Et brag af en fødselsdag

Så er det i dag, at mindstefyren fylder 1 år. Jeg havde forestillet mig, at indlægget i den anledning måske skulle være en fødselsberetning om hans entré her i tilværelsen, eller processen med at finde det rigtige navn samt en lille afsløring af samme, eller måske et tilbageblik på året der er gået, hvor vi har skullet finde os selv som familie på fem. Det bliver ingen af delene, for drengen lagde særdeles hårdt og blodigt ud, og så er det naturligvis den historie, der skal fortælles.

Vi startede sådan set dagen meget almindeligt. Bettefyren vågnede ved 5-tiden, og så tøffede han og jeg ned og fik en portion havregrød. Efterhånden kom de andre dryssende; Manden vendte hjem fra sin morgenløbetur og de to store kom ned og landede i sofaen foran fjernsynet.
Både Manden og jeg skulle møde tidligt i dag, så mens han gav de store morgenmad skyndte jeg mig at nuppe et bad, og bagefter havde vi lige 10 minutter til fødselsdagssang og gavegivning. Bettefyren blev placeret i sin triptrap-stol ved spisebordet, hvor han sad med store øjne og bankede med i takt på bordet, da vi sang for ham. Gaverne var i hans optik mest til at bide i, men både Rumpen og Trolden var ikke blege for at træde til og vise ham, hvordan man flår gavebånd og papir af. Seancen var hurtigt overstået, og så fik han lov at blive siddende og lege lidt med papiret og sin nye stabel-hund i træ, mens jeg gik med Trolden ud på badeværelset for at sætte hår og få børstet tænder.

Uhm en lækker gave!

Pludselig hører jeg Manden stikke i et brøl og derefter lyder et ordentligt brag. Jeg farer ind i køkkenet, hvor Manden hiver en skrigende 1-årig op af en væltet højstol. Jeg finder sutten, men idet jeg skal til at putte den i hans mund, kan jeg se blodet som pibler frem fra steder jeg ikke umiddelbart kan lokalisere. Munden i hvert fald, men også brystet? Nej, det er nedenunder hagen, der er hul, men det render ned over over brystet. Manden er på nippet til at gå helt i panik over blod og skyld over ikke at kunne nå at forhindre ulykken, så jeg må prøve at finde en smule ræson frem og være den med det kølige overblik, selvom jeg indeni er mindst ligeså panikken, og de to store flintrer rundt og er også forvirrede og usikre.

Frem med nogle kolde klude til at tørre blod op og lægge på for at standse blødningen. Finde telefonen (hvor fisen har jeg mon lagt den?!!) og derefter gå helt i stå over, hvem man ringer til kl. 7 en onsdag morgen. Vagtlægen, skadestuen, én af de mange læger, medicinstuderende eller sygeplejersker vi har i familien, min mor? Hvem?

Imens er Manden ved at være faldet lidt ned igen, og det er bettefyren også, og vi bliver enige om, at jeg smutter hen og afleverer de store i skolen, og så må vi lige tage bestik af situationen, når jeg kommer tilbage.
De store er oprevne, men det er samtidig en anledning til at mindes alle de gange de selv har slået sig – og overlevet. For trolden var det helt store drama dengang hun faldt ned af trappen og for Rumpen var det da han faldt ned i sofabordet. Da jeg afleverer dem er der en stemning af, at det hele nok skal gå, og jeg vender snuden hjem og krydser fingre for, at det er sådan, det er.

Uhm lækkert papir!

Hjemme igen er blødningen aftaget, og vi kan nu se, at bettefyren har en ordentlig flænge i det bløde kød under hagen. Hvor dyb den er, er lidt svært at vurdere men det er tydeligvis heller ikke blot en overfladeskramme, og han har samtidig slået munden, men vi kan ikke få ham til at gabe op, så vi kan se, hvor galt det er gået der. Kun er det tydeligt at overlæben er meget hævet.
Vi bliver enige om, at det om ikke andet er rart at få en læge til at kigge på det, og giver os så til at vente en halv time, indtil telefonerne hos vores egen læge åbner kl. 8.
8.02 kommer jeg igennem og får af en telefonsvarer at vide, at lægehuset holder lukket pga. kursus, og jeg bliver henvist til en læge i en anden by. Her ringer jeg op en del gange, inden det omsider lykkes mig i det mindste at komme i telefonkøen.
Heldigvis er sekretæren sød – og hun har også luret på cpr-nummeret, at uheldet lige er sket på hans fødselsdag, og hun giver os en tid så hurtigt hun kan.

Bettefyren er ved at kollapse af træthed nu. Klokken nærmer sig 9, og han vil altså have sin formiddagslur! Blod eller ej. Han forsøger at lægge sig til at sove på puslebordet, men de onde forældre hiver ham rundt for at skifte det blodbestænkte tøj, og så skal han minsandten også have overtøj på – og det er ikke engang for at komme ud i barnevognen!
Han snupper sig en minilur på køreturen til den anden læge, men trækkes så brutalt ud af drømmeland igen for at komme ind i et pakket venteværelse.
Her vågner han imidlertid op til sit gamle selv og charmer og snakker med alle som gider give ham et øjebliks øjenkontakt. Sekretæren er det mest overskudsagtige menneske, jeg nogensinde har mødt i den profession, og når telefonen ikke kimer bag skranken, går hun om på den anden side og snakker med de forskellige patienter. Hun kommer hen til os og bruger lidt tid på at snakke med Mindsten og husker endda at ønske ham tillykke, mens hun beklager overfor os, at der er lidt ventetid, men forsikrer at han nok snart skal komme til.

