Modsætninger mødes

Min mand nedstammer fra en lang linje af rolige, vestjyske mænd med høj arbejdsmoral og tør humor. De knokler for deres familier, laver practical jokes (min svigerfars favorit var at tage gebisset ud, så hans ansigt faldt underligt sammen og gemme sig i den mørke krog i gangen, mens offeret var på toilettet, og når vedkommende så kom intetanende ud i gangen, fik de sig en ordentlig forskrækkelse) og slår tøhø’er af på stribe. De er mænd med stolthed og ære i livet, og de piver ikke. De går heller ikke til lægen med bagateller, og de taler ikke om følelser.

Mit eksemplar af slagsen er dog også en meget moderne mand og har på mange måder rykket sig langt fra sit vestjyske ophav. Hans rengøringsstandard er højere end min, og han har ofte svunget støvsugeren, inden jeg nåede at opdage, at gulvet var beskidt. Han står for det meste af tøjvaskeriet, men også for bilvaskeriet, og han er udpræget æstetiker og går op i boligindretning og sin egen fremtoning. Men han bærer arven med sig, særligt stoltheden og humoren, og jeg må være ærlig at sige, at jeg faldt for ham på grund af det sidste, men kæmper ind i mellem med at komme overens med det første.

Jeg selv er ud af en familie med mange stærke kvinder og såkaldt “bløde mænd”. I min familie snakker vi, og så taler vi, og så snakker vi lige lidt mere. Jeg driller min mor og min søster (og mig selv) med, at i vores univers har en samtale ikke været god, hvis ikke nogen har grædt. Min mor brugte ofte eventyret om Rumleskaft som en metafor for, at når noget grimt/ondt trækkes frem i lyset og får sat navn på, så forsvinder dets magt. Min stedmor siger, at hvis der er knas i hendes forhold med min far, så er han den første til italesætte det og sige, at det skal de lige have talt om og rettet ud.
Og hvor humoren i min mands familie er practical jokes og tøhø’er, så er min families humor mere ironisk og selvudleverende, hvor vi fortæller historier om, hvor meget vi har dummet os i forskellige situationer.

På mange måder er jeg glad for den dynamik, der er her på matriklen på grund af den bagage, Manden og jeg bærer på og de baggrunde, vi hver især kommer ud af. Når vores samspil er godt, tænker jeg, at vi kan give ungerne det bedste fra begge verdner med sig.
Men lige nu clasher det, og så bliver bagagen en modstander, jeg har lyst til bekæmpe.
Jeg har nemlig opdaget, at meget af det, jeg troede var noget, der foregik i hovedet på mig, fordi jeg var ved at blive skør af at gå på barsel, i virkeligheden handler om, at Manden står midt i en kæmpe krise af en art. Men han tager den vestjyske tilgang til det, og lukker sig derfor inde i sig selv med det, bliver fjern og afvisende, og vil ikke tale med mig om, hvad der sker i ham og ej heller høre, hvad der sker i mig.
Og jeg får lyst til at presse min families tilgang ned over hovedet på ham, tvinge ham til at tale, skubbe ordene ud af ham – hvilket naturligt nok får ham til at lægge endnu mere afstand til mig.
Så nu øver jeg mig i at stå stille. Ikke gøre noget. Bare vente. Til han måske selv er klar. Åh hvor jeg håber at han snart bliver klar til at åbne op. Indtil da forsøger jeg at være imødekommende, inviterende og nysgerrig på ham på en ikke-pushy måde. Uden ord at fortælle ham at jeg er klar til at lytte, når han er klar til at fortælle. Og jeg kæmper hårdt for ikke at blive såret over den stadigt større afstand, der er mellem os, og huske på, at det ikke (nødvendigvis) handler om mig. Og så finde lidt trøst i den stolthed og “no-quitting”-bagage, som han har, og som gør, at han skal mere end langt ud før skilsmisse vil blive en reel mulighed i hans verden. At han lige nu hænger i, fordi han engang har givet mig et løfte i kirken. Og at det må være godt nok. For nu.

Kære dejlige mand. Hvis du skulle støde på dette indlæg, så vid, at jeg elsker dig og savner dig.

Reklamer

Et nytårsønske

Forleden aften var jeg til julefrokost med bettefisen på armen, og som det nogle gange sker til den type arrangementer, så blev vi kastet ud i en selskabsleg, der bestod i at “interviewe og præsentere vores sidemand/kvinde”. Min sidekvinde lå ikke på den lade side med gode spørgsmål, så hun spurgte mig til mine nytårsfortsætter, men ændrede det til mine nytårsønsker, da jeg ikke kunne komme i tanker om et eneste muligt nytårsfortsæt. Men nytårsønsker – dem har jeg flere af!

