Toiletsnak

Hjemme hos os har vi indført begrebet “toiletsnak”. Det dækker over de ord, som beskriver hvad der kommer ned i en toiletkumme, samt de kropsdele, der ekspederer det derned. Når disse ord kommer på banen, fortæller vi ungerne, at det er toiletsnak, og hvis de har brug for at sige flere af den slags ord, må de gå ud på lokummet og sige dem der.

Det har på mange måder været en effektiv strategi i forhold til at holde spisebordssamtaler fri for alt for meget prut-og-tis-snak, men det har til gengæld betydet, at man må lægge øre til en hel del sprogblomster, når ungerne fx. skal i bad eller have børstet tænder.

Ind i mellem finder der også mere absurde samtaler sted på badeværelset, og med Rumpenissen er det, vel som hos de fleste drenge, det lille stykke kød mellem benene, som får mest opmærksomhed, og de fleste toiletsamtaler med ham kredser om den. For eksempel denne her fra i går, da han var ved at vaske hænder:

Rumpenissen: Mor, ved du godt hvad min tissemand hedder?

Mig: Næh, jeg var slet ikke klar over, at den havde et navn.

Rumpe: Den hedder Batman! (drengen henvender sig derefter direkte til “Batman”) Har du fået tisset godt i dag, Batman?

– og her var jeg nødt til at forlade samtalen for ikke at sprække af grin, men “Batman” svarede med passende dyb og hæs stemme.
Hvad er det for noget med de drenge og deres tissemænd, og hvorfor omtaler de den altid som noget adskilt fra dem selv?

De små glæder

Fornøjelsen ved at klippe tånegle, studse busk og tage strømper på uden at skulle gætte på, om man rammer rigtigt, fordi maven er i vejen.

Nydelsen ved den rituelle rensning af flasker, og fornemmelsen af at man nu er klar til endnu et døgns strabadser.

Altså det er ikke fordi jeg som sådan er vild med at vaske op, men der er nu noget over at line flasker op på rad og række.

Og ikke mindst: små rynkede babyfødder!

Haps!

Fingers crossed

Så blev det mandag, og baby befinder sig stadig bag ved navlen. Det var sådan set også fint, at han blev derinde denne weekend, så vi kunne nå de to julemarkeder og de to fødselsdagsfester, som var på programmet, og i går da vi tændte det første adventslys, kunne vi fortælle ungerne, at når vi tænder det næste, så er lillebror kommet ud. Så uanset hvad, så lakker denne her graviditet jo mod enden, og vi kan snart tage hul på næste del.

I eftermiddag skal jeg til kontrol på sygehuset, og jeg har besluttet mig for at spørge om, om de vil sætte mig igang. Jeg mener, det er min tredje fødsel, jeg er blevet sat igang de to tidligere gange, og der er intet der tyder på, at min krop har tænkt sig selv at påbegynde en fødsel indenfor de næste par dage. Så hvis det alligevel bliver en igangsættelse, kan vi så ikke ligeså godt få begyndt?

Det er mine argumenter. Så må vi se om de bider på sundhedspersonalet. Jeg har ingen anelse om, hvor strikse den slags regler er, og hvor meget eller lidt frihed jordemoderen har til at bestemme den slags, men det skal ikke forhindre mig i at forsøge.
Der er nemlig også flere, ikke-helt-så-overbevisende-men-stadig-gode-grunde til, at jeg gerne vil til at have klaret den fødsel. For det første har Troldepigen fødselsdag d. 9. december, og jeg vil bare gerne have hendes og lillebrors fødselsdage så langt fra hinanden som muligt. Jeg synes i forvejen, at Troldens dag drukner lidt i julerier, så lillebrors dag behøver ikke lige være en uge inden.
Derudover er vores aftalte pasning af rollingerne, mens jeg føder, ved at glide ud, da bedsteforældrene troede at man ikke længere gik mere end 10 dage over tid, så de begynder nu at få kalenderen fyldt med ting og kan ikke længere stå på standby.
Og så er der selvfølgelig også den detalje, at min hjerne er igang med at spinde diverse skrækscenarier om livet post-fødsel, fordi den har alt for god tid til den slags, særligt om natten, og jeg VED, at det ikke bliver nær så slemt, når man først står i det, men det er svært at overbevise hjernen om.