Lægen er en rar mand, som hurtigt konstaterer at det heldigvis ikke er gået så galt, som det kunne, men at flængen dog skal limes lidt. Så efter lidt lim og lidt plaster – under store protester og diverse flugtforsøg fra Bettefyren – kan vi forældre omsider ånde lettet op. Det gik jo heldigvis alt sammen alligevel.

Yay for gaver!

Så nu sidder Manden og jeg her ved køkkenbordet, hvor alt gik galt i morges, bag hver sin computerskærm og holder fælles hjemmearbejdsdag. Bettefyren er afleveret til fødselsdagsfejring i dagplejen – under løfter om at hun ringer, hvis der bliver det mindste – og i eftermiddag fortsætter vi festen. Forhåbentlig med mere kage og mindre blod.

Reklamer

Fingers crossed

Så blev det mandag, og baby befinder sig stadig bag ved navlen. Det var sådan set også fint, at han blev derinde denne weekend, så vi kunne nå de to julemarkeder og de to fødselsdagsfester, som var på programmet, og i går da vi tændte det første adventslys, kunne vi fortælle ungerne, at når vi tænder det næste, så er lillebror kommet ud. Så uanset hvad, så lakker denne her graviditet jo mod enden, og vi kan snart tage hul på næste del.

I eftermiddag skal jeg til kontrol på sygehuset, og jeg har besluttet mig for at spørge om, om de vil sætte mig igang. Jeg mener, det er min tredje fødsel, jeg er blevet sat igang de to tidligere gange, og der er intet der tyder på, at min krop har tænkt sig selv at påbegynde en fødsel indenfor de næste par dage. Så hvis det alligevel bliver en igangsættelse, kan vi så ikke ligeså godt få begyndt?

Det er mine argumenter. Så må vi se om de bider på sundhedspersonalet. Jeg har ingen anelse om, hvor strikse den slags regler er, og hvor meget eller lidt frihed jordemoderen har til at bestemme den slags, men det skal ikke forhindre mig i at forsøge.
Der er nemlig også flere, ikke-helt-så-overbevisende-men-stadig-gode-grunde til, at jeg gerne vil til at have klaret den fødsel. For det første har Troldepigen fødselsdag d. 9. december, og jeg vil bare gerne have hendes og lillebrors fødselsdage så langt fra hinanden som muligt. Jeg synes i forvejen, at Troldens dag drukner lidt i julerier, så lillebrors dag behøver ikke lige være en uge inden.
Derudover er vores aftalte pasning af rollingerne, mens jeg føder, ved at glide ud, da bedsteforældrene troede at man ikke længere gik mere end 10 dage over tid, så de begynder nu at få kalenderen fyldt med ting og kan ikke længere stå på standby.
Og så er der selvfølgelig også den detalje, at min hjerne er igang med at spinde diverse skrækscenarier om livet post-fødsel, fordi den har alt for god tid til den slags, særligt om natten, og jeg VED, at det ikke bliver nær så slemt, når man først står i det, men det er svært at overbevise hjernen om.

Men altså, uanset hvad så bliver det spændende hvad der sker i eftermiddag. Hvis de ikke vil sætte mig igang i dag, så får jeg i hvert fald en tid til at blive sat igang, og så må vi få planlagt pasning osv. rundt om det.

Kryds fingre for mig! 😀

Når mit bedste ikke er godt nok

I det danske sprog findes det her underlige udtryk: “at gøre sit bedste”. Det bruges ofte, som en trøst: “Nå, men du gjorde dit bedste”. Sådan helt generelt er jeg ikke god til at gøre mit bedste. Jeg er dovent anlagt og vil helst ikke anstrenge mig for meget. Så har jeg nemlig også en forklaring, hvis noget ikke lykkes for mig: “Jamen, jeg gjorde jo heller ikke mit bedste, for så var det jo nok blevet en succes.” Det er et spørgsmål om kontrol.

Min rolle som mor er nok noget af det tætteste, jeg har været på at gøre mit bedste. Jeg synes, at jeg prøver, for her er virkelig noget på spil: mine unger! Det er ikke altid, at jeg lykkes helt så godt, som jeg tror, jeg kunne, men alt i alt synes jeg faktisk, at det er tæt på at være mit bedste.

Så kom depressionen og spiste mit humør til forret, mit selvværd til hovedret og mit overskud til dessert. Særligt den sidste måneds tid er kurven knækket (igen), og jeg er styrtdykket i den helt forkerte retning.

Jeg gør stadig mit bedste, men mit bedste er blevet markant ringere. Det der overskud, jeg havde før, som gjorde, at jeg kunne vælge mine kampe med omhu, er væk. På den ene side magter jeg ikke at tage nogen kampe overhovedet, og Trolden får for eksempel pludselig lov til at spise aftensmad foran fjernsynet og andre ting, der tidligere ville være ganske uhørt. På den anden side bliver jeg virkelig irriteret og vred over små ligegyldige ting, som jeg tidligere ville have båret over med; for eksempel kom jeg her den anden dag til at skælde Trolden ud, fordi hun havde spillet et af mine spil på min iPhone. Hun blev ked af det og i min surhed fik jeg sagt i en alt for nedladende og spydig tone: “Og nu begynder du at græde”, hvilket hun også gjorde. Hulkende gik hun hen til sin far, og da han spurgte, hvad hun var ked af, svarede hun: “Mor er sur på mig.”