Mit ønske for det nye år er, at vi må lande på benene igen – nu som familie på fem. Med lillebrors ankomst blev vores familie, som den har set ud de sidste 5 år, kastet op i luften, hvor vi nu svæver rundt, hulter til bulter, og hver især forsøger at navigere så godt vi kan i vægtløs tilstand. Det gør det absolut ikke nemmere, at det også er december, som i al dens hygge og herlighed, også er en ekstra presset tid, hvor der skal sørges for gaver (thank God for online shopping!), afholdes diverse julekomsammener og fødselsdage, og så skal der naturligvis nisses og hygges og jules.

Jeg tror især, at manden min er hårdt ramt. Naturligvis. Meget af det vi før var to om, med de to store, står han nu selv med, fordi jeg er på med den lille og stadig bruger de fleste af døgnets timer på at amme. Jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, men bliver også frustreret over at jeg ikke kan bidrage som før.

Ungerne er også pressede og reagerer ved at gå tilbage i udvikling, være mere konfliktsøgende og skrue op for fjollerierne. Her er det særligt Rumpenissen, som forsøger at gemme en usikkerhed eller ked-af-det-hed bag en klovnemaske, hvad enten han leger baby eller laver fagter og grimasser for at få lillebror til at grine, hvis han græder (hvilket en 2 uger gammel baby reagerer rimeligt lidt på).

I går aftes fik jeg dog omsider hul igennem til Rumpen. Jeg skulle til at putte ham, men lige i samme øjeblik begyndte bettefisen at græde efter mad. Jeg foreslog Rumpen, at han kunne komme med ned i stuen, mens jeg ammede, og jeg så puttede ham bagefter, men han blev bare bundulykkelig og begyndte at græde. Så jeg fik i stedet monteret lillebror på et bryst, mens jeg trøstede Rumpen. Han kunne ikke selv sætte nogen ord på, hvad han var ked af, men jeg fik lov at ae ham og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham. Jeg forsøgte især at understrege, at han har en helt særlig plads i mit hjerte, som ingen kan tage fra ham. Jeg ved ikke, om det er dét, der er på spil hos ham, men det er i hvert fald noget der ligger mig på sinde, at han ved.

Så, jeg glæder mig til at vi lander igen – forhåbentlig på benene. Jeg er klar over, at alt hvad vi oplever pt. af konflikter, ked-af-det-hed og frustration er fuldt ud normalt, og at det går over igen. Det er bare hårdt nu her, mens det står på.

Dødsspiralen

Mig
Træthed. Uendelig træthed. Ugidelighed. Über-sårbar. Intet overskud. Irritation over at skulle opfylde andres behov. Manglende fornemmelse for hvilke egne behov, man kunne have lyst til at få stillet. Træthed.

Ungerne
Edgy. Pylrede. Hysteriske. Overfølsomme og supersensitive. Vrede. Frustration. Ked af det. Gråd, skrigeri, råberi, smiden sig på jorden. Edgy.

Manden
Travl. Fjern. Irriteret og vrissen. Lukket. Ikke rigtig tilstede. Måske bare travl?

—>
Dette er den dødsspiral vi kører rundt i, og turen er alt, alt for lang. Rundt og rundt og rundt, og jeg ved ikke længere, hvad der er op og ned, eller om hønen kom før ægget. Naturligvis hænger det sammen. Underskud smitter. Irritation smitter. Men det gør latter også, så hvorfor er den helt forstummet? Der er ellers nok at grine af, hvis man er til galgenhumor.

Hvor skal jeg gribe fat for at få spiralen til at stoppe med at grave os alle sammen længere og længere væk fra hinanden? Hvor skal man starte?

Måske er det vejret? Mørket, vinteren, kulden. Måske er det mig? Depressions-fallback? Nej, det er ikke det. Måske er det manglen på kommunikation, tid og vilje til at få reddet trådene ordentligt ud? Småkonflikterne hober sig op og ligger i en rodet klump i krogene af Ægteskabet. Måske er svaret hovedrengøring. Måske er svaret tid. Måske er svaret søvn.