Men altså, uanset hvad så bliver det spændende hvad der sker i eftermiddag. Hvis de ikke vil sætte mig igang i dag, så får jeg i hvert fald en tid til at blive sat igang, og så må vi få planlagt pasning osv. rundt om det.

Kryds fingre for mig! 😀

Coming up next is: Bitterhed

Jeg troede, at det var lykkedes mig at snyde mig selv til at tro, at jeg i virkeligheden først har termin i næste uge. Jeg troede, at jeg på den måde kunne undgå den vrede, frustration og bitterhed, som ramte mig de sidste to gange, jeg gik over tid, både med Trolden (se her og her) og med Rumpen (læs her og et virkelig bittert indlæg her).

De to foregående gange har jeg været igennem en proces, der går fra at nå terminsdatoen (ah, så kom vi så langt) til at gå nogle dage over tid (det er også rart liiige at kunne nå de sidste akutte forberedelser) til at begynde at blive utålmodig (nu MÅ der altså snart ske noget) til at blive decideret indebrændt (GRRRRRR JEG HADER ALT OG ALLE) til at nå en slags accept af tingenes tilstand (nå, jeg bliver så den første evigheds-gravide. Jaja, men så tager vi det med) indtil fødslen til sidst bliver sat i gang.

Fordi det har været sådan før, har jeg prøvet at indstille mig på, at sådan bliver det igen, og det har faktisk hjulpet – indtil i går hvor bitterheden forsigtigt meldte sin ankomst.
Det startede med, at jeg egentlig havde lagt en hel del planer for, hvad jeg gerne ville nå, men jeg endte med at have så ondt i ryggen, lænden og bækkenet, at jeg måtte kapitulere og lægge mig på sofaen det meste af dagen. Det giver selvfølgelig en herlig masse tid til at læse blogs og facebook og den slags, og så var det, at jeg opdagede, at én jeg gik til gravid-svømning med – som i parentes bemærket havde termin 14 dage EFTER mig – havde født en lille pige med hvad der må betegnes som værende en drømmefødsel. GRRRR!
Jamen fedt for hende, men hvor bliver min drømmefødsel og min unge af? Jeg spørger bare. Er der modhager i min livmoder eller hvad? Hvorfor kommer børnene ikke ud, før de bliver tvunget til det?

Til mit held, kan man sige, har reglementet omkring igangsættelser ændret sig, siden jeg sidst fødte for 5 år siden, sådan at de nu vil have børnene ud, inden man er gået fulde 14 dage over tid. Derfor skal jeg i morgen ringe til hospitalet for at få en tid til kontrol på mandag, og hvis ellers alt ser fint ud der, får jeg en tid til igangsætning i midten af næste uge. Og weekenden er spækket med planer om alt fra julemarkeder til fødselsdagsfester, så mon ikke jeg får så meget at se til, at jeg glemmer at være bitter? Det håber jeg, for helt ærligt, det gør jo hverken fra eller til med den der indestængte vrede, udover at jeg bliver utålelig for resten af min familie.

The end is near

Terminsdagen både kom og gik i fredags uden at gøre særligt væsen af sig. Ingen veer, bare meget mave og ret aktiv baby indenbords, og sådan er det fortsat. Der er tidspunkter, hvor jeg bare VIRKELIG gerne ikke vil være gravid mere, og så er der andre tidspunkter, hvor jeg kommer i tanker om, at det er sidste graviditet, jeg kommer til at opleve, og at der også er visse fordele ved at være gravid. Og da jeg uanset hvad max. er gravid halvanden uge endnu, tænkte jeg at det måske var meget godt lige at minde mig selv om, de fordele der også er.
Hermed en pros/cons liste over at være gravid:

Fordele:
1. Bryster! De er pæne, når man er gravid, og det er med at drage nytte af deres rundhed inden te-poserne sætter ind igen efter endt amning.
2. Hår! Jeg fælder næsten ikke, når jeg er gravid, og jeg kan lave en tyk, tyk fletning, Elsa-style (hvis jeg ellers kunne flette). Til gengæld taber jeg hår i hele lokker, så snart ungen er ude.
3. Jeg har en slags ferie lige nu, hvor jeg har flere timer dagligt kun til at nære mine egne behov. Bare sove, når jeg har brug for det, og spise, når jeg har brug for det, og stene Netflix, når jeg har brug for det.
4. Krop i det hele taget. Når man er rimelig højgravid, som jeg er lige nu, så spekulerer man ikke helt så meget over sit udseende og vægt. Min krop bliver i højere grad værdisat efter dens funktionalitet og ikke over dens udseende. Det er faktisk ret befriende.
5. Jeg sover stadig rimelig godt om natten, naturligvis med indlagte tissepauser og krampe i læggen, men trods alt en god lang nats søvn (især fordi jeg oftest går i seng inden kl. 22).

Og så er der lige de få ulemper, som jeg VIRKELIG glæder mig til at slippe af med:
1. Halsbrand! Jamen, det er nærmest en konstant tilstand og jeg æder Balancid, som var det slik.
2. Tarmsystem midlertidig ude af drift. Sådan har det været hver gang, og det varer for mit vedkommende hele graviditeten, og der er ingen præparater som for alvor hjælper.
3. Smerten ved at sidde ned i længere tid. Først og fremmest får jeg ondt i ryg og lænd, men der er også en skør muskel (tror jeg) mellem maven og det ene bryst, som altid begynder at blive øm, når jeg har siddet ned i over en time.

Konklusionen må være, at der trods alt er flere fordele ved at være gravid end der er ulemper. Meeeen, lad det nu ikke være en undskyldning for at blive derinde mere end højst nødvendigt, vel lillebror?!

Ikke at jeg tæller ned…

Men i dag er der 6 uger til min termin og 1 uge til efterårsferie/barsel.

Og nu hvor der omsider er kommet styr på barselsvikar, kan jeg mærke, at jeg begynder at kunne glæde mig. Hidtil har det mest været min krop, der har glædet sig, og ikke så meget mit mentale jeg.

Der er dog lige en sidste ekstra-crazy arbejdsuge, der skal klares (hvorfor planlagde jeg så mange aftenmøder i min sidste uge?!!), men allerførst er der hårdt tiltrængt weekend med cola på køl. Håber I får en god en af slagsen derude!

Maven og jeg i vores rette element: på ryggen i sofaen!

I løbet af den sidste uge…

  1. har jeg haft en gys-opgave på arbejde (i modsætning til gab og guf-opgaver). Men grundlæggende trives jeg godt med at blive kastet ud på dybt vand – især bagefter når jeg opdagede at jeg faktisk lærte nogle nye svømmetag.
  2. har jeg været i et af de der rædselsfulde indendørs legelande med ungerne, og det viste sig at de havde så meget fest med det, at jeg fik en halv time for mig selv med en kop kaffe og lidt hækleri. Jeg forudser, at det ikke er sidste gang jeg frekventerer helvedes forgård.
  3. har jeg oplevet at et menneske har misbrugt min tillid og mit navn på det groveste. Vi snakker falsk mailadresse og Facebook-profil i mit navn, samt løgne om døde venner for at få min medlidenhed og opmærksomhed. Jeg var sågar på nippet til at tage til en begravelse for én, som viste sig slet ikke at være død. Jeg krydser alt, hvad krydses kan, for at det er overstået nu, og forsøger ikke at lade det ødelægge min tro på, at mennesker grundlæggende er gode og i udgangspunktet altid taler sandt.
  4. har jeg slet ikke ligget nok ned, og jeg begynder at se frem til efterårsferien som for mit vedkommende går over i barsel (GAH – knap 8 uger til termin er der nu)
  5. har jeg NÆSTEN fået ansat en barselsvikar. Håber sådan at det snart falder helt på plads.
  6. har vi prøvekørt bilernes svar på et fragtskib for at finde ud af om det var den slags, vi skal investere i, nu hvor vi efter flere forsøg har måttet opgive at få plads til tre autostole og to voksne i vores nuværende køretøj.
  7. Vi køber højst sandsynligt bilernes svar på et fragtskib. I dag har vi møde med banken for at overbevise dem om, at det er en skidegod plan at låne os penge til sådan en.

