Lortenat

Det har været en af de nætter. Dem, hvor ungen roterer rundt i sengen, klynker hvert 20. minut og hvor man max. får halvanden times sammenhængende søvn ad gangen. Den slags nat, hvor man slet ikke kan forstå, at man nogensinde syntes at det var en god idé at få flere børn, og hvor man forbander sin egen fertilitet. Den slags nat hvor man forsøger at forhandle med et menneske på tre måneder, der på ingen måde overhovedet forstår begrebet “bestikkelse”. Den slags nat hvor “sov nu, sov nu, sov nu” bliver til “sovnusovnusovNU”. Den slags nat hvor man dagen efter opdager 5 nye grå hår og 2 nye rynker.

Sådan en nat var det i nat. En rigtig lortenat. Og forklaringen kom, da jeg omsider overgav mig og stod op med den sure baby-stodder: en ble fyldt med lort, som havde været fyldt med lort lææææænge. Og jeg undrede mig over, hvorfor jeg slet ikke havde lugtet det, indtil jeg kom i tanker om, at jeg jo er drønforkølet og ikke kan lugte en skid – helt bogstaveligt. Men det var jeg vist for træt til at huske i nat.

Og nu er han puttet ud i barnevognen, med ren ble og det hele, og jeg vil finde en pude og et tæppe, lade alt det praktiske flyde og lægge mig på sofaen. Zzzzzzz….

Reklamer

Man ved man har dummet sig…

Når man, i et forsøg på at fjerne en smule arp inden bettefyrens dåb i morgen, opdager, at man ikke har noget babyolie, men finder en sjat lavendelolie og tænker: “Potato/potaaaato” og smører den lille guts hovedbund ind i stadset.

Jeg har netop taget ham op fra lur og drengen (+ overtøj, dyne og lift) STINKER som om tusind duftlys brændte på samme tid.

Og den sjat vand han får på hovedet imorgen kan næppe vaske stanken væk, så jeg må nok hellere smække ham i et bad og håbe at det kan tage det.

Typisk altså!

Men han er heldigvis stadig en glad bavian.

10 grunde til at se frem til barsel

Jeg har fridag i dag og det har givet anledning til at reflektere lidt over plussiden ved barselsorlov (og her tænker jeg specifikt på de 4-6 uger der er FØR barnet kommer ud).

  1. Man kan i ro og mag GÅ hen og aflevere og hente børn fra skole og børnehave. Og når plukkeveerne så kommer, kan man lægge sig en time på sofaen, når man er kommet hjem igen.
  2. Man kan spise frokost kl. 9.30 og igen 11.30 og igen 13.30.
  3. Man kan tage sig et bad midt på dagen i stedet for at skulle nå det lige fra morgenen af.
  4. Man kan få lov at lukke op for pakkeposten iført håndklæde og trusser, fordi man kan tage et bad midt på dagen.
  5. Man kan således slippe for at se pakkepost-yndlingen (for naturligvis var det en ung mand og ikke den midaldrende dame med “mullet”-frisuren, som plejer  køre i vores område) i øjnene og i stedet se ham kigge akavet rundt mens man selv forsøger at holde godt fast i håndklæde og underskrive pakken på samme tid.
  6. Man kan hækle videre på det alt for svære babytæppe, man startede på for et halvt år siden, og se de samme youtube-videoer med instruktioner om og om igen. Jeg tænker at det bliver en god konfirmationsgave.
  7. Man kan skrive blogindlæg midt i det, der plejer være arbejdstid.
  8. Man kan se 7 afsnit af New Girl på Netflix helt uden at opdage, at der går tid og liv med det.
  9. Man kan hente unger tidligt (hvis ellers man kan få sig snøvlet færdig med sit blogindlæg).
  10. Man kan gå på toilet 2 gange i timen uden at skulle skjule det for kollegerne.