Måske skal jeg forsøge at fokusere på min del af spiralen og sætte ind der, hvor jeg kan. Hvis jeg nu begynder at køre i den modsatte retning, kan jeg så få stoppet spiralen, så vi alle kan komme af? Men kan jeg køre i den modsatte retning helt alene? Bliver jeg kørt ned af de andre? Og kan jeg overhovedet få vendt min egen dødsspiral?

Overskud, hvor er du?

Anonyme Forældre til Børn der Bider

Jeg har haft ondt af børn, der bed. Tænkt at det måtte være frustrerende for dem ikke at kunne udtrykke sig på andre måder. Jeg har også krydset fingre for, at det ikke var mine børn, der var ofre for biderens skarpe tandsæt. Jeg har tænkt, at det var børn, der var presset derhjemme, der reagerede på den måde. Børn med for lidt samvær med forældrene eller med for flydende grænser. Børn i underskud.

Jeg kan stadig godt tage mig selv i at tænke sådan. Men nu ryger det den anden vej: Hvad er det, jeg gør forkert som forælder, siden mit barn bider?

For Rumpenissen bider. Og han bider hårdt! Det sker, når han ryger langt ud i følelsesregistret, både når han er helt i ekstase over en sjov leg, f.eks. når vi tumler og han pludselig ikke helt ved, hvad han skal gøre af sig selv af bare morskab. Men det sker også, hvis hans storesøster leger med noget af hans legetøj, eller han får et nej til at tænde for ovnen. Han bliver frustreret og vred og vil gerne kaste med ting eller bide, hvis der ikke er noget at kaste med i nærheden.

Vi siger selvfølgelig skarpt nej og stopper det så vidt muligt inden angrebet gennemføres, hvis vi kan nå at gribe ind. Men derudover føler jeg mig ret magtesløs overfor problemet. Han skal jo have lov til at lege – også vilde tumlelege, som han elsker! Og hans søster skal selvfølgelig ikke tage hans legetøj, men det meste af deres legetøj er fælles, og han kan godt føle ejerskab over noget, som hun har lige så meget ret til at lege med som han.
Selvom han sprogligt er ret godt med, er hans vokabularium alligevel ikke klar til at give udtryk for store vanskelige følelser som frustration og vrede, og selv når jeg prøver at hjælpe ved at sætte ord på for ham, virker det ikke som om han finder ro ved det, næsten tværtimod.

Så nu spørger jeg: er der andre (anonyme) forældre til børn der bider? Hvordan tackler I det? Kan man gøre noget for at hjælpe sit barn, eller er det en fase, som bare skal overstås (hidtil har det stået på i i hvert fald 7 måneder)?

Det umulige hverdagspuslespil

Det her virkelige liv har altså taget røven på mig. Jeg er stadig glad for jobbet, og det meste er stadig fryd og gammen, men det er som om, at vi som familie ikke helt har fundet vores ben i hverdagen endnu. Små ting vokser sig store, irritationsmomenter synes at være alle vegne for både voksne og børn, og trætheden er tommetyk. Det er helt ærligt lidt svært at være i, synes jeg.

Konkret handler det om, at børnene er vanskelige at putte, at de er pylrede og konfliktsøgende, at vi voksne ikke får taget os tid og ro til at løse de småkonflikter og misforståelser, som altid opstår løbende i et parforhold, at jeg udover fast søndagsarbejde stadig har to faste ugentlige aktiviteter om aftenen, hvor Manden selv må putte begge unger, at der derudover er flere ting, som både vi voksne og børnene gerne vil have tid til, ting vi vil gå til, venner vi vil se, interesser vi vil dyrke. Det er som om det hele clasher, og jeg ved, at vi ikke kan det hele, men det er så hulens svært at prioritere.

Et eksempel: jeg vil gerne skære én af mine aftenaktiviteter væk, men skal det være børneklubben, hvor jeg er leder sammen med to, som lige er startet denne sæson og derfor endnu ikke kender ungerne eller klubben? Eller skal det være skrivegruppen, som er det eneste jeg gør udelukkende for min egen skyld, og som holder mig fast på en gammel drøm om at skrive en bog?
Jeg har mest lyst til det sidste, men føler større forpligtelse overfor det første.

Og det er i virkeligheden også bare en lille bitte del af hele det store hverdagspuslespil, som lige nu forekommer fuldstændig umuligt at få samlet på en meningsfuld måde. Der er ikke andet for, end at Manden og jeg må se hinanden i øjnene og få ordnet uenighederne, så vi i fællesskab kan starte med at finde kantbrikkerne. Så er det som bekendt lettere at få lagt resten.