Det der blik i hendes øjne, da jeg nedgjorde hende, fordi hun blev ked af det, og den fortvivlelse, jeg hørte i hendes stemme, da hun fortalte om, at jeg var sur – min hjerne har optaget det og klippet det sammen til en lille film, den spiller for mig igen og igen. Jeg er så flov over det, og det gør mig virkelig ondt, at min depression skal gå ud over hende.
Desværre bliver min egen konklusionen på den smerte, jeg påfører min familie, som regel, at det nok i virkeligheden ville være bedre for både mand og børn, at jeg ikke var her – en tanke jeg heldigvis oftest magter at skyde ned, når den opstår, men ikke desto mindre en tanke, der jævnligt popper op.

I morgen har jeg en aftale med min læge. Når nu et halvt års terapi ikke har hjulpet, så må medicinen gøre mig glad igen, så jeg ikke skal fake-smile mig gennem julen og forsikre folk om, at “det går nok snart over” og “selvfølgelig er der lys for enden af tunnelen” for at undgå at overføre min egen mangel på håb til dem. Jeg er træt af at fake-håbe og fake-smile. Jeg vil gerne prøve noget af det rigtige håb og måske lidt tro på, at jeg bliver ægte glad igen en dag. Håb og tro – er det for corny at ønske sig i julegave? Nu prøver jeg i hvert fald at se, om det mon fås i pilleform på recept fra lægen.

En klassisk loose-loose situation!

Der er faldet en slags normalitet ind over den nye situation, vi står i. Vi er hjemme stort set hele tiden, så jeg kan trække mig, når jeg har brug for det, og selvom det ikke føles særlig meget som ferie, så tror jeg egentlig, at det er ok, i hvert fald for ungerne. Bortset fra at Trolden har enormt meget craving efter mig – undtagen når hun skal have hjælp til at gennemføre en bane i LEGO Pirates of the Carribean, for så er det kun far, der duer, selvom jeg altså også godt kan finde ud af det – så lader hun ikke til at få varige mén eller noget. De (få – heldigvis) gange hun har set, når jeg er brudt sammen, har jeg forklaret, at jeg er ked af det, fordi jeg er syg.

Alt i alt er den sidste uges tid gået helt ok, hvis man ser bort fra et enkelt rigtig slemt meltdown, hvor jeg til min egen forskrækkelse begyndte at fantasere om at rive huden af mig selv, skarpe knive i køkkenskuffen og den slags. Ellers har jeg mest følt trætheden, ikke tristheden.
Jeg oplever det som om, at der inden i mig er et krus, der er slået itu. Jeg kan godt samle kruset og holde det samlet, men det kræver utrolig mange kræfter, og lige pludselig magter jeg det ikke mere. Når jeg kan mærke mine lemmer blive tunge og min hjerne gå i hak, skynder jeg mig i eksil i soveværelset, hvor jeg forsøger at flygte fra at mærke, hvor ondt det gør, når kruset falder fra hinanden, ved at sove, spille på iPhonen eller læse. Jeg har færddiggjort Hunger Games trilogien på halvanden uge på den konto!

Det er selvfølgelig ikke sådan det skal være, men vi har fået det til at fungere, særligt med udsigt til at vores eget lægehus åbnede igen denne mandag, så jeg endelig kunne få noget hjælp, medicin, en henvisning eller hvad nu, lægen måtte vurdere, at der skal til. Af en eller anden grund har jeg været meget nervøs over det med at skulle ringe til lægen, så jeg brugte lang tid på at lægge en strategi: jeg ville ringe mellem 8-9 hvor man kan tale direkte med lægen, og så ville jeg vælge reservelægen, dels fordi jeg som nævnt ikke er helt vildt glad for min egen læge, og dels fordi jeg har hørt, at reservelægen har interesse for det psykiatriske felt.
Jeg havde gået og spekuleret og samlet kræfter til at foretage den opringning, så jeg blev helt hylet ud af den, da jeg i telefonen erfarede, at reservelægen stadig er på ferie, så jeg smækkede røret på og måtte genoverveje min taktik. Skulle jeg vente en uge mere og se om reservelægen så var vendt tilbage? Eller skulle jeg ringe og få en af de andre læger i tale, eller bare ringe til sekretæren og få en tid? Jeg endte med at gøre det sidste – især fordi det gav mig en time mere til at samle kræfter til at ringe igen, da sekretæren først træffes efter 9.
Ca. 9.30 kom jeg endelig igennem. Da havde lægehuset haft åbent i halvanden time, men alligevel kunne jeg først få en tid på fredag! FREDAG!! Jeg havde regnet med at få hjælp i dag eller i morgen! Sekretærdamen argumenterede med, at der var simpelthen så mange her efter ferien; at de kun havde én læge disponibel; at de også fungerede som vikar for et andet lægehus.
Jeg ville ønske, at jeg havde sagt noget. At jeg havde råbt, at det ikke var mit problem; at jeg har brug for hjælp, og det skal være NU; at jeg ikke magter at undgå at mærke mine følelser knap en uge mere; at jeg er så skide bange for den hverdag, der venter om en uges tid, og jeg havde håbet og regnet med, at vi ville få hjælp til inden da. Desværre var det eneste, der kom ud af min mund et grådkvalt “Okay, hvis det er det eneste, du har.” Så forbarmede hun sig over mig og pressede mig ind torsdag – men hos min egen læge. Jeg ved ikke, om det også var ham, jeg ville have fået med tiden om fredagen.

