. Nu mangler han bare sit navn her på bloggen. Det kan jeg tygge på, mens han tygger på mine bryster.

Stilleben 2

Jeg har tidligere lavet et ordligt/ordrigt stilleben. Derfor tallet 2 i titlen. Det første kan læses her

Jeg sidder ved køkkenbordet og hækler lidt på den blæksprutte som ældste-trolden har ønsket sig, siden jeg sidste år til jul, lavede en til min niece.

Der er ikke andre mennesker i køkkenet, men bordet vidner om at de har været her. Der står en halv kop kakao som tidligere i dag var varm. Der ligger en bog med Illustrerede Pirathistorier, som vi har læst højt af. Der er en bunke strøgne perleplader, en kasse med perler og en kasse med perleplader. På bordet står to stearinlys, som har brændt siden morgenmaden, og det ene er brændt helt ned. Der er også en karklud, et par skeer og en iPad, der ligger til opladning.

Alt sammen vidner det om en dag i roligt tempo og med tid til leg og fordybelse. En af den slags dage, som vi har alt for få af, og som ikke kan tvinges frem, men nogle gange opstår efter en række tætpakkede dage. Sådan en dag bliver vi fyldt på igen, både sammen og hver for sig, og så er vi klar til både legeaftaler i eftermiddag og en heldagstur til Djurs Sommerland i morgen.

Efterårsferie er helt ok.

Fra forleden dag da vi var i skoven og byggede hule, og jeg efter gåturen hjem igen fik så mange plukkeveer, at jeg troede jeg var ved at gå i fødsel.

En hverdags-observation i Amsterdam

I januar var Manden på konference med sit arbejde i Amsterdam, og vi fik ordnet det så snildt, at jeg kunne tage med. På den måde havde jeg god tid til at rende på museer, hvilket han alligevel ikke gider, og vi kunne stadig være sammen om aftenen, spise ude og hygge os, som om vi havde rigtig ferie sammen. Win-win!


En af dagene havde jeg en oplevelse, som er blevet hængende hos mig.

Det var frokosttid og jeg havde fundet mig noget mad på sådan en café, der var så smart, at den, i stedet for de almindelige små caféborde, kun havde borde i spisebords-størrelser eller langborde, så man ligesom blev tvunget til at sidde sammen med nogen, man ikke kendte.
Ved “mit” bord kom der således en mand og en kvinde og satte sig. De snakkede naturligvis nederlandsk, hvilket jeg ikke fattede noget af, men så blev det på en eller anden måde så meget mere spændende at prøve at lure, hvad deres relation til hinanden var. Var de mon et par? Eller måske kollegaer? Eller søskende?

Straks efter de havde bestilt, hev manden sin smartphone frem og begravede sin opmærksomhed i den. Kvinden sad afventende et øjeblik, men da manden ikke lod til at kigge op lige foreløbig, tog hun et af de magasiner, som lå på bordet og begyndte at bladre lidt i det. Ind i mellem snakkede de sammen, dog uden at fjerne deres blik fra hverken telefon eller magasin.
Mens de spiste, fortsatte samtalen – dog primært med blikket vendt mod telefon/magasin – og uden at jeg kunne forstå ordene, fik jeg en fornemmelse af hårdhed i deres tone til hinanden – men det kunne måske også godt bare være klangen i det hollandske sprog.

Til sidste rejste de sig og gik, og jeg fulgte dem med blikket hen over pladsen, som cafeen lå på. Manden, som var markant højere end kvinden, gik hurtigt og var hele tiden et skridt foran kvinden, som måtte småløbe for at følge med.

sillywalks

Min konklusion på mit lille observationsstudie blev, at de enten måtte være et par eller i meget nær familie. Man ville ganske enkelt ikke behandle en kollega på den måde – uanset hvor uenige man var om noget. Med en kollega ville man oppe sig og ikke bare begrave sin opmærksomhed i telefonen, og man ville tilpasse sit gå-tempo til den kollega, man havde spist frokost med.
Det er i de nære relationer, at vi tillader os at være vores værste selv og behandle andre med mindre respekt, end vi ville give selv vores værste kollega.


Jeg tror, at oplevelsen er blevet hængende hos mig, fordi den viser mig lidt om, hvordan jeg selv kommer til at behandle mine nærmeste. At jeg ofte anstrenger mig mere for at vise mig god og venlig overfor mennesker, der faktisk ikke betyder nær så meget for mig, som dem jeg anstrenger mig mindst overfor. Det er da paradoksalt!
Omvendt er det også i de nære relationer, at jeg føler mig tryg nok til ikke at skulle fremtvinge en facade af positivitet og venlighed, hvis det ikke er sådan, jeg har det. Det er der, jeg kan stå ved mine dårlige sider – og stadig have en forventning om at blive elsket på trods.
Og det er selvfølgelig godt – men måske kunne jeg godt anstrenge mig bare en lille smule mere i det daglige, så mine nærmeste ikke kun skal elske mig på trods, men også lidt på grund af…

Goddag tredje trimester

Det går så lynende stærkt!