En skidegod idé!

Kender I de der dage, hvor man får en skidegod idé?

Sådan én har jeg haft i dag. Min skidegode idé var, at jeg ville gå om at hente ungerne UDEN at tage klapvognen med, fordi den oftest er årsag til onde konflikter om, hvem der må sidde i den, som tit ender med, at de begge får lov, hvorfor pågældende klapvogn har det med pludselig at tabe hjulene, fordi den ikke er bygget til to børn, hvoraf den ene er 4,5 år.

Min plan var derfor at hente Trolden først og tage hendes løbecykel med, fordi det så er hende, der skal gå længst, men det kan hun godt, hvis hun har cyklen. Rumpens cykel gad jeg ikke også slæbe på, så jeg besluttede, at han godt kunne holde til at gå de ca. 800 m hjem og gik det helt galt, måtte jeg bære ham lidt af vejen.

Min gåtur hen til børnehaven gik fint. Vejret var fint, omend en anelse truende skyer. Afhentning af Trolden gik også godt. Hun var ved at tegne, ville gerne med hjem og ville også rigtig gerne cykle. Vi øvede, at hun skulle stoppe ved hver krydsende vej og vente, indtil jeg indhentede hende. Det gik så fint!

Rumpens afhentning forløb også uden problemer. Han var ved at spise bolle, da vi kom, så Trolden og jeg fik lov at sidde med ved bordet og høre lidt om, hvad de havde lavet i dagplejen i dag. Derefter kom begge unger fint ud af døren, og så begyndte vi at gå de sidste 800 m. hjem.

Da vi havde gået 15 meter, fik Rumpen et flip, fordi der var et eller andet, han gerne ville have, som jeg ikke fattede, hvad var. Jeg prøvede alt, hvad vi havde med, men det lod ikke til at være noget af det. Til sidst fattede jeg det: Ungen ville have en bolle. Det måtte han få, når vi kom hjem, forklarede jeg ham, men det accepterede grev Rumpe ikke. Det hjalp heller ikke at forklare, at han lige havde spist en bolle, og til sidst måtte jeg bare tage ham op og traske afsted med en lille hidsig greve over skulderen.
Trolden havde i mellemtiden ventet pænt længe på os ved den krydsende vej, og hun havde brugt tiden på at beslutte, at vi skulle i den modsatte retning af, hvad vi egentlig skulle for at komme hjem. Da jeg insisterede på at gå i retning af vores hus, flegnede hun (måske smittet af Hans Hidsighed grev Rumpe) også, hvorfor de næste 20 meter ad rolig villavej med alt for mange mennesker hjemme føltes meget lange!

Her var det så, at jeg fik endnu en skidegod idé. Vi gik en lille omvej, så vi kunne komme forbi en legeplads, som forhåbentlig kunne aflede ungerne fra skrigeriet. Det lykkedes da også over alt forventning, og vi havde nogle hyggelige ti minutter sammen, indtil jeg bemærkede, at det var ved at trække op, og derfor afbrød legen, så vi kunne komme hjem, inden regnen kom.

Trolden tog sin cykel og fes afsted, men Hans Hidsighed NÆGTEDE at flytte sine ben. Han lagde sig ned midt på stien i det (heldigvis) lukkede stisystem med hovedet nede i asfalten, mens han brølede af uretfærdighed over, at han SELV skulle bevæge sine ben. Igen var der ikke andet for end at benytte sig af sin (endnu) overlegenhed i styrke og størrelse og slæbe ham med. Han tog det faktisk vældig fint at blive båret. Man er vel greve. Eller Majestix.

Jeg gik raskt til for at indhente Trolden, men opdagede så pludselig at Grev Rumpes nye Buzz Lightyear-bamse var væk. Jeg satte ham og de øvrige tasker og bamser ned på jorden og løb tilbage i retning af legepladsen, fandt Buzz og løb tilbage. Genforenet med Buzz glemte Rumpen helt at være sur over at gå selv, så han tøffede afsted i adstadigt tempo.