Karrysildsritualet og andre kærlighedserklæringer

karrysild

Da min mand og jeg begyndte at komme sammen, boede jeg for mig selv og fik økonomien til at løbe rundt på en ungdomsuddannelses-SU. Det var nok derfor, at jeg én af de første gange, jeg spiste hos Svigerfamilien, udtrykte min store glæde over en så sjælden luksus som karrysild. Min svigermor bed i hvert fald mærke i det, og her 13 år senere kan jeg være sikker på, at når vi besøger hende, har hun købt et kæmpe glas karrysild, og vi får altid resten med hjem, for hun spiser det ikke selv. Hver gang siger jeg tak og tager imod sildene, hvorefter de kommer til at stå i køleskabet, indtil de er for gamle, og så smides de ud. I virkeligheden er jeg nemlig ikke SÅ vild med karrysild. Jo, en enkelt mad i ny og næ, særligt op til jul, men det er ikke noget, jeg spiser ugentligt. Desuden har vi altså råd til at købe vores egne karrysild nu, så det er på alle måder en overflødig gestus fra min svigermors side.
Men ikke om jeg kan få mig selv til at sige det til hende. Nu har det jo stået på så længe, så det ville være pinligt at sige noget. Desuden er jeg mægtig glad for den kærlighedserklæring, der er indbygget i karrysildsritualet, og jeg vil ikke såre hende ved at takke nej.

På samme måde har min mand, som hverken drikker kaffe eller the, i årevis fået kakao hos min mor, som sætter pulveret frem og koger vand til ham, når vi kommer på besøg. Af ren og skær høflighed har han dog aldrig fået gjort opmærksom på, at det kakaopulver hun køber er beregnet til mælk, og jo længere tid der går, jo sværere er det at få sagt noget. Til Mandens held har min lillebror gaflet alletiders kæreste, som ikke er så sart med den slags, og første gang hun så kakao-ritualet udspille sig, brød hun ind og fortalte min mor sandheden: at hun i over 10 år har serveret en tynd og kedelig omgang kakao. Eller måske sagde hun bare: “Det der pulver er til mælk.”

Og så er der min veninde, som ikke kan fordrage sin svigermors fastelavnsboller, men hvert år føler sig forpligtet til at spise 2-3 stykker, fordi hun overroste dem, da hun i sin tid blev præsenteret for svigerfamilien.

Gad vide, hvor mange af den slags høflighedsritualer, der findes rundt omkring? Er der nogen i din familie? Og hvornår skal man sige noget, og hvornår skal man ikke?

Landsbytossen

Når man bor i en lille by, som jeg gør, så lærer man ganske hurtigt at spotte byens originaler. Vi har f.eks. den gamle mand, der altid cykler. Jeg tror aldrig, jeg har set ham gå. Og så har han næsten altid shorts på, uanset vind og vejr.
Vi har også “Damen der savner sin kat”. Hun er ved flere lejligheder gået fra dør til dør i nabolaget for at høre, om nogen har set hendes kat, som ikke har været hjemme siden i morges, og nu er hun faktisk ved at være bekymret.
Min yndlingsoriginal er en alkoholiseret mand, som engang var buschauffør, men blev fyret fordi han standsede bussen for at samle flasker. Nu holder han til i den gamle foderstof, hvor han griller pølser og langer bajere ud til forbipasserende, som vil slå en sludder af med ham. Han var også den første, der bød os velkommen, da vi flyttede ind. En rar, rar mand, som livet har været hård ved.

Jeg kan også spotte byens eneste indvandrerfamilie, og jeg har en ret klar idé om, hvor du skal gå hen, hvis du vil have hash, og sådan kan man hygge sig med at pege fingre ad andre. Men når én finger peger på en anden, peger de fire andre som bekendt tilbage på én selv, og igår ved frisøren blev der sagt en bisætning, som fik mig til at indse, at byens egentlige landsbytosse er mig: kendt for at vade med barnevognen rundt og rundt om juletræet på torvet gennem det meste af december!
Crazy, I tell ya’, crazy!