Fest i helvedes forgård

Goddag tredje trimester

Det går så lynende stærkt!

Jeg havde på fornemmelsen allerede i sommers, at i det øjeblik vi ramte august på kalenderen, ville tiden flyve afsted – og jeg fik ret. Om lidt rammer vi september. Jeg har knap 7 uger tilbage, inden jeg går på barsel (og skal lige nå at have ansat en barselsvikar inden), og i fredags ramte jeg så tredje trimester af graviditeten.

time flies

Det går godt. Jeg har det godt. Generelt har mine graviditeter været ukomplicerede med intet udover det forventelige af ekstra træthed og ømhed i kroppen. Denne gang har jeg endda formået at tage markant mindre på – i hvert fald indtil videre. Men jeg kan godt mærke, at det begynder at blive hårdere; at der er langt ned til gulvet hvis når jeg taber noget; at selv en lille gåtur udløser en række plukkeveer; at jeg helst skal holde mig fra at løfte ungerne; og at søvnen begynder at blive markant dårligere med indlagte tissepauser og krampe i benene. Desuden har jeg fået åreknuder! ARG – dem har jeg været forskånet for, men ikke længere. Og efter sigende forsvinder de ikke efter graviditeten.

Ved både Troldens og Rumpenissens fødsel er jeg gået henholdsvis 16 og 14 dage over tid og er blevet sat i gang, så det regner jeg med også at gøre denne gang. Jeg får brug for den ekstra tid til at nå at blive klar, for jeg tror ikke at jeg når at komme i gang med noget som helst baby-relateret før jeg går på barsel. Vi er ikke engang begyndt at skære ned i de 47 navne vi har stående på vores brainstorm-navne-liste. Ej heller få fundet og vasket baby-tøj (og få et overblik over, hvor meget der stadig kan bruges). Der skal også anskaffes nye sutteflasker (denne gang går jeg ind til amningen med bevidstheden om at det bliver nødvendigt at supplere med flaske), og ikke mindst en ny bil med plads til 3 autostole og to voksne – hvilket vi i følge banken slet ikke har råd til. Jamen hvad så? Skal børnene bare skiftes til at ligge i bagagerummet?

Nå, men vi når det nok. Han er jo 3’er, den lille fyr, og så kan man ikke forvente samme service som 1’eren. Til gengæld er der to andre børn, som også deler kærlighed og gener med den lille ny, og som måske kan lokkes til at underholde ham, mens de voksne farer rundt og køber sutteflasker og bil. Det er en skudsikker plan!

Et nytårsforsæts endeligt

Jeg var sådan en, der startede 2014 med et hemmeligt nytårsforsæt. Hemmeligt, fordi det er så kliché, at jeg var ved at brække mig over mig selv. Jeg ville nemlig tabe mig; væk med 13 kilo; komme ned på normalt BMI og smide det bildæk, som jeg bare VED gemmer på manualen til mine unger, men som jordemoderen glemte at få med ud under fødslen, og nu ligger de bare og er i vejen, så jeg ikke kan passe mine bukser.