**** EKSTRA DELTAJER – SPRING BARE OVER ****
Sagen er jo, at Rumpen er snottet. Og på legepladsen kunne jeg altså ikke længere ignorere de massive elleve-taller, der stod under næsen på ham, så i mangel af andet tog jeg et par blade fra en busk og fik tørret det værste af.
På turen videre syntes Rumpen derfor, at samtlige blade på samtlige hække, buske og træer da ikke skulle snydes for lidt af hans kropsvæske, og han løb derfor i zigzag for at nå så mange blade som muligt. Det adstadige tempo var derfor MEGET langsomt.
**** SLUT ****

I laaaaanngsomt tempo nåede vi dog til sidst frem til byens “markedsplads”, hvor der afholdes byfest, cirkus og gadefodbold. Det meste af tiden er det bare en grøn plæne, omgivet af en række træer. Jeg har for længe siden indført en slags gemmeleg bag træerne, når vi går den vej, fordi det i sin tid fik Trolden til at komme hurtigere over pladsen, når man skulle løbe hen og gemme sig for den anden bag det næste træ. Og sådan skulle det også være denne gang. Både Trolden og jeg kom hurtigt igennem, men Grev Rumpe havde så meget spas af at gemme sig og blive fundet, at han bare blev ved med at løbe tilbage bag endnu et træ. Endnu engang blev løsningen: bær den lille skiderik.

Omsider nåede vi så langt, at vi kunne se vores hus for enden af vejen. Her satte jeg Rumpen ned, fordi mine arme efterhånden føltes temmelig lange, og jeg tænkte, at han nok ville gå, når han kunne kende vejen. Det gik dog ret langsomt, og Trolden var cyklet så langt, at jeg ikke kunne se, om hun ventede ved næste vej, så jeg lod Rumpen passe sit eget tempo og skyndte mig fremad, indtil jeg kunne se, at Trolden pænt stod ved vejen og ventede på os. Da jeg vendte mig om for at skynde lidt på Rumpen, var han væk. Fuldstændig væk! Ikke på vejen, ikke på fortovet. Jeg gik tilbage med en ret stærk fornemmelse af, hvor den lille ballademager var blevet af, og jeg fik ret. Han var drønet op ad den første den bedste indkørsel og hoppede nu rundt i en fremmed forhave, der var mere pryd end børnevenlig. Jeg hev ham med ud derfra, inden han fik trampet på blomsterne, men ungen blev naturligvis rasende. Igen lagde han sig ned på fortovet og skreg ned i asfalten.

NU var min tålmodighed for alvor opbrugt, så jeg slyngede Rumpen op over skulderen og vendte mig for at gå hjem, da jeg i et splitsekund ser Trolden, som er på vej tilbage til os efter at have ventet i virkelig lang tid, vælte på cyklen. Jeg sætter Rumpen ned og styrter hen til hende. Hun har slået sine knæ, det bløder en del, og hun er helt utrøstelig. Rumpen ligger stadig på fortovet flere meter bagude, men da jeg går hen til ham for at få ham med, begynder han at kravle, mens han siger som en kat. Katte-greven hives igen op i favnen, Trolden vil også op, men der er ikke mere plads i min favn, og jeg skal også have tasker, bamser og løbecykel med hjem. Jeg tager en hurtig beslutning, samler løbecykel og det andet i en lille bunke på fortovet, hvor det får lov at blive, mens jeg går hjem med to grædende unger.

Hey, jeg har en skidegod idé: I morgen tager jeg bilen om og henter børn!

Sprængfarligt emne

Jeg vil gerne skrive dette indlæg, men det er vanskeligt for mig. Emnet forekommer mig tabubelagt; der er rigtig mange, der har følelser i klemme, og jeg har ikke lyst til at støde eller såre nogen. Omvendt er det et emne, som optager mig og fylder mig med undren over, hvordan vi håndterer (eller ikke håndterer) i dag. Emnet er abort.

20130613-114010.jpg

I dag, d. 13. juni 2013, er det 40 år siden det blev lovligt at få en abort i Danmark. I juni-nummeret af Eurowoman fejres det med en tre sider lang artikel, og i lederen skriver chefredaktøren Anne Lose blandt andet: “Det er svært at forstå, at det kun er 40 år siden, at den ret, der for mig er så naturlig, blev indført i Danmark” og “Det er uhyggeligt at tænke tilbage på den tid, hvor kvinder ikke frit kunne bestemme over deres egen krop”.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg på ingen måde ønsker mig tilbage til illegale aborter og kvaksalvere med strikkepinde. Det var forfærdelige forhold, og mange menneskers liv er blevet ødelagt både på den baggrund.
Alligevel forstår jeg ikke argumenterne for abort. Jeg kan helt ærligt ikke se, at det kan være en kvindes “ret”, og at det handler om at kunne bestemme over egen krop. Tværtimod bestemmer man jo over en andens krop: fosterets. Man bestemmer, at den krop ikke skal blive større. Man bestemmer, at den skal dø.
Kvinder har 100% ret til at bestemme over egen krop, men det kan vi gøre ved at vælge, hvem vi har sex med, hvornår vi har sex, og om vi bruger prævention. Det er vores fulde ret, og den må vi til enhver tid benytte.