Et nytårsforsæts endeligt

Jeg var sådan en, der startede 2014 med et hemmeligt nytårsforsæt. Hemmeligt, fordi det er så kliché, at jeg var ved at brække mig over mig selv. Jeg ville nemlig tabe mig; væk med 13 kilo; komme ned på normalt BMI og smide det bildæk, som jeg bare VED gemmer på manualen til mine unger, men som jordemoderen glemte at få med ud under fødslen, og nu ligger de bare og er i vejen, så jeg ikke kan passe mine bukser.

Jeg kastede mig derfor over en intens kalorietæller-kur og forsøgte at komme i gang med at løbe lidt. Det holdt i to uger. 14 f*cking dage! Jeg smed også to kilo. Men så kom jeg til at savne chips. Og rugbrødsmadder. Og ikke-light sodavand. Og så forsøgte jeg at hidse mig op over presset fra samfundets skønhedsideal, så dét ligesom kunne blive min undskyldning for at droppe kuren igen. “Flæsket er lækkert!” råbte jeg og skyndte mig at æde en pose chips og fire rugbrødsmadder med spegepølse, inden jeg kom til at opdage, hvad jeg havde gang i.

Nu er jeg landet et sted midt i mellem. På den ene side er jeg lidt træt af den der bløde dejagtige krop, jeg har erhvervet mig. Jeg ville gerne være mere fit, og jeg ville egentlig også gerne spise lidt sundere. Men omvendt så er jeg i virkeligheden slet, slet ikke motiveret nok til en reel slankekur. Jeg kan sagtens leve med de ekstra kilo – jeg gemmer dem bare under nogen kjoler og gør noget vildt med håret, så folks opmærksomhed ledes et andet sted hen. Desuden fungerer jeg virkelig dårligt til stram struktur og faste regler – det holder sjovt nok kun 14 dage, og så gør jeg oprør, uagtet at det var mig selv, der lavede reglerne i første omgang.

Så, hvor ender vi?
2014 bliver nok ikke året, hvor jeg går i gang med en seriøs slankekur og smider de 13 kilo. Jeg vil hellere prioritere mit overskud til andre ting i mit liv. Men måske kunne det blive et år, hvor små forandringer kan rodfæste sig. Huske at drikke vand, f.eks. Prøve at satse på at få lavet madpakker til mig selv, så jeg ikke ender med at gå amok i rundstykker og småkager på arbejdet. Gen-prioritere ugemadplan og storindkøb, så de dage hvor vi ender med toast, yoghurt eller take-away til aftensmad bliver færre. Den slags. Mere overkommeligt. Mindre snærende. Og dermed forhåbentligt også mindre attraktivt for min indre teenager at gøre oprør imod.

Dødsspiralen

Mig
Træthed. Uendelig træthed. Ugidelighed. Über-sårbar. Intet overskud. Irritation over at skulle opfylde andres behov. Manglende fornemmelse for hvilke egne behov, man kunne have lyst til at få stillet. Træthed.

Ungerne
Edgy. Pylrede. Hysteriske. Overfølsomme og supersensitive. Vrede. Frustration. Ked af det. Gråd, skrigeri, råberi, smiden sig på jorden. Edgy.

Manden
Travl. Fjern. Irriteret og vrissen. Lukket. Ikke rigtig tilstede. Måske bare travl?

—>
Dette er den dødsspiral vi kører rundt i, og turen er alt, alt for lang. Rundt og rundt og rundt, og jeg ved ikke længere, hvad der er op og ned, eller om hønen kom før ægget. Naturligvis hænger det sammen. Underskud smitter. Irritation smitter. Men det gør latter også, så hvorfor er den helt forstummet? Der er ellers nok at grine af, hvis man er til galgenhumor.