Det værste er, at jeg på den ene side begynder at tvivle på, om der overhovedet er noget galt med mig, siden jeg ikke kan få hjælp, og på den anden side begynder visse tanker om yderligtgående handlinger, der helt sikkert vil afkræve noget sundhedspersonales hjælp, at poppe op.

Moralen må være: Lad vær med at pådrage dig noget semi-depressionshalløj, når der er ferielukket. Du er ikke skidt nok til at være et akut tilfælde, men heller ok nok til rent faktisk at få noget ud af din egen ferie. En klassisk loose-loose situation!

Hvor blev rosen, orkestret og hyldestråbene af?!

Som tidligere nævnt er vi herhjemme begyndt at bekæmpe Troldetøsens sutteforbrug. En af årsagerne var en indkaldelse til eftersyn hos tandlægen, fordi den slags er meget opmærksomme på, at børn får suttebid, hvis de bruger sutten for meget, og så er man en dårlig forælder, hvis man ikke har sat ind over for det. Og da jeg hellere vil have ros end opfattes som en dårlig forælder, var det ellers bare med at få Trolden sutte-clean så hurtigt som muligt.

Det går heldigvis rigtig godt med afvænningen. Trolden har i vid udstrækning accepteret, at hun kun skal have sutten om natten, men et par gange har hun siddet og suttet lidt på den i sengen om dagen, hvis hun bare var helt ude af den. Det synes jeg egentlig er ret flot, når man tænker på, hvor meget hun faktisk brugte den før den kolde tyrker.

Alt det glædede jeg mig til at fortælle tandlægen, og jeg håbede måske også, at der ville falde en rosende bemærkning af, om ikke til mig, så til Troldetøsen. Det var derfor med forventning, at vi troppede op i tandlægens venteværelse i tirsdags (efter at jeg hurtigt havde hevet Trolden op fra middagslur og proppet hende i tøj i børnehaven, fordi pædagogerne havde overset, at jeg havde bedt dem om at have hende klar til afgang 14.20. Suk!).
Vi havde snakket en del om besøget inden, og Trolden var klar på, at en fremmed dame skulle børste hendes tænder, så hun gik villigt med ind i klinikken, men blev lidt beklemt, da hun blev bedt om at kravle op i tandlægestolen. Tandlæge-damen havde i dagens anledning taget sin über-pædagogiske attitude på kombineret med high-pitched toneleje, mens hun forklarede min datter, at hun bare skulle ud på en lille flyvetur i stolen. Men Trolden ville ikke på nogen flyvetur. Helt stiv af skræk, sad hun, da stolen begyndte at køre og læne ryggen bagud, og jeg kunne ikke gøre så meget andet end at krydse fingre for, at ungen ville være lidt samarbejdsvillig, så det snart var overstået for hende.

Helt vildt hurtigt gik det nu ikke, men tandlægen lokke-roste hende konstant med sin overdrevent lyse stemme: “Næh, hvor er du god. Ja, sådan. Åben munden lidt mere. Sådan, ja. Ligesom en stor løve.”
Til sidst lykkedes det tandlægen at nå hele vejen rundt, hvorefter Trolden fik tandbørsten og en ballon, og jeg blev instrueret i en karategreb-agtig måde at fastholde et “genstridigt barn”, så man kunne komme til at børste ordentligt. Så blev vi sendt ud ad døren med et: “Vi skriver igen om et års tid”, og helt skuffet stod jeg tilbage og havde ikke fået sagt noget som helst om, hvor lidt Troldetøsen bruger sut nu. Der var heller ikke nogen af os, der havde fået ros, sådan rigtigt. Og i øvrigt er Trolden glat som en ål, når hun ikke er stiv af skræk, så jeg kan ikke få karategrebet-til-effektiv-tandbørstning-af-genstridigt-barn til at virke herhjemme.

Godt at der er et helt år til næste gang!

Fødselsberetning og billedspam

Disclaimer: Hvis man ikke bryder sig om at læse om fødsler, smerter og kropsvæsker, skal man nøjes med at kigge på billederne i dette indlæg.

Rumpenissen er i dag en måned gammel, og ikke om jeg forstår, hvor den tid blev af. Den forsvandt ligesom i overvejelser om amning vs. flaske, bekymringer om Rumpenissens velbefindende og en forfærdelig masse skrigeture, som heldigvis er ved at aftage i takt med, at indtaget af MME (forkortelsen for modermælkserstatning, for de uindviede) stiger.
Så det er kun passende at benytte denne anledning til at kigge lidt tilbage på begivenhederne, der for godt fire uger siden kickstartede kernefamilie-livet med to børn, nemlig fødslen. Desuden har jeg slet ikke fået spammet jer nok med billeder af den lille fyr, så det sker så også nu.