Hele snakken om kvinders rettigheder og det at kalde det “fri abort” negligerer også de store følelsesmæssige omkostninger, der er ved at vælge provokeret abort. De kvinder, jeg kender, som har fået foretaget en sådan, har i hvert fald ikke bare oplevet det som at få fjernet en visdomstand. Der sker noget, når man ser de der to streger på graviditetstesten. I det øjeblik findes barnet i kvindens bevidsthed. Jeg ved i hvert fald, hvordan jeg ved begge mine graviditeter har nået at tænke alverdens tanker om fremtiden med og uden barn i den tid, der går fra mistanke om graviditet til man har tisset på pinden og ventet de obligatoriske to minutter på svaret.
Jeg vil vove at påstå, at enhver kvinde som vælger abort også ved, at hun fratager et barn dets liv, og derfor bevidst eller ubevidst må leve med de følelsesmæssige konsekvenser, der er ved det.

En sidste undren over abortdebatten går på den totale mangel på interesse for, hvad faderen har at sige. Kvinders rettigheder, barnets rettigheder, men hvad med mandens rettigheder? Der er altid to om at lave et barn, og selvom det opleves anderledes for en far, så har han også del i det spirende liv og bør derfor også tages alvorligt med på råd, når der skal tages et valg om abort. Mit indtryk er, at også mænd oplever en form for tab og sorg efter en provokeret abort, men at det kommer til udtryk på en anden måde.

I dag er det 40 år siden det blev lovligt for kvinder at slå børn ihjel uden at skulle spørge nogen om lov, men det er som om vi i de 40 år helt har glemt, at hvad det rent faktisk er vi gør, og at det er et valg med store personlige omkostninger. I stedet pakker vi det ind i rare ord som “frihed” og “ansvar” og “ligestilling” og gemmer de etiske dilemmaer et sted nede i hjørnet, hvor vi ikke rigtig kan se dem. Lad os i det mindste få en smule debat om emnet igen. Bolden er hermed kastet op!

Håbet og foråret er lysegrønt

20120314-142659.jpg

Så kom foråret endelig til vores lille flække, og en enlig vintergæk har fundet vej frem i vores mos-plæne.

Man skulle da være et skarn, hvis man ikke kunne mærke forårs-kådheden boble under huden. Jeg tror ligefrem, at jeg vil GÅ om og hente Trolden i dag, velvidende at det meget nemt kan blive een lang konflikt. Men hverken voksne eller børn kan da blive sådan rigtig sure, når forårssolen skinner, vel?!

Dagens dilemma

Skal vi ønske at få Troldens dagplejemor, som vi var glade for, men som bor i totalt modsat retning af børnehaven og gør os afhængige af en bil for at kunne hente og bringe ELLER skal vi ønske at få en dagplejer tæt på børnehaven og krydse fingre for, at det bliver en god én?

1-0 til Bitre Kone

Bitre Kone er flyttet ind. Jeg er ret sikker på, at hun er i familie med Sure Mor, som Øglemor fik smidt ud for noget tid siden. Hun (altså Bitre Kone, ikke Øglemor) kommer, smider sine ting over det hele og lugter noget så indebrændt og surt, at jeg kan ikke holde hende ud, selvom det er mig, der inviterer hende indenfor.

Hun er kommet, fordi der lige nu er meget travlt på Mandens arbejde. Han arbejder over, arbejder hjemme, snakker om arbejde, tænker på arbejde og er mindst lige så frustreret over det som mig. Men i stedet for at være Opmuntrende Kone, Overbærende Kone, Sexede Kone eller bare Glade Kone, forvandler jeg mig til Bitre Kone, som er så sygeligt jaloux på det der arbejde, der alligevel betaler det meste af vores hus og mad, at man falder over hendes galde allerede i entreen.

Jeg har forsøgt at smide hende ud, vist hende og alle de bitre følelser døren og forsøgt at åbne et vindue, som forståelsen og overbærenheden kunne kravle ind ad, men det er endnu ikke lykkedes mig. Bitre Mors klamme favntag er ikke sådan at komme ud af, og jeg tror snart, at jeg ringer til den lokale præst, for det er vist regulær excorsisme, der skal til.