Hvor skal jeg gribe fat for at få spiralen til at stoppe med at grave os alle sammen længere og længere væk fra hinanden? Hvor skal man starte?

Måske er det vejret? Mørket, vinteren, kulden. Måske er det mig? Depressions-fallback? Nej, det er ikke det. Måske er det manglen på kommunikation, tid og vilje til at få reddet trådene ordentligt ud? Småkonflikterne hober sig op og ligger i en rodet klump i krogene af Ægteskabet. Måske er svaret hovedrengøring. Måske er svaret tid. Måske er svaret søvn.

Måske skal jeg forsøge at fokusere på min del af spiralen og sætte ind der, hvor jeg kan. Hvis jeg nu begynder at køre i den modsatte retning, kan jeg så få stoppet spiralen, så vi alle kan komme af? Men kan jeg køre i den modsatte retning helt alene? Bliver jeg kørt ned af de andre? Og kan jeg overhovedet få vendt min egen dødsspiral?

Overskud, hvor er du?

Morgenstund har jul i mund

Et af de store privilegier ved at være gået fra studerende til arbejdende er uden tvivl indkomsten. Vi har pludselig råd til al mulig slags vild luksus; for eksempel køber vi nu det bløde, men dyre toiletpapir, så ens baller ikke længere bliver flænset af det billige sandpapir.

I går flottede jeg mig ved at gå til tandlæge for første gang i seks år og få kigget på den tand, der har gjort ondt i et halvt års tid efterhånden, men som jeg blev ved med at udskyde undersøgelsen af, fordi jeg vidste, at en bedre økonomi var lige om hjørnet. Det viste sig så, at der på magisk vis ingen huller var. I stedet var det en gammel fyldning, som af en eller anden årsag var begyndt at udvide sig, og dermed få tanden til at begynde at revne! Avs for sørnsen da. Den rare tandlæge fjernede så den gamle fyldning og har, for at mindske smerterne, lagt en midlertidig fyldning i, der indeholder et lindrende middel, inden han om en uges tid vil lægge en ny fyldning.

Det interessante er, at det lindrende middel er nellikeolie, så jeg har fornøjelsen af en konstant smag af nelliker i min mund. Det føles lidt som om, jeg har ædt en hel juleaften med flæskesteg, grantræ og pynteappelsiner. Om lidt begynder jeg nok at lave marcipankonfekt og nynne “Jingle Bells”. Med lidt held slår jeg samtlige julekataloger i for tidlig julefejring i år. In your face, Magasin!

jul

En skidegod idé!

Kender I de der dage, hvor man får en skidegod idé?

Sådan én har jeg haft i dag. Min skidegode idé var, at jeg ville gå om at hente ungerne UDEN at tage klapvognen med, fordi den oftest er årsag til onde konflikter om, hvem der må sidde i den, som tit ender med, at de begge får lov, hvorfor pågældende klapvogn har det med pludselig at tabe hjulene, fordi den ikke er bygget til to børn, hvoraf den ene er 4,5 år.

Min plan var derfor at hente Trolden først og tage hendes løbecykel med, fordi det så er hende, der skal gå længst, men det kan hun godt, hvis hun har cyklen. Rumpens cykel gad jeg ikke også slæbe på, så jeg besluttede, at han godt kunne holde til at gå de ca. 800 m hjem og gik det helt galt, måtte jeg bære ham lidt af vejen.

Min gåtur hen til børnehaven gik fint. Vejret var fint, omend en anelse truende skyer. Afhentning af Trolden gik også godt. Hun var ved at tegne, ville gerne med hjem og ville også rigtig gerne cykle. Vi øvede, at hun skulle stoppe ved hver krydsende vej og vente, indtil jeg indhentede hende. Det gik så fint!