Jeg kastede mig derfor over en intens kalorietæller-kur og forsøgte at komme i gang med at løbe lidt. Det holdt i to uger. 14 f*cking dage! Jeg smed også to kilo. Men så kom jeg til at savne chips. Og rugbrødsmadder. Og ikke-light sodavand. Og så forsøgte jeg at hidse mig op over presset fra samfundets skønhedsideal, så dét ligesom kunne blive min undskyldning for at droppe kuren igen. “Flæsket er lækkert!” råbte jeg og skyndte mig at æde en pose chips og fire rugbrødsmadder med spegepølse, inden jeg kom til at opdage, hvad jeg havde gang i.

Nu er jeg landet et sted midt i mellem. På den ene side er jeg lidt træt af den der bløde dejagtige krop, jeg har erhvervet mig. Jeg ville gerne være mere fit, og jeg ville egentlig også gerne spise lidt sundere. Men omvendt så er jeg i virkeligheden slet, slet ikke motiveret nok til en reel slankekur. Jeg kan sagtens leve med de ekstra kilo – jeg gemmer dem bare under nogen kjoler og gør noget vildt med håret, så folks opmærksomhed ledes et andet sted hen. Desuden fungerer jeg virkelig dårligt til stram struktur og faste regler – det holder sjovt nok kun 14 dage, og så gør jeg oprør, uagtet at det var mig selv, der lavede reglerne i første omgang.

Så, hvor ender vi?
2014 bliver nok ikke året, hvor jeg går i gang med en seriøs slankekur og smider de 13 kilo. Jeg vil hellere prioritere mit overskud til andre ting i mit liv. Men måske kunne det blive et år, hvor små forandringer kan rodfæste sig. Huske at drikke vand, f.eks. Prøve at satse på at få lavet madpakker til mig selv, så jeg ikke ender med at gå amok i rundstykker og småkager på arbejdet. Gen-prioritere ugemadplan og storindkøb, så de dage hvor vi ender med toast, yoghurt eller take-away til aftensmad bliver færre. Den slags. Mere overkommeligt. Mindre snærende. Og dermed forhåbentligt også mindre attraktivt for min indre teenager at gøre oprør imod.

Et ikke-brokkende indlæg

Det er på tide at skrive et indlæg, kan jeg mærke. Og tiden er rigtig, eftersom Manden er ude af huset, ungerne sover, og computeren er tændt. Problemet er mest, at jeg ikke lige kan samle min koncentration om at finde et fokuspunkt for skriverierne. For jeg gider ikke brokke mig. Hverken over den her hverdag, som stadig trækker tænder ud og gør mig så træt, så træt, at jeg stort set har opgivet at have et liv på de sociale medier (blog inkl). Ej heller vil jeg brokke mig over opdagelsen af 10 ekstra kilo, som i løbet af et år har sat sig udvalgte steder på min krop, for jeg er endnu ikke motiveret til at gøre noget ved det, og så skal man ikke brokke sig over det. Jeg vil heller ikke brokke mig over ungernes eller mandens konstante behov for opmærksomhed og al deres kræven, for det har nok i virkeligheden slet ikke ændret sig; det er mit overskud til at håndtere deres behov, den er gal med.

Så hvad kan jeg så finde på, når nu jeg ikke gider brokke mig? Er der egentlig noget godt i mit liv, måske endda en lille sjov anekdote, jeg kan dele med world wide web?

Hm…

Der er faktisk masser af godt. Jeg er så heldig, at mit liv er befolket med mennesker, som vil mig det bedste, og som interesserer sig for mig. Jeg er gift med min bedste ven, og sammen har vi lavet nogle helt fantastiske spændende små væsener, som jeg elsker at få lov til at lære bedre og bedre at kende. Taknemmeligheden fylder faktisk ligeså meget som trætheden, måske endda mere.

Sjove anekdoter er jeg desværre ikke leveringsdygtig i, medmindre prutte- og bøvselyde kan indgå, for det topper børnehumor-skalaen herhjemme pt. Ellers er der Troldens all time greatest!

Forhåbentlig vender jeg snart tilbage med noget mere sammenhæng og mindre træthed.