Jeg havde på fornemmelsen allerede i sommers, at i det øjeblik vi ramte august på kalenderen, ville tiden flyve afsted – og jeg fik ret. Om lidt rammer vi september. Jeg har knap 7 uger tilbage, inden jeg går på barsel (og skal lige nå at have ansat en barselsvikar inden), og i fredags ramte jeg så tredje trimester af graviditeten.

time flies

Det går godt. Jeg har det godt. Generelt har mine graviditeter været ukomplicerede med intet udover det forventelige af ekstra træthed og ømhed i kroppen. Denne gang har jeg endda formået at tage markant mindre på – i hvert fald indtil videre. Men jeg kan godt mærke, at det begynder at blive hårdere; at der er langt ned til gulvet hvis når jeg taber noget; at selv en lille gåtur udløser en række plukkeveer; at jeg helst skal holde mig fra at løfte ungerne; og at søvnen begynder at blive markant dårligere med indlagte tissepauser og krampe i benene. Desuden har jeg fået åreknuder! ARG – dem har jeg været forskånet for, men ikke længere. Og efter sigende forsvinder de ikke efter graviditeten.

Ved både Troldens og Rumpenissens fødsel er jeg gået henholdsvis 16 og 14 dage over tid og er blevet sat i gang, så det regner jeg med også at gøre denne gang. Jeg får brug for den ekstra tid til at nå at blive klar, for jeg tror ikke at jeg når at komme i gang med noget som helst baby-relateret før jeg går på barsel. Vi er ikke engang begyndt at skære ned i de 47 navne vi har stående på vores brainstorm-navne-liste. Ej heller få fundet og vasket baby-tøj (og få et overblik over, hvor meget der stadig kan bruges). Der skal også anskaffes nye sutteflasker (denne gang går jeg ind til amningen med bevidstheden om at det bliver nødvendigt at supplere med flaske), og ikke mindst en ny bil med plads til 3 autostole og to voksne – hvilket vi i følge banken slet ikke har råd til. Jamen hvad så? Skal børnene bare skiftes til at ligge i bagagerummet?

Nå, men vi når det nok. Han er jo 3’er, den lille fyr, og så kan man ikke forvente samme service som 1’eren. Til gengæld er der to andre børn, som også deler kærlighed og gener med den lille ny, og som måske kan lokkes til at underholde ham, mens de voksne farer rundt og køber sutteflasker og bil. Det er en skudsikker plan!

Siden sidst…

…har Trolden afsluttet 0. klasse, men hun var hønesyg det meste af sin sidste uge. Dog fik jeg lov til at komme forbi med hende en times tid den allersidste dag, så hun fik sagt “God sommer” til lærerne og kammeraterne. Hun var meget bekymret over, om hun gik glip af sidste skoledag, for som hun sagde: “Mor, det er bare den vigtigste dag!”, så det var godt, at hun trods alt fik sagt farvel.

…har Manden og jeg fejret kobberbryllup, som man gør i eventyrerne: 3 hele dages festivitas! Som nævnt fejrede vi det selv fredag med restaurantbesøg for vores unger og vores forældre, og lørdag med den helt store tema-fest i charterstil. Men allerede torsdag aften blev vi “overrasket” med æresport og sang ved vores hoveddør, og så mange mennesker, som der vist aldrig før er stoppet ind i vores stue på én gang. Det var i sandhed en fest, og lørdagens hurlumhej skal vist uddybes i sit eget indlæg.

…har jeg været til scanning, og vi ved nu, at det er en lillebror, der ankommer i vores familie slut-november. Det har skørt nok overrasket mig, for uden jeg var klar over det, har jeg åbenbart tænkt, at det ville blive en pige. Jeg tror, at det hænger sammen med at vi faktisk havde fundet et pigenavn, som vi begge to var ret vilde med, og så må jeg have konkluderet, at så blev det nok en pige. Men stille og roligt falder det på plads hos mig, at vores familie kommer til at bestå af to piger og tre drenge (voksne inkluderet – vi har INGEN planer om 5 børn!). Ungerne er i hvert fald begejstrede og snakker meget om og til lillebror, som er begyndt at sparke så meget igennem, at de kan være heldige at mærke det.

…har jeg købt graviditetstøj. Jeg er nu lidt over halvvejs og ingen bør længere være i tvivl om, at det er en baby – og ikke kage – der har udvidet min mave.

…har jeg meldt mig ind i en online mødregruppe – og meldt mig ud igen. Når det er tredje gang, bliver jeg bare lidt træt af spørgsmål som “Kan man godt tage til koncert, når man er gravid?” og “Hvilken barnevogn vil I købe?”. Been there, done that. Bortset fra, at vi da nok alligevel bliver nødt til at købe ny barnevogn – og ny bil.

…har vi nydt en uges ferie med venner på camping. Nydelsen bestod klart i at være sammen med gode venner, som har børn, der klikker godt med vores. Camping-delen er ikke min favorit, men det har også sin charme. Desværre var vejret bestemt ikke med os, hvilket forøger mit had til ferieformen med flere decibel.

…har vi været på en halv-impulsiv tur til Berlin med ungerne. Det var rigtig godt, og det skal også have sit eget indlæg. Vi har været lidt frem og tilbage om, hvad vi skulle i år – syntes ikke at pengene rakte til det helt vilde, men omvendt er vores situation næste år helt anderledes med et lille nyt menneske og den dagsrytme, der følger med sådan én. Derfor endte det med, at vi ville benytte os af, at vores børn er relativt store og godt kan få noget ud af sådan en by-ferie.

…har vi stadig lidt ferie herhjemme. Ungerne og jeg er så heldige at have knap halvanden uge endnu, mens Manden begynder igen på mandag. Sommerferien er den eneste reelle ferie om året, jeg har, så derfor har jeg fire ugers ferie. Jeg har stort set altid i hvert fald lidt arbejde på øvrige helligdage og ferier. Så jeg stornyder det, lægger arbejdet helt væk, og kaster mig over diverse projekter herhjemme.