Rumpens afhentning forløb også uden problemer. Han var ved at spise bolle, da vi kom, så Trolden og jeg fik lov at sidde med ved bordet og høre lidt om, hvad de havde lavet i dagplejen i dag. Derefter kom begge unger fint ud af døren, og så begyndte vi at gå de sidste 800 m. hjem.

Da vi havde gået 15 meter, fik Rumpen et flip, fordi der var et eller andet, han gerne ville have, som jeg ikke fattede, hvad var. Jeg prøvede alt, hvad vi havde med, men det lod ikke til at være noget af det. Til sidst fattede jeg det: Ungen ville have en bolle. Det måtte han få, når vi kom hjem, forklarede jeg ham, men det accepterede grev Rumpe ikke. Det hjalp heller ikke at forklare, at han lige havde spist en bolle, og til sidst måtte jeg bare tage ham op og traske afsted med en lille hidsig greve over skulderen.
Trolden havde i mellemtiden ventet pænt længe på os ved den krydsende vej, og hun havde brugt tiden på at beslutte, at vi skulle i den modsatte retning af, hvad vi egentlig skulle for at komme hjem. Da jeg insisterede på at gå i retning af vores hus, flegnede hun (måske smittet af Hans Hidsighed grev Rumpe) også, hvorfor de næste 20 meter ad rolig villavej med alt for mange mennesker hjemme føltes meget lange!

Her var det så, at jeg fik endnu en skidegod idé. Vi gik en lille omvej, så vi kunne komme forbi en legeplads, som forhåbentlig kunne aflede ungerne fra skrigeriet. Det lykkedes da også over alt forventning, og vi havde nogle hyggelige ti minutter sammen, indtil jeg bemærkede, at det var ved at trække op, og derfor afbrød legen, så vi kunne komme hjem, inden regnen kom.

Trolden tog sin cykel og fes afsted, men Hans Hidsighed NÆGTEDE at flytte sine ben. Han lagde sig ned midt på stien i det (heldigvis) lukkede stisystem med hovedet nede i asfalten, mens han brølede af uretfærdighed over, at han SELV skulle bevæge sine ben. Igen var der ikke andet for end at benytte sig af sin (endnu) overlegenhed i styrke og størrelse og slæbe ham med. Han tog det faktisk vældig fint at blive båret. Man er vel greve. Eller Majestix.

Jeg gik raskt til for at indhente Trolden, men opdagede så pludselig at Grev Rumpes nye Buzz Lightyear-bamse var væk. Jeg satte ham og de øvrige tasker og bamser ned på jorden og løb tilbage i retning af legepladsen, fandt Buzz og løb tilbage. Genforenet med Buzz glemte Rumpen helt at være sur over at gå selv, så han tøffede afsted i adstadigt tempo.

**** EKSTRA DELTAJER – SPRING BARE OVER ****
Sagen er jo, at Rumpen er snottet. Og på legepladsen kunne jeg altså ikke længere ignorere de massive elleve-taller, der stod under næsen på ham, så i mangel af andet tog jeg et par blade fra en busk og fik tørret det værste af.
På turen videre syntes Rumpen derfor, at samtlige blade på samtlige hække, buske og træer da ikke skulle snydes for lidt af hans kropsvæske, og han løb derfor i zigzag for at nå så mange blade som muligt. Det adstadige tempo var derfor MEGET langsomt.
**** SLUT ****

I laaaaanngsomt tempo nåede vi dog til sidst frem til byens “markedsplads”, hvor der afholdes byfest, cirkus og gadefodbold. Det meste af tiden er det bare en grøn plæne, omgivet af en række træer. Jeg har for længe siden indført en slags gemmeleg bag træerne, når vi går den vej, fordi det i sin tid fik Trolden til at komme hurtigere over pladsen, når man skulle løbe hen og gemme sig for den anden bag det næste træ. Og sådan skulle det også være denne gang. Både Trolden og jeg kom hurtigt igennem, men Grev Rumpe havde så meget spas af at gemme sig og blive fundet, at han bare blev ved med at løbe tilbage bag endnu et træ. Endnu engang blev løsningen: bær den lille skiderik.