Photobucket

Da jeg var gået ti dage over tid, var jeg til en undersøgelse på hospitalet, hvor de tilbød mig igangsætning. Den takkede jeg venligt, men bestemt nej til, da jeg var meget angst for at fødslen skulle gå som Troldungens, som blandt andet blev hård, fordi den var sat kunstigt i gang, og veerne ikke arbejdede nok med. Denne gang var jeg meget mere bevidst om, at igangsættelsen var et tilbud, jeg kunne sige nej til, hvilket jeg så gjorde. I stedet fik jeg så en ny tid til tjek den dag, jeg var 14 dage over tid.

Det var en søndag formiddag, og jeg gik ud fra, at jeg som sidst skulle tjekkes i hoved og den anden ende, og så igen skulle sige nej tak til igangsætning, og derefter gå derfra med en ny tid til tjek. Derfor kørte jeg bare selv afsted, mens Manden var hjemme med Trolden.

Det startede også meget som sidst. Jordemoderen, som faktisk var den samme som assisterede mig ved Troldens fødsel, konkluderede, at der stadig ikke var tegn på, at fødslen var på trapperne, og så sluttede hun mig ellers til diverse maskiner, som målte Rumpenissens hjerterytme, eventuelle veer osv. Det så fint ud, fik jeg at vide, og så var jeg ellers mentalt ved at gøre mig klar til at skulle hjem igen. Dog skulle der lige scannes for at se, om der var nok fostervand, men der havde været rigeligt ved sidste tjek, så jeg gik ikke ud fra, at det ville være et problem.
Reservelægen, som skulle foretage scanningen, var vældig flink, men også næsten over-pædagogisk, da han forklarede mig, hvad det var han skulle scanne efter. Han konkluderede nu hurtigt, at det så fint ud, men så tog hans pædagogiske side over igen, da han omhyggeligt forklarede mig, at anbefalingerne var ændrede, siden jeg havde født sidst, og nu ville man gerne have babyerne ud af maverne senest 42+0, som det hedder på fødsels-fagsprog. Men han havde snakket med jordemoderen om min sidste fødsel, og han kunne godt forstå, at jeg helst ikke ville sættes igang, men han var nødt til at vende min situation med sin overordnede.
Så gik han, og jeg sad lettere forvirret tilbage og fattede ikke helt, hvad der foregik, udover at jeg åbenbart ikke bare sådan lige fik en ny tid til tjek.

Photobucket

Da reservelægen kom tilbage, var min jordemoder med ham, og jeg fik en instinktiv følelse af at være kaldt ind på rektors kontor til skideballe og alvorlig samtale. Skideballe fik jeg nu ikke, men lægen talte længe om de ændrede anbefalinger og sagde, at når man gik meget over tid kunne det komme så vidt, at barnet ikke havde kræfter til at tåle fødslen, og det ville jeg vel ikke risikere? Så stemte jordemoderen i og fortalte om, hvor ofte andengangsfødsler var en let omgang, og at Trolden jo allerede havde banet vejen i samarbejde med den kop, hun blev taget med, og at alt sandsynligvis ville gå meget nemmere denne gang. Jeg følte mig meget lille og meget sårbar, og nej, jeg ville da ikke risikere, at Rumpenissen ikke kunne tåle at blive født, bare fordi jeg var angst for igangsættelsen. Jeg begyndte at græde og ønskede mest af alt, at Manden var hos mig og kunne trøste mig og hjælpe mig, når man sådan blev talt alvorligt til af mennesker i kitler.

Til sidst indvilgede jeg i at blive sat igang. Jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne andet. Jeg fik lagt en stikpille op og skulle så ligge på en briks i 45 min. og vente på, at den blev opløst. Det var så her, at jeg skrev dette, for noget skulle jeg jo få tiden til at gå med. Jeg ringede også til Manden og satte ham ind i situationen og bad ham få fat i min mor, som skulle passe Trolden.

Jordemoderen havde sagt, at det var højst usandsynligt, at der ville ske noget med den første stikpille, så jeg skulle komme igen samme aften til et tjek og en ny pille. Men denne gang ville jeg altså have Manden med, så vi var blevet enige med min mor om, at hun ligeså godt kunne få Trolden med sig hjem – også selvom fødslen måske først gik igang om et døgns tid.
Så da jeg kom hjem, gik der praktisk gris i både Manden og mig, for vi skulle lige have pakket alt, hvad Trolden skulle have med på en mini-ferie hos mormor, og samtidig skulle jeg også tude lidt ind i mellem af angst for, hvordan det hele dog skulle gå. Men vi fik pakket det hele, og min mor kom, og da vi vinkede til dem, da de kørte igen, begyndte jeg at mærke nogle underlige små smerter i underlivet. De mærkedes ikke, som jeg huskede veer, men da de ret hurtigt begyndte at blive regelmæssige, tænkte jeg, at det måske alligevel var en slags plukkeveer. De var dog på ingen måde særlig kraftige, så vi kørte bare afsted til hospitalet til den aftalte tid.

Photobucket

Tilbage på hospitalet blev jeg igen tilsluttet en maskine, der målte alt muligt på Rumpenissen, mens Manden spillede på sin iPhone og stirrede intenst på den lille skærm, hver gang en jordemoder skulle rode mig i skrævet. Maskinen, jeg var tilsluttet, registrerede de små smerter som veer, og jeg kunne se, at de var meget regelmæssige. Jordemoderen konkluderede det samme, men da hun undersøgte mig, var jeg kun knapt to cm åben. Hun var derfor lidt i vildrede med, om hun skulle give mig endnu en stikpille, eller om hun skulle forsøge at tage vandet ved at prikke hul på livmoderen. Det endte dog med endnu en pille, og vi fik en ny tid næste morgen og blev sendt hjem.