Omsider nåede vi så langt, at vi kunne se vores hus for enden af vejen. Her satte jeg Rumpen ned, fordi mine arme efterhånden føltes temmelig lange, og jeg tænkte, at han nok ville gå, når han kunne kende vejen. Det gik dog ret langsomt, og Trolden var cyklet så langt, at jeg ikke kunne se, om hun ventede ved næste vej, så jeg lod Rumpen passe sit eget tempo og skyndte mig fremad, indtil jeg kunne se, at Trolden pænt stod ved vejen og ventede på os. Da jeg vendte mig om for at skynde lidt på Rumpen, var han væk. Fuldstændig væk! Ikke på vejen, ikke på fortovet. Jeg gik tilbage med en ret stærk fornemmelse af, hvor den lille ballademager var blevet af, og jeg fik ret. Han var drønet op ad den første den bedste indkørsel og hoppede nu rundt i en fremmed forhave, der var mere pryd end børnevenlig. Jeg hev ham med ud derfra, inden han fik trampet på blomsterne, men ungen blev naturligvis rasende. Igen lagde han sig ned på fortovet og skreg ned i asfalten.

NU var min tålmodighed for alvor opbrugt, så jeg slyngede Rumpen op over skulderen og vendte mig for at gå hjem, da jeg i et splitsekund ser Trolden, som er på vej tilbage til os efter at have ventet i virkelig lang tid, vælte på cyklen. Jeg sætter Rumpen ned og styrter hen til hende. Hun har slået sine knæ, det bløder en del, og hun er helt utrøstelig. Rumpen ligger stadig på fortovet flere meter bagude, men da jeg går hen til ham for at få ham med, begynder han at kravle, mens han siger som en kat. Katte-greven hives igen op i favnen, Trolden vil også op, men der er ikke mere plads i min favn, og jeg skal også have tasker, bamser og løbecykel med hjem. Jeg tager en hurtig beslutning, samler løbecykel og det andet i en lille bunke på fortovet, hvor det får lov at blive, mens jeg går hjem med to grædende unger.

Hey, jeg har en skidegod idé: I morgen tager jeg bilen om og henter børn!

Farverig depression

Jeg stod i butikken og smalltalkede med ekspedienten, der var ved at pakke den gave ind, som jeg havde købt. Det var en tøjbutik, så vi snakkede om farver på tøj, og han kommenterede min ret farverige påklædning (grøn poncho, rød hue, spraglet tørklæde og pink vanter), og jeg fik sagt noget om, at cirkusklovne er mit største “fashion icon”, og at jeg bliver trist, hvis jeg ikke har farver på mit tøj. “Jamen, så får du ikke nogen november-depression?!” spurgte/sagde han så.

Der blev en mærkelig pause. Jeg blev ked af det og følte mig dum. For jeg har jo en depression. Uanset hvor mange farver jeg har på mit tøj, så er jeg stadig ked af det. Uanset hvor meget jeg anstrenger mig for at smile, smalltalke og fyre jokes af, så folk ser forbløffet på mig, når hvis jeg fortæller, at jeg er depressiv, så narrer jeg ikke mig selv. Hvor er det fjollet at tro, at farverne på mit tøj kan hjælpe i den ene eller den anden retning. Jeg har sågar været dum nok til at lægge billeder på instagram af særligt farverige outfit under titlen “Fighting depression”. Jeg ved ikke om det er andre eller mig selv, jeg forsøger at narre.

Jeg fik vist fremstammet noget med, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for at holde tristheden fra døren, men jeg må have set mærkelig ud i hovedet, for smalltalken forstummede, og ekspedienten blev meget fokuseret på sit indpakkeri. Jeg kvitterede ved at skynde mig at få betalt og forlade butikken med gave, spraglet tøj, depression og det hele.