Nu var klokken blevet henad halv otte, og vi havde ikke fået aftensmad, så vi blev enige om at køre forbi McDonald’s på vejen hjem. Det var ikke meget jeg fik spist, for mens vi var der begyndte veerne for alvor at tage fat, og jeg måtte klamre mig til den fedtede bordkant hver gang en ve overmandede mig. Vi snakkede lidt frem og tilbage om, hvorvidt vi skulle tage hjem eller prøve at tage tilbage til fødegangen, men jeg var bange for, at vi alligevel bare ville blive sendt hjem igen, så vi besluttede at køre hjemad.
Men at sidde ned i en bil, når man har veer, er simpelthen på grænsen til tortur, så efter ti minutters kørsel måtte jeg bede Manden om at vende om. Jeg kunne slet ikke overskue en halv times kørsel hjem og så en halv time tilbage igen. Så ville jeg hellere sidde ude på hospitalets gang og vente på, at fødslen gik i gang for alvor.

Da vi kom tilbage til hospitalet gjorde veerne endnu mere nullernaller, og da vi blev vist ind i et undersøgelsesrum brød jeg helt sammen. Dels på grund af smerterne, men mest fordi angsten for, hvad der ventede, fyldte så meget. Hvordan skulle det dog gå? Hvor lang tid skulle jeg udholde smerten? Og gjorde veerne nu deres arbejde, eller var det ligesom sidst?
Heldigvis blev min frygt gjort til skamme. Da jordemoderen undersøgte mig, var jeg tre cm åben og dermed i aktiv fødsel, så hun indskrev mig på fødegangen og gav mig grimt hospitalstøj at tage på. Derefter skulle vi gå! hele vejen ned til fødegangen, som måske i virkeligheden ikke var så langt væk, men det føltes som et halvmarathon, når man havde veer og var nødt til at standse hvert og hvert andet øjeblik for at klamre sig til, hvad der nu var indenfor rækkevidde (oftest Manden).

På fødegangen blev vi modtaget af en vældig sød jordemoder, som fortalte, at hun havde vundet lodtrækningen, for de var tre jordemødre på vagt, og jeg var den eneste fødende. Hun var så sød, at jeg begyndte at tude igen, fordi jeg blev helt overvældet over den omsorg, hun udstrålede.

Photobucket

Herefter står slagets gang ikke helt tydeligt i min erindring. Det var noget med et lavement, noget med mange onde, onde veer, noget med noget akupunktur, noget med at jeg ville have en dyne at putte mig under, men de blev ved at tage den fra mig, fordi de ikke kunne komme til for den. Der var også noget med at kæmpe imod pressetrangen, og især står det helt tydeligt for mig, at jeg, mens jeg kæmpede for ikke at presse, kom til at skide ud over det hele. Not my finest hour!
Lige da det nærmede sig, at jeg måtte få lov at give efter for presseveerne, var der vagtskifte. Skidegodt timet! Ind kom en ny jordemoder, som sikkert også var sød, men som blev ved med at kalde mig alle mulige forkerte navne under fødslen, fordi hun ligesom blev kastet ind i kampens hede og åbenbart ikke havde haft overskud til at lære mit navn rigtigt.

På et tidspunkt blev jeg kommanderet om på siden at ligge, fordi veerne ikke var kraftige nok. Det øjeblik gik alt i stå og angsten, som ellers var forduftet lidt mens jeg koncentrerede mig om veerne, slog ud i lys lue. Nu ville det blive som sidst! Nu skulle jeg dirigeres rundt som en cirkushest. Nu skulle jeg presse og presse uden, at der skete noget. Det ville helt sikkert ende med en kop, eller måske endda et kejsersnit! Mine følelser gik helt amok, men i virkeligheden gik der kun et øjeblik, før min krop igen gjorde hvad den skulle, og veerne arbejdede på højtryk.

I modsætning til ved Troldens fødsel havde jeg meget mere lyd på denne gang. Jeg brølede hver gang, jeg skulle presse og klemte Mandens hånd helt blå. Jeg gik ikke ind i mig selv på samme måde som sidst, men gav smerten afløb i et ur-brøl. Alene det viser, at jeg havde meget mere overskud ved denne fødsel, også fordi det hele gik meget hurtigere.

Efter cirka femogfyrreminutters pressen og brølen kom Rumpenissens hoved ud, og jeg blev beordret i gispe-modus, mens hans hoved var halvt inde, halvt ude. EKSTREMT smertefuldt! Men det tog kun et øjeblik, så kom der endnu en ve, og derefter endnu en, og så var han helt ude. Jeg tror nok, at jeg tudede igen. Jeg var så lykkelig for, at det var overstået, og at der ikke havde været nogen kop involveret. Jeg var også glad for Rumpenissen, men mere for at jeg havde overskud til at se på ham og tage ham ind. Det havde kostet megen skyldfølelse, at jeg ikke kunne det med Trolden, fordi jeg var for udmattet.

Da jeg havde født moderkagen og var blevet syet, og Rumpenissen havde fundet et bryst at sutte på, blev vi ladt alene tilbage i fødestuen. Manden spurgte, hvilket af de to navne han skulle hedde, men jeg kunne ikke finde ud af det. Jeg syntes ikke rigtig, at jeg havde set ham ordentligt endnu. Først lå han jo på min mave, og nu kunne jeg kun se halvdelen af hans ansigt, mens han suttede løs. Til sidst gav han dog slip, og jeg fik lov til at se ham rigtigt. Hans ansigt var sådan lidt bredt i det, lidt firkantet, og rynket som en bulldog, så jeg syntes, at han skulle hedde Hector, som var et kraftfuldt navn. Det hed han så i omtrent et kvarter, og så opdagede jeg, at jeg i mine tanker kaldte ham Vitus, som var den anden mulighed. Jeg nævnte det forsigtigt for Manden, som blev helt lettet, for han havde netop tænkt det samme. Så sådan endte det.

Photobucket

Og nu har vi så haft ham en måned, den lille Rumpenisse. Han er blevet større og knapt så firkantet i hovedet, og hans navn er ligesom vokset fast på ham, så nu kan han ikke hedde andet. Han er begyndt at smile på en måde, jeg tror er bevidst, og han har hormonknopper ud over det hele, så jeg forestiller mig, at jeg godt ved, hvordan han kommer til at se ud som teenager. Han ligner Trolden en hel del, og hun ligner jo sin far, men min mor siger, at han er fuldstændig, som da jeg var lille, og jeg har for nylig opdaget, at han har kløftet hage ligesom mig. Han har også skæve lillefingre som både min mor og mig. Jeg tror også, at han i virkeligheden er en meget glad dreng – omstændighederne har bare ikke lige været, så han har kunnet vise det, for det er ikke nemt at være glad, når man er sulten og træt, fordi man ikke kan sove ordentligt, når man er sulten.

Men jeg glæder mig rigtig meget til den næste måned med ham. Jeg glæder mig til at se, hvem han vil vise sig at være, og jeg glæder mig til, at livet som familie på fire bliver lidt mere hverdag end det har været den første måned.
Rigtig stort tillykke med din et-måneds-dag, søde Rumpenisse!

Uden titel

Så ligger jeg her på en briks på sygehuset med en stikpille lagt op og skal vente femogfyrre minutter, inden jeg må tage hjem. Der er blevet talt med beroligende, men bestemte ord til mig, og henvist til statistikker for andengangsfødendes nemme, ukomplicerede fødsler.

Igangsættelsen er nu en realitet, og jeg skal vente femogfyrre minutter, før jeg kan komme hjem og græde min frygt ud i armene på ham, jeg elsker.

Må man godt få det man ønsker sig?

Jeg er nervøs for i morgen. Ikke så meget, fordi jeg skal aflevere en eksamensopgave som endnu ikke er færdig, men fordi jeg skal til lægen og ha’ taget blodprøve, vælge fødested, vejes og alt det der, man nu skal, når man har tisset på en pind. Jeg er nemlig bange for, at det vil vise sig, at jeg slet ikke er gravid! At det er gået i sig selv, og at jeg bare render og bilder mig selv ind, at jeg har kvalme og er træt.
Enten det, eller også så mister jeg barnet senere!

Jeg ved, at det er dybt irrationelt at tænke sådan. Der er ikke nogen logisk helbredsmæssig grund til, at jeg skulle abortere, og statistisk set er der større sandsynlighed for, at barnet bliver inde i varmen end, at det forlader mig og min krop.

Sidste gang var jeg så overrasket over bare det at være blevet gravid, at jeg ikke skænkede den minimale risiko en eneste tanke. Men denne gang fylder det så meget hos mig, at jeg en overgang hele tiden følte trang til at klemme lårene sammen, så ungen ikke kunne komme ud, og bakterierne ikke kunne komme ind!

Jeg tror, at angsten hænger sammen med, at jeg virkelig ønsker det, denne gang. Jeg vil virkelig gerne have den lille ork i vores familie, og jeg er bange for at ved at ønske det så meget, så jinxer jeg det og får ikke lov at beholde det. Jeg ved ikke, hvad det er for en grundlov, der står skrevet i mit følelsesregister, men jeg kan mærke, at jeg har en grundlæggende mistillid til, at man får det man ønsker sig. For eksempel kunne jeg rigtig godt tænke mig, at den lille ork er en dreng, fordi der er to drenge på vej i vores nære familie/omgangskreds, men fordi jeg ønsker mig det, er jeg overbevist om, at det bliver en pige.
Igen meget mærkeligt og dybt irrationelt, men problemet er, at jeg tror på det.

Derfor må jeg stadig med mellemrum øve mig i at slappe af i lårmusklerne og huske på, at jeg faktisk ikke kan gøre fra eller til. Et barn er en gave, og kun tiden vil vise, om vi får lov at beholde denne her!

Så blev denne uges kvote for højspændt drama lige fyret af på en aften

Jeg havde egentlig en fin kladde liggende klar til udgivelse om emnet: “troldungen og trapper”, men her til aften var der højspændt drama, som gav det spørgsmål, jeg ville have rejst, et helt klart svar.

Dilemmaet var, at trolden i weekenden lærte sig at kravle helt op til de øverste trin på trappen til husets første sal. Så længe hun har befundet sig på første og andet trin, har hun fint kunnet kravle ned ved egen hjælp med numsen først. Men siden hun fandt på at kravle helt op, har hun syntes, at det var nemmere blot at vende sig om og tage et skridt frem – hvorefter hendes forældre så har snatch’et hende og forsøgt at træne “numsen først”-nedgangen. Men jeg kunne ikke helt lure om grunden til, at hun bare vendte sig om, var fordi hun jo vidste, at vi var lige bag hende, og at hvis hun blot fik lov at gøre det alene, ville hun vende tilbage til den allerede indøvede kravle-manøvre.

Og her vender vi så tilbage til aftenens drama:

Manden er afsted til et møde, så vi to tøser har kun hinanden at underholde os med. Det er også gået fint, og vi har netop spist aftensmad. Troldungen har som sædvanlig afsluttet måltidet hurtigere end undertegnede, så hun får lov at rende og lege, mens jeg spiser færdig. Jeg har netop hentet en bog, da jeg hører en mærkelig lyd. I et meget langstrakt sekund går det op for mig, at det er lyden af troldungens krop mod trappens trin. Bump, bump, bump, klask, forfærdelig laaaaaang pause, VRÆL! Jeg styrter ud i gangen og ser hende ligge fladt på ryggen. Først tænker jeg: “pyha, ingen skrammer”, men da jeg løfter hende, ser jeg blodet pible frem fra en forfærdelig dyb flænge over det ene øje.
Jeg går i panik og fiser rundt i huset, mens jeg forgæves forsøger at huske, hvad i alverden man skal gøre i sådan en situation. Jeg står med en rulle toiletpapir i hånden, da det slår mig: “Våd, kold klud. Standse blødningen, jeg må.” (af en eller anden grund tænker jeg Yoda’sk, når jeg panikker.) Så på med en våd, kold klud (den beskidte køkkenklud, for Yoda-visdommen rækker åbenbart ikke til at tage en ren fra skuffen), og så ellers fise rundt i huset med skrigende troldunge på armen for at finde et nummer til vagtlægen. Men skal hun overhovedet til vagtlægen? Eller skadestuen? Hvad er kriterierne for det? Og hvordan skal vi komme det, når jeg ikke har en bil hjemme? Og hvor er det skide nummer?
Til sidst griber jeg efter den eneste løsning, jeg har, når panikken har overtaget totalt: jeg ringer til min mor. Det er hendes læge-kæreste, der tager telefonen, og inden jeg får bedt om min mor, begynder jeg grædende at redegøre for troldens styrt. “Vi kommer med det samme.” lyder meldingen, og jeg takker hulkende, mens panikken langsomt siver ud. Læge-kæreste vil tage plaster med, læge-kæreste vil vide hvad der skal gøres, og min mor kommer for at holde om mig.

Da de endelig når frem, er trolden pacificeret med en Bamse og Kylling dvd, og blødningen er aftaget en hel del. Jeg gennemtrumfer med jævne mellemrum og på trods af store protester stadig at lægge en våd, kold klud på stedet. Læge-kæresten undersøger trolden, som er mægtig glad for at se bedsterne og charmer løs, som om intet var hændt. “Næh, hjernerystelse er det ikke.” konkluderer læge-kæreste, hvorefter et par plastre sættes på, og trolden går fluks ud til trappen, men nu efterfulgt af en mor med nervøse ticks.

Hvad kan man så lære af aftenens store drama:
1. Troldungen skal enten trænes mere i at kravle på trapper, eller også skal vi hurtigst muligt have købt endnu et trappegitter. Jeg stemmer for det sidste!
2. Det er en god idé at have vagtlægens tlf. nr. på køleskabet – også selvom det er kodet ind på telefonen, for det er ikke sikkert, at man kan huske den detalje, når man er gået i panik.
3. I en alder af 28 år er min mor stadig den første, jeg vil ringe til, når jeg står i en situation, jeg ikke kan klare. Gad vide om trolden vil ringe til mig om 28 år? Det håber jeg, for nu ved jeg jo, hvad der skal gøres. 🙂

Hvad ville du gøre, hvis du kun havde to dage tilbage?!

Hæve penge på firmaets konto? Købe en bil? Drikke rødvin? Vaske tøj? Skrive eksamensopgave? Der er tusind ting, jeg kunne gøre, men jeg kan ikke koncentrere mig om noget som helst. På mandag har jeg termin, og både min krop og psyke er i alarmberedskab – klar til at rykke ud ved mindste tegn på fødsel. Jeg har ellers forsøgt at bilde mig selv ind, at min termin først er om 14 dage, så jeg kunne blive glædeligt overrasket, men hvad hjælper det, når læger og jordemødre kun accepterer den dato, scanningslægen fastsatte?!

Så nu går jeg her og venter. Jeg burde få skrevet min del af gruppens eksamensrapport, men kan knap koncentrere mig om den samme ting en halv time ad gangen, hvorfor jeg ikke rigtig er nået nogen vegne med den. Jeg burde rydde op på mit skrivebord, lægge tøj sammen, læse en god bog – jeg må nyde og udnytte den tid jeg har nu, inden en lille skrigunge braser ind og river alle mine vaner i stykker. Det er, hvad min hjerne siger. Men mit hjerte og min krop længes efter forløsning, længes efter at holde hende den første gang, længes efter… at blive mor.